En familiepolitik for hele familien

Vi er lykkelige over, at det er lykkes at vende 40 års nedskæringer på børneområdet. Allerede i år afsættes 500 millioner kr., og i 2025 er der penge nok til at indføre en model med 1 voksen til 3 vuggestuebørn – og 1 voksen til 6 børnehavebørn. Og vigtigere: Der kommer en lov, som siger, at kommunerne ikke må have færre voksne medarbejdere end det.

Men samtidig med kampen for minimumsnormeringer, har et andet politisk budskab fået vind i sejlene. Et budskab om, at hjemmepasning er bedre end daginstitutioner – og derfor burde være offentligt støttet. Nogle har endda kaldt det – at de fleste danske forældre sender deres børn i institution i mange timer om dagen – for “Danmarkshistoriens største eksperiment”.  Når bølgerne i debatten er gået højt, er vi – der har argumenteret for andre måder at indrette familielivet på, end en lang barsel til mor – blevet beskyldt for at omsorgssvigte vores børn, og senest i Politikens debatspalter at lyve for os selv og bruge vores børn som accessories. Forslaget appellerer bredt på tværs af det politiske spektrum, for vi vil jo alle vores børn det bedste. Men det er et politisk forslag, der i sin grundessens er konservativt – og som vil have skadelige virkninger for børn, kvinder og mænd, hvis det udbredes til store grupper.

Vi vil gerne give vores bud på en socialistisk familiepolitik. En politik, der tager udgangspunkt i, at en familie består af stærke individer, der kan træffe mange forskellige, rigtige valg. En politik, der ser det lille barn, men også det større barn. En politik, der fremmer lige muligheder og et stærkt velfærdssamfund for alle.

Daginstitutioner er et fremskridt

Ingen benægter, at børn har brug for deres forældre. Så hvorfor har vi overhovedet institutioner? Kritikere af daginstitutioner finder de seneste årtiers udvikling, hvor flere børn kom i institution, problematisk. Men de glemmer, at forældre også arbejdede, før vi fik daginstitutioner. Tidligere måtte arbejderkvinderne overlade deres små børn til ældre søskende eller et ældre barn i opgangen. Udviklingen fra, at børn blev passet af naboens teenager – til at børn bliver passet af uddannet personale er et stort fremskridt, både for børnene og for forældrenes tryghed.

“Uanset om man kan lide det eller ej, bliver vores samfund rigt ved, at vi i fællesskab bidrager til det, og vores velfærdssamfund bliver trygt ved, at der er nok personale”

At noget var værre i fortiden betyder selvfølgelig ikke, at vi har fundet den bedste løsning i dag, eller at institutionerne er perfekte i dag. Der er for lidt personale, der er for lidt plads, der er for store børnegrupper – og børn flyttes fra vuggestue til børnehave, før de er klar for, at spare penge. Alt det skal vi gøre noget ved og vi skal sikre en større andel uddannet personale, forberedelsestid til pædagogerne, tid og råd til flere ture ud af huset, plads til forskellige typer institutioner, færre test osv. Men alt i alt er det et stort fremskridt, at vi i dag tager for givet, at vi kan få vores børn passet af veluddannede voksne – der ikke bare opbevarer børnene, men hjælper dem til at få en tryg hverdag og udvikle sig socialt, sprogligt og motorisk.

Daginstitutioner er også et fremskridt for vores samfund. Uanset om man kan lide det eller ej, bliver vores samfund rigt ved, at vi i fællesskab bidrager til det, og vores velfærdssamfund bliver trygt ved, at der er nok personale. Danmark er et af verdens bedste lande at leve i, fordi så mange af os er i arbejde – både mænd og kvinder. Det muliggør, at vi har overførsler og hjælp til de, der ikke kan arbejde. Det muliggør, at der er sygeplejersker og læger, som kan behandle os, når vi bliver syge. Det muliggør, at der er SOSU’er og jordemødre, som kan tage imod os – når vi skal føde vores børn. Det muliggør, at der er lærere og lektorer, som kan uddanne os – fra vi starter i skole, til vi kommer ud på arbejdsmarkedet som veluddannede tømrere eller ph.d.er.   

Der kan være gode grunde til, at man vælger at hjemmepasse, og vi tror på, at langt de fleste kan skabe en god, givende og udviklende hverdag for deres børn. Men vi mener ikke, staten eller kommunen skal betale for det. Derfor er vi også imod forslaget om, at “pengene følger barnet”, hvor forældre – der hjemmepasser – kan få et beløb svarende til, hvad kommunen bruger pr. barn i institution. Selvom det jo lyder logisk, er det ikke sådan vores offentlige velfærd virker. Man får jo heller ikke penge, hvis man vælger at tage cyklen frem for kommunens bus. Og ligesom man bliver nødt til at skære ned på antallet af busser, hvis færre bruger dem, bliver kommunen nødt til at nedlægge institutioner, hvis mange passer deres børn hjemme til skade for dem, der har brug for pasning.

