Den franske venstrefløj i NUPES vil demokratisere økonomien for at redde klimaet

Når franskmændene går til stemmeurnerne søndag 12. og 19. juni, har de mulighed for at vælge en helt ny retning for Frankrig: Næsten hele venstrefløjen stiller op sammen til parlamentsvalget gennem valgalliancen NUPES. Den 19. maj fremlagde NUPES et valgprogram med en lang række rød-grønne forslag – og med den optimistiske titel ”fælles regeringsprogram”.

NUPES’s program bygger i vidt omfang på valgprogrammet for Union Populaire, dvs. kampagnen omkring La France Insoumise (LFI) op til præsidentvalget. LFI har haft meget at sige i kraft af, at Jean-Luc Mélenchon fik 22 % af stemmerne i præsidentvalgets første runde. Det var 2½ gange så mange stemmer som de tre andre partiers kandidater tilsammen.

33 af forslagene i programmet er man dog enige om at være uenige om, heriblandt spørgsmålet om atomkraftens fremtid, som LFI og EELV(Det Grønne Parti, red.) gerne vil gøre kort.

Planlægning for klima og miljø

En socialt retfærdig grøn omstilling gennem ”økologisk planlægning” står centralt i det fælles grundlag. For det første skal der ifølge valgprogrammets grønne hovedpunkter oprettes et råd for økologisk planlægning, som overvåger, organiserer og iværksætter en plan for grøn omstilling.

NUPES – venstrefløjens valgalliance

• NUPES står for La Nouvelle Union Populaire Ecologique et Sociale – den Nye Økologiske og Sociale Folkeunion.

• Sammenslutningen består af:
– La France Insoumise (LFI), som opstillede Jean-Luc Mélenchon til præsidentvalget gennem kampagnen Union Populaire.
– Europe Écologie Les Verts (EELV), dvs. de Grønne.
– Le Parti Communiste Français (PCF).
– Og endeligt Le Parti Socialiste (PS) – de franske socialdemokrater, der er imploderet ved de seneste valg.

• Partierne har delt valgkredsene mellem sig for at undgå stemmespild. For at gå videre til anden valgrunde skal en kandidat have stemmer fra mindst 12,5 % af valgkredsens indskrevne vælgere. Partierne i alliancen offentliggjorde 19. maj deres valgprogram, som består af 650 tiltag for klima og miljø, samt sociale og demokratiske rettigheder m.m.

• NUPES har oprettet et ”parlament” som baggrundsgruppe og bindeled til bevægelserne, under ledelse af Aurélie Trouvé, der er tidligere talsperson for ATTAC.

+

Planlægningen skal tage afsæt i det lokale niveau og udformes sammen med borgere, fagforeninger, bevægelser, brancheorganisationer m.m. Frankrigs drivhusgas-udledninger skal reduceres med 65 % frem mod 2030, og der skal gøres status hvert år.

Som mål for fremskridt skal planlægningen – og lovgivningen i det hele taget – vurderes ud fra indikatorer for menneskeligt fremskridt, herunder social lighed, CO₂-aftryk, sundhed, uddannelse osv.

Industriproduktion, der er socialt og miljømæssigt uundværlig, skal søges relokaliseret, dvs. flyttet tilbage til Frankrig. Et organ under planlægningsrådet skal lægge planer for relokaliseringen af strategiske produktionsgrene.

Alt sammen skal tjene til at virkeliggøre ”den grønne regel”, la régle verte, som går ud på, at man ikke må tage mere fra naturen, end den kan regenerere. Dette princip skal indskrives i forfatningen.

Ideologisk sejr

Under præsidentvalget begyndte også Emmanuel Macron at tale om ”økologisk planlægning”, og denne planlægning gav han sin nye premierminister, Élisabeth Borne, ansvaret for.

”Det er en ideologisk sejr for La France Insoumise,” kommenterede tidligere parlamentsmedlem Martine Billard. Hun og Jean-Luc Mélenchon har i mere end et årti været fortalere for begrebet ”økologisk planlægning”.

