En tur i Havana under septembersolens udmarvende stråler. Rejseberetning fra Cuba

Det er den 26. september. Jeg er stået tidligt op og trådt ud i Havana for at møde det cubanske liv i min turistlignende trikot. Jeg er iført et par Birkenstock-sandaler, hvid underbluse, cowboyshorts og kasket.

Himlen er sort som kul, og det eneste lys i gaderne kommer fra stuelejlighederne, hvor de kasseformede apparater underholder morgentrætte børn. Lyset fra de flimrende skærme skærer ud gennem åbne gitterdøre, ned på de hullede fortove, som de første arbejdere, skoleelever og affaldssnusende hunde betræder.

Gadelamperne er slukkede, ligesom modet er det hos de fleste borgere i Havana. Den globale inflation rammer her hårdere end pandemien. Inflationen har givet størstedelen af cubanernes tilværelse et nyrehug så hårdt, at de må bøje sig i støvet. De leder efter alternativer og muligheder gennem rationering og sparsomme tiltag i hjemmet. Alt fra at minimere forbruget af toiletpapir, til kun at vaske op en gang imellem. I disse tider lader cubanerne deres aircondition-anlæg være vægpynt for at have nok penge til dagen og vejen.

Timelange køer – eller ågerpriser

Ude ved Malécon-promenaden mærkes atmosfæren intens, mens solopgangen langsomt brænder dagen i gang i havnevandet, hvor fiskere utålmodigt har kastet snøren langt ud i havet for at undgå oliepølene langs kanterne.

Fiskerne står med centimeters mellemrum op ad hinanden. Ihærdigt hiver de på livet løs i land med forhåbning om, at en lille sølvskinnende fisk har bidt på krogen. Desværre er det et fåtal, som har været heldige eller dygtige nok. De kan opmuntrede gå tilbage med fangsten hængende ned fra bukseremmene, og bringe mad på bordet til glæde for sultne maver. 

Jeg vader længere ind i byens infernalske spektakel af små jeeps, busser og taxaer. De velkendte klassiske Havana-dollargrin, som kværner og udstøder benzinrøg mellem de fantasifulde, farvestrålende men faldefærdige bygninger, i takt med at solen stiger og tærer på kroppen og river og flår i huden. Det er tydeligt at se menneskeskuet af mænd, som sidder modløse på kantstene og stirrer blindt ud i intetheden. Neglepillende kvinder med blafrende vifter foran skyggelagte ansigter har stillet sig i de timelange køer. De fløjter tiden væk, så familier kan modtage rationeringsvarer hos tiendas (små butikker, red.). Ofte med udsigt til mellem to og fem timers ventetid.

I de gadevendte stuelejligheder kan man købe basale nødvendigheder til hjemmet, og sig selv, hvis det kniber med utålmodigheden, og opsparingen rækker til det. Vand, øl, cigaretter, bleer og shampoo forsøger sælgerne at afhænde, til højere priser.

Frugt- og forfrisknings-sælgere, med flade, runde stråhatte, falbyder med deres kendetegnede råb til eventuelle kunder. Deres trækvogne triller, så støv hvirvler op efter dem, og gør bygningernes facader og de indtørrede planters blade hvidpudrede.

Dubai-hoteller og fattigdom

Unge knægte står på balkonerne og skrubber og renser tøj i gnubbestenene. Fra svalegangenes altan-gelændere hænger tørresnore med kulørte klude og lagner , som drypper ned på menneskemyldret i den iltfattige luft. Et par muskuløse mænd slæber cementsække på skuldrene, og smider dem på jorden foran et hav af murbrokker og sten af granit. Overfor ligger dét hotel, som de skal genopføre.

Turismeindustrien på øen er i frit fald. Lønningerne er fastlåstlave, mens priserne stiger højere op end nogensinde før. Bitterheden og frustrationerne er vokset. Mest fordi penge til vedligeholdelse i højere grad bliver anvendt til de nyetablerede, investorlignende skyskraberhøje Dubai-hoteller, frem for de boligblokke lokalbefolkningen bor i.

Der er nok at være utilfreds over. Det er åbenlyst. Elektriciteten slukker pludseligt i løbet af dagen, man ved ikke hvornår. Der er ingen finansiel støtte til de fattigste, og der er heller ikke noget til overs for middelklassen. Invalide og hjemløse er som spøgelsesagtige skikkelser, der henvender sig i ny og næ med en raslende kop, med tiggerens og sultens bønfaldende blikke.

Alle slags mennesker – universitetslæreren, cigarmanden, bogsælgeren, gadefejeren, taxachaufføren og guitaristen – pifter og vifter med hænderne for at se, om de kan lokke et par sedler ud af turisterne og rygsækrejsende. Jeg møder ældre og yngre kvinder, som tilbyder deres krop mod betaling. De har stramme bukser og nedringede bluser. Ansigtet er sminket, vipperne er pyntet med mascara, neglene dekorerede og lange.

Drøm om forandring

Ingen ønsker sig en tilværelse som denne, men det er endnu uklart, hvordan landet ligger. Desperationen raser ud af øjnene. Folk vil ikke arbejde, som en slags protest mod de ringe arbejdsforhold. Underbetalingen og overarbejdet ville få selv Che Guevara til at måbe, men det er, hvad cubanerne udsættes for.

