Putin og Xi står i vejen for en retfærdig multipolær verden

Under overskriften ”Ny verdensorden bør give ny udenrigspolitik” behandler Ali Hansen 16. september på Solidaritet de udfordringer, som ’vi’ står over for, i en verden, hvis verdensorden er på vej ind i en ny fase. 

Indlægget kan koges ned til, at ’vi’ skal stoppe støtten til USA, fordi en multipolær verden er under udvikling. Men at udsagnet ikke er holdbart fremstår tydeligt ved at vende det på hovedet: Skal ’vi’ støtte USA, hvis landets dominerende stilling som imperialistisk magt er uanfægtet?

Indlægget synes ikke bygget på en analyse, men på to usikre påstande: at BRICS-landenes samarbejde forrykker de grundlæggende magtforhold i verden, og at Kina støtter Ruslands krig i Ukraine gennem BRICS-samarbejdet (og økonomisk samarbejde i øvrigt). 

Kinesisk tvetydighed

Kinas stillingtagen til krigen i Ukraine er ikke støtte til Rusland, men tvetydighed. 

De kinesiske magthavere er måske i al hemmelighed lidt misundelige over ikke at kunne være lige så offensive som Putin-styret. Især hvis udfaldet af aggressionen bliver russisk erobring af Ukraine, for deres våde drøm er en tilsvarende indlemmelse af Taiwan i det kinesiske rige. 

Men de kinesiske magthavere ved samtidig, at en åben konfrontation med USA og Vesten vil ødelægge (især) det kinesisk-amerikanske samarbejde, som Kinas økonomi er så afhængig af. Den amerikanske statsgæld er ganske vist finansieret af kinesiske opkøb af amerikanske statsobligationer. Det giver overfladisk set Kina magt. Men det er et tveægget sværd: For den kinesiske økonomi (og måske verdensøkonomien) vil bryde sammen, hvis lånene ikke betales. 

På samme måde er kinesisk kapital nok vokset til en selvstændig magtfaktor i de seneste 30-40 år. Men den er ikke uafhængig af verdensmarkedet. Selv om en stor del af varernes afsætning foregår på et kinesisk marked, er Kinas økonomi stadig dybt afhængig af især afsætningen i Europa og USA. Det sidste gælder både for kinesiske og europæisk-amerikansk ejede virksomheder med produktionsenheder i Kina.

De kinesiske magthavere har derfor ikke valgt side. De tager ikke åbenlys afstand fra den russiske invasion i Ukraine, og de samarbejder gerne med Rusland i BRICS, men regimet har også en interesse i at holde modsætningsforholdet til USA og Vesteuropa nede på et håndterbart niveau. For alt andet kan føre til isolation med katastrofale følger for det selv.

Don’t mention the war

Formålet med indlægget synes nu heller ikke at ville nå en bedre forståelse af verden, men snarere at nå frem til en konklusion om, at støtten til Ukraines forsvarskamp skal stoppes. Hvordan, med hvilke midler og på hvilket grundlag er uklart. Ali Hansen synes blot at støtte et abstrakt fredskrav – uanset om det i praksis vil lade Rusland erobre land og mineraler i det østlige Ukraine.

Det er mærkværdigt, at indlægget slet ikke forholder sig til den sikkerhedspolitiske situation, der er opstået med Ruslands overgreb på Ukraine. Putin-regimets fastfrysning af det post-sovjetiske samfund til et regulært diktatur synes nu definitiv. Rusland er ikke længere et land, der styres som en oligarkisk magt med et vist demokrati. Det er kun den oligarkiske magt, der er tilbage – landet ligner mere og mere et autokrati med fascistiske træk. 

Ytringsfriheden har siden Putins erobring af præsidentposten været indskrænket. Putin har altid fængslet og dræbt indbildte og reelle politiske modstandere, og der har hele tiden være valgsvindel i Rusland. 