Tilbage i 2009 brød Mélenchon med Socialistpartiet (PS), og stillede sig i spidsen for det nye Venstreparti (Parti de Gauche) med krav om netop økologisk planlægning. Martine Billard, der havde sagt farvel til det grønne parti, EELV, fremsatte samme år et lovforslag om økologisk planlægning.

”Jean-Luc Mélenchon havde udviklet begrebet uden succes inden for PS, og jeg havde haft lige så lidt held med det i EELV. Da vi mødte hinanden i Parti de Gauche, havde vi altså sammenfaldende synspunkter,” fortæller Martine Billard til det franske netmedie Mediapart.

Økologisk planlægning blev et tema i Mélenchons præsidentvalgkampagner i både 2012, 2017 og her i 2022, hvor et stort afsnit af hans valgprogram i Union Populaire handlede om det.

Hvilken type planlægning?

Men hvilken type planlægning er det, de forskellige politikere taler om?

Frankrig er et af de kapitalistiske lande, hvor man er gået længst i retning af en planlægning af den økonomiske udvikling. Efter 2. Verdenskrig oprettede man le Commissariat général au plan (CGP), som styrede landets genopbygning og modernisering efter en topstyret, teknokratisk model.

Fra 1980’erne kom nyliberalismen i højsædet, og CGP blev nedlagt i 2006. Men efterhånden som klimakrisen og hele den økologiske krise har udfoldet sig, er det blevet stadig sværere at komme uden om nødvendigheden af en politisk styret grøn omstilling. Selv blandt liberalister er spørgsmålet dukket op. Sidste år erkendte Jean Pisani-Ferry, forfatter til Emmanuel Macrons økonomiske program i 2017, at en vis statslig koordination bliver nødvendig.

Der er mange former for planlægning, men i forhold til den økologiske krise kan man opstille to hovedtyper, forklarer Romaric Godin og Fabien Escalona i Mediapart:

“Jean-Luc Mélenchon er blevet beskyldt for at ville indføre centralistisk planlægning i stil med Sovjetunionen. Men for La France Insoumise og deres nærmeste samarbejdspartnere handler det tværtimod om en dybtgående demokratisering.”

Den første hovedtype tager tråden op fra efterkrigstidens franske moderniseringspolitik: Staten må gribe ind for at sikre kapitalismens fremtid. Nogle vil satse på massive offentlige investeringer, andre på investeringer med fokus på nye teknologier, og atter andre blot på vejledende retningslinjer. Grundlæggende er det stadig markedet, der står for koordineringen, men med vejledning og støtte fra staten. Dette gælder i høj grad for Macrons tilgang til ”økologisk planlægning”.

Når Emmanuel Macron taler om at ”planlægge den grønne omstilling”, er det en planlægning med klar vægt på at give de private virksomheder incitamenter frem for forpligtelser, og uden nogen tanker om at lægge bånd på produktionen.

Den anden hovedtype fokuserer derimod på de samfundsmæssige behov. Disse behov vil man definere demokratisk og søge at tilfredsstille inden for rammerne af, hvad der er økologisk bæredygtigt. Dermed bliver efterspørgslen noget, man skaber bevidst, og ikke noget der følger af markedskræfternes spil. Det er den type planlægning, Jean-Luc Mélenchon og hans støtter taler om.

Denne demokratiske og økologisk baserede planlægning adskiller sig radikalt fra de tidligere planlægningsforsøg under kapitalismen, men også fra tidligere former for ”socialistisk” planlægning efter sovjetisk model eller som i dagens Kina.

Økologi og vækstpolitik – hænger det sammen?

På den sociale side lægger NUPES blandt andet op til at sætte gang i økonomien ved at omfordele velstanden til fordel for de lavere indkomstgrupper og derigennem skabe øget efterspørgsel. Det lyder umiddelbart som en vækstpolitik, der kan gøre det svært at reducere klimabelastningen hurtigt. Men den udfordring gør blot den samlede økologiske planlægning så meget desto mere vigtig, forklarer fortalerne.

