En fremtid i flammer – James Baldwins 100 år

På næsten alle billeder, der findes af den amerikanske forfatter James Baldwin, smiler han, og gerne så stort at hans ansigt ligner en sort sol. Det er et smil, der næsten må være i trods. Som sort og homoseksuel forblev han livet igennem en outsider, selv efter han opnåede sin berømmelse.

Han mistede sin far i en ung alder, og han så sine venner blive skudt på grund af deres arbejde for sortes borgerrettigheder. Alligevel insisterede han til det sidste på at se skønheden i verden.

Baldwins særlige form for optimisme syntes kun at blive større, når verden blev værre. ”Alle digtere er optimister”, erklærede han i et interview i 1973, ”men på vej til optimismen må du nå et vist niveau af fortvivlelse for overhovedet at kunne håndtere dit liv”.

Baldwins livsværk er ét langt portræt af det land, han som 24-årig forlod, fordi han var bange for, at det ville drive ham til selvmord. Men som han hele livet kæmpede for at gøre til et bedre sted, og som han aldrig holdt op med at elske.

Hundred år for tidligt

Havde han stadig været i live, ville Baldwin denne august være fyldt 100 år, og i den anledning har Gyldendal udgivet to af hans værker. Næste gang ilden, der er en brevsamling, og Hvis Beale Street kunne tale, der er en kærlighedsroman. Begge tager de livtag med det racehad, som har gjort den amerikanske drøm til et mareridt, landet endnu ikke er vågnet fra.

Forfatterskabets nutidige relevans ligger lige for. ”Du ved, og jeg ved, at vores land fejrer hundred år med frihed hundred år for tidligt”, skriver James Baldwin i 1962 på hundredårsdagen for de amerikanske slavers frigivelse. Selvom amerikanerne stadig har fyrre år at løbe på, er der ikke meget i landets nuværende situation, der tyder på, at to hundrede år vil være tilstrækkeligt.

Fattigdom har fortsat en betydelig racekomponent, ligesom sorte amerikanere stadig har god grund til at frygte for at ende i fængsel, hvis de tilfældigvis bliver stoppet af politiet – hvis de da ikke skal frygte for deres liv.

Vil man forstå USA, er Baldwins forfatterskab et godt sted at begynde.

En retfærdig anklage

Næste gang ilden er en samling af to breve. Det første, som er citeret ovenfor, skrev Baldwin oprindeligt til sin nevø, mens det andet brev ikke er stilet til nogen specifik person. Det kredser om Baldwins opgør med Nation of Islam (nationalistisk og separatistisk bevægelse for sorte amerikanere, red.).

Samlingens titel er en reference til en gammel negro spiritual – en slags religiøse sange af afroamerikanere – som advarer om, at næste gang Guds vrede rammer menneskeheden, vil det ikke være med et hav af vand, som under syndfloden, men med et hav af flammer. Den fortsatte undertrykkelse af sorte er en farlig leg med ilden.

I begge breve er idéen om guddommelig hævn over den hvide mands forbrydelser den drivende kraft – en idé, som Baldwin ikke kan forlige sig med, men som ikke desto mindre forekommer ham at være berettiget:

”Ganske vist kendte jeg en to-tre mennesker, hvide, som jeg ville lægge mit liv i hænderne på, og jeg kendte nogle få andre mennesker, hvide, der kæmpede så hårdt de kunne, og med store anstrengelser og sved og risici, for at gøre verden mere menneskelig. Men hvordan kunne jeg sige det? (…) Chicagos South Side beviste at anklagen var retfærdig; verdens tilstand beviste at anklagen var retfærdig”.

Når Baldwin alligevel afviser hævnen, er det, fordi kærlighed er vigtigere end retfærdighed. Den retfærdige vrede skåner ingen, den levner intet, og den kender ingen disciplin. Fordi Baldwin har for mange, han elsker – sorte som hvide – kan en sådan vrede ikke få greb om hans hjerte.

Baldwin er ganske vist vred, men det er en disciplineret vrede. Aldrig så snart har han konkluderet, at det, størstedelen af menneskeheden er bedst til, er at myrde og ødelægge, før han indskyder, at størstedelen af menneskeheden ikke er hele menneskeheden. Der er altid undtagelser.

Opgør med profeterne

Næste gang ilden har på bagsiden en omtale fra den britiske avis The Guardian, der beskriver samlingen som ”den store poet-profets mest banebrydende og skelsættende værk”.