Børn har ret til lige muligheder

Det er naturligt, at diskussionen om daginstitutioner og hjemmepasning fokuserer på det lille barn. Men børn har ikke kun behov, når de er små. Som socialister mener vi, at en af vores vigtigste opgaver som forældre er at vise vores børn, at de er stærke og kan forme deres eget liv. Desværre har børn i dag ikke lige muligheder for at forme deres liv. De har forskellige muligheder, alt efter hvilken klasse de er født i, hvilken etnisk baggrund de har, og hvilket køn de har.

Vi ved også, at det i dag er kvinder, der tager langt størstedelen af barslen, er mest tilbøjelige til at gå på deltid og statistisk set står for mest af det huslige arbejde. Vi frygter, at offentligt støttet hjemmepasning vil betyde, at det billede bliver endnu mere skævt. Til skade for de kvinder, der mister indtjening og pension – men også til skade for alle de børn der ser, hvordan samfundet støtter, at kvinder går hjemme, mens det forventes at mænd er forsørgere. Det vil betyde, at piger får dårligere mulighed for at vælge karriere, fordi lærere og arbejdsgiverne forventer, at de satser på børn og familie. Og det betyder, at vores drenge får sværere ved at vælge at være omsorgsfulde, prioritere børn og tage vare på dem.

“Som socialister mener vi, at en af vores vigtigste opgaver som forældre er at vise vores børn, at de er stærke og kan forme deres eget liv. Desværre har børn i dag ikke lige muligheder for det.”

Nok så vigtigt har børn – uanset hvor gamle de er – brug for forældre, der trives. Vi væmmes, når vi hører mødre fortælle andre mødre, at det er forkert at aflevere deres barn i vuggestue. At det er for tidligt. At det er omsorgssvigt. Vi så meget gerne, at flere forældre fik mulighed for at tage lang barsel med løn. Men det må aldrig blive et krav, at forældre skal tage lang barsel.

Ligeledes er det forrykt, når mødre – der tager lang barsel eller vælger at hente tidligt – kritiseres for det. Vi er begge mødre, men vi har vidt forskellige jobs, og vi prioriterer forskelligt i forhold til aflevering og hentning. Det skal der være plads til – og det er ikke det, der afgør, om man er en god forælder. Det er forældrene der véd, hvad der fungerer for dem. Nogle forældre synes, det er hårdt, når barslen slutter, andre forældre har brug for afveksling for at kunne være den bedst mulige forælder.

Far og mor er lige vigtige

I dag bruges amning af nogle fortalere for hjemmepasning som argument for, hvorfor det er mor, der har den naturlige tilknytning til barnet – og hvorfor det er hende, der skal tage lang barsel og gerne passe barnet de første år. Amning bruges også som argument for, hvorfor øremærket barsel til far eller medmor er en dårlig ide. Det er et virkningsfuldt argument, for alle anerkender jo, at det kun er mor, der kan amme. Men det er også et dårligt argument, for der er ingen, som argumenterer for, at mor ikke skal have ret til barsel de seks måneder, hvor fuldamning anbefales. Som mødre – der begge har været heldige at kunne følge anbefalingen om fuldamning og efterfølgende supplerende amning, til barnet er mindst et år – vil vi også slå et slag for – at amning, arbejde og fædrebarsel kan kombineres. Kigger man på, hvor længe danske mødre faktisk ammer deres børn, er det dog markant kortere tid. Sundhedsstyrelsens børne-database viser, at den gennemsnitlige mor fuldammer de første godt 100 dage af barnets liv … og under ti procent fuldammer mere end seks måneder.

Amning er altså et dårligt argument for hjemmepasning og imod øremærket barsel. I sidste ende gør disse argumenter mest bare livet sværere for dem, der af forskellige grunde ikke kan eller vil amme. Vil man fokusere på amning – og det mener vi er fornuftigt sammen med et større fokus på en god familiestart – bør fokus være på bedre ro og hjælp til at få etableret amningen efter fødslen – det vil måske kræve, at flere får en nat mere på barselshotellet efter fødslen eller et hjemmebesøg mere, når de er kommet hjem.

