Ellers tak, Vermund: Så er det igen blevet tid til, at de offentligt ansatte vender ryggen til et borgerligt nedskæringsparti

Så skal vi til det igen. En ny politisk sæson står for døren. Endnu en sæson der indledes med partiernes sommergruppemøder, hvor et borgerligt, liberalt parti vil presse de øvrige borgerlige partier til at sætte nedskæring af den offentlige sektor og skatte- og afgiftslettelser på alle leder og kanter højt på dagsordenen.

Denne gang er det ikke Anders Samuelsen med de stålsatte øjne, der – som et gensyn med min ungdom, hvor Young Flowers sang: “Oppe i træet sidder sgu jeg, og jeg er langt, langt væk”, – kræver færre offentligt ansatte og flere penge mellem hænderne på de rigeste oppe fra sit træ. Det virkede da heller ikke sidst, han var deroppe.

“Mens vanviddet lyste ud af Mogens Glistrups offentlige udtalelser, var der i det mindste en eller anden mening i galskaben hos Liberal Alliance… det kunne være gennemført i virkelighedens verden, hvis danskerne havde ønsket et langt mere ulige samfund”

Fire årtier før Anders Samuelsen og hans medskyldige kravlede til vejrs, blev sangen sunget af skattenægteren Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti, som drønede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973 – og blev det næststørste parti.

Anders Samuelsen og resten af Liberal Alliance var ikke nær så langt ude på overdrevet som Fremskridtspartiet, selvom LA’s holdning til den offentlige sektor i sig selv var skræmmende nok. LA ville trods alt “kun” fjerne hver 10. offentligt ansatte for at give topskattelettelser for milliarder af kroner til de rigeste. Fremskridtspartiet ville til gengæld, med Mogens Glistrup som Minister for Afvikling af Offentlig Virksomhed, fjerne indkomstskatten og sende de offentligt ansatte ud at grave grøfter.

Mens vanviddet lyste ud af Mogens Glistrups offentlige udtalelser, var der i det mindste en eller anden mening i galskaben hos Liberal Alliance, som fremlagde seriøse planer for at nedsætte skatten og øge den økonomiske afstand mellem eliten og den almindelige dansker. Det var seriøst, fordi det kunne være gennemført i virkelighedens verden, hvis danskerne havde ønsket et langt mere ulige samfund med meget store masker i det sociale sikkerhedsnet. Det ønskede danskerne tydeligvis ikke ved det seneste folketingsvalg – der reducerede Liberal Alliance til en mindre studiekreds i superliberalisten Ayn Rands ideer.

Fremskridtspartiet ville derimod nedlægge det danske samfund som et egentligt fællesskab med fælles ansvarlighed for de svageste.

Det rene, glade vanvid

Vejen til Fremskridtspartiets mål var brolagt med et konstant tæppebombardement af velfærden og de offentligt ansatte. Målet blev fuldt i 1976, da partiet ville fjerne de offentligt ansattes overenskomstaftalte pensionsopsparing.

Her satte LO og FTF hælene i og samlede over 50.000 mennesker til en demonstration gennem København til Christiansborg Slotsplads, hvor demonstranterne vendte ryggen til Mogens Glistrup, da han besteg talerstolen.

Vi, der deltog, satte ikke krydset det samme sted, og vi var uenige om så meget andet i politik. Men vi var enige i forsvaret for velfærden, den fælles ansvarlighed over for samfundets svageste og kravet om respekt for de offentligt ansattes arbejde.

Nu er det så Nye Borgerlige, der sætter sig i spidsen for den kommende tids kappestrid mellem de borgerlige partier om at kræve skattelettelser, en mindre offentlig sektor og mere privat og mindre offentligt.

Det sker med “PLANEN – For et mere borgerligt Danmark”.

Nye Borgerlige har en overraskende definition på kernevelfærd: “Forsvaret af Danmark er kernevelfærd”, og derfor vil partiet frem mod 2035 anvende 17 milliarder kroner mere på forsvaret, genåbne kaserner over hele landet og ansætte op mod 5.000 flere soldater.

Der ser ud til, at militæret er det eneste sted, hvor Nye Borgerlige reelt vil udvide antallet af ansatte – ud over dét opgaverne udvides med.

Forsvaret skal fortsat finansieres gennem skatter, men om driften af forsvaret skal overlades til private, profitdrevne virksomheder virker lidt uklart: “Blot fordi en opgave finansieres af det offentlige, indebærer det ikke nødvendigvis, at opgaven partout skal produceres af offentligt ansatte eller organiseres og styres af politikere.”

