Ejendomsret og marked står i vejen for god litteratur

19. januar henvendte Dansk Forfatterforening og andre faglige foreninger sig til kulturministeren i en fælleserklæring om ophavsret og AI (Kunstig Intelligens). Man ønsker at bevare det menneskelige kunstneriske udtryk gennem et forsvar for ophavsretten og dens håndhævelse i forhold til tech-giganterne.

En konference om faglitteraturens vanskelige situation og vilkår arrangeret af de faglitterære forfattere og afholdt på Christiansborg i december havde et bredere sigte, men var båret af samme grundlæggende holdninger.

Fokus på kampen for ophavsretten – uanset hvor meget man sympatiserer med den – bør imidlertid give anledning til systemforandrende overvejelser. Mit bud er, at intellektuel ejendomsret – først og fremmest i form af ophavsret – skal afskaffes og markedet lægges i lænker, hvis vi ønsker en bedre og mere mangfoldig litteratur.

Nogen må tage fat om nældens rod.

Idealer og brød på bordet

Forfattere vil en righoldig og udbredt litteratur, og den skal også være på dansk. Den skal kunne oplyse, danne og give anledning til nye refleksioner og på den måde være til glæde og nytte. Det kræver kvalitet, et bredt udbud og let adgang.

Alle kan være enige i denne formulering af nogle ideale mål. Og i mange forfatteres arbejdsmæssige virke er ideale mål i højere grad det bærende end for mennesker med en mere udpræget lønarbejderlivsform. Vi har et stort engagement i skriveriet. Det bærer lønnen i sig selv. Vi lever for det.

Men der skal også brød på bordet. Forfatterne skal have en aflønning, som står i forhold til arbejdsindsatsen. Vi ved, og vi argumenterer for, at opfyldelsen af de ideale mål hænger sammen med forfatternes materielle vilkår.

Min påstand er, at både intellektuel privat ejendomsret og markedet mere og mere står i vejen for en realisering af både de ideale mål og gode forfattervilkår.

Kopiering og deling er en velsignelse

Allehånde kopieringer og gratis eller nærmest gratis tilgængelighed udbreder litteraturen og fremmer de ideale mål. Jeg låner da også gladeligt mine erhvervede bøger ud. Det optimale er, at jeg får dem igen. At vi hver især udlåner andres værker er vist uproblematisk?

Men delinger går videre end det. Og meget sker på ureguleret og ulovlig vis – og stadig uden dårlig samvittighed, fordi man skal tænke langt for at finde et offer. Og er der overhovedet noget offer, hvis alternativet til det gratis eller næsten gratis er, at læseren, lytteren m.m. ellers ikke ville have købt produktet og på den måde bidraget til forfatterens aflønning for sit arbejde?

ChatGPT er det nyeste skud på den beskrevne kollektiviseringsproces’ stamme. Det, ”maskinen” som bekendt gør, er at kopiere alt det, forfattere og andre mennesker har skabt – og forvandle det til en uidentificerbar kopivare.

ChatGPT og andre former for kunstig intelligens er i høj grad tech-giganternes domæne. Dvs. at ”kollektiviseringen” af al litterær virksomhed ikke sker i et demokratisk regi, men i private monopolagtige virksomheder, hvilket er et argument for at bringe dem under demokratisk kontrol.

Vi ved det godt. Men vi kæmper alligevel for vores intellektuelle private ejendomsret med krav om betalinger og restriktioner, der bliver stadig vanskeligere at håndhæve. Og det gælder ikke kun forfattere, men også komponister, musikere, billedkunstnere osv.

Hånden på hjertet med et eksempel: Min spændende, kreative og udfordrende undervisning og pædagogiske virke som gymnasielærer for år tilbage og som politisk aktiv kunne og kan ikke realiseres uden kopimaskine, elektroniske overførsler m.m. Tænk, hvis jeg som lærer blot havde holdt mig til lærebøgerne. Kopiering og deling er en velsignelse.