Men Ukrainekrigen er alligevel et definerende punkt i Ruslands udvikling: Nu fængsles alle kritikere konsekvent, selv for nærmest private ytringer på sociale medier. Overvågningen er systematisk, og den statslige propaganda er accelereret til et niveau, der kendetegner lande, man ellers regner for fascistiske.

Hvis Rusland trækker sig ud af Ukraine-krigen efter en sejr eller blot noget, som Putin kan fremstille som en sejr, så er den russiske befolkning ilde stedt. Mulighederne for at udvikle oppositionelle kræfter og sociale bevægelser, der vil kunne bære demokratiske reformer igennem, vil være ikke-eksisterende årtier frem. 

Lynchstemning i Danmark?

I sådan en situation skal man være meget enøjet for – som Ali Hansen – at påstå, at der nu i Danmark er ”skabt en militaristisk lynchstemning, som kvæler enhver stemme for fred.” 

Det er situationen i Rusland, men sgu ikke i Danmark og Vesten.

Her er de fleste medier nok pro-ukrainske, men lader dog i alsidighedens interesse andre holdninger komme til orde. Om ikke dagligt, så dog jævnligt. Både Information og Politiken har bragt og bringer til stadighed kronikker og debatindlæg, der ligger tæt på de opfattelser, som Ali Hansen deler.

Det ændrer ikke på, at befolkningens flertal med rette er opskræmt af Ruslands overfald på Ukraine. Det skyldes ikke mediesituationen. Årsagen er den russiske magtbrynde og brutalitet: Fængslinger, mord og forfølgelser af Putin-kritikere i Rusland. Og i Ukraine: den russiske hærs udslettelse af landsbyer og sønderbombning af byer under ukrainsk kontrol i kampzonerne, systematiske ødelæggelser af infrastruktur i hele Ukraine for at påføre den ukrainske befolkning mest mulig lidelse, og de stadige afsendelser af missiler mod byer langt fra krigsområderne i et forsøg på at svække befolkningens moral. For ikke at tale om de regulære krigsforbrydelser i form af anneksion af 25 procent af Ukraines territorium, mord, tortur, bortførelser af børn og deportationer af ukrainere for at fylde de besatte områder op med russere.

Det er absurd, at dele af den danske venstrefløj har svært ved at se forskel på op og ned i Ukraine. Når fx danske kommunister påstår, at de hverken holder med Ukraine eller Rusland, men med arbejderklassen i begge lande, så overser de, at det er arbejderklassen i Ukraine, der får sine boliger destrueret, frataget varme og strøm, og som må flygte fra krigsområderne. De ignorerer også, at det er selvsamme arbejderklasse, der er rygraden i modstanden mod det russiske overfald. 

Den russiske invasion har betydet, at NATO har fået en tilslutning i hele Europa, som ikke er set i mange år. Det er vel ikke så sært, at folk vil forsvare sig med våben? At det skulle være udtryk for en militaristisk lynchstemning, er der ikke meget, som tyder på. 

Fred er ikke bare fred

Ali Hansen gør klogt i at huske på, at ’fred’ ikke bare er en tilstand, der frit svæver vægtløst henover historien. For hvilken slags fred er det, vi taler om i Ukraine? 

Det svenske popband Hoola Bandoola Band hudflettede i 1970’erne – på baggrund af USA’s krige i Østen og dets dominans i Latinamerika – datidens pacifister med sangen: ”Fred (till Melanie)”. Her hed det bl.a.:

Med freden kommer segraren
Och han som slogs och stred
Får på böjda knän och med huv’et lågt
Ta emot den starkes fred
Och när sen tungan slitits ur hans mun
Och hans ögon skrapats ut
Och när ben och armar bundits ‘hop
Med övermaktens knut
När han har fått en trasa i sin mun
Så att ingen hör ett ljud
Då har allting blivit normalt igen
Och ett krig har tagit slut

Är det verkligen fred vi vill ha
Till varje tänkbart pris?
Är vi alldeles säkra på det
Att det värsta av allt är krig?

Sådan har ’fred’ desværre været for mange gange.

