Duplik til Anders Lundkvist: Hvilken internationalisme?

Af Niels Henrik Nielsen og Niels Frølich, medlemmer af Kritisk Revys redaktion.

I et svar på vores indlæg på Kritisk Revy, ”Et svar til ELs EU-netværk: Kan EU reformeres indefra?” skriver Anders Lundkvist (AL) d. 19.april under overskriften ”Kan EU ændres?” på Solidaritet, at hvis EU ikke kan rokkes ”giver det sig selv, at socialister ikke har noget at gøre i EU”. Den fortolkning må stå for ALs egen regning, for socialister har naturligvis noget at gøre i EU. Socialister skal være til stede overalt, hvor den politiske kamp foregår. Det var også derfor, vi støttede Enhedslistens selvstændige opstilling til EU-parlamentet. Det er ikke et enten eller – et alt eller intet – men et både og. Så vi håber, at denne opfattelse dermed skulle være manet i jorden.

Nu vi er ved forsøgene på de billige point, så hævder AL at den danske kapitalisme også er traktatfæstet – endda i grundloven – i og med, at der i den står, at den private ejendomsret er ukrænkelig. AL glemmer at medtage resten af paragraffen. Her står: ”Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.” Hvilket jo de facto betyder, at et almindeligt flertal i folketinget kan indskrænke den private ejendomsret. Men lad os slå fast, at vi har faktisk ingen intentioner har om at afskaffe den private ejendomsret. Vi vil indskrænke den, når det gælder områder, som f.eks. fysisk og digital infrastruktur, bærende finansielle virksomheder eller anden virksomhed, der anses for samfundsmæssig vigtig herunder ikke mindst den ufatteligt skadelige ejendomsspekulation.

Vi er helt enige med AL, når han skriver, at EU ikke er en monolit. For naturligvis kan det lade sig gøre at få forbedringer igennem også i EU-regi – måske ikke særligt mange, men det er ikke det afgørende.

Hvad, der derimod er afgørende, er at se på EUs handlinger i virkeligheden. Nedskæringer og liberaliseringer er indbygget i selve EUs struktur og især i ØMUen og det er vel også værd at bemærke, at Den europæiske Centralbanks formål er at bekæmpe inflation, ikke arbejdsløshed. Som vi så i Grækenland, kan nationale vælgere stemme på hvilket parti, de ønsker, så længe der ikke sker ændringer i den økonomiske og sociale politik, som dikteret af EU. Man kan ovenikøbet afholde folkeafstemninger uden, at det ændrer noget.

Virkeligheden er tillige, at de såkaldte fire friheder: Fri bevægelighed for kapital, varer, arbejdskraft og serviceydelser, står over alt andet. Skulle EU-kommissionen en enkelt gang ganske svigte og ikke udtrykke dette tilstrækkelig klart, står EU-domstolen klar til at sætte den rette kurs – for kapitalen mod arbejderklassen.

Om noget var det EU-domstolens fire afgørelser i 2007-2008, der underminerede fagbevægelsens kamp for ordentlige løn- og arbejdsforhold og introducerede social dumping som en farbar vej for kapitalen. Her tænker vi på de fire afgørelser i sagerne om Viking Line, Laval, Ruffert og Luxembourg.

Vi skal ikke her gennemgå de fire domme, men man kan med fordel læse Finn Sørensens baggrundspapir til en konference holdt af det nu hedengangne Fagbevægelsen mod unionen, se HVAD SIGER DOMMENE – og hvad siger Laval-loven? - EU-fagligt

Om de fire domme kan man konkludere:

For det første. EF-Domstolen har tiltaget sig kompetencen til at fortolke anvendelsen af konfliktretten og de nationale regler på arbejdsmarkedet, herunder lovgivning, når det drejer sig om det indre markeds regler.

For det andet. Traktaten fortolkes på en måde, der betyder, at markedets regler om fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser sættes over de faglige og sociale rettigheder.

For det tredje. Udstationeringsdirektivet fortolkes på en måde, som forhindrer medlemslandene i at kræve lige løn- og arbejdsvilkår, uanset hvor virksomheden kommer fra, og uanset om det sker gennem overenskomster eller gennem lovgivning. Det er en undergravning af fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at føre en effektiv kamp mod social dumping.

