En troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik

Magnus Barsøe, der er førstesuppleant til Europa-parlamentet for Socialdemokratiet angreb i Politiken 27. januar under overskriften ”Enhedslisten svigter fælt i krigskampen mod Putin” Enhedslistens forsvarspolitik. I indlægget krævede Barsøe, at EL ”dropper sin usolidariske forsvarspolitik og stempler ind i virkelighedens verden”. Piller man lidt i teksten og sier Barsøes retorik og misforståelser fra, sidder man imidlertid tilbage med, at Barsøe, der anses for venstresocialdemokrat, og som efter eget udsagn ”holder meget af sine venstreorienterede venner i Enhedslisten”, som han ”deler mange grundholdninger med”, mener at ELs sikkerhedspolitik er ”famlende” og ender sit indlæg med:

”Jeg håber personligt, at vi efter et folketingsvalg kan stå med et stabilt og ansvarligt rødt-grønt flertal, der baserer sig på alle rød bloks mandater, men det kræver, at Enhedslisten dropper sin usolidariske forsvarspolitik og stempler ind i virkelighedens verden”.

I et debatindlæg 5. februar også i Politiken tager Ludvig Goldschmidt, der er politisk rådgiver i EL, og Frederikke Hellemann til genmæle. Indlægget, der nok også skal ses som led i ELs forsøg på (gen)opbygningen af en fremtidig parlamentarisk blok af, som det udtrykkes ”vi røde partier”, imødegår en række af Barsøes påstande og slår fast, at Enhedslisten:

• deler til fulde Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af, at Rusland udgør en enorm trussel over for sine nabolande og Danmark
• går ind for dansk Nato-medlemskab og gerne støtter udgifter, der går til at sikre et territorialforsvar af Danmark og vores allierede
• altid har været skeptiske over for deponeringen af vores sikkerhedsgaranti i USA’s hænder
• holder samtidig fast i, at freden ikke bliver skabt af krudt og kugler, men af alt det, vi gør rundtom, og samtidig med at vi sikrer forsvaret af vores eget territorium

Den 18. februar gentager Jakob Ruggaard og Per Clausen i en artikel på Solidaritet 18. februar Goldschmidts og Hellemanns pointer og slår fast, at de geopolitiske kendsgerninger kræver ”nye offensive løsninger fra venstrefløjen”, herunder i lighed med SF at øge samarbejdet i EU om fælles forsvarsproduktion.

5. marts begunder ELs medlem af Europa-parlamentet, Per Clausen, ELs støtte til EUs oprustningsprogram ”ReArm Europe” med at målet er at ”frigøre Danmark og Europa fra afhængigheden af USA”. Derudover er ELs krav:

• Medlemslandene skal selv tage stilling til omfanget af investeringerne i det militære og civile forsvar
• Investeringerne skal prioritere forsvaret af civilbefolkningen og kritisk infrastruktur højt
• Finansieringen skal ske ved skattereformer, ”som sikrer, at de rigeste kommer til at betale mere til fællesskabet”
• ”Der må … ikke flyttes midler fra den grønne omstilling, løsning af klimaudfordringer og velfærden for at finansiere øgede investeringer i militær”

Senest har Mikael Hertoft, redaktionsmedlem på Solidaritet, i en oversigtsartikel 9. marts ”Når alliancen med USA svigter – hvad skal Danmark og venstrefløjen så gøre?” meldt sig under fanerne. Hertoft behandler både SFs og ELs forsvarspolitik og de ændringer i dem, der er under opsejling. Hertoft rammer også et ømt punkt i EL, når han skriver:

” Vi er nødt til at være helt klare over situationen. Vi må også beskrive den klart. Det gør Per Clausen og Jakob Ruggaard ikke. Det gør Peder Hvelplund heller ikke. Det gør SF’s top heller ikke, når de skriver: ”Europa må kunne forsvare sig selv og de værdier vi tror på”. For hvad er det for værdier ”vi” er fælles om i Europa?”