Karakteristikken af Baldwin som profetisk forekommer mig dog at være fejlagtig. Selvom Baldwins fortid som prædikant i en baptistisk kirke bestemt ikke fornægter sig, er Næste gang ilden snarere et skarpt og personligt opgør med profeter af enhver slags, også hans egen.

Som han sagde, da han afviste at blive en del af Nation of Islam: ”Jeg forlod kirken for tyve år siden, og jeg har ikke tilsluttet mig noget andet siden”. Mod Nation of Islams profetier om den hvide mands undergang, stiller Baldwin et kærligt, men krævende, måske:

”Hvis vi – og her mener jeg de forholdsvis bevidste hvide og de forholdsvis bevidste sorte der ligesom elskende må insistere på, eller skabe, de andres bevidsthed – ikke vakler i vores forpligtelse nu, vil vi måske, skønt vi kun er en lille flok, kunne gøre en ende på det racemæssige mareridt og omsider tage vores land i besiddelse og ændre verdens historie”.

Samlingens største kvalitet består i dens vedblivende vaklen mellem hævn og forsoning, som hver gang, næsten fornuftsstridigt, falder ud til forsoningens fordel.

Man kan ikke undgå at blive rørt, hverken af de ubeskrivelige ydmygelser, Baldwin beskriver, eller af hans hårdnakkede tro på, at USA stadig kan vælge en bedre fremtid: ”Nu ligger det hele, må vi antage, i vores hænder; vi har ingen ret til at antage andet”.

Et dobbeltportræt

Samme temaer slås an i Hvis Beale Street kunne tale, der modsat Næste gang ilden ikke tidligere har været udgivet på dansk. Her er det endnu engang kærligheden, romanens karakterer må sætte deres lid til, hvis de ikke vil kvæles af det amerikanske racehad. Har de ikke kærligheden, bukker de før eller siden under.

Romanen fortælles af nittenårige Tish, der netop er blevet gravid med sin forlovede Fonny, da han anholdes og fængsles for en voldtægt, han ikke har begået. Sammen med sin familie må hun sætte alt på ét bræt for at befri Fonny – og det er virkelig alt, for politiet gør, hvad de kan, for at holde fast på ham.

Hvis Beale Street kunne tale er et portræt af et samfund, der hellere lader millioner gå til grunde, end det lader sig forandre. Samtidig er det et psykologisk portræt af nogle mennesker, der klarer sig på grund af deres villighed til at ofre sig for hinanden og for det barn, der snart kommer:

”Kærligheden havde sendt det til os, hvirvlende ud af os og hjem til os. Hvor det ville føre os hen, kunne ingen vide, men nu var min far, Joe, klar. På en mere dødbringende og dybere måde end hans døtre var dette barn frugten af hans skød. Og ingen kniv kunne skære eller stikke ham bort fra livet, før det barn var født”.

En åben fremtid

Ligesom store malere sjældent behøver mere end et par enkelte penselstrøg, før den portrætterede viser sig i billedet, behøver Baldwin ikke mere end en halv side, før hans personer rejser sig for øjnene af os.

Der er søsteren Ernestine, som fra den ene dag til den anden skifter drømmene om den store scene ud med et liv som socialarbejder. Der er den hvide advokat mr. Hayward, som trods personlige omkostninger bliver dybt engageret i Fonnys sag. Og så er der Tish, hvis ungdommeligt skråsikre stemme fortæller os om, hvordan hun og Fonny mødte hinanden, hvordan det føles at være gravid, og hvori forholdet mellem mænd og kvinder består, som det lige falder hende ind. En fortælling, der er lige så bevægende og hjertevarm, som den er barsk og illusionsløs.

Ligesom billedet af Dorian Gray i Oscar Wildes klassiker af samme navn ikke ældes af tiden, men af Dorian Grays onde gerninger, viser James Baldwin i sine bøger, hvordan raceundertrykkelsen sætter sine spor på det amerikanske samfund.

For Dorian Gray ender det med, at hans ondskab bliver hans egen undergang. En lignende skæbne forudser Baldwin, at USA vil gå i møde, hvis ikke raceundertrykkelsen får en ende: ”Den sorte amerikaner er nøglefiguren i sit land, og den amerikanske fremtid tegner nøjagtig lige så lys eller dyster som hans”. Det er hverken en profeti eller en trussel.

James Baldwin: Næste gang ilden. Gyldendal. 128 sider. Vejledende pris 230 kr.

James Baldwin: Hvis Beale Street kunne tale. Gyldendal. 200 sider. Vejledende pris 225 kr.