En fantastisk nyhed for Europa: Frankrigs venstrefløj sikrede nederlag til det yderste højre

Det højreradikale National Samling (Rassemblement National, RN) kan med en voldsom forøgelse af sin gruppe i Nationalforsamlingen umiddelbart ligne en sejrherre ved anden runde af det franske parlamentsvalg

Men efter at den unge RN-leder Jordan Bardella i ugevis har kørt sig i stilling som Frankrigs næste premierminister og varslet flertal til RN ligner valget søndag 7. juli snarere en katastrofe for partiet.

For et flertal svarer til 289 ud af Nationalforsamlingens 577 pladser. Og RN endte med at få 143 deputerede (inklusive 17 afhoppere fra partiet Republikanerne, LR) mod 182 til venstrefløjen og 168 til præsident Emmanuel Macrons centrum-højre koalition Ensemble.

Ingen af de tre blokke fik flertal. Men kutymen i fransk politik lægger op til, at præsident Emmanuel Macron inviterer en leder fra den største blok, altså venstrefløjens Nye Folkefront (Le Nouveau Front Populaire, NFP), til at danne regering.

Normalt vil det tilkomme en repræsentant fra Det Ukuelige Frankrig (La France Insoumise, LFI), det største og mest radikale parti på venstrefløjen, at blive premierminister i et såkaldt ”cohabitation” (”samliv”) med Macron. Det er uvist, om Macron overhovedet vil udnævne en premierminister fra NFP. Under alle omstændigheder har dannelsen af NFP i hvert fald sat en bremse i RN’s fremmarch.

Republikansk front mod brun bølge

Efter chokresultatet ved EU-valget søndag 9. juni med tæt på 40 procent af stemmerne til det yderste højre (RN samt Éric Zemmours endnu mere højreradikale ”Generobring”, Reconquête) udskrev præsident Macron lynvalg til parlamentet. Det lod dengang til at åbne en boulevard for RN’s mangeårige, tilsyneladende uimodståelige march mod magten i Frankrig.

Kun venstrefløjens resolutte handlinger satte en prop for højreekstremisternes brune bølge. Først samlede venstrefløjen sig om et fælles regeringsprogram med 150 programpunkter. Dernæst trak venstrefløjen alle sine kandidater til fordel for centrum-højre og højrefløjen i de valgkredse, hvor det gav mening for at hindre en sejr til en kandidat fra RN.

Modstræbende fulgte macronisterne trop og trak generelt kandidater tilbage til fordel for venstrefløjen, når dette i valgkredse i anden valgrunde kunne hindre en sejr til RN. Manglen på proportionalitet i det franske valgsystem med to valgrunder i enkeltmandskredse, hvor det største parti løber med mandatet, indebærer, at valget uden denne republikanske ark ville kunne have resulteret i et flertal til et parti med tvivlsom demokratisk troværdighed – RN.

Denne anti-ekstremistiske handlemåde knyttede an til den gamle ”republikanske” tradition i Frankrig, hvor den senere grundlægger af den femte republik, general Charles de Gaulle, allierede sig med kommunistpartiet PCF efter anden verdenskrig. Det var efter nazisternes nederlag, som førte til opløsningen af marskal Philippe Pétains regering (1940-1944) – den sidste højreekstreme regering Frankrig har kendt.

Siden det ekstreme højre fra 1970’erne begyndte at gøre sig gældende ved valg i Frankrig, har en såkaldt republikansk ark, hvor alle andre partier har stemt imod de højreekstreme, holdt det yderste højre uden for indflydelse.

Mange iagttagere har de seneste år dømt den republikanske tradition ude. Blandt andet fordi de borgerlige partier til en vis grad har nærmet sig det yderste højre på områder som migration og sikkerhed.

Det var overraskende, at vælgerne søndag aften også fulgte trop i partiernes såkaldte republikanske ark. Dette har især favoriseret præsident Macrons Ensemble, som ellers var på vej mod en nedsmeltning. Nu holder partiet skindet på næsen.

Opinionsundersøgelser efter valget viser, at 72 procent af venstrefløjsvælgerne støttede en Ensemble-kandidat, når vedkommende stod overfor en RN-kandidat i anden valgrunde. Når en kandidat fra socialistpartiet PS stod over for en RN-kandidat i anden valgrunde valgte 54 procent af Ensemble-vælgerne at stemme PS. Og selv når en venstrefløjskandidat fra LFI stod over for en RN-kandidat, stemte 43 procent af Ensemble-vælgerne på venstrefløjen.

Dele af venstrefløjen har ellers i månedsvis har været udsat for absurde angreb fra højrevendte medier og partier. Grønne aktivister er blevet anklaget for ”økoterrorisme”, når de har protesteret mod store landbrugskoncerner, som rager vandressourcer til sig.

Folk fra bl.a. LFI, som har demonstreret imod Israels etniske udrensning i Palæstina og udsultning og sønderbombning af Gaza er blevet kaldt ”antisemitter”. Søndagens valgresultat viser, at vælgerne i ringe grad har ladet sig påvirke af smædekampagnerne.