Og når jeg skriver, anvender jeg kilder og tidligere fremstillinger. Jeg tænker end ikke på at yde en skærv til dem, jeg står på skuldrene af. Jeg mener vel nærmest, at de burde være taknemmelige for, at jeg bringer dem videre ud i verden. Sådan har jeg det i al fald selv. Jeg er taknemmelig og oplever mig nyttig og anerkendt, når nogen bruger mig.

Markedet er udueligt

Et forhold er den ormædte intellektuelle ejendomsret. Et andet er markedet.

Der er gode bøger af høj kvalitet, som sælger, men markedet er ingen garanti for en realisering af det litterære fællesskabs ideale mål.

Markedet er i undervisningsmiddel-verdenen behersket af fornyelsesdræbende pensa. I andre dele af bogverdenen råder markedsføringen ad døgnflue-kendisser af forskellig art. Til dette kommer, hvad der allerede er oppe i tiden og derfor sikkert at investere i. Litterære dagbladsanmeldelser, DR’s Deadline og lignende er et nåleøje, som bliver mindre og mindre og mindre væsentlig for udbredelsen af de ideale mål.

Markedets såkaldte retfærdighed kommer til udtryk i afregningssystemerne for forfatterhonorarer.

Erstatning for forfatteres tabte indtægter sker i form af bibliotekspenge for de bøger, bibliotekerne har stående med henblik på udlån. Bibliotekspenge må endelig ikke benævnes som en betaling for deling af forfatternes værker, da udenlandske forfattere så også er berettiget til bibliotekspenge. Derfor kaldes bibliotekspengene en kulturstøtteordning.

Betaling til forfattere sker også gennem Copydan, der med lovgivningen i hånden søger at skaffe betaling for kopiering og deling, når det handler om offentlige institutioner f.eks. skoler, hvor forskellige former for kopierede og delte tekster anvendes som undervisningsmateriale; men også private skal betale. Det er imidlertid en kendt sag, at kun en ringe del af kopiering og delinger fanges af betalingssystemet.

Humlen er, at markedsaflønningen på ingen måde søger at indfange arbejdsindsatser eller en uafhængig kvalitetsbetragtning. Markedsaflønningen afspejler i bedste fald afsætning. Til fordeling af de økonomiske ressourcer er markedet derfor utilfredsstillende. Og enkelte får efter min opfattelse alt for meget af de skrabede offentlige midler, når det handler om biblioteksafgift og Copydan.

Et væsentligt problem ved den intellektuelle private ejendomsret er også, at værket, forfatterskabet, altså kapitalen må være skabt, før den giver et afkast fra ovennævnte økonomiske kilder. Det er her en markedsfejl, at afkastet som hovedregel kommer efter og lang tid efter arbejdsindsatsen. Og en koncentreret arbejdsindsats kræver, at man bliver forsørget.

Markedet er på mange måder udueligt.

Er bogmomsen et uhyre?

25 procent bogmoms! Det er et uhyre. Den skal væk, lyder et krav, vi må kunne blive enige om. Staten skal ikke beskatte den dannelse og kultur, vi bidrager til. Det er absurd.

Forfattere mener, at bøgers position på varemarkedet bliver styrket, hvis bogmomsen fjernes.

For det første er det et lønligt håb, at kopieringsdjævlen fortoner sig, for et billigere produkt er stadig ikke gratis eller næsten gratis. Naiviteten ligger fuldt på linje med troen på, at en skattesænkning på 25 procent vil mindske sort arbejde.

For det andet er det slet ikke sikkert, at bogpriserne falder med momsfritagelsen. Det er vel mere sikkert, at andre vil øge profitten, for det nuværende marked kan bære de priser, vi pt. har.

For det tredje er det alt andet lige – som det hedder i økonomisk teori – usandsynligt, at langt de fleste kunder vil købe flere bøger eller vælge andre varer fra til fordel for bogen, hvis bøger bliver billigere.

Målt i forbrugstid er bøger billige sammenlignet med et enkelt måltid på en restaurant eller er par drinks, som ofte matcher prisen for en bog. At gamle bøger i almindelighed er usælgelige styrker argumentet, at bøger sammenlignet med mange andre varer er billige. De fleste køber de bøger, de ønsker.

