En gryde fuld af håb. Anmeldelse af Ken Loach: The Old Oak

Buldrende ind i det nordlige England kommer en bus med syriske flygtninge.

De ankommer til en by, der for fyrre år siden stod rank under den store minearbejderstrejke, men som dengang knækkede ryggen og ikke har rejst sig siden. Husene bliver solgt på online-auktioner til en brøkdel af, hvad de engang var værd. Arbejdsløsheden spreder sig, og byens børn må kigge langt efter en portion varm aftensmad. Her skal de syriske familier finde sig til rette.

Byens indbyggere reagerer på flygtningenes ankomst, som man kunne forvente. De ser ikke de nyankomne som en mulighed for at give nyt liv til en død by, men som gribbe, der er kommet for at æde byens ådsel. Så er det lige meget, at de er flygtet fra krig.

Tonen slås an, da en lokal fodboldfan inden for filmens første fem minutter smadrer en ung kvindes kamera ned i asfalten, fordi hun fotograferer sin nye by og dens indbyggere gennem bussens ruder. Heldigvis lover den lokale værtshusejer TJ at hjælpe med at reparere det ødelagte kamera – og et venskab begynder.

Med nakken bøjet

Knækket af livet har TJ hidtil forsøgt at komme igennem tilværelsen med blikket rettet stift nedad og munden lukket. Hjertet sidder stadig, hvor det skal, så i sin fritid hjælper han en lokal velgørenhedsorganisation med at skaffe tøj og andre fornødenheder til de nytilkomne flygtninge. Men også her er engagementet svigtende.

Ankomsten af de syriske flygtninge – og i særdeleshed mødet med Yara, som kvinden med kameraet hedder – tvinger TJ til at træde i karakter. Da stamgæsterne på The Old Oak beder om lov til at låne værtshusets baglokale til et borgermøde om den trussel for lokalmiljøet, de oplever flygtningene som, og Yara samtidig spørger, om hun må bruge det til at holde fællesspisning for de syriske familier og de lokale fattige børnefamilier, må han træffe et valg.

Dave Turner, der spiller TJ, optræder gribende som den indelukkede værtshusejer, der har mistet troen på, at verden vil ham det godt. Det er næsten ikke til at forestille sig, at Turner ikke er uddannet skuespiller, men tidligere brandmand og fagforeningsrepræsentant. Jeg tror til gengæld på, at han levende forstår, hvad byen går igennem.

Mest rørende er det, da TJ – efter at have dukket nakken hele filmen igennem – endelig konfronterer den gamle skolekammerat Charlie med den mand, han er blevet. ”Hvis man ikke forventer noget, får man ikke noget”, siger TJ på et tidspunkt. Det er sentimentalt – nok for sentimentalt – men det er også enormt forløsende at se, hvordan TJ begynder at forvente noget af sin gamle ven, og være vidne til, hvordan hans ven vokser for at leve op til det.

Kampen om baglokalet

Spørgsmålet om, hvem der skal have lov til at låne baglokalet, handler ikke bare om lokale og flygtninge. Det handler også om fortid og fremtid. The Old Oak er det eneste offentlige samlingssted, som værtshusets stamgæster stadig oplever som deres eget. Da Yara og TJ omdanner baglokalet til et fælleskøkken, og det vælter ind med køkkenredskaber, madvarer og fremmede mennesker, mister de kontrollen over det sidste, der var deres.

Rundt om fælleskøkkenet dannes et fællesskab, de ikke er en del af. Den glæde og energi, byen har tørstet efter i årtier, er vendt tilbage, men hvad betyder det, hvis man står uden for? Hellere forblive i en udtjent nutid end tage chancen med en ukendt fremtid.

Filmens sympati ligger afgjort mest hos flygtningene, men den føler også med resten af byen. Det kunne let blive nedladende (stakler er de, der ikke ved bedre), men det gør det ikke, for Ken Loach formår at tage de brovtende værtshusgængere alvorligt uden at give dem ret. I stedet for at se ned på dem, ser han dem i øjnene.

Styrke, solidaritet og modstand

The Old Oak er ikke en lige så god film som Loach’s tidligere film I, Daniel Blake eller Sorry We Missed You. Til gengæld er den mere håbefuld. Hvor de to andre film handler om uretfærdighed og udbytning, bærer The Old Oak ganske bogstaveligt et banner, der kalder på styrke, solidaritet og modstand.

Ken Loach har selv beskrevet de tre film som en løs trilogi om arbejderklassens liv i det nordøstlige England. Mens de to foregående film på hver deres måde portrætterer den lille mands kamp mod systemet, bliver vi i The Old Oak præsenteret for den lille mands kamp mod den lille mand. Af den grund er det også en mere håbefuld film, for hvis der er noget, Ken Loach altid har troet på, så er det, at vi i bund og grund vil hinanden det godt.

”Når jeg ser gennem dette kamera, føler jeg en smule håb”. Ordene er ganske vist Yaras, da hun skal forklare TJ, hvad hendes ødelagte kamera betyder for hende. Men jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at de også er Ken Loach’s.