En mand der stikker ud. Anmeldelse af “Hammarskjöld – A Fight for Peace”

Lige meget hvor lidt man ved om John F. Kennedy, så ved man dog, at han blev skudt under mystiske omstændigheder. Sådan er det også med den svenske generalsekretær for FN, Dag Hammarskjöld, hvis fly i 1961 under mindst lige så mystiske omstændigheder styrtede ned på vejen til Ndola i Zambia.

Selvom den officielle undersøgelse af styrtet konkluderede, at der var tale om et uheld, skorter det ikke på teorier om, hvem der havde haft motiv til og mulighed for at skaffe ham af vejen. Hammarskjöld – A Fight for Peace er Per Flys bud på, hvad der skete.

Hammarskjöld er historien om en svensk diplomat, der kæmper en forgæves kamp for et FN, der ikke lader sig styre af de store landes imperiale ambitioner, men bidrager til en mere lige og retfærdig verden. Det er historien om en helt.

Enhver historie om helte har sine skurke, og i det her tilfælde er skurkene fortrinsvis en gruppe belgiske mineejere, der med alle midler vil forhindre en genforening af den mineralrige provins Katanga med resten af Congo. Men også Sovjetunionen og i særdeleshed USA skildres som skurkagtige, når de behandler FN som et organ for nationale projekter. Det er de små mod de store, almenvellets interesser mod pengepungens, og Hammarskjöld er stort set uden allierede i kampen.

Hvem der er de gode og de onde udfordres ikke rigtigt i filmen, og selvom det ikke fejes ind under gulvtæppet, at Hammarskjöld fra tid til anden går ud over sine beføjelser, efterlades man med et indtryk af, at det nok er nødvendigt.

En teori blandt mange

En detalje, jeg hæfter mig ved i filmen, er den røde butterfly, som en kløgtig kostumier har bundet om halsen på Hammarskjöld. Klæder skaber mennesker, og i det her tilfælde skaber de en jovial mand, der ikke frygter at skille sig ud. Jovialiteten har den ellers så alvorlige generalsekretær hårdt brug for, men skille sig ud skulle han nok gøre alligevel.

På FN’s talerstol tordner han mod de store landes herremandsmentalitet og lover fred og fordragelighed på deres bekostning. Man ser uroen flakke i imperiets øje, og en plan tager form: en mand, der skiller sig så meget ud, at man må skaffe sig af med ham.

Men komplottet mod Hammarskjöld er ikke det eneste komplot i filmen – og hans mord er ikke det eneste mord. Først myrdes den congolesiske premierminister Patrice Lumumba af separatister fra Katanga, og sidst myrdes generalsekretær Hammarskjöld af belgiske lejesoldater.

Det er imidlertid det sidste mord, der er filmens omdrejningspunkt på trods af, at det stadig er stærkt omdiskuteret, om der overhovedet var tale om mord.

Per Fly holder sig inden for rimelighedens grænser i sin fortælling om, hvordan Hammarskjölds utrættelige arbejde for at genforene Congo endte med at koste ham livet. Ikke desto mindre er det vigtigt at holde sig for øje, at det blot er én teori om, hvad der skete den skæbnesvangre nat.

Spekulationer om kærlighed

Det er ikke kun Hammarskjölds død, der spekuleres i, men også hans liv. Hammarskjöld blev aldrig gift og valgte i stedet en abe, han fik foræret under en arbejdsrejse til Somalia, som sin livsledsager.

Dette noget excentriske arrangement har givet snak i krogene: skyldtes Hammarskjölds eneboertilværelse hans temperament eller bundede det i en undertrykt homoseksualitet? Per Fly vælger det sidste, og har på den baggrund skabt et ganske rørende portræt af forholdet mellem den tilbageholdende Hammarskjöld og den mere dristige Peter Levin, spillet af danske Thure Lindhardt. 

Levin, som Hammarskjöld har kendt siden barndommen, gør meget af det følelsesmæssige fodarbejde i filmen, for ikke at sige det hele. En aften i Hammarskjölds dunkle lejlighed åbner de en flaske rødvin, og med samme langsomme svup som flasken åbner Hammarskjöld sig også.

Der er bare dét ved det, at Levin er opfundet til lejligheden.

Jeg har mine betænkeligheder ved, at så meget af Hammarskjölds indre liv bindes op på forholdet til en mand, der aldrig har eksisteret. Ensomheden, som Levin forsøger at redde ham fra, er reel nok, men jeg havde gerne set, at man havde brugt mere tid på at udforske andre, mindre spekulative, aspekter af Hammarskjölds person.