De fire domme var i den grad et slag under bæltestedet på fagbevægelsen, som den endnu ikke er kommet sig over. Med det nye udstationeringsdirektiv, der trådte i kraft i Danmark 1. januar 2021, bliver det lidt nemmere at bekæmpe social dumping. Men der ændres ikke grundlæggende ved direktivet.

AL studser over, vi ikke forholder os til EUs politik under den igangværende pandemi. Lige som i forbindelse med finanskrisen, hvor EU og medlemslandene fik frie hænder til at redde finanskapitalen, for alternativet kunne have været et sammenbrud i finanssektoren, således har EU også nu i forbindelse med Corona-krisen givet landene frie hænder, for alternativet kunne blive et sammenbrud for kapitalismen. Hvor længe landene får frie hænder, kan der af gode grunde ikke svares på her og nu. Her må vi vente og se, hvad reaktionen bliver, når krisen er – i hvert fald nogenlunde - overvundet.

AL skriver, at EU faktisk forsøger at ”forsvare ytringsfrihed, retssikkerhed og de liberale værdier”. Vi foretrækker at kalde dem de demokratiske rettigheder. Ja, EU gør en indsats, men den er unægtelig ydmyg og slet ikke med samme pondus, som da man forsvarede den økonomiske politik i forhold til Grækenland.

For os er det afgørende at forstå, at internationalisme ikke er et entydigt begreb. Der findes en kapitalens internationalisme, som handler om konkurrence og profit. Således har Vestas og Lego lukket afdelinger i Danmark og med betydelig EU-støtte åbnet samme afdelinger i henholdsvis Ungarn og Spanien og med væsentlig anderledes løn- og arbejdsvilkår.

For arbejderklassen handler internationalisme om solidaritet og fælles handling - også på tværs af grænserne. Men der eksisterer i EU hverken fælles rammer eller fælles offentlighed. Det er kun i de nationale rammer og i den nationale offentlighed, der er mulighed for at sætte magt bag kravene. Magten er altid konkret, så når fagbevægelsen fratages retten til at aktionere mod horrible løn- og arbejdsforhold i eget land, økonomien afpolitiseres, demokratiet og den folkelige selvbestemmelse undermineres, rammer det derfor arbejderklassen hårdest. Derfor handler det i første om gang om så at sige at erobre magten nationalt, før den kan erobres internationalt.

Det siger sig selv, at der er brug for internationalt samarbejde - det gælder klima, det gælder skattely og flere andre områder. Men det skal ske på en måde, der understøtter udviklingen af den folkelige selvbestemmelse – ikke ensretter den. Den udvikling EU er i gang med vil fjerne befolkningerne endnu mere fra magtens centrum og dermed også være yderligere vand på højrefløjens mølle. SF er endt der. Det synes som om, Socialdemokratiet er på vej væk, men vi ved det ikke med sikkerhed, selvom partiet i pjecen ”En solidaritetspagt for Europa" svinger sig op til dette: ”Men vi har også brug for et andet EU, end dét vi har i dag. Vi har brug for et forandret EU-samarbejde, der vil sætte arbejder før aktiekurs, velfærd før virksomhedshensyn og klima før kapitalisme.”

​​ Den græske økonom og tidligere parlamentsmedlem for SYRIZA Costas Lapavitsas skriver i sin bog ”The Left Case Against the EU” (s. 129):

”Deri ligger problemet for venstrefløjen i Europa i dag. Venstrefløjens hengivenhed over for EU som værende en progressiv udvikling i sig selv, forhindrer den i at være radikal, og integrerer i virkeligheden venstrefløjen i den europæiske kapitalismes nyliberale strukturer. Venstrefløjen er i stigende grad blevet afskåret fra sin historiske vælgerskare, Europas arbejdere og fattige, som naturlig nok har søgt en politisk stemme andetsteds … Det tomrum, venstrefløjen har skabt, er uundgåeligt blevet fyldt op af nogle af de værste politiske kræfter i den europæiske historie, inklusive det yderste højre”.

Gad vide, hvad folk tænker, når de hører Anders Lundkvist og Jakob Ellemann Jensen stå og sige det samme.