Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
24. februar. 2021

Dennis Kristensen: Uhæmmet udfoldelse eller fælles ansvarlighed?

Frihedstosserne kører biler ud på isen, og smider samtidig brænde på det bål, der nærer fællesskabets modstandere. Dennis Kristensen langer ud efter Rasmus Jarlov, Dennis Nørmark og andre, der sætter egne behov over fællesskabets.

Det vakte opsigt da Lego-arvingen Anders Kirk Johansen kørte sin SUV ud på isen “for at se om den kunne holde”. Foto fra Instagram.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


I disse mørke corona-tider oplever vi sammenhold og fællesskab. Viljen til at stå sammen for at stå igennem er stadig tydelig, men egoismen, ultra-liberalismen og “jeg-er-universets-centrum” stikker desværre også sit farlige fjæs frem.

De seneste årtiers udvikling mod mere individualisering og mindre fælles optræden er ikke nødvendigvis et tilbageskridt. Når målet ikke er at skabe plads til egoisme på bekostning af andre, så kan kampen for den enkeltes frihed være et prisværdigt formål.

Udfoldelse gennem faglig kamp

Målet med fagbevægelsens og den øvrige arbejderbevægelses kollektive kamp er netop at skabe lige muligheder for hver enkelt til at udfolde sig. Og styre sig eget liv både på arbejdspladsen, i fritiden og i familielivet.

Etableringen af fagbevægelsen og den øvrige arbejderbevægelse i slutningen af 1900-tallet var de svagestes sammenrotning i et stærkt klassedelt samfund for at sikre overlevelse. For at skaffe brød på bordet og tøj til ungerne. Og derefter ved at løfte i flok at skabe ordnede forhold for salg af deres arbejdskraft.

Og næste skridt blev den politiske kamp om at skaffe arbejderklassens plads “ved samfundets bord” – og dermed fravriste samfundets økonomiske og politiske elite eneretten til at bestemme samfundets indretning og udvikling. At vinde den benhårde overlevelseskamp, kampen om retten til at organisere sig og indgå kollektive overenskomster og kampen om den politiske kurs forudsatte i vid udstrækning, at underklassen marcherede i takt.

I dag forudsætter nye landvindinger for fagbevægelsen både evnen til i nogle situationer at kunne skabe den dialog, der munder ud i, at moderne lønmodtagere vælger at “marchere i takt” for gennem kollektiv indsats at opnå fælles resultater – og i andre situationer viljen til kollektivt at skabe rammer for den enkelte lønmodtagers egne beslutninger om egne forhold.

”Erkendelse af, at ingen af os svæver frit i rummet, er forudsætningen for reel frihed, hvor friheden ikke dyrkes på bekostning af andre.”

Det afgørende skridt mod en ny balance mellem kollektiv kamp og individuel indflydelse tog LO i 2003 på en ekstraordinær kongres om dét, der samlet blev kaldt “Det ny LO”.

Forud for kongressen havde LO’s formand Hans Jensen fået gennemført en beslutning om ophør med at give økonomisk støtte til først og fremmest Socialdemokratiet.

Kongressen beslutninger om fornyelse byggede videre på Hans Jensens vision om et selvstændigt LO – uden politiske bindinger og med fokus på moderne lønmodtageres syn på fagbevægelsens rolle og opgaver.

Kongressen traf fire afgørende beslutninger: Et selvstændigt værdigrundlag for LO, et fagpolitisk grundlag, en ny ledelses- og beslutningsstruktur og et sæt nye principper til behandling af grænsekonflikter mellem forbundene.

Værdigrundlaget var LO’s første og indebar, at fagbevægelsens frigørelsesproces gennem årtier fra den tætte sammenhæng med Socialdemokratiet nu også førte til opgivelse af den gamle, uofficielle arbejdsdeling, hvor partiet udformede Christiansborg-politik for begge parter, og LO udformede den faglige politik for begge parter. Hermed blev det sidste skridt taget i en proces frem mod, at LO så at sige står på egne ben.

LO’s nyorientering i forholdet mellem individ og kollektiv blev ganske godt formuleret i værdigrundlagets indledning under titlen “Den enkelte kan selv – sammen kan vi mere”: “Fagbevægelsen er et fællesskab for lønmodtagere. Vores mål er, at den enkelte får mulighed for og frihed til at handle selv – grundlaget skabes gennem solidaritet og fællesskab. Fagbevægelsen sikrer gennem kollektive aftaler den enkelte lønmodtager rettigheder og tryghed i arbejdslivet for at give alle muligheder for udfoldelse.

Den enkelte skal have muligheder for at tage ansvar for sin egen situation og medansvar for helheden.

