Der er ikke nogen vild natur

---

Den kinesiske blog ‘Chuang’ skriver om kinesisk kapitalisme, statsmagt og landets håndtering af – og reaktioner på – coronakrisen. Femte afsnit handler om en natur, der er totalt underlagt kapitalens præmisser.

Oversat af Dennis Petersen

---

Af skrivefællesskabet Chuang

På den ene side er det endnu ikke helt klart, hvor virussen præcist kommer fra. Det er muligt, at den kommer fra svin, som er et af mange husdyr og vilde dyr, der bliver handlet på markedet i Wuhan, som tyder på at være udbruddets epicenter. Og kommer den på den måde fra svin, ligner årsagssammenhængen mere tilfældene af svine- og fugle-influenza end først antaget.

Mere sandsynligt er det dog, at virussen kom fra flagermus eller måske slanger, som begge bliver indsamlet vildt. Men selv her er der en sammenhæng, eftersom faldet i udbuddet og fødevaresikkerheden for svinekød – som fulgte udbruddet af afrikansk svineinfluenza – har betydet, at man har imødekommet den forøgede efterspørgsel på kød ved at sælge kød fra ‘vildt’ på markeder som det i Wuhan. Kan man så stadig sige, at industrielt landbrug bærer en del af skylden for corona-udbruddet, uden en sådan direkte forbindelse?

Svaret er ja, men på en anden måde. Biologen Rob Wallace peger igen på ikke bare én, men to væsentlige måder, hvorpå kapitalisme hjælper med at udvikle stadigt mere dødelige epidemier og slippe dem løs. Den første, som er ridset op ovenfor, er det direkte industrielle tilfælde, hvor virusser bliver udviklet inden for industrielle miljøer, som er blevet fuldstændigt underkastet den kapitalistiske logik.

Den anden er de indirekte tilfælde, som finder sted via kapitalistisk ekspansion og udvinding i oplandet, hvor hidtil ukendte virusser kort sagt bliver høstet fra de vilde bestande og distribueret langs de globale kapital-kredsløb. De to veje er naturligvis ikke fuldstændigt adskilte, men det synes at være den sidste forklaring, der bedst beskriver, hvordan den aktuelle epidemi er opstået.

Øget efterspørgsel efter vilde dyrs organer

I det tilfælde gør den øgede efterspørgsel efter vilde dyrs organer til forbrug, medicinsk anvendelse, eller – som det er tilfældet med kameler og MERS – en række kultur-specifikke anvendelsesformer, at der opbygges nye globale forsyningskæder inden for “vildt”-handelsvarer. I andre tilfælde udvider allerede eksisterende agro-økologiske forsyningskæder sig simpelthen ind i tidligere ‘vilde’ sfærer, og ændrer dermed lokale økosystemer. Det forandrer samtidig grænsefladen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige.

Rob Wallace er selv klar over dette, og forklarer flere dynamikker, som skaber værre sygdomme, selv om virusserne selv allerede eksisterede på forhånd i deres “naturlige” habitater. Udvidelsen af selve den industrielle produktion “kan skubbe de i stigende grad kapitaliserede, vilde fødevarer længere ind i de sidste områder med oprindeligt landskab – og derved udsuge en bred vifte af potentielle proto-pandemiske, sygdomsfremkaldende faktorer.”

Med andre ord: Efterhånden som kapitalistisk akkumulation indordner nye territorier under sig, vil dyr blive presset ud i mindre tilgængelige områder, hvor de vil komme i kontakt med tidligere isolerede stammer af sygdomme, alt imens disse dyr selv bliver genstand for markedsgørelse. Selv de vildeste byttedyr bliver trukket ind i landbrugs-værdikæder. Tilsvarende skubber denne ekspansion mennesker tættere på disse dyr og miljøer, hvilket ifølge Wallace: “kan udvide grænsefladen (og afsmitningen) mellem vilde, ikke-menneskelige bestande, og nyligt urbaniserede landlige områder.“

Det pres giver virussen større mulighed for, og ressourcer til, at mutere på en måde, som gør den i stand til at inficere mennesker, hvilket presser sandsynligheden for biologisk afsmitning. Industriens geografiske placering er alligevel aldrig selv helt så klart i enten byen eller på landet, præcis ligesom monopoliseret industri-landbrug benytter sig af både stordrift og små-landbrug: “På jorden tilhørende en af småbønderne langs grænsen til skoven, som leverer til et industrielt landbrug, kan et maddyr blive smittet med et patogen for derefter at blive sendt til forarbejdning på et slagteri i udkanten af en storby.”