En passant er det værd at nævne, at de fleste af debatdeltagerne, der jo er medlemmer af socialdemokratiet, SF eller EL, udtrykker et temmelig eurocentristisk perspektiv, der desuden er svagt forankret i klimaforandringernes planetære problemer og ikke mindst de klassemodsætninger, der både på europæisk, men også globalt plan danner rammen for udviklingen. Har man ikke disse aspekter klart nok med, risikerer man at tage et ”vi”, der er renset for klasse- og interessemodsætninger, for gode varer.

Hvad betyder ’En troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik’?

Som det fremgår af den opsummering og de konklusioner på partiets debat om forsvarspolitik, Enhedslistens hovedbestyrelse vedtog 17. februar, er det åbenlyst, at der i Enhedslisten sker en hastig bevægelse væk fra venstrefløjens traditionelle fredspolitik henimod en mere tidssvarende og realitetsbaseret opfattelse af forsvars- og sikkerhedspolitikken, der også er hovedemnet for partiets kommende årsmøde. Alligevel er der et stykke vej endnu til, at man når op på det niveau, som ELs søsterpartier i Skandinavien er nået frem til på området. Det kræver en grundig analyse, fordi konkrete forslag må forankres i en sådan, hvis Ruggaards og Clausens krav om ”Venstrefløjens politiske svar – en ny forsvarspolitik” skal føre til holdbare svar i form af en troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik. Troværdig i dobbelt forstand: dels en politisk troværdighed, der står fast på partiets samfundsforandrende grundlag og dels en militær troværdighed, der svarer til landets behov, og venstreorienteret fordi den tager udgangspunkt i klimaforandringerne og uligheden, som vor tid største sikkerhedspolitiske udfordringer og deres klassemæssige baggrund.

ELs dilemma: Mellem geopolitiske realiteter og politiske principper

Som reaktion på Ruslands overfald på Ukraine i 2022 ændrede EL opfattelse af NATO og mener nu, at tiden ikke er den rette til udmeldelse, og har siden været en af de stærkeste fortalere for at sende våben til Ukraine. Samtidig er de interne uenigheder om opfattelsen af krigen i Ukraine og dens årsager tilsyneladende stilnet af. De facto har man således langt om længe opgivet den nedarvede og traditionelle anti-militære fredspolitik, der ahistorisk opfatter krig og fred som absolutte størrelser, som er løsrevet fra den konkrete virkeligheds sammenhæng. Denne reaktion har udgjort et historisk skred i partiet, der ikke er gået lydløst for sig.

Og nu har det trumpske USA endegyldigt ladet de europæiske NATO-lande og Ukraine forstå, at de må klare sig selv og dermed splittet det NATO, som EL har tilsluttet sig. På den baggrund er tiden nu inde til at tage det næste skridt, nemlig at fremlægge en troværdig venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik. Det vil sige– som også de nordiske søsterpartier har gjort (se bogen ”Er NATO sikker?” udgivet på Solidaritets Forlag) – aktivt at give sine bud på en sådan politik.

Men med mindre Enhedslisten skulle gå hen og tilslutte sig et nationalt og europæisk ’vi’, der tilslører alle klasse- og interessemodsætninger, så er det centrale problem, hvorledes EL som politisk parti, hvis mål ifølge partiets principprogram er radikale samfundsforandringer og et opgør med kapitalismen på et demokratisk grundlag, agerer i spændet mellem de givne forudsætninger, dvs. på den ene side klimaforandringernes og de geopolitiske realiteters altoverskyggende karakter, og på den anden side forståelsen af, at forsvaret som institution i et borgerligt-demokratisk samfund har to roller: Den ene som forsvarer af landet og befolkningen mod udenlandsk aggression og den anden som en del af det magtapparat, der i sidste instans skal garantere den herskende samfundsordens opretholdelse.