Overlad den intellektuelle ejendomsret til fællesskabet

Meget kan forandres til det bedre, hvis systemet kastes op i luften, og tingene derefter lander fornuftigt – og det er der jo ingen garanti for. Men man kan jo også tage mindre skridt ad den anviste vej.

Mange anvender frejdigt begrebet ”vor fælles kulturarv”. Hvorfor ikke overlade al intellektuel ejendom til fællesskabet, til den fælles kulturarv, som også det privatejede er en del af. Er det så frygteligt at forestille sig, at jeg kun skriver for og til fællesskabet og ikke (også) med henblik på en ofte sparsom og usikker gevinst.

Til gengæld for afgivelsen af min bureaukratitunge, ormædte intellektuelle private ejendomsret kræver jeg en omfattende styrkelse af litteraturen og anden kultur, en rimelig aflønning, mens jeg skriver, og respekt. Man skal respektere mit navn – ikke min intellektuelle private ejendomsret.

Der skal mange flere penge til de offentlige kulturbudgetter, så de batter meget mere end i dag. Midlerne skal fordeles gennem et decentralt system med beslutningstagere i kombinationer af borgere repræsenterende almenvellet, fagprofessionel ekspertise og forfattere og andre leverandører.

Dette system skal naturligvis udfoldes. Hvordan er ikke mit nuværende ærinde. Men man kan skæve til Norge, som har trådt nogle skridt på denne vej, såvel som den næste: finansieringen.

Finansiering af indsats og skriveri

De flere penge kan passende komme fra Copydan, biblioteksafgift og forfatterhonorarer (gennem en forlagsafgift). Man kunne kalde det forfatternes eget-bidrag. Det er her nødvendigt med en glidende overgangsordning.

Til disse budgetoverførsler og indtægter lægges bog- og anden kulturmoms, der omdøbes til et kulturbidrag på 25 procent. Statskassen bugner, så den manglende offentlige indtægt går ikke ud over andre.

Fonde har en særegen og meget lempelig beskatning. De har ofte et almennyttigt skær, hvad enten det er til forskning eller kultur, men afgør selv, hvad midlerne skal anvendes til. De bør bringes helt eller delvist under demokratisk kontrol, og midlerne skal administreres af fællesskabet.

Tech-giganterne høster enorme profitter fra forfattere og andres intellektuelle ejendom. Det skal de betale en klækkelig løbende afgift for. Andre kilder til finansiering af et offentligt kulturbudget, der batter, er sikkert ligeledes oplagte.

Styrk og udbred

Anvendelsen af de nu rigelige midler skal både gå til en kvalitativ styrkelse og en kvantitativ udbredelse af litteratur og anden kultur. Det skal fremme vores ideale mål. Interessen for og udbredelsen af litteratur m.m. kommer hverken af sig selv eller med lavere priser.

Udgangspunktet er en styrkelse af bibliotekernes udbredelse, deres indkøb og forskellige aktiviteter i udbredelsen af litteratur. Andre veje til at skabe interesse for og udbrede litteratur er daginstitutioner, klubber og undervisningssteder.

Museer og andre kulturinstitutioner kan indtænkes. Ligeledes kan forskellige former for mediestøtteordninger aktiveres. Sidst men ikke mindst er opbygningen af offentlige eller almennyttige elektroniske platforme som alternativ til tech-giganternes.

Anvendelsen af midlerne skal ligeledes gå til en meget omfattende forøgelse af heltids- og deltids-arbejdslegater på fra et halvt års til tre års løn, man kan leve anstændigt af, dertil kommer et obligatorisk pensionsbidrag. For at forebygge projekt-mageri kan man overveje, om betingelsen for at ansøge et forfatter-arbejdslegat kunne være, at man har udgivet mindst en bog på et anerkendt forlag.

Budskabet er som sagt, at den intellektuelle private ejendomsret er en dødssejler, og markedets indflydelse skal lægges i lænker. Det bør både forfattere og kulturinteresserede borgere tage bestik af. Vi skal turde flage med en systemforandrende vision og tage fat om nældens rod.