Global kapitalisme underkaster naturen

Kendsgerningen er, at naturområder allerede er underlagt det fuldt ud globaliserede kapitalistiske system, som har formået at ændre grundliggende klimaforhold og at ødelægge så mange før-kapitalistiske økosystemer, at de tilbageværende ikke længere fungerer på samme måde, som de måske har gjort i fortiden. Heri ligger endnu en årsagsfaktor, eftersom alle disse processer, som skaber miljømæssig ødelæggelse, ifølge Wallace reducerer “de former for miljømæssig kompleksitet, hvormed skoven bryder smittekæderne”.

Virkeligheden er derfor, at det er misvisende at betegne sådanne områder som en naturlig “periferi” til det kapitalistiske system. Kapitalismen er allerede global, og totalt omfattende. Den har ikke længere en ende eller en grænse til en eller anden naturlig, ikke-kapitalistisk sfære uden for sig selv.

Der eksisterer derfor ikke en stor, fantastisk udviklingskæde – ifølge hvilken “tilbagestående” lande følger efter dem over dem på vejen op i værdikæden. Ej heller findes der nogen sand vildmark, som er i stand til at bevare en eller anden ren og uberørt tilstand. I stedet har kapitalen ganske enkelt bare underlagt sig oplandet og fuldt ud optaget det i de globale værdikæder. De sociale systemer som er resultatet heraf – herunder alt fra formodede “stammesamfund” til fornyelsen af anti-moderne fundamentalistiske religioner – er fuldt ud produkter af nutiden, og er næsten de facto koblet op på de globale markeder, ofte helt direkte. Det samme kan siges om de afledte biologiske /økologiske systemer, eftersom “vilde” områder faktisk er iboende i denne globale økonomi – både i abstrakt forstand pga. afhængigheden af klimaet og forbundne økosystemer, og i direkte forstand ved at være koblet til de samme globale værdikæder.

Den kendsgerning skaber de betingelser, der er nødvendige for omdannelsen fra ‘vilde’ virusser til globale pandemier. Men COVID-19 er næppe den værste af dem. En ideel illustration af det grundlæggende princip – og den globale trussel – kan i stedet findes i Ebola. Ebola-virussen er et klart eksempel på et viralt reservoir, som flyder over i den menneskelige befolkning. Meget tyder på, at virussens originale værter er flere forskellige arter af flagermus, som har hjemme i Vest- og Centralafrika, og som fungerer som bærere af virussen, uden selv at blive påvirket af den. Det samme gør sig ikke gældende for andre vilde pattedyr, så som primater og dykker-antiloper, der med jævne mellemrum rammes af sygdommen, og lider under hurtige udbrud med høj dødelighed. Ebola har en særligt aggressiv livscyklus uden for sine normale værtsarter.

Gemmen kontakt med et hvilket som helst af disse vilde værtsdyr, kan mennesker også blive smittet, med ødelæggende resultater. Flere store epidemier har fundet sted, og dødeligheden har for de flestes vedkommende været ekstremt høj, stort set altid over 50 %. Det største registrerede udbrud, som fortsatte sporadisk fra 2013 – 2016 i flere vestafrikanske lande, resulterede i 11.000 døde. Dødeligheden for patienter som blev indlagt under det udbrud var mellem 57 – 59 % – og endnu højere for dem, som ikke havde adgang til hospitaler.