Den første rolle kræver et effektivt forsvar, dvs. et forsvar der med troværdighed kan varetage de opgaver, der demokratisk fastsættes af det folkevalgte, politiske niveau, mens den anden rolle fordrer stram politisk kontrol med forsvaret, herunder aktiv deltagelse på alle niveauer af engagerede borgere, der forstår forsvarets dobbeltrolle. Dette sidste vil være det stærkeste forsvar for at modvirke den iboende drift hen mod militarisme og selvstændiggørelse, der kendetegner alle magtapparater. Det vigtigste instrument for at forhindre en militarisme i at opstå er indførelse af almindelig værnepligt for både mænd og kvinder. Desuden må ELs medlemmer og sympatisører være parate til både at deltage i de samfundsmæssige diskussioner om forsvaret og aktivt indgå i dette på alle niveauer, herunder officerskorpset, og partiet som sådan må på et tidspunkt være parat til indgå i forsvarsforlig, hvis ellers præmisserne er rigtige.

I denne proces er der en åbenlys fare for, at de politiske principper glider i baggrunden til fordel for realpolitikken, hvis egentlige indhold er, at politik kun er for magteliten, og som historisk set bl.a. repræsenteres af kardinal Richelieu, Bismarck, Kissinger og her hjemme af Scavenius.

De største sikkerhedsproblemer: Klimaforandringerne og uligheden

Klimaforandringerne og uligheden er de største sikkerhedsproblemer og er uløseligt forbundet med den herskende politisk-økonomiske orden. Men i en ikke-ideel verden kan et socialistisk parti heller ikke tillade sig at overse de geopolitiske kendsgerninger: Nemlig at den unipolære verdensorden med USA som den førende magt er ved at ændres til en tripolær verdensorden bestående af tre imperialistiske blokke – den amerikanske liberalt-kapitalistiske, den russiske kleptokratisk-kapitalistiske og den kinesiske statskapitalistiske. Her opdeles verden i tre røverbaronier, hvor de tre imperialismer hver for sig kan skalte og valte uden indblanding fra de andre imperialismer. Det er det, Kina og Rusland forstår ved en ’multipolær’ verdensorden. Den sorte hest i denne opdeling er naturligvis de mange lande, der ønsker sig en reel multipolær verdensorden, hvor alle lande er ligeværdige. Her har vesten med sin dobbeltmoral i forhold til krigen i Ukraine og krigen i Gaza i alvorlig grad undergravet sig selv. Noget der i forvejen var vanskeligt på grund af Europas kolonialistiske fortid, bliver nu endnu vanskeligere på grund af denne dobbeltmoral.

Klimaforandringerne, der allerede er på vej mod en temperaturstigning på 2-3 grader, vil indenfor overskuelig tid betyde uhyre folkevandringer, der allerede nu af NATO opfattes som et militært sikkerhedsproblem. Men samfundsproblemer kan ikke løses militært, det kan i sidste instans kun en retfærdig fordeling af de fælles goder: ren luft, vand, mad og et rimeligt sted at bo.

Rusland som umiddelbar trussel

Grundlaget for den nuværende krise blev lagt i begyndelsen af årtusindet. Allerede Putins store tale i 2007 ved sikkerhedskonferencen München og senest infiltrationen af Donbas og annekteringen af Krim i 2014 burde have fået de europæiske lande til at reagere. Men det toneangivende land, Tyskland, havde travlt med at skaffe sig billig russisk energi, så reaktionerne på Ruslands aggression forblev nærmest symbolske.

I Europa er Rusland nu en uberegnelig og aggressiv stormagt med atomvåben, som det gang på gang truer andre lande med, og som har indledt den første internationale erobringskrig i Europa efter Anden Verdenskrigs afslutning.

Hvorvidt Rusland på længere sigt er en trussel er svært at afgøre, fordi Rusland lige nu har alle militære kræfter bundet i krigen i Ukraine og landet halter langt bagefter de vestlige lande i teknologisk udvikling. Samtidig er landets økonomi helt afhængig af de eksportindtægter, man opnår ved salget af råstoffer som olie og gas.

Men en dårlig fred for Ukraine vil betyde, at Rusland får frigjort kræfter, der kan anvendes nok ikke til åbenlys militær aggression, men til undergravende virksomhed fx mod de baltiske lande. Samtidig er de europæiske lande i overgangsperioden til deres forsvar når op på fuld styrke ligesom en slange, der skifter ham, eller en krabbe, der skifter skjold, ekstra sårbare.

