Besættelsen af Afghanistan er forbi. Nu kan oprøret starte indefra

Da Osama bin Laden sammen med Ayman al-Zawahiri planlagde det største terrorangreb i historien, var målsætningen klar. “Det handlede om at ødelægge myten om amerikansk uovervindelighed“, skrev han i sin dagbog i 2002. Den saudiske rigmandssøn havde store visioner om et kalifat, og talte ofte i bombastiske vendinger om at “samle Muhammeds land”. Men selv ikke bin Laden havde vel turdet håbe på en sejr som dén, Taleban lige nu er ved at vinde i Afghanistan.

Den 300.000 personer store, amerikansk-trænede afghanske hær, er smuldret på få dage. Præsident Ghani er flygtet ud af landet med kufferter fuld af penge, og Taleban er allerede rykket ind på hans kontor i Kabul, der faldt stort set uden modstand. Taleban har udvist så stor sejrssikkerhed, at de endda har haft overskud til at lade besættelsesmagten evakuere uden repressalier. Som en nådig sejrherre har Taleban lovet omverdenen, at de vil føre en mere ‘moderat’ linje end sidst, de var ved magten. Myten om den amerikanske uovervindelighed er blevet punkteret, ganske som al-Qaeda drømte om.

Hvordan kunne det lade sig gøre for Taleban at rykke ind med så stor hastighed, at Joe Bidens skråsikre afvisning i juli måned af det tilsyneladende uundgåelige magtskifte, nærmest fremstår komisk i bakspejlet? Ganske enkelt fordi ingen havde lyst til at kæmpe for besættelsesmagten og dens marionet-regering, når det kom til stykket. USA allierede sig krigen igennem med en flok uduelige, kapitalistiske parasitter af værste skuffe. Ashraf Ghani og resten af hans slæng blev i 2014 valgt på et løfte om at “genskabe Afghanistan”, men formåede kun at ændre balancen på sin bankkonto. Han viste sig ikke at have noget politisk projekt ud over at berige sig selv, sin bror og andre medlemmer af inderkredsen – og vil nok mest blive husket for at forlade Kabul i en helikopter, så snart krigen stod for døren. Som en symbolsk afslutning på hans tid som præsident, havde han fyldt rejsekufferterne med 160 millioner kr. i amerikanske dollars. Han kunne lige nå at røve afghanerne en sidste gang.

Ghanis forgænger på posten, Hamid Karzai, var om muligt endnu mere korrupt og fik fløjet flere hundrede millioner ind på sit kontor af CIA. Men den direkte bestikkelse er kun toppen af isbjerget, når det kommer til at gøre regnskabet for krigen op. Du har muligvis hørt eksperter udtale, at krigen har kostet over 2 billioner dollars – altså 12.500.000.000.000 kroner. Men det tal er kun den foreløbige pris. Ifølge en rapport fra Brown University vil den sande pris for krigen løbe op i det tredobbelte, når man er færdig med at betale renter i 2050. Det svarer til hele Danmarks, Norges og Sveriges bruttonationalprodukt lagt sammen – i 5 år. Dertil kommer den menneskelige lidelse, med 175.000 døde og flere millioner, der er blevet tortureret, voldtaget og fordrevet. Med IPCC-rapporten in mente kan man samtidig påpege den enorme byrde på klimaet, det er at føre krig – det amerikanske militær er fortsat verdens største enkeltforbruger af olie.

“Selv om et fundamentalistisk, konservativt mørke aktuelt sænker sig over Kabul, er verden ikke den samme som dengang, Taleban sidst sad ved magten.

Hvor stiller det de mennesker, der har hjulpet NATO’s besættelses-koalition? Kan man stole på Talebans foreløbigt pragmatiske udmeldinger, eller venter der et blodigt efterspil med steninger og hængninger af de mange tolke, officerer og andre, som har hjulpet invasionsstyrken. Fra et Taleban-perspektiv må de anses som værnemagere, men eftersom de er ‘vores’ værnemagere, stiller det invasionslandene i et moralsk dilemma. For under en måned siden mente Mattias Tesfaye ellers, at man godt kunne sende flygtninge tilbage til landet, men nu er tvangshjemsendelserne sat på pause. EU har ikke tænkt sig at løfte en finger for at lave en fælles plan, så beslutningen ligger på regeringens bord. Her har man foreløbigt besluttet at hjælpe omkring 200 afghanere i en aftale, der bliver kaldt ‘tynd’ af de tidligere udsendte soldater.

USA har trukket sin enorme krigsmaskine ud af landet. I historiebøgerne vil det blive beskrevet, hvordan imperiet igen stod som tabere i landet, der kaldes ‘Imperiernes Gravsted’. Sammenligningerne med Vietnam-krigen er oplagte, og har allerede indtaget de fleste store TV-studiers fortælling om tilbagetrækningen, selv om det – som Tariq Ali påpeger – måske mere minder om fx det britiske imperies nederlag i Sudan. Egentlige vindere er straks sværere at få øje på – bortset fra våbenproducenter, lejesoldater, narkosmuglere og sexindustrien omkring militærbaserne. Uanset hvordan historien vil blive udlagt, er det den afghanske befolkning, der har tabt mest.

Efter 20 års invasion, er besættelsen forbi. Nu begynder en ny kamp for de progressive kræfter i landet, og her er der faktisk grund til at være optimist. For selv om et fundamentalistisk, konservativt mørke aktuelt sænker sig over Kabul, er verden ikke den samme som dengang, Taleban sidst sad ved magten. Nu hvor de igen sidder for bordenden, vil de også blive stillet over for spørgsmålet: Hvad vil I bruge den til?

Overalt i regionen har der været store sociale oprør i de seneste år. Kigger man på nabolandet Iran, er situationen lige nu, at befolkningen gør oprør inde fra mod et fanatisk religiøst styre. Også nabolandene Turkmenistan og Uzbekistan har set store protester og social uro inden for de seneste år. Hvis ikke det nye styre i Afghanistan viser sig i stand til at forbedre afghanernes liv, kan man sagtens forestille sig noget lignende ske her. Den sociale klassekamp har været sat på pause de seneste 20 år, for i en angrebskrig er der kun besættelsesmagt og modstandskamp. Taleban kunne ikke besejres, fordi de ikke var undertrykkeren. I stedet har de med taktisk snilde gjort sig til samlingspunkt for en hellig krig mod den eksterne fjende.

Selvom det kan være svært at huske 20 år efter, var Taleban ikke noget altoverskyggende regime, da de sad ved magten i 1990’erne. De var en skrøbelig koalition, der skulle holde sammen på stridende krigsherrer og en række etniske rivaliseringer. En sådan krigsherre var for eksempel Abdul Haq, der inden USA’s krig var blandt de fremmeste modstandere af regimet. Han forsøgte at starte et oprør efter angrebene 11. september. Også han advarede om, at en militær invasion kun ville styrke Taleban, sådan som det nu er sket.

Med den ydre fjende ude af landet, er betingelserne for et oprør mod Taleban igen til stede i det hårdt plagede land. Det kommer ikke til at ske af sig selv, og vil kræve international støtte og solidaritet – særligt til landets kæmpende kvinder – for at lykkes. Men som alle andre sociale transformationer i historien, kan og skal bevægelsen komme indefra og nedefra. Arbejderklassens befrielse er dens eget værk – også i Afghanistan.