Effekten af den globale opvarmning er hurtigere og mere alvorlig end forventet, siger FN’s Klimapanel

Rapporten fra FN’s Klimapanel arbejdsgruppe II (IPCC WG II) om virkningerne af – og tilpasningen til – klimaændringerne kommer med en skarp advarsel: Katastrofen er mere alvorlig, end modellerne hidtil har forudsagt, dens virkninger viser sig hurtigere, og alle risici er stigende. De fattige, de oprindelige folk, kvinder, børn og ældre er i stigende grad udsat – især i landene i det Globale Syd.

De politiske initiativer, der tages for at begrænse skaderne, er utilstrækkelige, har en negativ indvirkning på bæredygtigheden og uddyber de sociale uligheder. FN-rapportens forfattere efterlyser en inkluderende tilgang til en forandring af samfundet på alle niveauer.

“De mest ekstreme begivenheder overskrider de hidtidige gennemsnitlige forventninger for resten af dette århundrede.”

Økosystemer overalt er påvirket af klimaforandringerne. For nogle af dem er grænserne for tilpasning overskredet, især i polarområderne og omkring ækvator – de vil ikke kunne nå at regenerere ad naturlig vej. De mest ekstreme begivenheder overskrider de hidtidige gennemsnitlige forventninger for resten af dette århundrede. Arter forsvinder allerede på grund af den globale opvarmning.

De menneskelige omkostninger er bekymrende. Skovbrande og brande i tørvemoser, dræning af vådområder og skovrydning resulterer i, at områder – der tidligere optog CO₂ – i stedet bliver kilder til CO₂ (især regnskoven i Amazonas). Landbrugets, skovbrugets og fiskeriets produktivitet er faldende, og det udgør en trussel mod fødevaresikkerheden. Forskernes dom er kategorisk: Den globale fødevareproduktion er ikke i stand til at imødegå udfordringerne med fødevare-usikkerhed og underernæring på en bæredygtig måde.

Problemerne med vandforsyningen er særligt bekymrende. Mens halvdelen af verdens befolkning oplever alvorlig vandmangel mindst en måned om året, lever en halv milliard mennesker i områder – hvor den gennemsnitlige årlige nedbør nu er på et niveau, der tidligere kun forekom hvert sjette år. Smeltende isgletsjere i bjergene forårsager oversvømmelser eller vandmangel længere nede ad strømmen, og vandbårne sygdomme rammer yderligere millioner af mennesker i Asien, Afrika og Mellemamerika.

Uligheden vokser i takt med temperaturen

Generelt er de sundhedsmæssige konsekvenser af global opvarmning alvorlige, og øger ulighederne. I lande der er meget sårbare over for global opvarmning – hvor der bor 3,3 milliarder mennesker –  er dødeligheden på grund af oversvømmelser, tørke og storme 15 gange højere end andre steder på Jorden. Nogle regioner på kloden nærmer sig eller rammes allerede af så belastende temperaturer, at det bliver umuligt at arbejde. Adskillige fænomener relateret til den globale opvarmning – varme, kulde, støv, ozon i troposfæren, mikropartikler, allergener – øger forekomsten af kroniske luftvejssygdomme. Ødelæggelsen af naturlige levesteder og migration af arter øger forekomsten af zoonoser (sygdomme overført fra dyr til mennesker, red.).

Klimaændringer er blevet en væsentlig drivkraft for migration og fordrivelse af folkeslag. Siden 2008 er 20 millioner mennesker blevet tvunget til at flytte hvert år på grund af ekstreme vejrfænomener – især storme og oversvømmelser. Disse menneskelige tragedier rammer hovedsageligt Syd- og Sydøstasien, Afrika syd for Sahara og de små ø-stater. Andre befolkninger er ude af stand til at forlade områder, der er blevet ubeboelige, fordi de mangler ressourcerne eller af andre årsager.

Store, koncentrerede byområder i det globale syd er særligt udsatte for de kombinerede virkninger af klimaændringer og de sociale risikofaktorer. Det gælder især de uformelle bebyggelser i byernes udkant – uden vandforsyning eller kloakering, ofte etableret på skråninger udsat for jordskred (og hvor der bor flest kvinder og børn). I Afrika syd for Sahara bor 60 % af bybefolkningen i de uformelle boligområder: 529 millioner asiater bor under lignende usikre betingelser.