Hvad har MAGA, De gule Veste og AfD til fælles?

USA fortalte på sikkerhedskonferencen i München de europæiske eliter, at det var dem, der var fjenden, ikke eksterne fjender. Hvorfor? Fordi disse eliter satte millioner af europæiske vælgere, der deler MAGA-bevægelsen holdninger, udenfor politisk indflydelse. Det ramte et ømt punkt, fordi de europæiske eliter i deres neoliberale globaliseringsiver kastede millioner af mennesker ud i prekære forhold: Hverken MAGA, De gule veste eller AfD opstod af den tomme luft. Afindustrialiseringen, finanskrisen og den ukontrollerede indvandring er alle symptomer på denne dybe krise, hvor efterkrigstidens samfundskontrakt mellem klasserne og de regerende og de regerede smuldrer. Og hverken socialdemokratierne eller venstrefløjen har formået at samle befolkningernes vrede og utilfredshed over globaliseringen og ulighedens vækst op og lede den i retning af et opgør med kapitalismen. I stedet har det været overladt til den nye højrefløj, der er på vej til at smede en højrepopulistisk Internationale.

Eksisterer NATO egentligt mere?

Med Trumps anden præsidentperiode er der sat turbo på en udvikling, der allerede startede under Obama: Europas sikkerhed er ikke længere USA’s første prioritet og Europa må sørge og betale for sin egen sikkerhed. Og ikke nok med det: Ikke overraskende er USA’s formål naturligvis at svække og splitte EU og de europæiske NATO-lande med henblik på at gavne egne interesser. Det så man tydeligt under den nylige konference i Paris om kunstig intelligens. Det er jo også den politik, der ligger bag baseaftalerne, afpresningsforsøget på Ukraine og den straftold på 25% på europæiske varer, som USA forventes snarligt at indføre. Handelskrig er også en slags krig.

Murens og kommunismens kollaps var starten på NATOs opløsning. NATO er en koldkrigskonstruktion tilpasset denne, og man kan med rette rejse spørgsmålet om alliancen er det rette instrument under de forhold, der er ved at udvikle sig, hvor medlemslande som USA, Ungarn, Slovakiet og måske også Italien er så usikre kort, som de er. Også selvom USA ikke – endnu – har sagt, at man trækker sig ud af NATO eller ikke længere står ved NATOs musketéred eller atomparaplyen over Europa.

Hvor EL før Trumps anden præsidentperiode kunne nøjes med at forholde sig dialektisk til den givne situation (men ikke gjorde det): At der LOKALT i Europa intet Alternativ var til NATO, mens NATO GLOBALT var og er den liberale-kapitalismes væbnede næve, hvis opgave er at forsvare denne kapitalisme, er der nu sat grundlæggende spørgsmålstegn ved NATOs eksistens.

Hvad skal i givet fald erstatte NATO? Kan man forvente, at Europa som i tiden op til 1. Verdenskrig og i mellemkrigsårene går tilbage til regionale alliancer mellem grupper af stater – det Informations Georg Metz i P1 kaldte ”ententepolitik” – og andre stater, der har bilaterale aftaler med USA? Ideelt set ville det formentlig være ønskeligt med et fælleseuropæisk forsvar i stil med det, tidligere brigadegeneral Michael Clemmesen beskriver i Information 26. februar i år. Men som han skriver som afslutning: ’Det kommer nok ikke til at ske’. Så er Ruggaards og Per Clausens tanker om et nordisk-baltisk forsvarsforbund, noget der ser ud til allerede at være i støbeskeen, når man ser på Mette Frederiksens benarbejde, måske mere realistisk.

Overordnet set er efterkrigstiden endelig forbi.

Statsræson og dobbeltspeak

For bare et par måneder siden, så det ud til, at de europæiske NATO-lande på trods af verbal sabelraslen anglede efter at blive lukket ind i den trumpske varme ved at love at skrue forsvarsbudgetterne i vejret, købe mere amerikansk fracking gas og slække på markedsreguleringerne. Nu ser der ud til at have indfundet sig den erkendelse, at det ikke er muligt at vende tilbage til den førtrumpske idyl.

