Dennis Kristensen: Kan kvindekamp rummes i kønnenes kulturhistorie?

---

Kvindemuseets navneskift har givet anledning til en omfattende debat og til megen kritik af en forventet nedprioritering af museets kvindepolitiske profil. Museets bestyrelse har imidlertid ingen intention om at udvande museets historiske udgangspunkt.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

---

Af Dennis Kristensen, tidl. formand for fagforbundet FOA

Ville en museumsudstilling om #MeToo-bevægelsens baggrund, historie og udvikling handle om kvindeundertrykkelse og naturligt tage afsæt i kvindehistorie?

I mine øjne er svaret et ubetinget eller ligefrem indlysende: Ja. Også mænd er stået frem og har fortalt om krænkelser, men sexisme og seksuelle krænkelser handler altovervejende om kvinder og samfundsstrukturer, der spænder ben for kvinder.

Jeg ville slet ikke kunne se en udstilling for mig om #MeToo-bevægelsen, som ikke nødvendigvis må tage udgangspunkt i kvinders rolle og placering i historien, kulturen, familien og samfundet. Tilsvarende med forskningsinitiativer i museums-regi.

#MeToo-bevægelsens oprør mod sexisme og seksuelle krænkere udspringer netop af ulighed, tilsidesættelse og undertrykkelse – men mit svar på spørgsmålet ville også tilføje “og mere til”. Og mere til ville blandt andet omfatte magt-udnyttelse, magt-arrogance og magt-ubalance i relationerne mellem køn.

Sexisme og seksuelle krænkelser er grundlæggende udnyttelse af formel overmagt eller uformelle magtpositioner. Og netop derfor spiller relationer mellem køn og kampen for lige vilkår og muligheder ikke alene sammen, men spiller også en afgørende rolle i opgøret med krænkere og samfundsmæssige diskriminations-mekanismer og magtstrukturer

Derfor ville en udstilling om MeToo-kampen passe perfekt til et museum, der formidler kønnenes kulturhistorie. Og især til et museum, som ikke blot vil formidle historien, men også vil sætte samtiden til debat og selv være aktiv deltager i debatten om, hvordan magtelementet i seksuelle krænkelser nødvendiggør et endnu bredere opgør, som føjer ligeværd, moral og anstændighed til de grundlæggende krav, der bør stilles til enhver magtbesidder.

Taler vi samme sprog?

Spørgsmålet om en udstilling om #MeToo-bevægelsen faldt mig ind i lyset af debatten om Kvindemuseets navneskift til KØN – museum for kønnenes kulturhistorie. Som næstformand i museets bestyrelse har jeg naturligvis søgt at følge denne debat så tæt som muligt.

Til min overraskelse bliver forhammeren svunget ofte i denne debat – ikke mindst på de sociale medier. Men helt inde i debattens kerne har jeg svært ved at finde afgrundsdybe grøfter mellem navneskiftets kritikere og fortalere, når det gælder det grundlæggende syn på formidling af forskning i kvindehistorie.

Og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi taler vi det samme sprog? Om vi forstår det samme ved begreber som kvindehistorie, aktivistisk museumsdrift eller kønnenes kulturhistorie. Det er jeg efterhånden selv kommet i tvivl om.

Jeg skal gerne vedgå mig, at der både er begreber, betegnelser og synspunkter, som jeg ikke på forhånd kendte eller forstod i den for mig ubehagelige side af debatten. Det er den del, hvor nogle debattører skyder med usædvanlig skarp ammunition efter forskellige seksuelle mindretals handlinger, holdninger og intentioner. Jeg ville ellers have troet, at uenighed om museets nye navn glimrende ville kunne gå hånd i hånd med solidaritet med seksuelle mindretal m.m. i lyset af, at museet er bygget op om og også fortsat skal handle om diskriminationen og undertrykkelsen af kvinder gennem historien.

Overvejelserne har stået på længe

Museets bestyrelse fik samme dag, det nye navn blev fundet, overdraget en underskriftsindsamling til støtte for bevarelse af det hidtidige navn.