Sygdommen som en ‘naturkatastrofe’

I de senere år er mange vacciner blevet udviklet af private virksomheder. Men langsomme godkendelsesmekanismer og firkantede regler for intellektuelle rettigheder har – kombineret med den omfattende mangel på medicinsk infrastruktur – skabt en situation, hvor vacciner ikke har hjulpet ret meget med at stoppe de seneste ebola-epidemier, som havde sit udspring i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), og som på nuværende tidspunkt er det længstvarende udbrud hidtil.

“Kapitalismen er allerede global, og totalt omfattende. Den har ikke længere en ende eller en grænse til en eller anden naturlig, ikke-kapitalistisk sfære uden for sig selv.”

Det bliver ofte fremstillet som om, Ebolaudbruddet var en form for naturkatastrofe. i bedste fald ansås den som tilfældigt opstået, og i værste fald som et resultat af ‘urene’ kulturelle praksisser blandt de fattige beboere i skovområderne. Men de to store udbruds timing (2013-2016 i Vestafrika og 2018 – 2020 i DRC) er ikke noget tilfælde. Begge fandt sted på samme tid som udvidelsen af primærindustrier, der har fortrængt befolkningen i skovene yderligere, og forstyrret lokale økosystemer.

Faktisk ser det ud til, at det ikke kun er gældende for de seneste udbrud. Som Rob Wallace forklarer: “synes ethvert Ebola-udbrud at opstå i forbindelse med kapital-drevne forandringer i brugen af jord, herunder også det første udbrud i Nzara, Sudan i 1976, hvor en britisk finansieret fabrik forarbejdede bomuld.” På samme måde skete udbruddet i Guinea i 2013 netop som landets nye regering var begyndt at åbne landet op for det globale marked og sælge store landområder til internationale landbrugsvirksomheds-konglomerater. Palmeolie-industrien – som er berygtet på verdensplan for sin rolle i afskovning og miljømæssig ødelæggelse – synes at have været særligt skyldig, eftersom dens monokulturer både ødelægger robuste, økologiske sikkerhedsforanstaltninger, som hjælper med at bryde smittekæder, og på samme tid bogstaveligt talt tiltrækker den flagermus-art, som er virussens naturlige vært.”

Lokale skydeskiver

Sideløbende medfører salg af store landområder til kommercielt, industrielt skovbrug, både at lokale skovboere berøves, og at deres lokale former for produktion og høst – som afhænger af bestemte økosystemer – forstyrres.

Ofte har de fattige beboere i landområderne intet andet valg end at trænge dybere ind i skoven, samtidig med at deres traditionelle forhold til det lokale økosystem bliver forstyrret. Resultatet er, at deres overlevelse i højere grad bliver afhængig af vildtjagt og høst af lokal flora, samt af tømmer, som kan sælges på det globale marked. Disse befolkningsgrupper bliver ofte skydeskiver for globale miljøorganisationers harme, som fordømmer dem som krybskytter og illegale skovbrugere.

Lokale anklages for at gøre sig skyldige i præcis den afskovning og miljømæssige ødelæggelse, som ellers pressede dem ud i sådanne erhverv i første omgang. Ofte sker der så dét, at tingene tager en mørk drejning, som eksempelvis i Guatemala, hvor anti-kommunistiske paramilitære styrker – et biprodukt af landets borgerkrig – blev lavet om til ‘grønne’ sikkerhedsstyrker, som havde til opgave at ‘beskytte’ skoven imod ulovlig fældning, jagt og narkotika-smugling; med andre ord de erhverv, som var tilbage for den indfødte befolkning.

Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at befolkningen oprindeligt blev presset ud i den type beskæftigelse på grund af den voldelige undertrykkelse, de var blevet udsat for af selvsamme paramilitære styrker under krigen. Dette mønster er sidenhen blevet gentaget verden over, hvor heppekoret på de sociale medier i højindkomsts-lande hylder henrettelser (ofte filmet på video) af ‘krybskytter’ – foretaget af angiveligt ‘grønne’ sikkerhedsstyrker.

---

Denne artikel er oprindeligt bragt på bloggen Social Contagion: Gilded Age

---

Solidaritet giver dig nyheder, analyser og debat fra hele verden. Støt uafhængig journalistik uden betalingsmure og reklamer.