I øjeblikket er de europæiske lande helt og aldeles afhængige af USA, først og fremmest hvad angår atomparaplyen, efterretningssamarbejdet og våbensystemerne og kan på en række områder ikke erstatte USA i forhold til Ukraine. Ikke pga. pengemangel, men fordi man simpelthen ikke har de militære, efterretningsmæssige og logistiske midler på en række helt centrale områder for ikke at tale om personel og en parathed til denne opgave. Man søger hastigt at beefe det europæiske forsvar op, men det er noget der vil tage en rum tid, for produktionskapaciteten er simpelthen ikke på plads. Der er selvfølgelig nye toner fra Tyskland, men det tyske forsvar er i samme tilstand som det danske.

Det er i det lys, man skal se Starmers og Macrons (og Mette Frederiksens) forsøg på både at blæse og have mel i munden og gøre gode miner til slet spil: Statsræsonen gør det afgørende nødvendigt at forsøge at holde USA interesseret i europæiske sikkerhed og samtidig desperat får styr på egen og mere selvstændig sikkerhed, som den der er taget skridt til med projektet ”ReArm Europe”. Det er også grundtonen i det interview, Information bragte med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der i lighed med Mette Frederiksen mener, at befolkningen sagtens kan forstå denne dobbeltspeak: ”Danskerne ved godt, hvad vi tænker, og de forstår godt, vi ikke kan sige det”, ”Sivene står rigtigt i folkehavet”. Men denne strategi har sine begrænsninger, fordi den også tillader, at man siger et og gør noget andet. For meget dobbeltspeak for længe kan meget vel blive en politisk boomerang i forhold til landenes befolkninger, der er usikre, bekymrede og vrede over USA’s opførsel.

Og mon ikke også det er erkendelsen af disse faktiske forhold, der har medført, at der bag kulisserne har været lagt et enormt pres på Zelenskyj for at krybe til korset og sige bebe til Trump efter bagholdet i Det ovale Værelse 28. februar?

Besiddelse af kernevåben eneste gangbare mønt

Hvor uhyggeligt det end er, er den reelle gangbare mønt i sikkerhedspolitik efter 1945 i sidste instans besiddelsen af kernevåben, som jo også Ruslands kernevåbentrusler illustrerer. Skal de europæiske NATO-lande opbygge deres egen kernevåbenslagstyrke, sådan som Frankrig længe forsigtigt har forsøgt at få Tyskland interesseret i, når usikkerheden om USA’s paraply er voksende? Den debat må EL også deltage i. Det er i hvert fald nærliggende at forestille sig, at den tiltagende usikkerhed kan medføre at flere lande end dem, der allerede besidder dem, vil forsøge at anskaffe sig disse våben.

Frankrig er det eneste af de to europæiske kernevåbenmagter, hvis kernevåben er reelt uafhængige af USA, mens Storbritanniens sikkerhed er helt integreret med USA, både hvad angår efterretningssamarbejdet og afhængigheden af amerikanske komponenter – missiler og selve sprænghovederne – og målsøgningssoftware til sine kernevåben. Ifølge The Guardian siger Hans Kristensen, der for tænketanken Federation of American Scientists følger kernevåbenstyrkernes status, at “Storbritannien kan godt lide at kalde sin indstilling til kernevåben uafhængig, men det er den selvfølgelig overhovedet ikke”. Kan Storbritannien stole på at USA også fremover vil levere sprænghoveder og missiler?

Denne afhængighed holder Storbritannien i et jerngreb, et jerngreb som den franske atomslagstyrke ikke står i, fordi den er opbygget med egne kræfter.

Europæisk enighed?

Selvom der lige nu på topplan foregår en hidtil uset bevægelse mod europæisk samling, er det alligevel et spørgsmål om man kan tale om europæisk enighed, hvor ønskværdig den end måtte være. Slovakiet og Ungarn holder sig tæt op ad Rusland og Rumænien og Moldova kan snart gå samme vej.

