Multipolær imperialisme
Bliver den nye multipolære verdensorden i virkeligheden en ny form for imperialisme domineret af tre stormagter hvis ledere alle ønsker at genskabe deres respektive staters glorværdige fortid ?
Den nye multipolære verdensorden
Det er efterhånden en indiskutabel sandhed, at vi er på vej ind i en ny multipolær verdensorden. Den internationale orden, der har eksisteret siden afslutningen på 2. Verdenskrig, er ved godt og grundigt at blive erstattet af en ny orden. Bipolariteten under Den Kolde Krig og unipolariteten, der har hersket siden sammenbruddet i den europæiske østblok omkring Sovjetunionen, vil blive erstattet af en ny orden, der ikke domineres af en eller to stormagter.
Især Kina og Rusland har været fortalere for denne nye multipolære verdensorden, hvor USA’s hegemoniske dominans vil blive erstattet af en mere ligelig magtfordeling i verden. Rusland har talt om en mere balanceret verden, og Kina har tegnet et billede af den nye multipolære verdensorden, som en orden, der er mere retfærdig og giver bedre plads til indflydelse også fra Det Globale Syd.
Den multipolære imperialisme
Den seneste udvikling efter Ruslands invasion og Trump-regeringens tilnærmelse til Rusland har imidlertid tegnet et anderlede foruroligende billede af udviklingen frem mod denne nye multipolære verdensorden. Der tegner sig en fortsat imperialistisk orden domineret af tre stormagter, hvis ledere alle drømmer om at genskabe deres respektive landes glorværdige fortid. Xi har sin ”Kinesiske Drøm”, Putin taler om at genskabe den ”Russiske Civilisations-stat”, og Trump drømmer om at ”Make America Great Again”.
To af de tre ledende stormagter i den nye multipolære verdensorden har en fortid som regulære imperier, med en kejser i spidsen. USA fødtes i kamp mod den britiske imperialisme, men i sin opvækst var USA en ekspanderende stat, som bl.a. annekterede Texas fra Mexico, senere erobrede Filippinerne, og baserede en vigtig del af sin økonomi på slaveri. Efter 2. Verdenskrig gled USA ind i rollen som imperialistisk stat i et først bipolært derefter unipolært system.
Imperialisme og krig
Kolonialisme/imperialisme betyder ikke nødvendigvis permanente militære modsætninger eller konflikter mellem imperialistiske stater. I stedet for militære konfrontattioner kan de indgå aftaler om, hvordan de skal dele resten af verden imellem sig. Opdelingen af kolonier i Afrika i 18. århundrede var eksempelvis ikke resultatet af krigshandlinger, men blev besluttet på Berlinkonferencen i 1885, hvor repræsentanter fra de europæiske kolonimagter enedes om at dele kontinentet. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af kortene over de nu afkoloniserede afrikanske stater. Grænserne følger rette linjer – uden hensyntagen til befolkninger eller topografiske forhold – fordi de er fremkommet ved at deltagerne i Berlinkonferencen med lineal og datidens skriveredskaber afgrænsede de koloniale enheder, som man var blevet enige om at dele ud til hinanden – uden at tage hensyn til de lokale afrikanske indbyggere.
Krigen i Ukraine
Det nye tripolære imperialistiske system vil heller ikke nødvendigvis umiddelbart føre til krige mellem stormagterne. Putin har ret, når han understreger, at krigen i Ukraine udgør indledningen på den nye verdensorden. Kina, som ellers altid udtaler, at det vigtigste princip i relationerne mellem stater er ”ikke-indblanding i andre landes indre forhold”, har aldrig fordømt den russiske invasion af Ukraine. Donald Trump har på et tidspunkt kaldt den et ”genialt” træk af Putin. USA’s repræsentanter i FN har for få dage siden gjort klart, hvordan suverænitet skal opfattes i den nye verdensorden. USA’s FN-repræsentanter stemte således imod FN-resolutioner – i Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet – fordi de fordømte den russiske invasion i Ukraine. I Generalforsamlingen stemte 93 stater for en sådan resolution, 65 stater afstod fra at stemme, og kun 18 stater stemte imod. Sammen med USA stemte eksempelvis Belarus, Nordkorea, Ungarn, Israel imod, mens Iran og Kina undlod at stemme.
Det er vel et spørgsmål, om Trump uden Ruslands invasion af Ukraine ville have fået de vidtløftige ideer om annektering af Grønland, Canada, Panamakanalen og den kombinerede annektering og etniske udrensning af Gaza. Det virker som om han har tænkt ”hvis I kan, kan vi også”. Og det forudsætter så, at USA over for Rusland erklærer, at man vil anerkende den russiske annektering af Østukraine, hvis den russiske regering lader være med at brokke sig over USA’s egne annekteringsplaner. Den seneste udvikling i den amerikanske udenrigspolitik kunne tyde på, at det er denne logik Trump følger.
Atomvåben og militær multipolaritet
Grundlaget for magtforholdene i det nye imperialistiske system er besiddelsen af atomvåben. Faktisk er det militære aspekt af den nye verdensorden ikke mere nyt, end at den militære multipolaritet, har overlappet den mere generelle struktur med bi- og unipolaritet, lige siden USA’s monopol på atomvåben forsvandt.
