Den liberale illusion er død med Macron

Da Emmanuel Macron blev valgt som fransk præsident i 2017, ville begejstringen hos Europas kulturradikale kommentariat ingen ende tage. Filosoffen Jürgen Habermas hyldede En Marche-kandidatens sejr som en “storslået mulighed for Europa”, og hånede sit tyske hjemland for ikke at have hans “modige visioner”. I den EU-begejstrede New Federalist blev Macron kaldt Europas Nye Håb, mens The Guardian dånede over hans “fremadskuende tale”, der kunne give kontintentet ny energi til at stå imod “de snerrende euroskeptikere”.

Også i Danmark var optimismen stor, få steder mere udtalt end i Dagbladet Information. Her proklamerede avisens chefredaktør, Rune Lykkeberg, at valget af Macron var “den sejr over højrepopulismen, som det liberale Vesten har længtes efter, og som det åbne samfund har haft dramatisk brug for.”

Måske skulle man have droppet Habermas og Lykkebergs håbløse optimisme, og i stedet have lyttet til skriften på væggen. Macron 2017 = Le Pen 2022, stod der med sort grafitti på bymurene i de store franske byer. Gadekunstnerne i Paris’ gader lod allerede dengang til at have forstået, hvad der gik Lykkeberg og Habermas’ næse forbi: Emmanuel Macron var ikke nogen redningsmand med storslåede visioner, men derimod endnu et forsøg fra det politiske centrum på at holde fast i status quo.

Hvad er der sket i løbet af de 5 år, Macron har siddet ved magten? Det direkte modsatte af, hvad de liberale meningsdannere havde bildt sig selv ind. Hans politik har ikke været noget innovativt nybrud med politik comme il faut, men bare mere nyliberal, arbejderfjendtlig nedskæringspolitik. Macrons fortid hos investeringsbanken Rothschild & Co har skinnet igennem hele hans politiske program, der har handlet om at undergrave de franske arbejdstageres rettigheder. Det største slag har stået om det franske pensionssystem, hvor hans forslag om at hæve pensionsalderen med hele tre år er blevet mødt med massive strejker. Resten af hans politik er skåret ud fra samme devise: Velfærden skal fjernes, så der kan blive råd til flere skattelettelser.

“Macrons charmerende revolutions-retorik har vist sig at være politisk spin, som blot havde identificeret ønsket om et politisk nybrud, men som aldrig havde intentioner om at gennemføre det. På den måde minder valget af Macron om den følelse, mange amerikanere sad tilbage med efter otte år med Barack Obama ved roret.”

Hvad der imidlertid kan siges at adskille Macron fra mange andre nyliberale centrister, har været hans autoritære modsvar på utilfredsheden. Protester i Frankrig er under Macron blevet mødt med massiv undertrykkelse fra landets berygtede politi, og under corona-krisen er undtagelsestilstanden nærmest blevet permanent. Macron har forsøgt at gennemføre tvangsvaccinering – ud fra et erklæret formål om at ‘pisse ikke-vaccinerede af.’

“Macron har ikke indgået kompromis med højrepopulismen, han har defineret sig i modsætning til den“, skrev Rune Lykkeberg i en analyse, som i bakspejlet må siges at være blandt hans allerstørste fejlskud på redaktørposten. Som et sidste søm i kisten til dén liberale fantasi, har Macron i stedet gennemført strenge, antimuslimske love – og er gang på gang gået på kompromis med højrepopulismen.

Macrons charmerende revolutions-retorik har vist sig at være politisk spin, som blot havde identificeret ønsket om et politisk nybrud, men som aldrig havde intentioner om at gennemføre det. På den måde minder valget af Macron om den følelse, mange amerikanere sad tilbage med efter otte år med Barack Obama ved roret. Revolution lød titlen på Macrons valgmanifest i 2017. Change you can believe in lød det fra Obama i 2008. Varm luft fra fokusgrupper og spindoktorer.

Det fører os frem til valget på søndag, hvor franskmændene igen får at vide af den liberale presse, at de skal tage en dyb indånding, holde sig for næsen, og stemme på Macron for at afværge Le Pen. Men med Macrons skarpe højredrejning – og Marine Le Pen’s tilsvarende ‘normaliserings-strategi‘, som forsøger at caste hende mere som en arvtager til Charles de Gaulle’s nationalkonservatisme end hendes faders flirt med fascismen – er det efterhånden svært at se den store forskel for den franske arbejderklasse. Ikke mindst landets store muslimske mindretal vil få ualmindeligt svært ved at støtte Macron i anden runde af præsidentvalget.

Emmanuel Macrons ‘revolution fra midten’ har vist sig at være en forudsigelig fiasko. Den historisk upopulære præsident slæber sig ifølge de seneste meningsmålinger lige over målstregen, hjulpet på vej af Putins invasion af Ukraine og Le Pen’s belastende forhold til den russiske despot. Denne gang har hele det politiske establishment i Europa – fra Ukraines Zelensky til den tyske kansler Scholz – sluttet sig til heppekoret. Men troen på forandring er væk; nu handler det kun om at forhindre højrenationalismen i at tage endnu et stik.

Hvis de seneste 5 år med Macron har vist os noget er det, at den liberale mainstream-presses forhåbning om, at status quo kan blive ved med at holde er en fantasi, der synger på sidste vers. Med Macron ved roret er den franske befolkning kun blevet mere desillusioneret om det politiske system, hvilket kommer til udtryk i rekordlav valgdeltagelse. Vælgerne ser ganske enkelt – som denne gode analyse også påpeger – ikke sig selv som en del af det franske politiske system.

Både Frankrig, Europa og resten af verden står midt i en historisk krise, der kun vil tiltage de næste fem år. Derfor havde det været befriende, hvis Jean-Luc Mélenchon havde været dén, der kunne udfordre status quo fra venstre, og de franske arbejdere ikke igen var blevet stillet overfor et utåleligt valg. Trods fejl og mangler havde Mélenchon været et faktisk systemkritisk alternativ. I stedet er det højrenationalismen, der igen gør præsidentvalget til et defensivt, uinspireret valg mellem et system, der har spillet fallit, og et reaktionært svar på dets krise.

Lad os derfor håbe, Le Pen taber på søndag, og at et venstreorienteret alternativ kan mobilisere de mange millioner passive, mistillidsfulde franskmænd, startende på mandag. En ny politisk retning for Frankrig kan ikke vente til præsidentvalget i 2027, men må række ud over valg og ind i folks hverdag – inden det politiske centrum i Frankrig og resten af Europa kollapser helt.