Det grønne Kanslergade-forlig

Det er lykkedes for Danmarks Naturfredningsforening at få reduceret landbrugsarealet, så vi får plads til naturen, beskytter klimaet, miljøet og ikke mindst fjorde og vandmiljøet. Aftalen sætter en helt ny retning for natur, miljø, klima og landbrug, idet der tages hul på den største arealomlægning i danmarkshistorien.

Ådale, vådområder og skove bliver en prioritet, når en ny kæmpe arealfond med 40 milliarder kroner skal gå målrettet til en enorm arealomlægning.

Aftalen indebærer, at der nu etableres 250.000 hektar ny skov i Danmark. Samtidig sættes turbo på udtagning af 140.000 hektar lavbundsarealer. Dermed vil et samlet areal på 8 gange Falster over de kommende år overgå til natur, skov og vådområder.

Det er endvidere lykkedes for DN at få vandmiljøet ind i forhandlingerne. Med aftalen samtænkes klima, natur og kvælstofindsatsen – så vi fx kommer til at målrette skov til sårbare kvælstofområder.

Kritik af klimadelen i trepartsaftalen

Kritikere af aftalen karakteriserer den som svag, hvad angår reduktion af landbrugets klimaaftryk. Heri har de ret.

Aftalen indeholder kun en meget lille klimaafgift på landbruget, som desuden først er endeligt indført i 2035, og aftalen fastholder på den måde landbrugets særstilling ved at lade erhvervet slippe med en afgift, som er langt mindre end for resten af dansk erhvervsliv.

Samtlige uafhængige ekspertudvalg, bl.a. Folketingets Klimaråd og Rådet for Grøn Omstilling, er enige om, at trepartens klimafgift på landbruget er samfundsøkonomisk uklog ved at være for lille og ved at komme for sent.

Det bekræftes af, at Landbrug & Fødevarer og SVM-regeringen, og her selvfølgelig især Venstre, har svært ved at få hænderne ned i begejstring over aftalen, som betyder, at mange danske landmænd i realiteten slet ikke vil komme til at mærke afgiften. Meget tyder således på, at landbruget igen har sejret ad helvede til.

Treparten lægger op til en CO₂-afgift, som først indfases fra 300 kroner pr. ton i 2030 (!) til 750 kroner i 2035, men med et bundfradrag på 60 procent. Det vil muliggøre, at mange landmænd vil kunne fortsætte med at sidde på hænderne.

Venstres indflydelse på sammensætningen af trepartens deltagere

Havde SVM-regeringen lukket en repræsentant fra Klimabevægelsen ind som deltager i treparten, så kunne det jo være, at aftalen havde set anderledes ud? Det ville jo ikke have været usagligt, når man betænker, at der skulle lægges en klimaafgift på landbruget.

Men det har Venstre jo nok forhindret! Til gengæld var Dansk Metal repræsenteret i treparten, sikkert som modvægt til Dansk Industri, men alligevel må man undres over medlemssammensætningen.

I Danmark er vi artsfattigrøve

Vi har EU’s mindste naturareal. Det er ovenikøbet ofte dårligt forvaltet, og mange arter er i tilbagegang eller på vej til udryddelse.

Vi tror i Danmark, at vi ikke har plads til natur, idet landbruget har brug for jorden. Det er forkert. Holland har 3,5 højere befolkningstæthed end Danmark, alligevel er Holland tæt på at være i mål med EU’s krav om 30 procent beskyttet natur i 2030. I Danmark dyrker vi fx meget sandjord, alene fordi EU giver tilskud til det.

I Danmark har vi kun godt 2 procent beskyttet natur, og den grønne trepart har ikke lagt en plan for at nå målet på de 30 procent.

Professor Carsten Rahbek fra Københavns Universitet har fremlagt en plan: ”Mere, bedre og større natur” i Danmark, hvor et forskerteam har udpeget 249 områder på hver mere end 1000 hektar, som kan omdannes til biodivers natur, så vi kan stoppe artstilbagegangen.

Det er ovenikøbet billigt. Det vil i alt koste ca. 4 milliarder kr. ud af et statsbudget på 1.350 milliarder, og vi bruger fx alene på kulturtilskud 27 milliarder om året. Jeg er sikker på, at borgerne er villige til at betale den pris for en rig og større natur.

Implementeringen halter

Kommunerne får en nøglerolle i implementeringen af den grønne trepart. Kommunerne skal inden udgangen af 2025 have vedtaget en arealomlægningsplan, der skal sendes ind til godkendelse af staten, når denne meget snart har udsendt nogle overordnede retningslinjer til kommunerne og tildelt dem nogle støttemidler.

Det vil komme til at knibe med at overholde tidsplanen i mange kommuner, hvor der for tiden spares på ”de kolde hænder”, der skal udføre dette arbejde i praksis. Formanden for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune udtalte fx meget ærligt i en paneldebat på Folkemøde Møn i august, at han mente ikke, at Vordingborg ville nå i mål rettidigt.

Ligesom der er indbygget et vist bureaukrati, idet planerne også skal forelægges de lokale vandoplandsstyregrupper. Imens går den tid, hverken naturen eller vi har, fordi visse politikere i årtier har optrådt uansvarligt med forurening af havmiljø, grundvand og atmosfæren med CO₂.

Vil Folketinget rette op på trepartens mangler?

Det er nok tvivlsomt, om Folketinget – når treparten skal omsættes til lov – vil kunne rette op på trepartens mangler.

Der er tale om et møjsommeligt afbalanceret kompromis, hvor man har låst hinanden fast. Der vil ikke kunne rokkes ved så meget. Det bliver kun i afdelingen for komma-sætning.

Men det sidste punktum er ikke sat. Kampen for en større og biologisk mangfoldig natur fortsætter, og det samme gælder for klimakampen, som treparten desværre kun leverer en meget tvivlsom løsning på.