Den moderne kapitalismekritik mangler selvbevidsthed 

Lenins lille kampskrift, Staten og Revolutionen, er mere relevant end nogensinde før. Det pointerede en borgerlig kommentator i en artikel i Weekendavisen for et par uger siden. Den kapitalismekritik, der dominerer kulturen (dvs. ’kunsten’) er blevet intetsigende og tom. Det skyldes, at den kun angriber kapitalismen inden for dens egne rammer og ikke selve rammerne. Kapitalismekritikken adresserer kun problemer, der eksisterer inden for selve kapitalismen fx hungersnød, klimaforandringer, social ulighed osv., men ikke selve kapitalisme som samfundsstrukturerende logik. 

Den pointe er ikke ny; artiklen trækker på Mark Fishers klassiske Kapitalistisk realisme fra 2009, der selv trækker på pointer fra Lenins over 100 år gamle værk Staten og Revolutionen fra 1917. 

I vores neoliberalistiske tidsalder afskrækker referencer til Lenin og hans værker nok de fleste. Men Staten og revolutionen er ikke desto mindre et af Lenins bedste værker. I det følgende vil jeg med Lenins skrift forsøge at vise, hvorfor kapitalismekritikken har bondefanget sig selv, og ikke formår at transcendere sit genstandsfelt. 

Lenins revolutionære projekt 

Kort fortalt handler Staten og revolutionen om, hvordan ’staten’ kan afvikles gennem en kommunistisk revolution. ’Staten’ skal her forstås marxistisk: En stat er summen af institutioner, der eksisterer med det formål at opretholde det eksisterende samfunds magtfordeling. Det er fx parlament, politi, visse uddannelsesinstitutioner osv.

En stat er altså ikke en akkumulation af individer, der lever indenfor et afgrænset territorie, som man forstår det i begrebet nationalstat.

Lenin ønsker at vise, at staten ikke er et naturligt element, men at den kun eksisterer som et nødvendigt magtredskab for den herskende klasse for at opretholde borgerskabets herredømme og reproducere arbejderklassens undertrykkelse. Pointen er, at hvis klasseskellet udviskes gennem en kommunistisk revolution vil staten som en naturlig konsekvens ’uddø’. Staten er et symptom på, at det eksisterende samfund karakteriseres af en vis uforsonlighed, heterogenitet og modstridende interesser, der ikke alle kan tilfredsstilles samtidigt.

Staten er i den forstand et organ, der hierarkiserer interesserne. I Lenins forståelse med bourgeoisiets interesser øverst.

Det betyder, at hvis flertallets interesser tilfredsstilles, vil en stat som magtudøvende organ ikke være en nødvendighed. Majoritetens interesser vil i stedet blive tjent, og det vil ikke være nødvendigt at bruge vold for at opretholde samfundet.  

Spørgsmålet for Lenin er derfor, hvordan dette overklasseherredømme, denne stat, skal afvikles, så samfundet ikke er defineret af modsatrettede interesser, men i langt højere grad er en homogen samling af individer. For Lenin sker det gennem en revolution, hvor arbejderne overtager magten over produktionsmidlerne for på den måde at nivellere forskellen mellem ansat og leder. Det er denne fase vi forstår som socialisme.  

Når kritikken skubber til rammerne 

Denne fastholdelse af marxisme som fundament for en radikal samfundsforandring, kan ved første læsning opfattes som en utopisk drøm: Altså, at staten er overflødig, fordi alle individer har mistet enhver form for egoisme, ondskab og konkurrencementalitet. For vil et samfund uden en stat til at sætte folk i fængsel, vedtage og opretholde love ikke udvikle sig til anarkisme og borgerkrig? 

Svaret på det spørgsmål er, at hvis man abonnerer på den logik, så er man allerede røget i en borgerlig-kapitalistisk fælde. 

Den moderne kapitalismekritik træder i øjeblikket vande. Den drukner formentlig i nær fremtid, fordi den kun ser på spørgsmålet om statens uddøen som en idealistisk utopi. 