Oprustning er ikke svaret

Samtidig med at den russiske invasion af Ukraine har forøget støtten til NATO, har den lagt gift ud for mulighederne for deeskalering af den politisk-militære spænding mellem USA og Europa på den ene side og Rusland på den anden. Uanset udfaldet af krigen vil fjendebilleder, mistænksomhed og mangel på gensidig tillid dominere forholdet mellem stormagterne. 

Den europæiske venstrefløj og fredsbevægelserne vil i de næste år få nærmest umulige betingelser for at sætte en dagsorden igennem om nedrustning. Det ideologiske klima i USA og Europa ser ud til at blive medvind for våbenindustri og krigshøge, som vil umuliggøre en magtfuld fredsbevægelse. Og selv hvis et krav om nedrustning skulle få ørenlyd, så skal det ikke alene realiseres gennem aftaler med et autoritært og antidemokratisk, men også militaristisk og imperiestræbende russisk regime. 

Det vil samtidig være en hindring for også en nedtrapning af konflikter mellem USA og Europa og Kina.

Vi synes, det er afgørende, at Ukraine-krigen ikke udvikles til en optrapning af konflikten med Kina. Ikke fordi vi har illusioner om de kinesiske magthaveres demokratiske sindelag – den ejer de ikke – men fordi en våbenaftale om nedrustning både i øst og vest vil være det bedste for verdensfreden. 

Det udelukker ikke, at vi samtidigt støtter demokratiske kræfter, oppositionelle kunstnere og politikere og nationale mindretal i Kina. Og i Rusland, selvsagt.

BRICS-samarbejdet

Ali Hansens forestillinger om at stærkere samarbejde og en udvidelse af BRICS med nye lande vil kunne øge multipolariteten kan lyde meget kønt.

Men hvad betyder det egentlig? 

For de tidligere kolonilande og andre lande, der har været og stadig er underlagt den liberal-kapitalistiske variant af imperialismen, kan en nedbrydning af den vestlige dominans være en fordel. Hvis den vel at mærke betyder udvikling af ægte multipolaritet, der bygger på ligeværdighed med fx frit valg af handelspartnere på ordentlige betingelser. 

Al den megen snak i Vesten om en regelbaseret verdensorden er ikke meget bevendt, al den stund at Vesten for det første har skrevet reglerne og for det andet har bøjet dem, når de kom i vejen for Vestens interesser.  

I den forstand kan BRICS-samarbejdet være en nødvendig og progressiv modvægt. 

Men med nogle nødvendige modifikationer. BRICS-samarbejdet næres af modsætningen til Vesten. De interne politiske og økonomiske modsætninger mellem BRICS-landene holdes i ave af det forhold. 

Hvilken multipolaritet?

Hvis BRICS udvikler sig til en selvstændig magtfaktor, vil situationen være en helt anden. Det kan måske føre til en mere multipolær verden – men også med en langt stærkere rivalisering. Ikke kun i forhold til Vesten, men også indbyrdes mellem de nuværende BRICS-lande, hvor både Indien, Kina og Rusland er atombevæbnede.

Mener Ali Hansen helt alvorligt, at Rusland og Kina i sådan en situation vil være garanti for en multipolaritet, hvor det ikke er den med de stærkeste muskler, der bestemmer? 

Tegner der sig ikke snarere et billede af, at de to lande under indtryk af den amerikanske verdensordens synkende stjerne, vil forsøge at dele verden op i interessesfærer eller røverbaronier, hvor de i fred kan bestemme uden indblanding fra de andre stormagter? 

En multipolær verden med en mere retfærdig fordeling af velfærd, ressourcer og magt kan kun realiseres, hvis magteliterne i de økonomisk og militært stærkeste lande holdes i kort snor – altså underlægges demokratisk og social kontrol. 

Det er hverken tilfældet i Rusland eller Kina. Men en krise for det russiske oligarki fremkaldt af indre modsætninger eller krigsnederlag kunne være et første skridt i den retning.