Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. august. 2021

En ny bølge af protester og strejker skyller ind over Iran. Hvad er baggrunden denne gang?

Ned med præstestyret!” Protester i Teheran har været et hyppigt syn siden 2016. Denne gang er baggrunden blandt andet mangel på rent drikkevand i store dele af landet. Foto: Abedin Taherkenareh

“Ned med præstestyret!” Protester i Teheran har været et hyppigt syn siden 2016. Denne gang er baggrunden blandt andet mangel på rent drikkevand i store dele af landet. Foto: Abedin Taherkenareh
Denne artikel tager cirka 7 minutter at læse.

Oliestrejker og protester mod knaphed på vand

Den nye omgang masseprotester er affødt af en alvorlig mangel på vand i den hovedsageligt etnisk arabiske provins, Khuseztan. Protesterne begyndte 15. juli. De forsamlede råbte blandt andet: “Ned med diktaturet”, “Ned med Khamenei (ayatollah, landets religiøse overhoved, red.)”, “Vi vil ikke have en islamisk republik” og “Folket ønsker at se regimet falde”.

Sikkerhedsstyrker fra regeringen har skudt og dræbt mindst 8 demonstranter, mens talrige andre er blevet såret og arresteret. Der er opstået solidaritetsprotester i både nabolandene Aserbajdsjan og Kurdistan, samt i byerne Isfahan, Teheran og provinsen Sistan og Baluchistan. Iranske filmfolk, undervisere og forfattere har underskrevet en fælles støtteerklæring til protesterne.

Som der står i en solidaritetserklæring fra Buschaufførernes Fagforening i Teheran: “Manglen på vand i Khuzestan bunder i uprofessionel, plyndrende og profitdrevet politik i de forgangne årtiers kapitalisme i olieudvindingen og brugen af vand til stålindustrien; penge, der ikke kommer befolkningen til gavn. Denne hensynsløse politik har frarøvet folk i Khuzestan rent drikkevand. Vandet bliver lukket i timevis – og mangler i mange andre dagligdags sammenhænge. Såvel bønder som kvægopdrættere har mistet deres levebrød og lidt stor skade.”

Den seneste stribe protester kommer efter en række nationale strejker blandt løstansatte arbejdere i Irans olie- og gasindsutri, hvoraf store dele også ligger i Khuzestan-provinsen. Strejkerne, der begyndte 29. juni, og som siden har spredt sig til flere hundrede produktionsområder, hviler på et krav om fastansættelse, en månedsløn på 500 $, sikre arbejdsforhold og organiseringsret samt frihed fra politiovervågning. Sukkerrørsarbejdere ansat i virksomheden Haft Tappeh strejker også i Khuzestan, og kræver adgang til coronavacciner. De udtrykker samtidig solidaritet med protesterne over manglen på vand.

Økonomisk krise under coronapandemien

Iran lider fortsat under en massiv økonomisk krise, der er forårsaget af den dyre lokale, imperialistiske indblanding i Syrien, Irak, Libanon og Yemen – foruden de store investeringer i landets atomvåben-program, og konsekvenserne af de amerikanske økonomiske sanktioner. Den officielle mindsteløn ligger på omkring 120 $ om måneden, mens de basale leveomkostninger for en familie på 4 ligger på omkring 500 $ om måneden. Strømmen bliver på daglig basis afbrudt i flere timer ad gangen. Adgang til internettet er også blevet stærkt begrænset – for manges vedkommende umuliggjort – på grund af stigende priser og statslig undertrykkelse.

“Det officielle corona-dødstal i Iran ligger omkring 88.000, men det faktiske tal er meget højere.”

Det er også i den sammenhæng, man skal se den igangværende corona-pandemi, der har hærget befolkningen. Delta-varianten spreder sig fortsat med hastige skridt. Mere end 95 % af befolkningen mangler stadig at blive vaccineret, de har ingen adgang til vaccination, særligt ikke sikre vacciner. Det officielle corona-dødstal i Iran ligger omkring 88.000, men det faktiske tal er meget højere. Store dele af Irans 83 millioner indbyggere er allerede blevet smittet. Den statslige undertrykkelse forhindrer os dog i at få kendskab til pandemiens egentlige omfang.

COVID spreder sig også med lynets hast i Irans fængsler, der officielt huser 190.000 indsatte. Kvindelige indsatte lider også under corona og dør i hobetal. Det rammer blandt andet de mange journalister, undervisere, feminister, faglige aktivister, studerende, miljøforkæmpere, kurdiske og arabiske menneskerettighedsaktivister, samt Baha’i- og Sufi-troende kvinder (religiøse minoriteter, red.).

Kvindelige fanger og afghanske flygtninge

Den fængslede feminist og menneskerettighedsadvokat Nasrin Sotoudeh, der blandt andet forsvarede The Girls of Revolution Street, er blevet ramt af forskellige sygdomme, herunder coronavirus. Narges Mohammadi, som er feministisk aktivist, og hvis arbejde for at afskaffe dødsstraf har fået hende indstillet til Nobels Fredspris, blev sidste år løsladt efter en lang fængselsstraf, men blev prompte idømt endnu en tur i fængsel, foruden 80 piskeslag for hendes fortsatte arbejde mod dødsstraf. Begrundelsen var desuden, at hun “udgjorde en trussel mod landets sikkerhed”.