I dialogen med de underskrivendes repræsentant blev det klart, at underskriftsindsamlingens initiativtagere mener, at den udvikling – som ligger til grund for bestyrelsesflertallets ønske om et navneskift – ville kunne rummes inden for det hidtidige museumsnavn.

Og hvad er det så for en udvikling? Ja, diskussionen om kernen i museets fremtidige virksomhed – museets såkaldte ansvarsområde – har været i gang i mindst de otte år, jeg har siddet i bestyrelsen på vegne af LO (i dag Fagbevægelsens Hovedorganisation).

Grundlæggende har diskussionen handlet om, hvorvidt museet skulle udvides til ikke alene at beskæftige sig med kvinders kulturhistorie og kampen for kvinders rettigheder – men også med køns kulturhistorie i en bredere sammenhæng. At få det element med i museets virke, at kønnet gennem tiden også har påvirket vores tanker, følelser og adfærd, og skabt barrierer for opgør med eget køns bindinger.

“En enig bestyrelse anså i 2016 navnet som et stærkt brand, og det gør vi stadig, men den efterfølgende udvikling af museet og museets samlede brand gør det nu forsvarligt at lade navn og indhold følges ad.”

Og i 2016 besluttede bestyrelsen at udvide museets ansvarsområde til kønnenes kulturhistorie, men bevare kvindehistorie som et særligt fokusområde. Udvidelsen blev godkendt af Aarhus Byråd og den statslige Slots- og Kulturstyrelse.

Det er dette udvidede ansvarsområde, bestyrelsen og ledelsen har arbejdet efter i de efterfølgende fire år. Det udvidede ansvarsområde har ikke ført til nedprioritering af kvinders kulturhistorie og kvindekamp i museets arbejde, men har i overensstemmelse med bestyrelsens intentioner ført til tilføjelse af nye arrangementer og andre elementer med det bredere kønssigte.

Museets navn blev ikke ændret i 2016. En enig bestyrelse anså navnet som et stærkt brand, og det gør vi stadig, men den efterfølgende udvikling af museet og museets samlede brand gør det nu forsvarligt at lade navn og indhold følges ad. Besøgstallet i 2019 på museet slog således rekord.

Og derfor tog et flertal i bestyrelsen i første omgang beslutning om at ændre navnet og igangsætte en proces frem mod et eventuelt valg af nyt navn. Og på baggrund af denne proces med forsøg på at inddrage rigtig mange i overvejelser og debatter og med anvendelse af et brandingbureau besluttede bestyrelsens flertal så forleden at vælge navnet KØN – museum for kønnenes kulturhistorie.

Et bredere kønsfokus vil styrke formidlingen af kvindekamp

Jeg kom ind i bestyrelsen, da museet i 2012 ændrede ledelsessystemet og indførte en bestyrelse med medlemmer udpeget af forskellige interessenter.

Kvindemuseet udspringer af 1970’ernes og 1980’ernes kvindeoprør, som satte sig afgørende aftryk i både samfundslivet, familielivet, arbejdsmarkedet og forskningsverdenen.

Initiativet blev taget af en museumsforening, som dannedes i 1982, og som fik museet op at stå med sin første udstilling i 1984 om tjenestepigerne, moderskab og ungpige-drømme.

Det har været både spændende og lærerigt at komme et lille skridt ind i museumsverdenen, som jeg bestemt ikke havde kvalifikationer inden for, og særlig den kombination af kvindekamp, aktivisme, finansiering, forskning og udstilling, som er museets historiske udgangspunkt. Med FOA med klassiske kvindefag i bagagen har jeg nok været en smule bedre stillet i forhold til kvindekamp, magt-ubalance, arbejdsmarked, ligeløn, ligestilling osv. i den ende af samfundet, som ikke befinder sig på samfundets top.

Med de erfaringer i rygsækken er jeg ganske overbevist om, at museets afsæt i kvindehistorie og dermed også kvindekamp ikke svækkes ved samtidig at fokusere bredere på køn.

Jeg kan ganske enkelt ikke få øje på nogle områder, hvor museets udvidede ansvarsområde vil kunne svække formidlingen af kvindekampen dér, hvor jeg kommer fra. – Hos de ufaglærte og kortuddannede typiske kvindefag. Tværtimod vil et supplerende, bredere fokus på køn kunne hjælpe en sådan formidling på vej.