Storbritannien mener jo f.eks., at landet har et ’særligt forhold’ til USA, der er så vigtigt, at man formentligt vil gå meget langt for at holde det intakt.

Selvom EUs estiske udenrigspolitiske chef Kaja Kallas efter episoden i Det ovale værelse efterlyste ’en ny leder af den frie verden’, så bliver det nok ikke så lige til at finde denne nye leder. Der er flere om buddet udover Starmer og Macron. Den kommende tyske kansler, Merz, hvis illusioner om USA jo er bristet, kunne være et, men både tysk økonomi og forsvar hænger i laser og befolkningen er dybt splittet over krigen i Ukraine.

Så selvom der med Merz som tysk forbundskansler og de seneste vedtagelser i EU ser ud til at komme mere dynamik i de europæiske lande, ligger europæisk samling ikke lige for. Dertil er interessemodsætningerne og forskellene i historie og befolkningernes holdninger endnu for store. Der bliver nok snarere tale om en ”koalition af villige” – både EU- og ikke-EU-medlemsstater.

Faren for ’melonisering’

Og den italienske premierminister Georgia Meloni med sine postfascistiske rødder, tætte forhold til Trump og Musk og MAGA-bevægelsens værdier arbejder intenst og formentlig med Trumps støtte og i håb om, at han så ’overser’ Italiens kolossale handelsoverskud med USA og beskedne forsvarsudgifter, på at være den bro, som Trump håber, han kan bruge til at få de europæiske lande til at makke ret indenfor det røverbaroni, der har USA som herre. Sker det vil Europa for alvor være reduceret til amerikansk vasal. Melonis demonstrativt sene ankomst til det europæiske topmøde i London 30. februar og hendes manglende støtterklæring til Ukraine sender ildevarslende signaler. Og hvad sker der hvis Le Pen og AfD får regeringsmagten i henholdsvis Frankrig og Tyskland? Er disse partiers vælgere interesseret i at bruge utallige milliarder på Ukraine og oprustning, når de hjemlige problemer tårner sig op?

På en sær omvendt måde får vicepræsident Vance måske ret med hensyn til Europas ”indre fjende”, der bare ikke er den, han mener, men derimod faren for en melonisering af europæisk politik – noget der med analytiker ved Tænketanken Europa Alberte Bové Ruds ord

”betegner en politisk manøvre, hvor højrefløjspolitikerne dels nærmer sig midten og magten med respekt og imødekommenhed, dels fastholder sin forbindelse til det yderste højre”.

Meloni har fulgt denne sti i de to år, hun har haft regeringsmagten i Italien, og det lader til at have inspireret andre dele af den europæiske højrefløj. Parlamentarisk placerer Meloni sig alleryderligst til højre, men hun er villig til at gå på kompromis med sine prioriteter for indflydelse og anerkendelse.”

Hvor længe kan Meloni gå denne balancegang uden at miste fodfæstet?

Hvor stiller udviklingen EL?

EL står derfor overfor en i sandhed kompliceret virkelighed, når partiet for alvor skal tage fat i udformningen af en troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik. Et dansk forsvar, der skal støttes af EL, må som udgangspunkt støtte sig på retten til selvforsvar, som den er nedfældet i FNs charter og en opfattelse af, at et passende forsvar må have en vis styrke for at være troværdigt. Som konsekvens af denne opfattelse må man samtidigt også stå fast på, at undertrykte folk har ret til at gøre oprør mod undertrykkelse, også med våben i hånd. Samtidig skal EL holde fast i sine politiske principper og den grundlæggende analyse af samfundets kapitalistiske karakter og undgå at falde i den fælde, det modsætningsfri ”vi” udgør. Hvor langt vil EL gå på kompromis med sine politiske grundprincipper i europæisk forsvarsenheds navn?

Omrustning

EL går allerede nu aktivt ind for en omrustning af det danske forsvar fra at være et udrykningskorps, der betjener amerikanske og franske stormagtsinteresser rundt om på kloden, til et territorialforsvar i tæt samarbejde med allierede og herunder især de nordiske lande, der nu alle er med i samme alliance. Men en omrustning er ikke det samme som en hovedløs oprustning med tilhørende våbenkapløb og militarisme.