Truslen vokser og vokser

Fremskrivningerne er endnu mere bekymrende end resultaterne og kan sammenfattes i nogle få ord: Truslerne vokser. Ifølge forfatterne vil enhver yderligere opvarmning på kort sigt øge risikoen for økosystemerne overalt: “I økosystemerne på landjorden vil 3 – 14 % af de undersøgte arter sandsynligvis være i stor risiko for udryddelse ved globale opvarmningsniveauer på 1,5 °C, stigende op til 3 – 18 % ved 2°C, og 3 – 29 % ved 3°C.” Ekstreme vejrfænomener og andre belastninger vil tage til i omfang og hyppighed, og det accelererer ødelæggelsen af økosystemerne og af økosystemernes sammenhæng. Ved 4°C opvarmning vil hyppigheden af brande for eksempel stige med 50 – 70 %. Ændringer i havenes lagdeling vil reducere tilførslen af næringsstoffer. Forsinkelsen af plante-planktonets vækst kan reducere mængden af fisk.

“Ved en opvarmning på 1,6°C vil antallet af mennesker i Afrika, der drives på flugt af oversvømmelser, stige med 200 %. Tallet vokser til 600 % ved 2,6°C.”

Den ekstra opvarmning vil også øge presset på fødevareproduktionen og fødevaresikkerheden. De negative virkninger af den globale opvarmning vil spredes til alle fødevaresystemer, og de regionale uligheder i fødevaresikkerhed vil stige, siger forskerne. Afhængigt af scenarierne vil havenes globale biomasse falde med 5,7 – 15,5 % i 2080-2099 i forhold til 1995-2014, og antallet af underernærede mennesker vil stige med millioner i 2050.

Spørgsmålet om vandforsyningen bliver også akut i forhold til bæredygtigheden. Under median-scenarierne vil gletsjerne i de høje bjerge i Asien blive reduceret med 50 % i 2100. Ved en opvarmning på 1,6°C vil antallet af mennesker i Afrika, der drives på flugt af oversvømmelser, stige med 200 %. Tallet vokser til 600 % ved 2,6°C.. Ved en opvarmning på 2°C vil ekstrem tørke i landbrugsområderne stige i hyppighed med 150-200 % i Middelhavsområdet, det vestlige Kina og på de høje breddegrader i Nordamerika og Eurasien. Ved 2,5°C vil 55 – 68 % af kommercielt udnyttede arter af ferskvandsfisk i Afrika være i fare for at uddø.

Den stigende vandstand i havene bliver mere og mere truende

Risikoen i kystområderne stiger især efter år 2050, og den vil fortsætte med at stige derefter – også selv om opvarmningen stopper. Risikoen for en stigning vil være 20 % ved 15 cm, vil fordobles ved en stigning på 75 cm, og vil tredobles ved en stigning på 1,4 meter. En sådan stigning er sandsynlig i løbet af dette århundrede. Afrika er også meget truet af det: Mellem 108 – 116 millioner mennesker rammes i 2030, og op til 245 millioner vil blive ramt i 2060. Men også i de udviklede lande er risikoen stor: Den tidobles i Europa i år 2100, og det vil gå endnu hurtigere og endnu værre, hvis politikken forbliver uforandret.

Konsekvenserne for sundhedstilstanden følger naturligvis de samme tendenser, og det skærpes af “nedbrydningen og ødelæggelsen af sundhedssystemerne”. Et scenarie med høje emissioner vil øge det årlige antal klimadødsfald med 9 millioner i 2100. I et mellemscenarie vil dette tal stige med 250.000 om året i 2050. Antallet af ofre for underernæring vil stige, især i Afrika, Sydasien og Mellemamerika. Under alle scenarier vil dele af kloden, der i dag er tæt befolket, blive usikre eller ubeboelige.

Hvis den ulighedsskabende politik fortsætter, vil antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, stige fra 700 millioner til en milliard i 2030. Forfatterne omtaler det som en overskridelse af “sociale balancepunkter”.

Store bekymringer

Som i de tidligere rapporter identificerer WGII fem “alvorlige grunde til bekymring (RFC)”: Truslen mod unikke økosystemer såsom koralrev og bjergområder (RFC1); ekstreme vejrfænomener (RFC2); påvirkningernes indflydelse på den sociale fordeling (RFC3); kombinerede globale effekter, såsom antallet af klimadødsfald (RFC4); enkeltstående begivenheder i stor skala, såsom afsmeltningen af iskapperne (Antarktis, Grønland) eller nedsættelsen af havstrømmenes globale cirkulation (f.eks. Golfstrømmen) (RFC5).