Lige så lidt som indsatsen for at skildre en underklasses historie og kamp svækkes ved samtidig at sætte fokus på, at et klassesamfund defineres ved klasserne indbyrdes relationer og deres andel eller mangel på samme i den økonomiske og politiske magt.

Og lige så lidt som formidlingen af tjenestepigernes kamp i byerne for afskaffelse af tyendeloven svækkes ved også at fokusere på de mandlige landarbejderes sammenfaldende kamp og herskabernes og bøndernes helt modsatrettede interesser.

Den afgørende bølge

Professor Birgitte Possing, som jeg har meget stor respekt for, udtalte forleden til Berlingske: “#MeToo-bevægelsen kan blive den sidste afgørende bølge, der resulterer i fuld ligestilling mellem kønnene” i anledning af, at hun modtog Holberg-medaljen.

Den spådom om de samfundsmæssige, økonomiske og politiske konsekvenser af et endeligt opgør med sexisme og krænkere er som skabt til formidling og forskning af – og gennem et museum for – kønnenes kulturhistorie.

Jeg vil ønske, at Birgitte Possing får ret, men jeg tror, at vejen forude nok er lidt længere. #MeToo-bevægelsen er i mine øjne det fjerde kvindeoprør, der bygger videre på kampen i starten af 1900-tallet for den politiske ligestilling symboliseret ved især bedre stillede og fremtrædende kvinders kamp frem til indførelsen af kvindelig valgret i 1915, og tjenestepigernes samtidige kamp for stemmeret til tyende og afskaffelse af tyendeloven som det første oprør.

“… forude venter i mine øjne endnu et opgør, som #MeToo-bevægelsen i dens nuværende form næppe kan løfte – nemlig omsorgsdagenes fortsatte kamp for anerkendelse”

Rødstrømpebevægelsens etablering for halvtreds år siden i kølvandet på det ungdomsoprør, der udsprang fra universiteter og højere læreanstalter, med kamp for ligestilling i hjemmet og samfundslivet, fri abort og ligeløn på arbejdsmarkedet som det andet oprør – og de seneste par årtiers kamp i den offentlige sektor for reel ligeløn for arbejde af samme værdi som det tredje. Et oprør som ikke mindst SoSu’erne i 2007 kastede sig ind i med krav om en retfærdig løn til kvinder især i omsorgsfagene, og som både rummede et opgør med lavtløn og et opgør med lønmæssig ulighed mellem forskelligt slags arbejde, der kan tillægges samme værdi.

Og nu altså #MeToo- bevægelsens kamp mod seksuelle krænkelser af enhver art som det fjerde.

Kamp for anerkendelse af “kvindefag” venter

Men forude venter i mine øjne endnu et opgør, som #MeToo-bevægelsen i dens nuværende form næppe kan løfte – nemlig omsorgsdagenes fortsatte kamp for anerkendelse. De typiske kvindefag har i flere omgange taget opgør med arbejdsgiverne om prisen for deres arbejdskraft og betingelserne for deres arbejdsdag.

Vi har imidlertid fortsat det endelige opgør til gode om de ufaglærte og kort- og mellem-uddannede kvindefags anerkendelse, samfundsmæssig placering, arbejdsmarkedets kønsopdeling, arbejdslivets magthierarkier og indflydelsen på egen arbejdssituation. Det opgør, der vil omfatte både politik, samfundsstrukturer samt økonomi – og som ikke mindst vil blive båret frem af et stadig større gab mellem ressourcer og behov.

Et gab, der vokser i takt med den stadig mere skæve aldersfordeling og det stadig mere skæve uddannelsesvalg i befolkningen – ikke kvindernes stadig højere uddannelsesniveau, men den faldende tilgang til ikke mindst erhvervsuddannelser.

Og også dette gab mellem behov og arbejdskraft på basis af kvindedominerede fag er som skabt til et museum, der dækker kønnenes kulturhistorie baseret på kvindehistorie.

Hverken mere eller mindre.

---