Det er ikke nok at anerkende palæstinensernes lidelser uden at anerkende Israels skyld og Danmarks ansvar

Sundhedsvæsenet i Gaza kan ikke længere optælle alle de dræbte, men må nøjes med de nogle og fyrre tusinde mennesker, hvis navn de kan identificere. Imens vurderes det, at de reelle dødstal som potentielt skal tælles i hundredtusinder, hvis indirekte dødsårsager som sygdom og sult regnes med.

I Nordgaza har Israel lukket for mad, medicin og livsnødvendigt brændstof i. Heller ikke tidligere levede de overlevende palæstinensere i overflod. Oven i det har Israel intensiveret bomberegnen i hele området. På sociale medier skriver palæstinenserne deres farvel til dem, der læser med.

Og alligevel kan størstedelen af vores magthavere og medier ikke få sig selv til entydigt at fordømme Israel.

Hverdagen i helvede

I Nordgaza bor min vens familie og barndomsvenner. De der stadig er i live, altså. Hver dag håber han på at høre fra dem bare for at vide, at de er i live. Hver dag må han tage tilløb til at se nyheder og billeder fra sit nabolag i frygt for, hvad han ser. Og når han en sjælden gang hører fra et familiemedlem, er det aldrig gode nyheder – udover at de på det tidspunkt var i live.

En dag fik han efter flere dages kommunikationsnedbrud – forårsaget af Israels militær – en besked fra sin niece Raghad. Raghad er 12 år og fortalte om bomber, som falder fra himlen gennem hele natten. Om bygninger der kollapser omkring dem, og om skrig fra dem, der ligger fanget under murbrokkerne.

Hun fortalte om at være fanget i deres bygning. Hun fortalte om fjernstyrede droner, der skyder mod alt, hvad soldaten, der styrer den, får øje på. Hun fortalte om deres nabo, som de så blive skudt og dræbt af dronen, da han prøvede at komme udenfor.

Hun fortalte om svindende mad og manglende vand, og om ikke at kunne tale med sin mor og 16-årige søster Rahaf om natten i frygt for at blive hørt. Hun fortalte om at sove i hinandens arme for i det mindste være sammen, hvis det skulle blive deres sidste timer.

Efter seks dages tavshed fik min ven for nylig et lydklip fra sin søster, som fortalte, at halvdelen af familien havde været nødt til at flygte på grund af sult og ustandselige bombardementer.

På vej mod et checkpoint blev mange dræbt foran øjnene på dem. Da de ankom, blev alle mænd og drenge over 15 tilbageholdt sammen med de syge og gamle. Israelerne tog hans far, hans brødre og hans to nevøer. Hans søster måtte tigge en israelsk soldat om ikke at tage hendes 12-årige søn også. Imens nedgjorde de israelske soldater dem fra deres tanks.

“Ingen bekymrer sig om jer.”

“I kommer aldrig tilbage.”

Magthavernes parallelle virkelighed

I danske medier kan man ikke læse meget om det. De omtaler stadig folkedrabet som en krig. “Krigen mod Hamas” har dog primært taget form af kollektiv afstraffelse og overlagte drab på civile, herunder tusindvis af børn.

Danske politikere vil heller ikke tale om det. De besvarer sjældent mails, i hvert fald ikke mine, de lukker deres kommentarspor, de taler udenom og beklager sig over tonen mod dem. Man kan meget let få det indtryk, at vores herskende klasse lever i en helt anden parallel verden, hvor Israel ikke er en kolonial besættelsesmagt og ikke er en serieforbryder i forhold til international lov.

I bedste fald kan man få dem til at sige, at de “anerkender palæstinensernes lidelser” eller synes det er forfærdeligt, at så mange palæstinensere “dør”. Men der er forskel på at dø og blive dræbt – på at lide og blive mishandlet.

Man kan ikke anerkende palæstinensernes lidelser uden også at anerkende, at lidelserne skyldes gerningspersoner, der handler på vegne af Israel. Man er nødt til at anerkende, at disse handlinger er ulovlige, og at omverden, herunder Danmark, svigter sit ansvar ved ikke at gribe ind mod Israel.

For disse forhold hører også med til palæstinensernes lidelser. Og man kan heller ikke stoppe disse lidelser uden at anerkende, hvem der påfører dem.

Når 12-årige Raghad sulter, skyldes det, at Israel blokerer for mad. Når Raghad er bange for dronerne udenfor, skyldes det, at en soldat langt væk er klar til at skyde hende. Når bomberne falder omkring Raghad, er det fordi, der sidder en pilot i et fly, der er udstyret med danske våbendele, som smider bomber ned over hendes hjem. Og det må vores magthavere forholde sig til.