Det er dén form for frihedstænkning, som skaber fundamentet for faglig kamp på moderne vilkår og opbygger velfærd baseret på fælles ansvarlighed.

Friheden til at gå ud på isen

Men det er frihed af en hel anden beskaffenhed, end den, der fremføres af folk som det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov, antropologen Dennis Nørmark og her i epidemiens skygge af folkene bag ’Men in Black’ og de mange andre mere eller mindre særprægede corona-benægtere.

Når Rasmus Jarlov nu er nået op på sin politiske karrieres top med en kampagne for fri ret til at færdes på usikker is på de københavnske søer uden politiets indblanding, så handler det om den ultimative frihed. Om retten til at sætte sit eget liv på spil uden indblanding fra andre.

Rasmus Jarlov kan ikke acceptere, at politiet udskriver bøder til folk, der går ud på søerne, når isen ikke er officielt åbnet som sikker for færdsel til fods:

Det er et meget klart eksempel på forskellen mellem en barnepigestat og et samfund, hvor man behandler folk som voksne mennesker. Derfor har jeg rejst debatten. Jeg synes primært, vi har lov til at forbyde adfærd, som går ud over fællesskabet eller andre individer, og det gør det ikke, når man går på isen.

Det var den samme logik om kun at udsætte sig selv for risiko, som Lego-arvingen Anders Kirk Johansen anvendte, efter at han med en af sine mange biler brød gennem isen på sin egen sø ved Rohden Gods: “Turen på isen var et uheld. Jeg stolede for meget på min egen overbevisning om, at det var sikkert nok, og jeg havde jo 70 procent af mine følgere (på Instagram, red.), der var enige med mig,fortalte godsejeren til BT.

I godsejerens øjne handler Rasmus Jarlovs kampagne om ret til at gå ud på usikker is i København om fattigrøvene: “Hr. og fru Danmark bryder igennem isen i et par gummistøvler, jeg bryder igennem isen med min Suzuki«, fortæller han grinende til BT.

Og det er samme “det-går-ikke-ud-over-andre-logik”, som Dennis Nørmark anvendte, da han for nogle år siden luftede en hjemmestrikket teori om, at en af velfærdsstatens mange negative sider er, at den gør os til dårlige bilister: “Tyskerne forstår, at nogle er dygtigere, hurtigere og mere risikovillige end andre. Disse mennesker bor i den yderste venstre vognbane eller i midterbanen på motorvejen. Resten bor til højre. Men ikke i Danmark. For i lighedens rige flytter den socialdemokratiske dansker sit automobil ud i overhalingsbanen – og bliver der. For ingen baner tilhører naturligvis nogle bilister frem for andre, og danskeren synes, det er mest retfærdigt, hvis vi er lige mange i hver bane.

Frihedstosserne smider brænde på bålet

Nemlig det faktum, at de selv og alle os andre forventer, at velfærdssamfundet er dér for dem, der får brug for enten akut eller mere langsigtet hjælp. Det er velfærdssamfundets pionerer i beredskabet, som sætter eget liv på spil for at redde folk op fra søer og havet, når isen ikke kan bære. Det er velfærdssamfundets ambulancer, der om nødvendigt akut bringer forfrosne “isbrydere” til velfærdssamfundets hospitaler, hvor velfærdssamfundets hospitalsansatte står parat til at igangsætte behandling.

Alt sammen på fællesskabets regning. I det moderne samfund er ingen mennesker en øde ø uden forbindelse til andre væsener. Vi indgår i relationer og sammenhænge med andre. Og vi er afhængige af andre. Erkendelse af, at ingen af os svæver frit i rummet, er forudsætningen for reel frihed, hvor friheden ikke dyrkes på bekostning af andre.

Trioen Jarlov, Kirk Johansen og Nørmark ved det godt. De og deres biler, og hvad der ellers form dem repræsenterer den ultimative frihed, er afhængige af et samfund, hvor fællesskabet stiller rammer for et godt liv til rådighed. De lader blot som om. For at smide brænde på det bål, som fællesskabets, velfærdens og statens modstandere i disse år tænder alt for ofte. Det er tosserier som Jarlovs, Kirk Johansens og Nørmarks, der skaber grobunden for parlaments-stormende shamaner med bison-horn og ansigtsmaling.

Mennesker – der som dem og deres ligesindede kræver ubegrænset personlig frihed til udfoldelse på bekostning af andre, og som er parat til hvad som helst for at opnå denne frihed – er ganske enkelt langt værre end usikker is.

De er til fare for fællesskabet og den frihed, som ikke rækker ind over andres frihed.


Om skribenten

Dennis Kristensen

Dennis Kristensen

Tidligere portør og forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og "politisk ømme tæer". Læs mere