For Lenin er det derimod ikke en utopi – det opleves blot sådan, fordi vi ikke er vant til at tænke på den måde. 

Kapitalismekritikken ser ikke udover kapitalismens egne rammer, fordi den ikke er vant til det. Den accepterer kapitalismen, staten og klasseforskellene som en uundgåelig nødvendighed, også i et socialisme-perspektiv. Det gør den, fordi den selv er underlagt kapitalismens magt – den er med andre ord blevet interpelleret af det borgerlige samfund til kun at levere en kritik inden for kapitalismens egne rammer.

Et godt aktuelt eksempel er den aktuelle debat om afskaffelsen af store bededag. Her forsøges samfundsstrukturen ændret i sin substans, i sit indhold, men ikke i sin form. Regeringen forsøger at udskyde den kapitalistiske maskines selvdestruktion ved at afskaffe store bededag, så vi kan arbejde lidt mere, og tjene lidt flere penge for at lappe det stillads, der allerede vakler.

Samme logik følger Pelle Dragsteds bog ”Nordisk Socialisme”, der udkom i foråret 2021. 

Her forsøger Dragsted at skitsere en nær-demokratisk omstrukturering af samfundet, der skal facilitere flere medarbejderejede virksomheder, og dermed et mere retfærdigt samfund. Heller ikke han formår at overskride kapitalismens fangarme, men kun at rykke lidt rundt på dem. 

At uddanne nye tanker 

Kritikken af kapitalismen har mistet sin stødkraft, fordi den ikke er i stand til at bevæge sig udover sin egen genstand; kapitalismen. 

Hvis vi i stedet følger Lenins tankegang, kan man i stedet for en stat forestille sig et fællesskab (tysk: gemeinwesen), der er radikalt anderledes end det samfund, vi lever i i dag. 

Det handler altså om at forestille, at tænke, at ændre de kognitive mønstre, der strukturer vores samfundsforståelse. Lenin forestiller sig en verden, hvor folk ikke tænker ’kapitalistisk’, men i stedet er trænet eller skolet i at arbejde og leve (!) for samfundets bedste. Hvor vold og magtanvendelse ikke er en nødvendighed for at tilfredsstille flertallets interesser, men en undtagelse. 

En sådan mentalitetsændring sker ikke fra den ene dag til den anden. Den må, med Herbert Marcuse ord, ske som ”en virkeliggørelse af det [dvs. kommunismen som afviklingen af stat og forvandling af kapitalisme til et klasseløst samfund] forudsætter en radikal forvandling af de enkelte menneskers drifter og behov, en organisk udvikling inden for den samfundshistoriske udvikling” (Den æstetiske dimension, 1979, s. 31). 

Derfor handler det om at ændre menneskers grundlæggende natur; at opdrage en ny ’slægt’, der er i stand til at tænke samfundet radikalt anderledes; et samfund uden kapitalisme, uden en stat. 

Pointen er, at Lenins samfundsutopi ikke er en metafysisk umulighed, blot fordi vi på nuværende tidspunkt ikke kognitivt er i stand til at tænke den, dvs. at tænke et samfund uden kapitalisme. 

Et godt eksempel på en kapitalismetranscenderende kritik er Søren Maus bog ”Stum Tvang”, der også udkom tilbage i 2021. 

Den beskriver en immanent logik i kapitalismen, der strukturerer den magt, som kapitalen udøver over os alle. Kritikken angriber kapitalismen i sin form; i dens grundlæggende måde at være på ’i sig selv’. 

Det er jo faktisk selve ideologikritikkens grundidé i dag: For at ændre på eksisterende materielle vilkår, dvs. et substantielt, virkeligt indhold, er det nødvendigt først at være bevidst om dem. At bestemme indholdets form, dens begrænsninger og betingelser. 

Det er en form, som kapitalismekritikken bør vende tilbage til. 

Der er nok af materielle problemer at kritisere, men for at komme dem til livs, bør vi ændre hele måde at tænke løsningen af dem på. 

Kristian Paris læser filosofi på Københavns Universitet.