Mohammadi har kæmpet mod den dom siden, og har også deltaget i flere solidaritetsaktioner med Khuzestans befolkning, de strejkende arbejdere og familierne til andre politiske fanger. I et nyligt interview kaldte hun den iranske kvindekamp “det iranske regimes akilleshæl”. Sepideh Ghoylanm, der er feministisk arbejder-aktivist, fortsætter også trods indespærring med at berette om etnisk arabiske kvinders pinsler i landets fængsler. Hun er blevet voldsomt tæsket i fængslet, og er nu gået i sultestrejke.

Afghanske migranter og flygtninge, der tæller i omegnen af 3 millioner mennesker i Iran, bliver fortsat udvist i stor stil. Omkring 450.000 er blevet hjemsendt siden 2020. Præsteregimet har forestået forhandlinger mellem Taliban og den afghanske regering, ledet af Irans udenrigsminister, Javad Zarif. Det styrker Talibans position, selv om de har stået bag drab på den shia-religiøse Hazara-befolkning i Afghanistan.

Fængsling og piskestraf. Feministen Narges Mohammadi fortsætter med at være en torn i øjet på det iranske regime. Hun mener kvindekampen er ‘regimets akilleshæl’. Foto: Center for Human Rights in Iran

Irans ambitioner for regionen – og den amerikanske imperialistiske ‘løsning’

Midt i alle de forskellige kriser og protester, fastholder den iranske regering sine imperialistiske ambitioner i regionen, med indblanding i både Syrien, Irak og Libanon. Det omfatter støtte til kidnapninger af oppositionspolitikere. Iran fortsætter også med at udvikle sit atomvåben- og langdistanceraketprogram, og har indstillet forhandlingerne med Biden-regeringen om at vende tilbage til den tidligere atom-aftale, ‘JCPOA‘.

“De kyniske ‘anti-imperialister’ på venstrefløjen forholder sig ikke til, at problemerne både stammer fra ekstern imperialisme – som den amerikanske, russiske og kinesiske – og den interne kapitalistiske imperialisme i sin særlige iranske, religiøst fundamentalistiske form.”

‘Valget’ af Ebrahim Raisi som landets nye præsident havde en pinligt lav valgdeltagelse, selv målt ud fra Irans i forvejen lave valgdeltagelses-statistikker. Raisi var tidligere chef for det iranske retsvæsen, og umiddelbart inden da leder af ‘GHORB’, revolutionsgardens forlængede arm i byggebranchen. Raisi er berygtet for at have været medlem af ‘Dødskommissionen’, der beordrede tusinder af politiske fanger henrettet i 1988. Under hans opsyn blev omkring 1.500 mennesker myrdet af regeringsstyrker i løbet af opstanden i november 2019. Amnesty International har tidligere fordømt hans forbrydelser mod menneskeheden.

I sin nyeste klumme afslører New York Times-skribent Thomas Friedman sin imperialistiske umenneskelighed, når han kommer med sin ‘løsning’ på problemerne i Iran, der ifølge ham er “det bedste man kan håbe på, når det kommer til Iran”. Friedman argumenterer for, at USA med hjælp fra Golfstaterne burde give mere økonomisk støtte til Assad-regimet, så det kan blive i stand til at sparke Iran ud af Syrien, alt imens man tillader Rusland og Tyrkiet at fastholde sin magtfulde tilstedeværelse – og dermed kan holde Assad-regimet ved magten. Sådan kan man ifølge Friedman stække Irans ambitioner, og samtidig gøre Israel og USA glade. For ham er de mennesker, der bor i regionen – de syriske arabere, kurderne og den iranske befolkning – blot en slags skakbrikker i det globale, amerikanske imperialisme-spil.

Progressiv solidaritet med den iranske kamp

Den samme grad af kynisme finder man blandt de dele af venstrefløjen og de såkaldte socialister, der kalder sig ‘anti-imperialister’, men som støtter det iranske regime – eller i hvert fald nægter at kritisere det.

De samme mennesker, der begrænser deres solidaritet til at kræve de amerikanske sanktioner løftet, nægter at erkende, at Irans problemer er komplekse. De forholder sig ikke til, at problemerne både stammer fra ekstern imperialisme – som den amerikanske, russiske og kinesiske – og den interne kapitalistiske imperialisme, sådan som den kommer til udtryk i sin særlige iranske, religiøst fundamentalistiske form.”

Ethvert forsøg på at tage del i solidaritetsarbejdet med den iranske befolknings kamp, handler ikke blot om at kræve de amerikanske sanktioner fjernet, eller at kræve et stop for Israels angreb, men også at man stiller det iranske regime til ansvar for dets undertrykkelse og udbytning af sin arbejderklasse – og klimaet i regionen. Dén erkendelse betyder et krav om øjeblikkelig løsladelse af politiske fanger, solidaritet med de strejkende arbejdere, de feministiske og miljøaktivistiske kampe, samt de etniske, seksuelle og religiøse minoriteter i landet. Det betyder også et ubetinget krav om, at Iran trækker sig ud af Syrien og Irak, og at landet afslutter sine interventioner i Afghanistan, Libanon og Yemen.


Artiklen er udgivet i samarbejde med Iranian Progressives in Translation. Oprindeligt bragt søndag 6. august: Iran: A New Wave of Mass Protests and Strikes. Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.

Om skribenten

Frieda Afary

Frieda Afary

Iransk-amerikansk bibliotekar og forfatter. Uddannet historiker og filosof. Skriver for bl.a. IranWire og Alliance of Middle Eastern and North African Socialists. Læs mere