”Planen har, som vi ser den, ikke til formål at øge produktionen, men at fastlægge grænser,” siger Claire Lejeune, der er gået fra EELV til at støtte Jean-Luc Mélenchon, og nu er kandidat for NUPES. ”Vi vil organisere en reduktion af visse brancher og produktioner, og en flytning af arbejdspladser fra nogle sektorer til andre,” siger hun til Mediapart.

”Planlægningen i Frankrig efter 2. Verdenskrig skete ud fra en produktivistisk tankegang, ikke ud fra økologisk bæredygtighed. Ved at koble planlægningen til den grønne regel får vi en økologisk planlægning, for det, der styrer retningen i den statslige indsats og økonomiens udviklingsretning, vil være behovene og den øvre grænse, som vi har i forhold til vores ressourcer og vores påvirkning af kloden. Vi får forbundet de menneskelige behov med de planetariske grænser,” siger Claire Lejeune på YouTube-kanalen Le Média.

Folkelig deltagelse

Jean-Luc Mélenchon er blevet beskyldt for at ville indføre centralistisk planlægning i stil med Sovjetunionen. Men for La France Insoumise og deres nærmeste samarbejdspartnere handler det tværtimod om en dybtgående demokratisering, hvor planlægningsprocessen også går nedefra og op.

Det gælder om at ”politisere økonomien, det vil sige demokratisere produktionssystemet”, siger økonomen Cédric Durand, som er medlem af NUPES’ ”parlament”, til Mediapart.

Durand er medforfatter til valggrundlaget både i Union Populaire og NUPES. Begge steder understreges betydningen af, at befolkningen deltager i planlægningen. Planlægningsrådet skal som nævnt udarbejde sine forslag på baggrund af lokale debatter, regionale borgerting, høring af organisationer m.v.

Hvem skal eje?

Den reelle kontrol med økonomiens retning afhænger selvfølgelig også af ejendomsforholdene. Skal private kapitalejere fortsat råde over store dele af økonomien, og dermed kunne tage afgørende beslutninger om brugen af samfundets ressourcer og spænde ben for planlægningen?

Det fælles valgprogram tager udfordringen op, men der er ikke enighed om, hvor langt man skal gå:

• Man vil “socialisere de grundlæggende fællesgoder”. En folkeafstemning skal afgøre, hvilke fælles goder og vigtige tjenester der skal varetages i offentligt regi.
• Man vil fremme kooperativer og andre fællesejede virksomheder og give de ansatte bedre adgang til at overtage virksomheden.
• Man vil ”oprette en offentlig transport- og mobilitetssektor omkring SNCF, som skal genforenes og være 100 procent offentligt ejet, for at sikre lige service og adgang i hele landet”.
• Man vil ”oprette en offentlig banksektor gennem samfundsovertagelse af visse banker og herigennem styre långivningen over mod den grønne og sociale omstilling af Frankrig”. PS og EELV vil imidlertid ikke støtte nationalisering af banker.
• Man vil ”oprette en offentlig energisektor bl.a. omfattende energiselskaberne EDF og Engie, som begge skal gennationaliseres, samt lokale kooperativer”. PS og EELV er dog imod nationalisering af Engie.
• Man vil nationalisere Alstoms havenergiafdeling, som er solgt til General Electric, og Arevas havvindmølleafdeling, som er solgt til Siemens. Det er PS dog imod.

I forhold til blokeringer fra EU’s side har PS og EELV fået svækket linjen noget i forhold til La France Insoumises ønsker, men programmet fastslår, at ”når det er nødvendigt, skal regeringen holde op med at anvende regler, der er uforenelige med de miljømæssige og sociale forpligtelser i vores program, f.eks. de konkurrenceregler, der forhindrer os i at gen-nationalisere virksomheder af strategisk betydning for den grønne omstilling og oprette offentlige kraftcentre”.

Læs også: ”Frankrigs venstrefløj forener sig for første gang i 25 år”

Mens PS og EELV altså har taget en række forbehold over for indgreb i den private sektors dominans, ønsker La France Insoumise og deres nærmeste samarbejdspartnere at gå videre – som udtrykt i Union Populaires plan for grøn omstilling:

”Den økologiske planlægning handler om, at vi kollektivt overtager kontrollen med vores produktion, vores økonomi og derigennem vore liv.”