Epidemier og sygdomshistorie

Den kinesiske blog ‘Chuang’ skriver om kinesisk kapitalisme, statsmagt og landets håndtering af – og reaktioner på – coronakrisen. Tredje afsnit handler om ‘ætiologi’ – læren om sygdomme.

Oversat af Hannibal Andersen

Af skrivefællesskabet Chuang

Epidemier er i høj grad skyggesiden af den kapitalistiske industrialisering, men de har også fungeret som forvarslinger om dens indtog. De oplagte eksempler som kopper og andre pandemier, der blev medbragt til Nordamerika, er faktisk ikke de mest rammende, fordi deres effekt blev forstærket af den store afstand mellem folkeslagene rent geografisk – den slags sygdomme havde alligevel allerede udviklet deres smitteevne gennem præ-kapitalistiske handelsmønstre, og den tidlige urbanisering i Asien og Europa.

Hvis vi i stedet tager et kig på England, hvor kapitalismen startede ude på landet, da man smed bønderne væk fra jorden, og erstattede dem med monokulturelle husdyravl, så finder vi de tidligste eksempler på de epidemier, som kendetegner kapitalismen.

Tre forskellige pandemier dukkede op i England i det 18. århundrede: i 1709-1720, 1742-1760 og 1768-1786. I alle tilfælde var årsagen importeret kvæg fra Europa, som var smittet med de normale præ-kapitalistiske pandemier, der fulgte i kølvandet på krige og kampe. Men fordi man i England var begyndt at koncentrere kvæg på nye måder, fik importen af de inficerede kreaturer meget mere alvorlige følger for befolkningen dér, end den gjorde i Europa. Det er altså ikke tilfældigt, at udbruddene var centreret omkring de store mejerier i London, der rummede de ideelle miljøer for, at virussen kunne udvikle sig.

I sidste ende blev alle udbruddene bragt under kontrol via øjeblikkelige, målrettede nedslagtninger kombineret med, at man tog moderne medicinske og videnskabelige metoder i brug—dybest set ligesom epidemier bliver bekæmpet i dag.

“Mens kvægpandemierne i det tidlige, kapitalistiske England blev bragt under kontrol, var resultaterne andre steder langt mere katastrofale. Udbruddet af kvægpest i Afrika i 1890’erne er nok det eksempel, der fik de største historiske konsekvenser”

Her har vi hvad, der senere skulle blive et tydeligt mønster, som mimer det, vi ser ved økonomiske kriser: mere og mere voldsomme sammenbrud, der ser ud til at drive hele systemet ud til afgrunden, men som i sidste ende bliver sat til vægs via en kombination af en kolossal ofring, der rydder markedet/befolkningen, og fremskynder den teknologiske udvikling – i dette tilfælde moderne medicinske metoder og nye vacciner, der ofte ankommer en smule for sent, men ikke desto mindre hjælper med at ’rydde op’ i kølvandet på ødelæggelserne.

Kvægpest og imperialisme

Men dette eksempel fra kapitalismens hjemland må suppleres med et kig på de konsekvenser, som den kapitalistiske landbrugsindustri havde for sine yderområder. Mens kvægpandemierne i det tidlige kapitalistiske England blev bragt under kontrol, var resultaterne andre steder langt mere katastrofale. Udbruddet af kvægpest i Afrika, som fandt sted i 1890’erne, er nok det eksempel, der fik de største historiske konsekvenser. Og tidspunktet er ikke tilfældigt: Kvægpesten havde plaget Europa med en styrke, der var proportionel med industrilandbrugets udvikling, og den blev kun holdt i skak af moderne teknologiske fremskridt. Men i slutningen af det 19. århundrede var den europæiske imperialisme på sit højeste, og her kommer vi ikke uden om koloniseringen af Afrika. Kvægpesten blev bragt fra Europa og ind i Østafrika af italienerne, som, med en række af militæraktioner, forsøgte at nå op på siden af andre imperialistiske magter ved at kolonisere Afrikas Horn.

Selvom de fleste af de militære fremstød endte i fiaskoer, spredte sygdommen sig gennem de lokale kvægbestande og fandt sidenhen vej ind i Sydafrika, hvor den smadrede den tidlige kapitalistiske landbrugsøkonomi i kolonien og endda udryddede kvægflokken på den berygtede, selvudnævnte racist Cecil Rhodes’ gods. De vidtrækkende historiske konsekvenser kan ikke benægtes: Ved at slå et sted mellem 80 – 90% af alt kvæg ihjel, resulterede epidemien i en hungersnød uden sidestykke på tværs af de hovedsageligt kvægavlende samfund i Afrika syd for Sahara. I forlængelse af den affolkning, blev savannen koloniseret af den invasive tornebusk, som medbragte et levested for tsetsefluen, der både spreder sovesyge og forhindrer kvæg i at græsse. Det kom til at betyde, at genbefolkningen af regionen efter hungersnøden blev begrænset, og derved fik de europæiske kolonimagter nemmere ved at brede sig ud over kontinentet.

“… arbejdere har meget lidt kontrol over de forhold, som de arbejder under. Og det er endnu vigtigere at pointere, at selvom de uhygiejniske forhold faktisk lækker ud af fabrikken gennem inficerede fødevarer, så er det reelt set kun toppen af isbjerget, der er tale om her.”

