Svigter Ældre Sagen de faglærte arbejdere, som slides hurtigere ned end akademikere? Illustration: Vectorpouch
8 min. læsetid

Ældre Sagen undsiger formelt ikke forslaget om ret til tidlig pension til dem, der startede tidligst i jobs – men reelt ønsker organisationen ikke en ret til at tjekke ud for de lønmodtagere, der startede tidligst i jobs.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen, tidl. FOA-formand

Det er overraskende, at Ældre Sagen har placeret sig som kritiker af, at uligheden i pensionslivet nedbringes ved at give en særlig mulighed for dem, der rammes mest direkte af uligheden. Netop princippet om at skulle behandle mennesker forskelligt, for at give alle lige muligheder, er ellers et velkendt princip til at forebygge og bekæmpe ulighed. Også i den danske ældrepleje.

Da jeg blev valgt som forbundsformand i FOA for knap to årtier siden, havde Ældre Sagen et blakket renommé blandt mange af ældreplejens ansatte. Det blakkede renommé handlede først og fremmest om, at organisationen i høj grad blev opfattet som de ressourcestærke pensionisters talerør. Som både de økonomisk velstilledes og de helbredsmæssigt velfungerendes interessevaretager.

I sig selv er det naturligt nok, at organisationer for brugere af velfærden og fagforeninger for velfærdsansatte på mange områder ofte kan have mange fælles erfaringer, og derfor dele synspunkter – men også på andre områder kan repræsentere modsatrettede interesser. 

Underfinansieret ældrepleje

Gennem årene har Ældre Sagen og FOA følt hinanden på tænderne og konstateret, at det var muligt at arbejde sammen om mange konkrete emner og forslag til forbedringer af ældreplejen for både plejetrængende ældre og ansatte. Og også sammen eller som initiativtagere til mere omfattende samarbejder at have skabt væsentlige resultater. Det gælder skabelse af Demens-alliancen og alliancens succes med at sætte demens på dagsordenen, og det gælder værdighed i ældreplejen som to væsentlige emner i den politiske dagsorden om ældrepleje.  Det gælder også det massive fokus på underfinansieringen af ældreplejen, som de to organisationer har skabt grundlaget for.

Og der er ikke noget overraskende eller mærkeligt i, at en organisation for ældre – på tværs af medlemmernes tidligere arbejdsmarkedstilknytning, fag og sektorer eller status som ansatte eller selvstændige og økonomiske forhold – i sagens natur skal anlægge det bredest mulige syn på pensionspolitik.

Bestemmer Arne selv?

Til gengæld er Ældre Sagens håndtering af forslaget om ret til tidlig pension for dem, der startede tidligst på arbejdsmarkedet, noget overraskende.

Organisationen rejste forleden i Berlingske tvivl om, hvorvidt en ny ret til tidlig pension vil blive opfattet som retfærdig i befolkningen, når retten ikke som folkepensionen i øvrigt er universel, og dermed ikke omfatter alle.

Og Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup advarede ligefrem mod at “lægge gift for pensionsopsparingen”, fordi regeringens udspil til tidlig pension forudsætter modregning ved større pensionsformuer. 

“Ældre Sagen er modstander af, at Arne efter de mange år på arbejdsmarkedet får en ret til selv at bestemme, om han vil fortsætte på arbejdsmarkedet i endnu flere år, eller om han vil tjekke ud til tidlig pension”

+

Ældre Sagen fandt det efterfølgende nødvendigt at udsende en pressemeddelelse om, at organisationen ikke lægger “afstand til Arne-pensionen”, men vil “sikre befolkningens retfærdighedsfølelse”.

Og netop den pressemeddelelse er noget overraskende, fordi Ældre Sagen allerede sidste år arbejdede med en ide om – at skabe en mulighed for alle for at trække sig tilbage fem år før pensionsalderen og få udbetalt folkepension, der skulle nedtrappes frem mod pensionsalderen, samt ATP og arbejdsmarkedspension.

Dengang foreslog Ældre Sagen netop regeringen at kigge nærmere på muligheden for at give “en universel ret frem for særrettighed” til at trække sig tilbage før folkepensionsalderen. 

Tydeligere kan det vel ikke siges. Ældre Sagen er modstander af, at Arne efter de mange år på arbejdsmarkedet får en ret til selv at bestemme, om han vil fortsætte på arbejdsmarkedet i endnu flere år, eller om han vil tjekke ud til tidlig pension. Ikke til en herregård, men til en pension uden folkepensionens modregninger m.m. Vel at mærke hvis alle andre ikke får den samme ret.

Det kan godt være, at Ældre Sagen ikke kan lide at se avisoverskrifter om, at de lægger afstand til, at Arne får den mulighed, men de har selv været på banen og foreslået regeringen, at alle – uanset hvor længe de har arbejdet – får denne ret. Og ikke mindst – at ingen får særrettigheder.

Tanken om at modvirke folketingsflertallets uendelige forhøjelser af folkepensionsalderen ved at give alle en ret til at smutte uden om, er såmænd sympatisk nok. Men Ældre Sagen mangler ikke politisk tæft og ved derfor ganske udmærket, at dette forslag for tiden ingen gang har på jorden.