Profit skaber velfærd

Planen indeholder et helt pædagogisk grundkursus i privatisering: “Derfor er privat bedre end offentlig”. Alene titlen er et signal til de offentligt ansatte om manglen på respekt og anerkendelse. Og grundfilosofien i denne del af planen er klar nok: Velfærd og offentlig service bliver efter Nye Borgerliges definition af sig selv bedre af, at virksomhedsejere tjener penge på det, end når skatteyderne ikke også skal betale til profit.

Og faktisk bliver alting billigere af, at nogen skal have profit oveni produktions-prisen. Det er simpelthen et helt NB-Kinderæg: Bedre for modtageren, billigere for skatteyderen og rigdom til ejeren.

Og fraværet af et profitmotiv i den offentlige sektor fører nærmest automatisk ekstremt til ringe velfærd og service – i det mindste set gennem Nye Borgerlige-briller: “Offentlige organisationer er ikke underlagt et profitmotiv og har ofte monopolstatus. Det betyder, at kunderne ikke har noget alternativ, hvis de synes, servicen er ringe, og at de får dårlig værdi for pengene.

Konsekvensen ser vi alt for ofte inden for det offentlige:

• Ringe undervisningskvalitet i folkeskolerne
• Daginstitutioner uden tid til børnene
• Dårlig pleje af de ældre på plejehjem
• Ventelister i det offentlige sundhedsvæsen”

Det nærmer sig ren afgudsdyrkelse, når Pernille Vermund & Konsorter kaster sig på knæ med ansigtet mod jorden foran profitten, og ekstatisk messer “profit skaber velfærd – profit skaber velfærd”. Nye Borgerlige er åbenbart helt blinde for de mange profitdrevne skandaler på private bosteder, i privat ældrepleje, på private daginstitutioner, i privatiseret rengøring og blandt privat praktiserende læger. Sandheden er i virkeligheden ret enkel.

“Det nærmer sig ren afgudsdyrkelse, når Pernille Vermund & Konsorter kaster sig på knæ med ansigtet mod jorden foran profitten, og ekstatisk messer “profit skaber velfærd – profit skaber velfærd”

Kvalitet i velfærd og service skabes af medarbejdere med de rette kompetencer, engagement, tid nok til den enkelte borger og god ledelse. Uanset om de er privat eller offentligt ansatte. Og profit til ejere koster skatteyderne ekstra eller giver mindre tid til den enkelte borger.

Og partiet overser åbenbart den indlysende forskel på offentligt og privat.

Den offentlige sektor er styret politisk gennem udbuddet af ydelser. Hvor mange behandlinger, dagpasningstilbud, uddannelsespladser o.s.v. må de offentlige institutioner stille til rådighed for skatteyder-kroner? Mens den private sektor er efterspørgselsstyret. Hvor mange varer eller ydelser er der kunder til?

Ventelister på hospitaler er resultatet af politiske beslutninger på skatteydernes vegne om, hvor mange ressourcer, der må anvendes. Mens ventelister til el-biler er resultatet af forkerte eller for sene ledelsesbeslutninger på aktionærernes vegne.

Nyt Borgerligt hul i hovedet

De offentligt ansatte skal ikke forvente støtte fra Nye Borgerlige til flere hænder og bedre arbejdsvilkår. Partiet vil ganske vist dække de stigende udgifter i ældreplejen og sundhedsvæsenet som følge af, at vi bliver flere ældre, der lever længere.

Det er naturligvis positivt, men det indebærer blot en videreførelse af det nuværende niveau i ældreplejen og på sygehusene. Det skaber ikke forbedringer for de ansatte, som kun bliver de flere, der svarer til antallet af flere ældre.

Og denne del af planen handler kun om ældreplejen og sundhedsvæsenet. Der er ingen økonomiske forbedringer på børneområdet, folkeskolen, handicapområdet, de socialt udsatte og de øvrige dele af kernevelfærden.

Tværtimod vil Nye Borgerlige skære godt 137 milliarder kroner væk fra den offentlige sektor, og fjerne godt 7.000 ansatte hvert eneste år de næste 15 år. Det er mere end 100.000 færre ansatte i 2035 end i dag. Nye Borgerlige vil dermed piske de ansatte til at løbe endnu hurtigere, selvom de pressede ansatte allerede i dag desperat råber efter flere hænder til den borgernære velfærd.

Det er simpelthen hul i hovedet.

Ikke desto mindre kan det meget vel lykkes Nye Borgerlige at sætte dagsordenen for de borgerlige partiers politiske efterårs-sæson med denne plan for afvikling af velfærd og service i den form, vi kender det i dag. Vi har før vendt ryggen til velfærds-knusere, der vil afvikle i stedet for at udvikle den offentlige sektor og velfærds- og serviceydelserne.

Det må være tid at gøre det igen.