Dennis Kristensen: Sofie Carsten Nielsens Don Corleone-finte går op i hat og briller

Der har været gang i De Radikale i sommervarmen.

For en udenforstående har partiets aktuelle udmeldinger både virket lidt overraskende og indimellem også noget selvmodsigende.

Og partiets valg af holdningsmæssig placering i både de klassiske sommer-agurketids-debatter, i personkampagnen mod Mette Frederiksen og i debatten om den socialdemokratiske regerings håndtering af aflivningen af mink og regeringens fremtid, har indimellem godt kunne lede tanken hen på, om den radikale sommer mon også har handlet om for enhver pris at kæmpe sig væk fra #MeToo-nedgraderingen på vælgernes top ti.

Endnu tyder det dog ikke på, at de radikale meldinger for alvor får partiet til at klatre opad.

Sofie Carsten Nielsens ultimatum

Det er snart længe siden, at De Radikale signalerede, at den socialdemokratiske et-partiregering måtte indse, at dens holdbarhedsdato er på vej til at udløbe. Egentlig var allerede den melding fra et parti – der har været med til at bringe en regering til verden, og været medskribent til et fælles papir om regeringens politiske retning – besynderlig, når den grundlæggende pointe ikke handler om netop dette fælles papir.

“De radikales (valg)kronik er på flere måder et oplæg til en party-crasher til en eventuel borgerlig valgfest”

Det lugter vel i virkeligheden af, at De Radikale ikke prioriterer den fulde gennemførelse af initiativerne i dette fælles papir så højt, at de gør noget. Da Minkkommissionen offentliggjorde sin meget kritiske beretning, stillede partiet så på bedste Don Corleone-vis – “I’m gonna make him an offer, he can’t refuse” – Socialdemokraterne over for et ultimatum: Udskriv valg eller bliv væltet ved Folketingets åbning til oktober.

Det er da ren r.. at trutte i, selvom det måske ikke lige er forventeligt fra et støtteparti. Men selvfølgelig kan også et støtteparti mene, at statsminister Mette Frederiksen ikke har leveret dét, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten aftalte i 2019 i det fælles forståelsespapir “Retfærdig retning for Danmark”. Eller at statsministeren eller regeringen som helhed ikke længere har De Radikales tillid.

Det står ikke tindrende klart for mig, hvad der er det konkrete indhold bag den radikale seksløber for panden af Mette Frederiksen. Partiet har godt nok søgt at klargøre baggrunden, og har ikke mindst lagt vægt på et i radikale øjne oplagt behov for at skabe en ny regering henover den så meget omtalte politiske midte samt åbenhed i regeringsførelsen.

Men visionen om den midterkrydsende regering var for længst sat i søen af den efterfølgende detroniserede Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, og på det seneste med opbakning fra Mette Frederiksen.

En party-crasher

De Radikale har senest forsøgt at tegne deres (valg)vision for de kommende års politik, og herigennem også indirekte søgt at begrunde truslen mod Mette Frederiksen og hendes regering. Og for at vi alle sammen skal være med på, at der denne gang er tale om en sag, hvor De Radikale undtagelsesvist står skulder ved skulder, er visionen formuleret i en kronik skrevet af partiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe.

De radikales (valg)kronik er på flere måder et oplæg til en party-crasher til en eventuel borgerlig valgfest. I det lys ligner Don Corleone-finten over for Mette Frederiksen en assist – som sommerens fodbold-europamesterskab for kvinder har lært mig, det hedder – til skabelsen af en borgerlig regering.

Der er både styrkelse af det private erhvervsliv, forøgelse af udbuddet af arbejdskraft, skattelettelser og mere privat leveret velfærd på programmet – mens det næppe fungerer som borgerlige døråbnere, når de radikales mærkesager om en åbning af de udlændingepolitiske døre, et højere klimamål og en større international solidaritet om fødevarer følger med i købet.

Forvirringen bliver dog ikke mindre, når Sofie Carsten Nielsen samtidig vurderer, at Mette Frederiksen skal væltes, og at det eneste reelle alternativ nok er… Mette Frederiksen.

Og selvom de konservatives Søren Pape har kvitteret med at stå på tæer og vifte med budskabet: “Jeg vil da også gerne være statsminister”, så begynder De Radikales strategi for mig som udenforstående at gå op i hat og briller.

Fejlslagent radikalt eksperiment

Det giver simpelhen ikke mening at vælte en regering for efterfølgende at pege på den hidtidige regeringsleder som eneste alternativ. Og for at gennemtvinge drøftelser efter et valg om en samlingsregering, som den, der skal tvinges, allerede på forhånd har luftet tanken om.

Det virker simpelthen pjattet.

“De Radikale er storby-elitens parti. S-R-SF-regeringen gav de radikale en større taktstok i hænde, end partiet i sine vildeste drømme kan forvente at opnå som deltager i en borgerlig regering.”

Med mindre det helt banalt handler om at presse Socialdemokratiet til gennem en eller anden variation hen over midten at skaffe nogle regeringskontorer til en radikal folketingsgruppe, der indtil videre ikke ser ud til at lide af uhæmmet vælger-vækst. Og samtidig holde en branddør åben for fortsat at støtte en socialdemokratisk ledet regering. Eller i yderste konsekvens, hvis alt andet glipper, endnu en S-R-SF-mindretalsregering.

De Radikale er storby-elitens parti. S-R-SF-regeringen gav de radikale en større taktstok i hænde, end partiet i sine vildeste drømme kan forvente at opnå som deltager i en borgerlig regering.

Dengang kunne partiet nærmest uhæmmet styre mod en globaliseringskur til gavn for de bedst stillede – og sikre sig en videreførelse af den forrige borgerlige regerings økonomiske politik på bekostning af de svageste. Det kostede Socialdemokratiet dyrt.

En gentagelse af det eksperiment er forhåbentlig helt udelukket.