For hver af disse RFC’er sammenligner forfatterne det aktuelle risikoniveau med risikovurderingen i deres tidligere rapport (IPCC 5. vurderingsrapport, 2014). Risikoniveauet henviser til målsætningerne i FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) vedtaget i Rio (1992): “At undgå farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet”. Konklusionen på sammenligningen lyder som en katastrofealarm: Risikoen er steget til høj-meget høj for de fem RFC’er i alle beregnede scenarier, også selvom niveauet af opvarmning holdes lavt. At holde sig under 1,5°C ville kunne få risikoen at forblive “moderat” for RFC’er 3, 4 og 5 – men den er allerede høj for RFC 2, og den går fra høj til meget høj for RFC1.

Vi véd, at kun ét af IPCC’s fem scenarier for reduktion af udledningerne ikke er bundet til en “midlertidig overskridelse” på 1,5°C, der holder sig “et godt stykke under 2°C” (Parisaftalen). Forskerne siger, at en sådan overskridelse vil medføre alvorlige risici og irreversible påvirkninger. Derudover vil det øge risikoen for, at store mængder CO₂ – der er lagret i økosystemer – frigives som følge af brande, smeltende permafrost osv., hvilket vil fremskynde klimakatastrofen.

IPCC: Udviklingen er på ingen måde bæredygtig

Regeringerne påstår, at deres politik skal tilpasse de nu uundgåelige konsekvenser af 1,5°C global opvarmning, sådan som det er fastsat i internationale aftaler. WG II-rapporten gør status over denne tilgang: 1) Den er uretfærdig og ineffektiv, og gavner de velstillede mere end de fattige. 2) I stedet for at bidrage til en væsentlig, drastisk og hurtig reduktion af udledningen af drivhusgasser, fungerer den som en erstatning, så den globale opvarmning forværres. Det reducerer mulighederne for tilpasning til skade for de fattige. 3) Råderummet er yderligere reduceret på grund af de udbredte foranstaltninger, der skal tjene til at omgå reduktionen af udledningen – for eksempel CO₂-opsamling og lagring, træplantager, store vandkraftdæmninger. Det vil skade oprindelige folk, fattige samfund og kvinder.

“Regeringernes mangel på social retfærdighed bliver fremhævet som den største hindring – især i lyset af udfordringerne i samspillet imellem mad, energi og vand.”

Rapporten slår klart fast, at “de dominerende udviklingsstrategier strider mod en bæredygtig udvikling for klimaet”. Der nævnes flere årsager: Den øgede ulighed i indkomsterne, planløs urbanisering, tvungen migration og fordrivelse, konstant stigende udledninger af drivhusgasser, stadige forandringer i brugen af landbrugsjord, og en vending af den langsigtede tendens til længere forventet levetid.

Ifølge forfatterne er det afgørende vigtigt at udvikle en inkluderende, rimelig og retfærdig politik, især med hensyn til oprindelige folk. Deres indsigt skal respekteres. De marginaliserede samfunds handlekraft skal styrkes. Det er afgørende for fælles skabelse af en bæredygtig klimapolitik. Regeringernes mangel på social retfærdighed bliver fremhævet som den største hindring – især i lyset af udfordringerne i samspillet imellem mad, energi og vand.

Sundhed, uddannelse og grundlæggende sociale ydelser er afgørende for at øge befolkningens velfærd og den bæredygtige udvikling, lyder det i rapporten. Det er derfor en prioritet at øge de økonomiske midler til det Globale Syd, hvor omkostningerne ved en tilpasning til den globale opvarmning meget hurtigt vil overstige de 100 milliarder dollars om året, som Norden har lovet at betale – men ikke har betalt – til den Grønne Klimafond. Rapporten nævner beløb på 127 – 290 milliarder dollars om året i 2030 – 2050, og det kan stige til 1.000 milliarder dollars.

IPCC WG II-rapporten kommer naturligvis ikke med en social strategi til håndteringen af en kapitalistisk klimakatastrofe: Den generelle tone er præget af gode hensigter og fromme ønsker om inklusion af alle sociale aktører. Men aktivister fra de sociale bevægelser vil her kunne finde to ting, der er nyttige i deres kamp: En videnskabelig bekræftelse af de ekstremt alvorlige konsekvenser af den globale opvarmning og en kraftig understregning af den systematiske uretfærdighed i de nuværende klimapolitikker.

Oversat af Poul Bjørn Berg for Solidaritet.