Denne omrustning kommer til at koste mange milliarder, og det bliver derfor ELs opgave dels at sørge for, at pengene bruges rigtigt, at man i stedet for at snakke om beløb og procenter holder fast i at tvinge diskussionen hen på opgaven, og hvad der skal til for at opfylde den, og dels at det ikke som sædvanligt bliver de fattige, der skal betale. For der er ingen tvivl om, at vi kommer til at høre den sædvanlige sang om, at ”vi” alle er i samme båd og så ved vi jo godt, hvem der skal ro. Derfor skal EL sammenkæde udgifterne til forsvaret med et ufravigeligt krav om, at det er de rige, der skal punge ud, skattelettelserne skal rulles tilbage, selskabsskatten op og de enorme gevinster som f.eks. elselskaberne har haft inddrages. At dømme efter Politikens store interview med SFs forkvinde, Pia Olsen Dyhr kunne der her måske være grundlag for et samarbejde med SF.

For EL må det være vigtigt at betone vigtigheden af at et forvar både har en militær og en civil komponent, der tilsammen udgør et totalforsvar på linje med det, som Sverige eller Finland har. Et totalsvar, der effektivt både er i stand til at beskytte civilbefolkningen og den kritiske infrastruktur, uden hvilken et moderne samfund bryder sammen.

Militarisering

Som Rune Lykkeberg skrev 22. februar i Information, så udgør de voldsomme beløb, der afsættes til forsvaret ’transformative investeringer med meget stor risiko for en uhyggelig militarisering af samfundet’. Regeringen forsøgte med Mette Frederiksens opråb ’Køb, køb, køb’ at ophæve Folketingets kontrolfunktion, noget der ville være et skridt i retning af den militarisering, som Lykkeberg advarer mod, fordi anskaffelser skulle være overladt til forsvarschefen. Attentatforsøget, der af Informations Sebastian Gjerding blev kaldt ’Fri leg med milliarder’, blev dog bremset af bl.a. De Konservative. Regeringen forsøgte formentlig at komme udenom det kaos, der hersker i forsvarsministeriet, men som også Jørgen Grønnegaard Christensen gør opmærksom i indlægget ’Det besværlige forsvar’ i Weekendavisen 27. december, er det, der skal til, en regulær oprydning i forsvarets ledelses- og forvaltningsorganisation. Rigsrevisionens rapporter har flere gange klarlagt, at forsvarets ledelse ikke er i stand til at gennemføre de politiske prioriteringer på området og ej heller kan forklare hverken undladelserne eller pengestrømmene. Onde tunger påstår, at forsvarsministeriet konkurrerer med BaneDanmark om førstepladsen på det område.

Her kommer vi så til et andet kardinalpunkt for en troværdig venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik. Nemlig brugen af de mange milliarder til omrustningen. Hvis disse blot af politiske grunde – forsøg på at opretholde den tætte alliance med USA – hovedsageligt som hidtil går til indkøb af amerikansk materiel, så vil det være et skridt tilbage for en europæisk og nordisk strategisk autonomi og blot befæste afhængigheden af USA. Også her er det naturligt først og fremmest at søge samarbejde med de øvrige nordiske lande og dernæst andre europæiske lande. Det gælder derfor for EL at holde skarpt øje med, hvor regeringen sender de mange milliarder hen.

EU-forsvar

Hvis forudsætningen er, at NATO-landene ikke længere kan regne med USA, hvorledes fylder de europæiske NATO-lande så dette hul ud? Og kan landene magte det i lyset af, at de som sagt er helt afhængige af USA’s atomparaply, efterretningssamarbejdet med USA og våbensystemerne.

