Du behøver blot at være et menneske

En seksårig pige blev gruppevoldtaget foran adskillige andre fanger, af 10 mænd i en moske. Der er ikke et ord i den sætning, som ikke får det det at vende sig i maven på mig. Det får mig til at ville holde mig for ørerne og skrige. Men jeg føler at jeg skylder hende, at afsløre den uhyrlige uretfærdighed, hun har måttet gennemgå. Jeg vil ikke fortælle om alt, hvad der skete den 3. juni. Men jeg vil illustrere med seks eksempler:

• Faiza Ahmed Othman, 60 år. Dødsårsag: Skudt.
• Murad Al- Khader, 6 år. Dødsårsag: Skudt.
• Rana Joun, gravid, alder: ukendt. Dødsårsag: Skudt.
• Hanafi Abdel Shakour, 22 år. Dødsårsag: Kranie knust efter at være kørt over af en RSF (Rapid Support Forces, regeringskontrolleret milits tidligere kendt som Janjaweed, red.) lastvogn.
• Awad Said Atayia, alder: ukendt. Dødsårsag: Skudt. Liget blev bjærget fra Nilen.
• Mohamed Mattar, 26 år. Dødsårsag: Skudt. Døde mens han forsøgte at beskytte to kvinder fra RSF

Dette er kun en håndfuld af de hundredvis af mennesker, der blev dræbt 3. juni. Mange af dem blev smidt i Nilen. Det gjorde ingen forskel om de var børn, unge eller ældre. Om de var mænd eller kvinder. At der var ufødte børn i mødrenes maver. Det eneste der betød noget var, at de turde stå imod. Er der nogen som helst i verden, som fortjener at blive behandlet på denne måde? Uanset race, religion, politisk overbevisning – uanset om de har ret eller ej?

Omar Bashir var Sudans præsident. Han kom til magten efter at have ledt et kup mod en demokratisk valgt leder. Efter 30 år har vi fået nok. Der var demonstrationer over hele landet, og endeligt trådte Bashir tilbage.

Transitional Military Council (Overgangs-militærrådet, red.) blev dannet for at føre tilsyn med overgangen til et demokratisk styre, og Ahmad Ibn Awf tog over. Folket protesterede igen. Folket nægtede at acceptere endnu en diktator. Ahmad Ibn Awf trådte tilbage, efter kun en dag. Så kom Abdel Fattah Burhan til magten, og folket protesterede igen. Men denne gang blev de mødt med en bølge af voldsomme angreb.

Den 3. juni 2019 var der en sit-in [demonstration] ved det militære hovedkvarter i Khartoum, Sudans hovedstad, for at protestere mod Transitional Military Council. Tusinder havde samlet sig for på en ikke-voldelig måde at vise deres længsel efter en fornyet, progressiv, demokratisk regering. De var der for at vise deres ønske om at gendanne landet. Men deres ikke-vold blev ikke gengældt. Rapid Support Forces omringede og angreb dem. Over hundrede mennesker blev dræbt, og flere hundrede såret. Mange blev voldtaget. For dem af jer som ikke ved det, er Rapid Support Forces, eller RSF, en paramilitær styrke styret af Sudans regering. De handler på ordre fra regeringen og på regeringens vegne. De har udført omfattende tortur, voldtægt og henrettelser under krigen i Darfur, og har brændt og ødelagt hjem. De er også udstationeret i Yemen, hvor de kæmper på samme side som Saudi-Arabien i dét, der bliver kaldt en af de værste humanitære katastrofer i historien.

Du behøver ikke at være fra Sudan, være afrikansk eller muslim for blive berørt og bekymre dig. Du behøver blot at være et menneske. Her i Danmark har vi det privilegie, at have demokrati. Jeg kalder det et privilegie. Hvorfor? Fordi det giver os sikkerhed og tryghed. Det holder regeringen ansvarlig.

Einstein definerede sindssyge som at gøre det samme igen og igen, og hver gang forvente, at resultatet ville blive anderledes. Siden 1969 har der været fem militærkup i Sudan. Fem kup på 50 år. Folket behøvede en revolution, så de gik på gaderne. De styrtede en tyrannisk leder, og krævede en civil regering. Men de blev mødt af endnu en undertrykkende militærleder. De bliver nu bekæmpet med en regn af kugler, de bliver tortureret, tæsket og voldtaget. RSF prøver på at udslette dem: Fysisk, psykisk, følelsesmæssigt og åndeligt. De forsøger at svine dem til, at vanære dem, og umenneskeliggøre dem, ved at bruge frygt som et middel til at pine folket. Og de fejler monumentalt!

Vi forlanger demokrati, og vil fortsætte med at kæmpe for det. Ikke med vold og våben som primitive barbarer, men ved at udvise mod og trods. Ved at forlade vores hjem og arbejdspladser, trods faren for vores liv. Og vi nægter at vende tilbage, indtil vi har en leder som vi har valgt, som vil arbejde for vores bedste, arbejde for at forbedre vores land.

De forsøgte at drive os indenfor, men vi stormede ud i tusindvis. De forsøgte at forvandle vores opråb om retfærdighed til skrig af smerte, men vi blev ved med at råbe op. De forsøgte at lukke for internettet, men vi malede det blåt!