Ligesom ved parlamentsvalget og præsidentvalget i 2022 er de tre blokke omtrent lige store. Men parlamentsvalget søndag 7. juli er først og fremmest en sejr for den republikanske ark i dens bestræbelser på at holde det yderste højre fra magten.

Fransk lektie

Valget i Frankrig er også interessant i en dansk sammenhæng. I Danmark har Socialdemokratiet i manges øjne haft travlt med at overhale den yderste højrefløj højre om på udlændingespørgsmålet.

Den franske venstrefløj viste søndag, at det er muligt at holde fast i sociale og humanistiske værdier (som forsvaret for en human indvandringspolitik), samtidig med at man bevarer og endog øger den folkelige opbakning.

Her standser sammenligningen dog. For selvom RN’s Jordan Bardella gentagne gange har fremhævet Danmark som et forbillede i TV-debatter under EU-valgkampen, er det franske RN langt mere yderligtgående end partiets mulige danske forbilleder.

RN er en arvtager af partiet Front National, som blev dannet af medlemmer af Waffen-SS. Partiformanden frem til 2011 var Jean-Marie Le Pen (faderen til paritets nuværende frontfigur, Marine Le Pen) – en tidligere torturofficer fra den blodige franske kolonikrig i Algeriet. Han er blandt andet kendt for at kalde holocaust ”en detalje i historien”.

RN fisker i gamle racistiske strømninger i Frankrig, hvor mange ikke er kommet sig over, at algerierne i 1962 smed franskmændene på porten og udråbte Algeriets uafhængighed, og at den vietnamesiske general Võ Nguyên Giáp otte år tidligere besejrede den franske kolonimagt ved slaget ved Dien Bien Phu.

I dagene op til søndagens valg kunne medier som Médiapart, Le Monde og Libération fremkomme med historier som viste, at RN trods årelange forsøg på at fremstå som et salonfæhigt parti stadig var tæt knyttet til det yderste højre.

Siden RN gjorde sin massive entré i Nationalforsamlingen med 88 deputerede i 2022 (tidligere havde det 8) har partiet ellers yderligere bestræbt sig på at gøre sig stueren ved at nedtone sine bånd til Vladimir Putins Rusland, fortrænge partiets rødder i antisemitismen ved en erklæret, ubetinget støtte til Israels højreekstreme regering og ved at anlægge en afdæmpet optræden i Nationalforsamlingen.

RN’s forsøg på at blive stuerene blev døbt ”slipsestrategien”, idet alle deputerede fra RN blev instrueret af partilederen Marine Le Pen i at optræde i Nationalforsamlingen med ulastelig påklædning og poleret opførsel.

Afsløringerne i de nævnte medier påviste, at der stadig er økonomiske og personlige bånd mellem RN og yderligtgående grupper, som partiet ellers hævdede at have brudt med. Når RN’s kandidater kom under luppen, så det ikke kønt ud.

En kandidat til Nationalforsamlingen kunne således på et billede ses iført nazistisk militærkasket. En anden kandidat viste sig at være blevet dømt for gidseltagning på et rådhus. En tredje kandidat bagatelliserede, at Jean-Marie Le Pen havde kaldt gaskamrene for en ”detalje i historien”.

Kritikken af de mange brodne kar blev af Bardella affejet som ”enkelte sorte får”. Hertil svarede det grønne partis leder Marine Tondelier tørt: ”I lyset af antallet drejer det sig snarere om fåreflokke”.

Det har ydermere vist sig, at mange RN-kandidater, som havde fået stort stemmetal i første valgrunde, har været såkaldte ”spøgelseskandidater”, som har ladet hånt om forventningen om, at kandidaterne er lokalt forankret i deres valgkredse.

I stedet hentede RN’s partiledelse dem fra hovedstaden ud til landdistrikterne, hvor kandidaterne undlod at besvære sig med at føre valgkampagne. De var tilsyneladende fortrøstningsfulde om, at Bardellas eller Le Pens kontrafej på stemmesedlen var nok til at sikre, at de blev valgt.

Sidste advarsel?

En netop offentliggjort undersøgelse fra den franske menneskerettighedskommission (la Commission nationale consultative des droits de l’homme, CNCDH) viser, at 54 procent af RN’s vælgere og 26 procent af Republikanernes vælgere kalder sig racister.

Men det ville være for let kun at se racisme som drivkraft bag RN’s vælgere. Hvor NFP har fat i de allerfattigste i Frankrig, som arbejdsløse, ansatte i udbringningsselskaber og servicesektor appellerer RN også til folkelige klasser, herunder arbejdere på fabrikker, den lavere middelklasse og småborgere som bagere, håndværkere og små virksomhedsejere.

Venstrefløjen i NFP er smerteligt klar over, at RN’s nederlag måske kun gav en stakket frist, idet RN vil kunne vinde præsidentvalget i 2027, hvis ikke der tages hånd om de forhold, der ligger bag partiets succes. Lederen af socialistpartiet (Parti Socialiste PS) Olivier Faure understregede dagen efter valget, at man ikke skal sidde frustrationerne hos de 10 mio. franskmændene, som har stemt RN, overhørig.