Udover at forårsage periodiske landbrugskriser og frembringe de dommedagslignende betingelser for sammenbrud, der hjalp kapitalismen med at gå over sine tidlige bredder, så har den slags epidemier også hjemsøgt proletariatet i selve industriens hjerte. Men inden vi vender os mod de mange eksempler af nyere dato, så er det værd at pointere endnu engang, at der vitterligt ikke er noget særligt kinesisk over udbruddet af coronavirus. Forklaringen på, hvorfor så mange epidemier ser ud til at opstå i Kina, er ikke kulturel, men derimod et spørgsmål om økonomisk geografi.

Kødindustriens jungle

Det bliver soleklart, hvis vi sammenligner Kina med USA eller Europa, dengang de sidstnævnte var centre for den globale produktion og beskæftigelse i storindustrien. Situationen havde mange lighedstræk med den, der karakteriserer den nuværende. Udryddelsen af kvægbestande ude på landet faldt sammen med dårlig hygiejne og smittespredning i byen. Det blev et omdrejningspunkt for tidlige liberalt-progressive bestræbelser på at lave reformer i arbejderkvarterer. For eksempel blev Upton Sinclairs roman Junglen – som oprindeligt blev skrevet for at dokumentere immigrantarbejdernes lidelser i kødindustrien – taget op af velhavende liberale, der var bekymret over det dårlige arbejdsmiljø og de generelt uhygiejniske forhold, som deres egen mad blev fremstillet under.

Dette liberale ramaskrig over ”smudsigheden”, med al sin indirekte racisme, er stadig den automatreaktion vi kan forvente at se hos de fleste mennesker, når de konfronteres med de politiske aspekter af epidemier som coronavirus og SARS. Men arbejdere har meget lidt kontrol over de forhold, som de arbejder under. Og det er endnu vigtigere at pointere, at selvom de uhygiejniske forhold faktisk lækker ud af fabrikken gennem inficerede fødevarer, så er det reelt set kun toppen af isbjerget, der er tale om her.

Spansk syge i Kansas

Den slags forhold er helt normale for både arbejderne og dem, der bor i de omkringliggende arbejderbarakker. Og med de forhold følger en nedgang i sundheden, der kan ses i befolkningstallet, og som giver endnu bedre vilkår for spredningen af kapitalismens mange epidemier. Tag for eksempel den spanske syge; en af de mest dødbringende epidemier nogensinde. Den var et af de tidligste udbrud af H1N1-influenza (beslægtet med de senere udbrud af svine- og fugleinfluenza), og på grund af dens høje dødstal troede man i lang tid, at den var kvalitativt anderledes end de andre influenzavarianter.

Umiddelbart ser det ud til at give god mening (på grund af influenzaens evne til at få immunforsvaret til at overreagere), men ved senere gennemgange af litteraturen og forskningen indenfor historisk epidemiologi fandt man frem til, at den nok ikke har været særlig meget mere smitsom end andre stammer. Derimod var årsagerne til dens høje dødelighed sandsynligvis den udbredte fejlernæring, overbefolkningen i byerne og de generelt uhygiejniske forhold i de ramte områder, som ikke alene bidrog til at sprede influenzaen, men også at der dannedes bakterielle superinfektioner oveni den virale infektion.

Med andre ord blev den spanske syges dødstal – til trods for, at det blev portrætteret som en ’tilfældig afvigelse’ i virussens karakter – voldsomt forhøjet af de sociale forhold. I mellemtiden kunne influenzaen hurtigt sprede sig via den globale handel og krigsførelse, som på det tidspunkt var centreret omkring de hastigt ekspanderende kolonimagter, der havde overlevet første verdenskrig. Og endnu engang støder vi på en efterhånden bekendt historie om, hvordan en så dødelig influenzastamme overhovedet opstod: Selvom den præcise oprindelse stadig er mere eller mindre uklar, er der nu bred enighed om, at virussen stammede fra svine- og fjerkræavl, sandsynligvis i Kansas.

Kapitalismens epidemier

Både tidspunkt og sted peger i den retning, fordi årene efter krigen blev et vendepunkt for det amerikanske landbrug, hvor stadigt mere mekaniserede, fabrikslignende metoder blev taget i brug i produktionen. De tendenser voksede kun kraftigere op gennem 1920’erne, og den stigende brug af teknologier som for eksempel mejetærskeren medførte både en gradvis monopolisering og en økologisk katastrofe, der mundede ud i ’Dust Bowl’-krisen og den massemigration, som fulgte med.

Den voldsomme koncentrering af kreaturer, der senere kom til at kendetegne det industrielle landbrug, var endnu ikke kommet, men de mere basale former for koncentrering og intensiv produktion, der allerede havde skabt kreatur-epidemier på tværs af Europa, var nu normen. Hvis de engelske kvæg-epidemier i det 18. århundrede var de første eksempler på en decideret kapitalistisk kreatur-epidemi, og udbruddet af kvægpest i Afrika i 1890’erne var den største af imperialismens epidemiologiske massakrer, så kan vi forstå den spanske syge som den første af kapitalismens epidemier, der for alvor ramte arbejderklassen.

Denne artikel er oprindeligt bragt på bloggen Social Contagion: History and etiology

Solidaritet giver dig nyheder, analyser og debat fra hele verden. Støt uafhængig journalistik uden betalingsmure og reklamer.