Siden da har atommagterne haft frie hænder til at angribe stater, der ikke er i besiddelse af atomvåben, uden at de andre atommagter blandede sig, fordi de alle var bange for at starte en atomkrig. Krigen i Ukraine er ikke første gang, det har været sådan. USA kunne eksempelvis angribe Vietnam, Afghanistan og Irak, uden at risikere at møde Sovjet/Rusland på slagmarken.Sovjet kunne uden indblanding udefra angribe Ungarn og Tjekkoslovakiet. Under Koreakrigen, hvor et stort kontingent kinesiske soldater deltog på Nordkoreas side mod især de amerikanske FN- styrker, foreslog en amerikansk general, at man skulle bruge atomvåben mod Kina. Det turde den amerikanske regering imidlertid ikke, fordi Sovjet få år tidligere havde afprøvet sin første atombombe, og man derfor kunne risikere et sovjetisk modsvar. Da både russerne og amerikanerne greb ind i den syriske borgerkrig på hver sin side, var både den amerikanske og den russiske regering meget forsigtige med ikke at komme i direkte konfrontation med den anden atommagt.
Respekten for nationalstaters suverænitet
Det nye i det imperialistiske system, der tegner sig, er, at det nu lader til, at nationalstaters suverænitet ikke behøver at respekteres. Det har været et grundlæggende princip i det internationale system siden Anden Verdenskrig. Ikke mindst påkaldt og forsvaret af de tidligere kolonialiserede lande i Det Globale Syd.
Mange af regeringerne i Det Globale har et ærligt ønske om en multipolær – mere retfærdig og ligeværdig – verdensorden. Spørgsmålet er imidlertid , om Rusland og Kina reelt er interesserede i at give mere plads til dem, hvis det begrænser deres egen handlefrihed. Det kan under alle omstændigheder undre, at regeringerne i mange af de tidligere koloniserede lande i Det Globale Syd, ikke er i stand til at se, at Ukraine – som de selv – er et afkoloniliseret land, der nu igen angribes militært af sin tidligere kolonimagt. Solidaritet burde være selvindlysende.
De stærkeste magter – dem med de fleste atomvåben – påberåber sig nu retten til at se bort fra det såkaldte regelbaserede internationale system, som de primært betragter som en hindring for deres frie udfoldelse. Direkte annektering af hele eller dele af suveræne stater vil i fremtiden kendetegne det internationale system, side om side med krav fra stormagterne om at kunne dominere de mindre stater.
Annektering og dominans
Både Rusland og USA kræver kontrol over nabolande af hensyn til deres egen nationale sikkerhed. Rusland kræver sikkerhed i form af en bufferzone af dominerede eller afmilitariserede nabostater – som man havde det under Sovjetunionen. En række af de russiske nabolande, som efter Anden Verdenskrig blev tvunget ind i den russiske interessefære som medlemmer af Comecon og Warschawapagten, har efter Sovjets sammenbrud søgt om og fået medlemskab af Nato. Efter Ruslands invasion af Ukraine har også Finland og Sverige søgt om og opnået medlemskab af Nato. For at kunne opnå national sikkerhed kræver den russiske regering, at dets nabolande afmilitariseres og træder ud af NATO.
Der tales i nogle fredskredse om, at sikkerhed altid er ”tosidig”, at man også er nødt til at tage hensyn til Ruslands sikkerhedsbehov, når man diskuterer en fremtidig sikkerhedsstruktur i Europa. Men den russiske regering kræver, at Ruslands sikkerhed baseres på nabolandenes magtesløshed.
Når Trump skal forsvare sin interesse i at overtage ejerskabet over Grønland, siger han også, at det er nødvendigt for at opretholde USA’s nationale sikkerhed.
Mobning af Zelensky
Billedet af denne kommende imperialistiske struktur blev yderligere understreget af den måde Trump, Vance, Rubio og de fremmødte repræsentanter fra pressen mobbede Zelenskyj på, under den famøse pressekonference i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. Mødet mellem Trump og Zelensky skulle have resulteret i, at de begge underskrev en i bund og grund kolonial aftale om USA’s udnyttelse af ressourcer i det krigshærgede og pressede Ukraines undergrund. Som en ny dreng i skolegården, som ikke engang kunne tale ordentligt eller klæde sig som de andre i jakkesæt, blev Zelenskyj hånet og skældt ud af skolegårdens tyranner- repræsentanter fra den amerikanske regering og de højreorienterede medier, som var til stede. Zelensky stod fast, rettede på Trump og Vances uhyrligheder, og det gør man ikke ustraffet over for et pattebarn som Trump. Som Peter Viggo Jacobsen sagde det i et tv-interview, kan resten af verden ikke være tjent med, at der sidder et forkælet 6-årigt barn og styrer USA.
Den amerikanske regering vil nu måske bruge den mislykkede forhandling med Zelenzky til henover hovedet på Ukraine og Europa at indgå en aftale med Rusland om Ukraines fremtid, hvor russerne kan beholde de besatte områder, og hvor USA måske kan opnå adgang til de mineraler, som findes i det besatte Østukraine.
Hvis det sker, vil det nye multipolære imperialistiske system endeligt have materialiseret sig.
Om skribenten
Peer Møller Christensen
Læs mereKære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] Peer Møller Christensen Sur l’auteur : Plus d’informations icihttps://solidaritet.dk/multipolaer-imperialisme/ […]
[…] di Peer Møller Christensen, da solidaritet.dk […]
[…] verdensorden med USA som den førende magt er ved at ændres til en tripolær verdensorden bestående af tre imperialistiske blokke – den amerikanske liberalt-kapitalistiske, den russiske […]