Opløsningen af det meget tætte forhold til USA får også andre konsekvenser. Den meget tætte integration med USA omkring efterretningssamarbejdet, betyder, at Danmark har åbnet en bagdør, der kan vise sig at stride direkte mod Danmarks interesser – det blev jo almindeligt kendt under de senere års mange efterretningsskandaler, at USA benytter samarbejdet til at spionere mod sine og Danmarks allierede. Så måske ramte Tilsynet med Efterretningstjenesterne faktisk plet, da man bl.a. indrapporterede ukontrolleret amerikansk adgang til kabelsamarbejdets data. Det samme gælder den meget tætte integration med hensyn til militært udstyr. Når man ikke længere kan stole på USA, kan man så vide sig sikker på at få vigtige reservedele, våbensystemer eller at USA ikke pr. fjernadgang kan lamme våbensystemer?

Velfærdsstatens erosion og ELs dilemma

Det er åbenbart, at verden er på vej ind i endnu en urolig og ustabil periode, hvis varighed man kun kan gisne om, og som meget vel i værste fald kan ende i endnu en verdenskrig og i bedste fald på sigt indvarsle en periode, hvor de kapitalistiske stater, herunder velfærdsstaterne i Nord- og Vesteuropa, eroderer. Det sker, fordi staterne på grund af klimaforandringerne og de uhyre beløb, der skal bruges på en grøn omstilling og på blot at tilpasse sig konsekvenserne af disse forandringer samt de militære udgifters himmelflugt, ikke i længden er i stand til at opfylde den uskrevne sociale kontrakt med befolkningerne. Dette relativt langsomme sammenbrud vil med en vis sandsynlighed at dømme fra de kriser, der på disse områder præger de europæiske samfund, først ske på sundhedsområdet og pensionsområdet og derfor forstærke uligheden.

Statsmagtens tilbagetrækning vil medføre, at borgerne – først og fremmest de fattigere – i større eller mindre vil blive overladt til sig selv, noget der vil udløse civil uro, kriminalitet og selvtægt, muligvis i borgerkrigslignende form (model ”Blade Runner” eller Kaspar Colling Nielsens ”Den danske borgerkrig 2018-24”). I takt med sin svækkelse på andre områder, vil statsmagten forstærke brugen af sit magtapparat for at forsøge at bringe uroen så meget under kontrol, at den ikke truer den bestående orden. Opstår den situation, vil et socialistisk parti, som aktivt har medvirket til opbygningen af et nyt forsvar, stå i et dilemma, med mindre man har så stærkt et fodfæste i både befolkning og magtapparat, at man er i stand til at forhindre overgreb (model Nellikerevolutionen i Portugal 1974). Har man ikke det, kan magtapparatet udvikle sig på en sådan måde, at det selv griber magten og indfører et diktatur (model Chile 1973).

Selvom det ovenfor beskrevne scenarie kan forekomme spekulativt og vidtløftigt, så bør de ovennævnte aspekter ikke udelukkes og sammen med en konkret analyse af de geopolitiske forudsætninger og egentlige militærfaglige aspekter have en langt mere prominent plads i et egentligt og langsigtet forsvars- og sikkerpolitisk program end tilfældet er nu. Her er der noget at lære af de skandinaviske søsterpartier. EL bør derfor snarest tage initiativ til en konference med disse partier som deltagere for at belyse de muligheder og forhindringer samtlige landes medlemskab af NATO giver for en samlet skandinavisk optræden. EL bør også på et tidspunkt, der ikke ligger alt for langt ude i fremtiden, tage initiativ til en lignende konference med sine europæiske søsterpartier. På partiets indre linjer bør man nedsætte en permanent forsvars- og sikkerhedspolitisk gruppe, der kan trække på eksterne eksperter for at frembringe det nødvendige faglige grundlag for partiets diskussioner og folketingsgruppens indlæg i det parlamentariske arbejde på området.

Den danske regering skal også tvinges til at lægge kortene åbent frem og sætte gang i en forsvars- og sikkerhedspolitisk diskussion i befolkningen i stedet for som nu magtfuldkomment at lade det meste foregå bag lukkede døre. I et demokratisk land angår forsvars- og sikkerhedspolitikken ikke blot den politiske magts og de højeste officerskredses lukkede rum, men alle landets borgere, hvis sønner og døtre, fædre og mødre i sidste instans skal sætte livet på spil.