Hvor venstrefløjen har været god til at dræne utilfredshed i byerne og forstæderne, har RN omvendt succes med at appellere til de utilfredse i små byer og i landdistrikter. Utilfredsheden kan komme til udtryk som en oplevelse af, at ”de fremmede” får alting forærende, mens ingen interesserer sig for udkantsområder.

Reelt kan det tolkes som frustration over manglen på jobs, adgang til sundhedsservice, skoletilbud i lokalområder, nedlæggelse af lokale jernbaner til fordel for TGV-hurtigtog for overklassen osv.

For venstrefløjen handler det derfor om – hvis den nu kan overtage magten – hurtigst muligt at adressere de almindelige franskmænds problem med at få hverdagen til at hænge sammen. 9,5 millioner franskmænd anses for at være fattige og har svært ved at betale for mad i slutningen af måneden.

Hurtige sociale tiltag skal lette hverdagen for franskmændene, bl.a. en forøgelse af mindstelønnen med 14 procent til 1.600 euro netto. Venstrefløjens fællesprogram indebærer prisloft for, hvor meget supermarkeder må sælge varer for og loft for priser på elektricitet. Centralt står også tilbagerulningen af Macrons pensionsreform, som trods store folkelige protester bragte pensionsalderen op fra 62 til 64 år. Sidstnævnte tiltag burde kunne vedtages med støtte fra RN, som også var imod forøgelsen af tilbagetrækningsalderen.

Regeringen og arbejdsgiverorganisationen Medef anfører, at venstrefløjen vil skabe et hul i den franske statskasse på et tidspunkt, hvor Frankrig i forvejen er i de internationale kreditværdighedsinstitutioner som Standard and Poor’s søgelys og risikerer at kollidere med EU’s stabilitets- og vækstpagt.

Venstrefløjens svar er, at Macron på syv år har øget Frankrigs gæld fra 2.000 til 3.000 milliarder euros, dels ved at håndtere Covid-krisen men også ved at forære penge til de store virksomheder uden at stille modkrav om grøn omstilling eller om ikke at flytte produktionen ud. Macron kan derfor dårligt prædike om budgetoverholdelse.

Samtidig kan NFP pege på, at dens sociale reformer er fuldt finansierede gennem skatter, som kun vil påvirke de 9-10 procent rigeste i befolkningen.

Formueskatten skal genindføres, beskatningen skal foregå mere progressivt, Macrons flade skatter skal afskaffes, og der skal indføres en skat på de store virksomheders såkaldte superprofitter.

De 40 største franske virksomheder havde i 2023 et overskud på 150 milliarder euro. De har nyligt udbetalt 72 milliarder euro til aktionærerne.

Et uregerligt Frankrig?

Efter nederlaget 7. juli prøver RN at skabe en martyrmyte om en sejr, som blev frarøvet den, og en traditionel politisk klasse, der ”rotter sig sammen” imod RN.

En eventuel NFP-regering uden flertal vil i sagens natur hvile på et meget spinkelt grundlag. Det er uklart, hvordan venstrefløjen – hvis den overhovedet får overladt regeringsmagten – efterfølgende kan bevare den. For NFP mangler mere end 100 pladser i parlamentet for at have flertal.

Heller ikke de to andre blokke kan mønstre flertal. Macronisterne nærer håb om at gå på strandhugst blandt deputerede på venstrefløjen og republikanere og isolere det såkaldt ”ekstreme”, LFI samt højreekstremisterne i RN. Men de fire venstrefløjspartier understreger, at de vil holde fast i folkefronten og afvise ”en alliance mellem modsætninger”.

Det ville også virke absurd at genoplive Macrons oprindelige projekt med et stærkt centrum, idet valget ikke mindst har været en desavouering af Macron, som i 2017 fik 350 deputerede, i 2022 246 og nu kun 168 deputerede. Det er hele Macrons projekt om den politiske midtes lyksaligheder, som har lidt skibbrud.

Skal man sige noget positivt, kan det være, at den meget splittede Nationalforsamling omsider vil tvinge franskmændene, som er vant til den femte republiks vertikale magtudøvelse, til at indgå i kompromisser og samarbejde på tværs af partiskel om konkrete lovforslag.

Det er noget, som er fuldstændig normalt i andre europæiske lande, men på mange måder uhørt i Frankrig. En tilbagerulning af Macrons pensionsreform kunne være et første eksempel på dette.

Der tales også om muligheden for en uafhængig premierminister af mere konsensuspræget karakter eller en teknokrat, som det er set i Italien.

I lyset af de dybe skel mellem de tre blokke er et mere forventeligt resultat måske, at nye politiske initiativer sættes i stå, indtil en opløsning af Nationalforsamlingen igen kan komme på tale. Ifølge forfatningen kan dette tidligst ske om et år.

Indtil videre kan Europa og to tredjedele af franskmændene – alle dem som ikke stemte RN – ånde lettet op: Frankrigs regeringsmagt overlades ikke til et parti, der indtil for nylig flirtede med Vladimir Putin, netop har valgt at sidde i gruppe med Viktor Orbán i EU-parlamentet, og som stadig har lang vej tilbage, før det kan betragtes som et stuerent regeringsparti.