Den perfekte israelske propagandafilm

Israel har i mange år hævdet, at når der var så mange palæstinensiske flygtninge i Libanon og Jordan, så skyldtes det, at de arabiske lande havde opfordret dem til at flygte.

Det var en løgn, som skulle skjule, at det var den israelske hær under ledelse af Ben Gurion, som efter en nøje plan fordrev 750.000 palæstinensere. Det skete for at skabe plads for den racistiske zionisme, som hævdede, at palæstinenserne ikke var noget folk, og som derfor ikke var på niveau med jøderne – og som derfor ikke kunne gøre krav på deres eget land. Det stod klart, da den israelske hærs arkiver blev åbnet, og historikerne fik lov at kigge magten i kortene.

Nu har den israelske filminstruktør Guy Nattiv imidlertid lavet noget, som er meget bedre end både de smukke billeder og den store løgn: En velkomponeret film med en fantastisk skuespiller, som gennemspiller, hvad man må opfatte som Israels skæbnetime. Det er filmen Golda.

Yom Kippur-krigen

Filmens rum er Agranat-kommissionen, som skulle finde ud af, om premierminister Golda Meir havde forsømt at komme Egypten og Syrien i forkøbet ved at starte det, som blev til Yom Kippur-krigen fra den 6. til den 26. oktober 1973. Vi ser hende komme til afhøringerne. Grundlæggende foregår filmen over 20 dage, selvom rammens tid ligger efter krigen.

Vi hører, at en spion mener, krigen skal starte en bestemt dag, men Moshe Dayan, som er forsvarsminister, tror ikke på det. Dertil kommer så et uopklaret problem om Israels kæmpe aflytningssystem rettet mod den arabiske verden: Havde lederen af det slukket det netop op til den 6. oktober?

Krigen starter pludseligt, og Israel har ikke mobiliseret. I al hast indkaldes 120.000 mand. Men de falder i hobetal, og tanks og fly bliver skudt i stykker. Golda Meir kontakter USA’s udenrigsminister Henry Kissinger for at få USA’s støtte og nye fly.

Kissinger er meget tilbageholdende, fordi USA ikke vil lægge sig ud med olielandene i den arabiske verden. Her bliver er Golda Meir den store helt, der formår at presse (jøden) Kissinger til først at donere nye fly og siden, da krigslykken er vendt, og Israel har omringet en stor gruppe egyptiske soldater i Sinai, til at tvinge Egyptens præsident Anwar Sadat til en fredsaftale, som godkender staten Israel.

Hun truer simpelthen med at udrydde de egyptiske soldater, hvis ikke Sadat vil bruge ordet ’Israel’ i stedet for ’den zionistiske enhed’.

Jerndamen Golda Meir

Filmen er ikke en biografisk film. Vi hører ikke noget væsentligt om Golda Meirs liv. Filmens fokus er på afhøringen, som ender med at frikende hende, fordi hun på trods af vanskelighederne i krigens begyndelse bringer en varig løsning i stand. Det gør hun ved at være ’the iron lady’, mange år før Margaret Thatcher viste sig på scenen. Det er filmens budskab: Uden Golda Meirs hårde (og kyniske) politik var det ikke lykkedes for Israel at overleve.

Helen Mirren spiller rollen som Golda helt fantastisk. De to personer Helen Mirren og Golda Meir er kropsligt nærmest hinandens modsætninger. Mirrens ansigt er modelleret om til at ligne Meirs furede ansigt med den store næse.

Hun bevæger sig som den kropsligt solide person, Meir var, præget af vand i benene og en accelererende lungekræft som følge af kæderygning. Og hun gør det uforligneligt godt. Skuespilleren har selvfølgelig en stemme, som er overbevisende, men det er ikke mindst det kropslige, der imponerer.

I de centrale samtaler over telefon eller ansigt til ansigt med Henry Kissinger er det helt afgørende, selvom hun også er godt skåret for tungebåndet. I en af dem nævner Kissinger, at han først og fremmest er amerikaner og først på tredjepladsen nævner han, at han er jøde. ”Men her i Israel læser vi fra højre mod venstre”, svarer hun og tvinger ham ud i at være jøde. 

Uden denne fantastiske indsats var filmen sikkert blevet en tynd propagandafilm. Men den er stadig en propagandafilm, lavet af en israeler.

Kunne man forestille sig at lave en film om Hitlers Tyskland, uden at holocaust spillede en rolle? Kan man forestille sig en film om Israels skæbnetime uden overhovedet at omtale de 750.000 palæstinensere? Ja, det kan man åbenbart. Selv i en virkelig velspillet propagandafilm.