Det svenske friskole-eksperiment

Ligesom Danmark har Sverige længe haft friskoler. Tilbage i 1992 blev der imidlertid gennemført en stor ‘Friskolereform’ af den borgerlige regering, ledet af Carl Bildt fra ‘Moderaterna’. Friskolereformen skulle give forældre meget større frihed til at vælge og vrage imellem skoler til deres børn. Med reformen var barnet ikke længere bundet til dens lokale kommuneskole, men kunne frit vælge en anden offentlig skole, hvis forældrene vurderede, at den var bedre, eller endda flytte barnet over til en privat skole.

Reformen udlignede også det økonomiske tilskud mellem offentlige og private skoler, ‘koblingsprocenten’ (offentlig finansiering per registrerede elever ift. samme i kommunens offentlige skoler, red.) blev sat til 85 pct. Under den socialdemokratiske regering, ledet af Göran Persson, blev koblingen i 1997 hævet til 100 procent. Til sammenligning er den danske kobling i dag på 76 procent.

Et meget vigtigt element i Friskolereformen – og måske den vigtigste forskel fra det danske friskolesystem – er, at nu fik ejerne af de private skoler lov til at trække profit ud af deres skoler, hvilket ikke var tilladt tidligere, og stadig ikke er det i Danmark. Samtidig kunne en virksomhed spekulere i at lave en hel ‘franchise’ af skoler, og profitere på dem alle.

Nyliberalisme: Markedsgørelse og konkurrence

Idéen om at markedsgøre dele af den offentlige velfærd, og at tillade profit-drift i velfærdssystemet, er en del af den nyliberale tendens kendt fra bl.a. økonomen Milton Friedman. Et offentligt finansieret ​voucher-marked for uddannelse er f.eks. beskrevet i Friedmans populære bog ‘Capitalism and Freedom’ fra 1962. Den canadiske historiker Quinn Slobodian har beskrevet ideologien og historien bag nyliberalismen i sin bog ​Globalists: The End of Empire and the Birth of Neoliberalism ​ fra 2018.

Nyliberalisterne mener, at det mest effektive og frihedsskabende i næsten alle aspekter af menneskelig produktion og reproduktion, heriblandt uddannelse, er profitbaserede virksomheder i det frie marked, hvorigennem dårlige leverandører luges ud, og dygtige vinder frem. Samtidig antages det, at forbrugerne har frihed til at vælge leverandør efter deres overbevisning.

Hvor nyliberalisme ofte beskrives som en økonomisk teori om afvikling af staten, er det snarere en politisk-filosofisk tendens til markedsgørelse og profit-orientering af eksisterende offentlige funktioner og services, både inden for og uden for staten. I tråd med det nyliberale projekt skal kommunernes offentlige grundskolesystem ikke afskaffes, det skal snarere konverteres til ét element i et større marked, hvor dele af kommunale tilbud konkurrerer med hinanden og med private tilbud om offentlige midler. I Danmark følger tænketanken CEPOS den nyliberale tendens, og er fortaler for et system af ​private aktører i velfærden, der konkurrerer om at levere velfærdstilbud for offentlige midler i blandt andet ældreplejen​.

 Lighedskommissionens rapport

De seneste par årtier har Sverige ligesom Danmark oplevet en stigende social og økonomisk ulighed. På grund af udviklingen i Sverige, valgte den Socialdemokratiske regering under Löfven i 2018 at nedsætte ​’Jämlikhetskommissionen’ (Lighedskommissionen), der skulle undersøge omfanget, årsager og konsekvenser til den stigende ulighed i landet.

Kommissionen har i denne måned udgivet sin betænkning i en rapport. Rapporten kommer omkring mange diskussioner om forskellige typer af ulighed i Sverige. Ét af aspekterne i rapporten handler om Friskolereformen (afsnit 8.4), og kan opsummeres kort her:

De svenske skoler er blevet mere segregerede. Ligesom i Danmark møder børnene i højere grad andre børn fra samme etniske, sociale og økonomiske lag som dem selv. Med det frie skolevalg søger etnisk svenske børn fra veluddannede hjem med højere indkomst ind på private skoler, mens børn fra andre socioøkonomiske hjem forbliver i folkeskolen.

Markedssystemet har bidraget til karakterinflation. Sverige har et decentralt karaktersystem og de private skoler er bl.a. i konkurrence om at levere bedre karakterer. Forskellige undersøgelser viser, at private skoler er mere generøse med karaktererne for samme præstationer sammenlignet med offentlige skoler. Der er også indikationer på, at kommuner med mere konkurrence, altså flere private skoler, har oplevet større karakterinflation.

Lille effekt blandt priviligerede børn

Markedsgørelsen har en uklar effekt på læring. Flere studier indikerer ingen effekt på elevernes læring ved konkurrenceudsættelse, mens enkelte studier viser at elever fra familier med højere uddannelse og indkomst har oplevet en lille positiv effekt i de private skoler. Det er i den sammenhæng værd at huske, at karakterinflation muligvis kan forklare den lille, positive effekt. Enkelte studier indikerer også, at elever fra lavere sociale lag har klaret sig dårligere i kommuner med høj skolekonkurrence. Muligvis fordi børn fra socialt stærkere hjem forsvinder fra klasserne.

“Når man ser på Lighedskommissionens rapport, er der altså ikke meget bevis for positive effekter af markedsbaseret drift af skoler.”

Effekterne afhænger af køn og etnicitet. Ét studie viser, at det er etnisk svenske børn fra veluddannede familier, der oplever en lille positiv effekt, samt at drenges resultater er betydeligt påvirkede, mens pigers ikke er.

De private skoler er overkompenserede. Som en del af det offentlige tilbud stilles der en række krav til de offentlige skoler, som de private skoler ikke er underlagt. Bl.a. skal offentlige skoler altid have ledig kapacitet til at kunne tage imod nye elever. Et eksempel er i 2018, hvor den private skole ​’Fria InterMiliaskolan’ i kommunen Motala blev lukket af myndighederne, og kommunens offentlige system skulle finde plads til ​mere end 200 elever​. De offentlige skoler oplever højere krav på tilpasning til elever med funktionsnedsættelse, og har flere elever fra socialt udsatte familier, der kan være mere ressourcekrævende På trods af denne forskel i  byrde, er koblingen 1-til-1 mellem private og offentlige skoler. Jämlikhetskomissionen konkluderer derfor, at de private skoler bliver overkompenserede ift. de offentlige.

Hvem gavner markedsgørelsen?

Når man ser på Lighedskommissionens rapport, er der altså ikke meget bevis for positive effekter af markedsbaseret drift af skoler. Den typiske elev får ikke bedre undervisning som følge af markedsgørelsen. Højere sociale lag begunstiges (måske), imens lavere sociale lag lades i stikken. Samtidig har vi set, at konkurrencen om eleverne leder til karakterinflation. Arbejderens børn ser simpelthen ikke ud til at få gavn af et profitbaseret skolesystem.

Men hvem gavner reformen så? Med Friskolereformens markedsgørelse kan private skoler betale profit til sine ejere. En snæver gruppe kapitalister skummer altså fløden på overkompenseret undervisning, uden at det har nogen nævneværdig effekt på undervisningskvaliteten for langt de fleste skolebørn.

Er det dét, vi gerne vil have for vores penge?