En alternativ fortælling om Storbritanniens afindustrialisering siden 1945

Ivan Breinholt Leths artikel på Kritisk Revy og Solidaritet om Storbritanniens skæve økonomi efterlader på den ene side det indtryk, at det var Margaret Thatchers politik i hendes lange regeringsperiode 1979 – 90, der resulterede i en voldsom afindustrialisering og en modsvarende styrkelse af den finansielle sektor.

I artiklen citerer Leth tal for fremstillingserhvervenes procentvise andel af Storbritanniens bruttonationalprodukt i det tiår, der gik forud for Thatcher: i 1970 20,6 procent og i 1979 17,6 procent. Kigger man på tallet for det år, hvor hun fratræder premierministerposten (1990), så er andelen 15,2 procent.

Men på den anden side viser tallene, at faldet stort set er konstant over de to delperioder. Den første leder op til Thatchers magtovertagelse i 1979, og den anden omfatter alle hendes tre regeringsperioder. Der er således intet, der tyder på forøget afindustrialisering i Thatcher-perioden. Hendes regerings kamp mod fagforeningerne og Labour – minearbejderne (1984 – 85) og ved en privatisering af jern- og stålindustrien mod stålværksarbejderne (1988) – ændrede ikke på langtidstendensen i afindustrialiseringens hastighed i Storbritannien, som også fulgte tendensen i andre økonomiske lande og USA. Den eneste forskel mellem Storbritannien og andre lande som Vesttyskland eller Danmark var niveauet hvorfra afindustrialiseringen startede, men ikke dens hastighed.

Tabet af kolonierne afgørende for afindustrialiseringen

En vigtig dimension af Storbritanniens historie fra midten af 1700-tallet var dets tyveri af ressourcer fra dets kolonier, ikke mindst fra Britisk Indien (nuværende Indien, Pakistan og Bangladesh). Den indiske økonom Utsa Patnaik udgav i 2018 sammen med sin mand Prabhat Patnaik en banebrydende undersøgelse, der viste, at Storbritannien i tidsrummet 1765 – 1938 tilegnede sig mindst 45 trillioner (1 trillion = 1.000 milliarder) US dollars fra Indien. Dette skete ved, at The East India Company (EIC) umiddelbart efter 1765 begyndte at opkræve skatter i Indien og brugte en tredjedel af disse på at opkøbe varer i Indien, som blev sendt til Storbritannien. EIC brugte altså penge, man havde opkrævet som skatter af befolkningen i Indien, til at betale indiske producenter for tekstiler, te og andre goder.

Det britiske handelssystem i Indien krævede indtil 1858, hvor kolonien overgik fra EIC til den britiske stat, at Indien skulle sælge billigt til Storbritannien og købe dyrt i Storbritannien. Efter 1858 kunne Indien ganske vist sælge sine varer til andre lande; men betalingen skulle ske i britiske pund. og dermed indgik Indiens eksport som en positiv post på Storbritanniens betalingsbalance. Dette system forblev i hovedsagen uændret frem til Storbritannien måtte forlade Britisk Indien i 1947. På det tidspunkt havde den britiske kolonialisme ødelagt den indiske befolknings økonomi og den brede befolknings leveforhold, samtidig med at Storbritannien var verdens førende finansielle magt, som kunne industrialisere sig selv og låne ud til andre dele af verden som Latinamerika, Afrika og Asien, der også kunne opbygge en infrastruktur, ikke mindst et jernbanenet, som kunne bringe disse lande ind i verdensmarkedet.

Den britiske valutas globale styrke var som skitseret oven for baseret på Storbritanniens magt over koloniernes udenrigshandel herunder specifikt, at de indiske eksportindtægter indgik i den britiske betalingsbalance. Valutakursen mellem den indiske valuta og den britiske pund sterling lå det meste af tiden fast. Med afkoloniseringen af Indien i 1947 forsvandt dette fundament for britisk finansiel styrke på globalt niveau. Hvad der var tilbage var naturligvis britiske finansielle kompetencer i det gennem århundreder etablerede netværk. City i London var kernen i systemet. Det er det, Ivan Breinholt Leth skildrer så udmærket i sin artikel.