Man kunne for eksempel have udforsket hans adelige baggrund med en far, der under 1. verdenskrig var svensk statsminister, og en bror, der var med til at udforme vedtægterne til det, som senere skulle blive til Den Internationale Domstol. Hvad betød denne baggrund for hans verdenssyn og hans tilgang til sit embede?

Formentlig ikke ingenting, og måske kunne det have nuanceret billedet af den hvide prins på hesten, der optændt af retfærdighedens ild kaster karrieren i grus for at få fred i Congo. Læser man Stuart Reids bog The Lumumba Plot fra 2023, bliver man klar over det åbenlyse – nemlig at heller ikke Hammarskjöld var fri for at vide sig bedre end congoleserne.

Bag retfærdighedssansen gemte formynderiet sig, og det havde været interessant, om Per Fly havde gjort mere for at mane det frem. Desværre fravælges denne vinkel til fordel for en spekulativ romance.

Når Hammarskjöld ikke af den grund bliver mere kedelig, end den er, skyldes det i høj grad den erfarne Mikael Persbrandt, der tilfører filmen dybde, hvor der mangler nuancer. Persbrandt er en sand fornøjelse i rollen som Dag Hammarskjöld og brillerer særligt i de scener, der er henlagt til det svenske hjemland, hvor håb om en fremtid omgivet af venner og – tør han håbe det? – sin barndoms kærlighed, sikkert men stille slår rod.

FN – frelser eller fjende?

Hammarskjölds erklærede mål er afkoloniseringen af Afrika. Det udfordres af den katanganske præsident Moïse Tsombe, der ganske vist opererer på belgiske mineinteressers nåde, men som skønt han er nyttig, ikke er nogen idiot.

Hakeem Kae-Kazim spiller rollen som Tsombe med øjnene, og de blikke, når FN fjerner en afrikansk leder fra et afrikansk land: ”Så FN agerer som besættelsesmagt, og generalsekretæren som hærfører?” Tsombe er dog så fedtet ind i den belgiske mineindustri, at ironien klinger renere end spørgsmålet.

Spørgsmålet, han sender kameraet, fortæller historien om en mand, der udmærket kender de vilkår, han har sagt ja til. I en kraftfuld scene spørger han, om det virkelig er afkolonisering, og man efterlades med det indtryk, at de eneste, der ikke får lov til at blande sig i Congos skæbne – eller for den sags skyld i filmens narrativ – er congoleserne selv.

Tsombe er imidlertid ikke den eneste, der problematiserer FN’s rolle. I et af de sidste essays, Franz Fanon (filosof fra Martinique, red.) skrev før sin død i 1961, hævdede han, at Lumumbas fejl var at tro, at FN ville hjælpe ham – en fejl, der ifølge Fanon endte med at koste ham livet: ”Han glemte, at FN, som det er nu, ikke er andet end en reserveforsamling for de store magter med det formål at fortsætte den ʽfredelige kamp’ for verdens deling mellem to væbnede konflikter.”

Det er umuligt at bedømme, hvad der var sket, hvis FN ikke var trådt til, da Lumumba henvendte sig til dem for at bede om hjælp; men man må i al fald konstatere, at FN ikke viste sig at være den løsning, Lumumba håbede på.

Der er ikke nogen tvivl om, at Hammarskjöld er en kritik af FN, ”som det er nu”. Hammarskjöld kæmpede med næb og klør for, at verden skulle deles i meget mere end to. Forgæves.

Men det er påfaldende, hvor fraværende congoleserne er i Hammarskjöld, der trods alt beskæftiger sig med efterspillet til Congos selvstændighed. Jeg vil glæde mig til at se en film, der fortæller historien om det folk, som ikke fik chancen selv.

Når nu congoleserne er mere eller mindre fraværende, kunne man håbe, at Hammarskjöld i stedet brugte spilletiden på at blive klogere på manden, det hele handler om. Filmen er da også bedst, når vi ser manden Dag i hverdagens scener, strålende i vennernes lys eller skjult i ensomhedens skygger. Desværre bliver det på bekostning af diplomaten Hammarskjöld, hvis overflade Per Fly ikke tør eller vil kradse i.

Det er synd, for de bedste portrætter er sjældent dem, der er skønnest, men derimod dem, der ikke viger bort fra hjertets mørke.