Vi ser det som selvindlysende, at mænd og kvinder kan være lige gode forældre og mener, at børn har ret til en stærk og ligeværdig relation til begge forældre, hvis der er to. Derfor vil vi gøre op med den diskrimination, som finder sted fra samfundets side, fx når fædre ikke modtager post om deres børn fra det offentlige, og når børnepengene i udgangspunktet udbetales til moderen. Men vi vil også bryde de uformelle normer, der gør – at mænd og kvinder ikke har lige muligheder som forældre og mennesker. Her er øremærket barsel en vigtig anerkendelse fra samfundets side af, at begge forældre er vigtige for barnet – og at både mænd og kvinder kan være omsorgspersoner.

Ret til barnets sygedag alle de dage barnet er sygt

Det burde give sig selv, at man selvfølgelig burde kunne tage fri, når ens barn er sygt. Men sådan er det desværre ikke i dag, hvor de fleste kun har ret til barnets første og måske anden sygedag.

At have ret til at passe sit barn, når det er sygt og har allermest brug for tryghed, burde være en selvfølgelighed. For barnets skyld, for forældrenes skyld, men også for samfundets skyld – der ikke kan være tjent med, at børn sendes syge i institution og smitter andre børn og familier. Det er en forældet tankegang, at man skal få bedsteforældre til at passe sit barn – i dag arbejder langt de fleste bedsteforældre selv og har ikke den mulighed. Vi mener, at alle børn burde have ret til at have en forælder hjemme, når barnet er ramt af sygdom, og vi mener staten bør understøtte forældrenes mulighed for at blive hjemme – ved at sikre dagpenge ved barns sygdom ud over den periode, ens overenskomst sikrer fuld løn.

Vi skal arbejde mindre

De seneste 100 år har arbejdstiden været faldende. Fra man fik et loft på otte timer om dagen, til et maks. på 48 timer om ugen, til 40 timer, til 38 timer, til 37 timer. De senere årtier har lavere arbejdstid fyldt mindre, og kampen for højere løn har i stedet været i centrum – begge dele handler om, at få del i den værdi vi skaber til vores arbejdsplads, i stedet for at den gives til aktionærerne. Selvom vi som mødre håber på et større fokus på kortere arbejdstid, er det en kamp – vi må tage gennem vores fagforening, ikke politisk.

Men som politisk aktive kæmper vi for, at stat, regioner og kommuner bliver mere familievenlige arbejdsgivere. Vi ønsker at give ret til deltid. Det skal give mødre, fædre og alle andre mulighed for at gå ned i tid i de perioder – hvor der er behov for det – og samtidig ret til at komme på fuld tid igen, hvis man har lyst til det. Og ligesom mange virksomheder i dag laver forsøg med kortere arbejdstid, fordi de har fundet ud af, at det giver højere produktivitet, ønsker vi – at flere offentlige arbejdspladser også starter forsøg med kortere arbejdstid.”

Laila Lauridsen med resten af familien til demonstration for minimumsnormeringer i Aarhus, 2019. Fotograf: Mette Bjerre.

Laila Lauridsen og Mette Bjerre til demonstration for minimumsnormeringer i Aarhus, 2019. Fotograf: Mette Bjerre.

En familiepolitik der giver plads

Som mødre er vi utroligt glade for de nye minimumsnormeringer. Vores børn og det pædagogiske personale har de seneste 40 år mærket, hvordan der år for år blev skåret timer væk. De vil helt sikkert også mærke, når der nu år for år tilføres flere penge og indføres minimumskrav for antallet af voksne per barn. Kampen for minimumsnormeringer er ikke slut. Der er stadig problemer med, at normeringerne opgøres på en måde, der ikke er retvisende – vi ønsker at normeringerne bliver på institutionsniveau, så alle børn sikres nok pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere.

”Lige som mange virksomheder i dag laver forsøg med kortere arbejdstid, fordi de har fundet ud af, at det giver højere produktivitet, ønsker vi – at flere offentlige arbejdspladser også starter forsøg med kortere arbejdstid.”

Skal vi have de bedst mulige forhold for vores børn og familier, er det ikke nok at se på vores institutioner. Vi skal give både familier og børn mere ro på , og vi skal sikre – at såvel børn som voksne får lov til at forme deres liv, som de har lyst til. Som samfund påvirker vi familiernes liv på forskellige måder, men for os er det vigtigt, at det ikke sker på en måde, hvor vi igen ender med, at kvinderne går hjemme med børnene. Vi skal bruge vores fælles ressourcer på en måde, så alle familier – og både mænd og kvinder – får mere luft i hverdagen. Samtidig skal vi give hinanden plads til at være forældre på mange forskellige måder – og undgå at dømme hinanden.