Derfor svigter Ældre Sagen desværre dem, der har knoklet længst … og ofte gjort det i belastende brancher.

Dermed stiller organisationen sig skulder ved skulder med Akademikerne, hvis formand Lars Qvistgaard på samme måde som Bjarne Hastrup tager udgangspunkt i en retfærdighedsfølelse.

Nedslidningen rammer ikke lige hårdt. Ifølge Danmarks Statistik havde mere end hver fjerde førtidspensionist været ansat i branchegruppen industri, råstofudvinding og forsyningsvirksomhed.

Brolæggeren og arkitekten

Akademikerformanden blev ligefrem stødt på sin retfærdighedsfølelse, da han første gang læste Socialdemokratiets oplæg om tidlig pension i valgkampen sidste år:

Man fremhæver nogle grupper, men ikke andre. Vi véd jo eksempelvis, at undervisere, gymnasielærere og skolelærere også har svært ved at fastholde jobbet frem til pensionsalderen, fordi de bliver slidt ned. Hvem skal betale for det? Nu har man så – i hvert fald fra socialdemokratisk side – sagt, at man vil se på den finansielle sektor, men det kan hurtigt blive alle mulige andre grupper også.

Akademikernes formand vil godt acceptere, at der er forskel på jobbet som brolægger og arkitekt, men mener ikke at forskellen berettiger brolæggeren til at forlade arbejdsmarkedet tidligere. Den forskel er ifølge Akademikerne afregnet over skatten. Der er med andre ord ikke mere solidaritet at komme efter for de ufaglærte og kortuddannede:

Jeg er ikke blind for, at der er forskel på brancherne, men som velfærdsstat har vi nogle solidariske, fælles løsninger – herunder pension – som vi har lige adgang til. Piller man ved det, frygter jeg, at det kan få betydning for opbakningen til velfærdsstaten. I dag bliver de skævheder, der eksisterer, afregnet over skatten. Og dem med de lange uddannelser er oftest dem med højere lønninger, som derfor også betaler topskat. Så ad den vej har vi gjort regnestykket op. Vi bærer vores del af den økonomiske byrde.” 

Her er der slet ingen forståelse for, hvad retfærdighed og lighed i et samfund med meget dybe indkomstmæssige, formuemæssige og helbredsmæssige skel mellem forskellige samfundsgrupper skal være. Og hvordan man for at skabe lighed og lige muligheder må behandle mennesker forskelligt.

Det er i stedet rent “skal de ha’, så skal vi også ha’ mindst det samme og gerne mere”.

Og akademikerformanden har siden skærpet sin kritik af ret til tidlig pension til dem, der startede tidligst i jobs – til også at være en potentiel udhuling af velfærdssamfundets sammenhængskraft ud fra devisen, “hvis de får og vi ikke får, så er selve velfærdskontrakten på spil”. Det er som talt ud af blå bloks midte:

I mine øjne er en differentieret folkepensionsalder et brud med de grundlæggende værdier i vores samfund. Hvis vi ikke længere prioriterer og hæger om, at der skal være lige muligheder for, at alle kan få hjælp og tryghed, risikerer vi at udhule vores velfærdskontrakt og at sætte sammenhængskraften i vores samfund på spil. Det er en farlig vej at gå.

Retfærdighed i pensionslivet

At hoppe med på denne akademiske vogn er alligevel en besynderlig positionering af en brugerorganisation som Ældre Sagen, der traditionelt ellers har et prisværdigt skarpt blik på svage ældres særlige behov.

Og det er samtidig en besynderlig opfattelse af begrebet retfærdighed i et velfærdssamfund.

“… de højtuddannede scorer flere år, mens ufaglærte og kortuddannede opnår færre. Og oveni får de højtuddannede langt mere end broderparten af pensions-år uden behov for at banke på ældreplejens eller sundhedsvæsenets dør, mens ufaglærte og kortuddannede rammes af funktionsnedsættelser meget tidligere”

+

Tidlig pension handler ikke om retfærdighed i arbejdslivet – men derimod om retfærdighed i pensionslivet.

Velfærdsaftalen i 2006 lagde op til at lade folkepensionsalderen stige i takt med levealderen. Udgangspunktet var dengang at fastholde en gennemsnitlig tid for befolkningen som helhed på 14,5 år på folkepension.

Denne gennemsnits-betragtning dækker imidlertid over, at de højtuddannede scorer flere år, mens ufaglærte og kortuddannede opnår færre. Og oveni får de højtuddannede langt mere end broderparten af pensions-år uden behov for at banke på ældreplejens eller sundhedsvæsenets dør, mens ufaglærte og kortuddannede rammes af funktionsnedsættelser meget tidligere.

Det er denne uretfærdighed i pensionslivet, som en ny ret til tidlig pension  i mine øjne -skal håndtere. Det handler om retfærdighed for de slidte.

Og jeg er godt nok overrasket over, at Ældre Sagen i det spørgsmål om retfærdighed vælger at støtte de bedst stillede pensionister og ikke de dårligst stillede.


Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.

Læs mere af Dennis Kristensen