Horisonten ser faretruende ud som en orkanstorm. Levevilkårene er trange, og millioner af mennesker er uden stabil elektricitet og fast indkomst. De ved ikke, om loftet kollapser i nat, eller om børnene går mætte i seng. Cuba bliver efterladt af en omverden, der fortsætter globaliseringen og USAs økonomiske blokade-kvælertag. Måske er det på tide, at regeringen er åben for nye politiske veje? Større demokratisk medbestemmelse, med staten som en mere gennemsigtig og tydelig omfordeler.

I grøftekanterne virrer fluer over det gennemløbende sodfarvede vand, som dåser og plastikaffald glider ovenpå. Alt hvad der ligger på jorden, samles op og inspiceres.

Studerende vil væk fra øen. Drømme og udlængsler bevæger sig nysgerrigt i hjertet, som pilen i et kompas mod alle verdens hjørner. Men tankerne om fremtiden må indtil videre ligge i puderne.

Man skulle tro, at der ville ske ting og sager. At kriminaliteten ville stige. At voldsomme og vilde protester dagligt marcherede gennem byen. Længerevarende strejker. Regeringen holder befolkningen i en jernnæve, med et patruljerende politi, som cirkulerer rundt i biler og på motorcykler i døgndrift. Klar med det samme, hvis optøjer er under opsejling.

Folk ‘strubekalder’, når de uniformsklædte nærmer sig kvartererne. Så standser bevægelserne i gadebilledet og familiernes overhoveder, eller butikkernes husholdere, finder papirerne frem, som skal gennemtjekkes for præcise arbejdstimer, eller korrekte salgsopstillinger. Når de blå blink er væk, genstarter de samme bevægelser som før, som om intet er sket.

Charmen og gæstfriheden er intakt

På forunderlig vis formår cubanerne at komme igennem hverdagens udsigtsløse udfordringer med varme og flid. Hjælpsomheden er gavmild, gæstfriheden er stor.

Man hjælper den gamle dame over vejen. Bærer barnevogne med forsigtighed ned fra de høje kantsten eller trappetrin. Samler blaffere op. Kaster en Guava hen til naboen. Skynder sig hen til kvinden, der har tabt sin pose med frugter, og afleverer den til hende. Et håndtryk og et kindkys er ikke ualmindeligt.

De fleste hilser med et venligt nik og et smil, nysgerrige på den del af verden, jeg kommer fra, og snakkesalige om deres eget land – som de både påskønner og brokker sig over. Trods alt er forholdene – med gratis uddannelse og lægehjælp – bedre her end mange andre latinamerikanske lande. Mafiaen er væk, og machismo-kulturen afskyes. Narkokarteller og et illegalt marked bliver ikke tolereret.

Mentaliteten hos den menige cubaner er præget af solidaritet. De har stærke og faste rødder, som træerne i fællesskabets ånd, selvom de er ivrige efter forbedringer. Socialismen er del af modermælken hos nyfødte, og kerneværdier som social retfærdighed, ligestilling, kollektivisme og sammenhold i familier og mellem naboer præger cubanernes livsstil.

Så imens den komplicerede situation kredser truende over hovederne, og løber om hjørnerne med alle, handler det om, at man må tage til takke med det man får og har – og få det bedste ud af det. Livet, det går jo, som det går.

En snak med havet

Jeg slentrer videre. En mand på krykker overhaler mig, og sætter sig sammen med resten af de eftermiddagsbesøgende i en af byens mange parker.

Tynde katte i solstriberne ruller rundt i duefjer. Spurve flyver fra gren til gren, i stil med cubanerne der danser, fra partner til partner, til de medbragte højtalere, som flyder ud med afrocubansk salsa under træernes rundede kroner. Kvinder i farvestrålende skørter og mænd i kortærmede skjorter. De tager hinanden om skuldrene, og går en runde på de skinnende fliser. Det minder om en kædedans, med følsomme trin, milde stemmer og klappende hænder. Dansen appellerer til fantasien.

Ventende passagerer sidder tålmodigt på bænkene, i græsset og på fliserne og ser på, indtil den proppede bus standser og puster ud. Folk stiger af og på, som duerne der lander og letter på pladserne, fordi en person har smidt brødkrummer ud på jorden. Bussen tynger fjedrene i hjul og dækkene og kører videre. Jeg ender endnu en gang ude ved Malécon-promenaden for at trække noget luft, inden jeg bevæger mig tilbage til min værtsfamilie.

Herude kan man blive blæst igennem, mærke bølgesprøjtet og dufte saltvandet. En skærende kontrast til de luftfattige indsnævrede passager, med de tætbyggede bygninger og motorosen der hænger i hovedhøjde.

Teenagedrenge hopper i vandet på skift, som dominobrikker, og konkurrerer om hvem der hurtigst kan kravle op og springe i igen. Jeg møder en mand, som spejder ud over havet. Han har mistet sin ene fod, på grund af  fejl på en byggearbejdsplads. Jeg spørger ham, hvad han kigger efter, og han svarer: “Jeg snakker med havet, og sender det et ønske om bedre tider.” Det handler om at finde en sprække, hvor lyset kan komme ind.

Frygtelige og fantastiske Havana

Når solen så atter går ned, snor jeg mig i et hensunket, svedigt og udmattende tempo ned ad den endeløse gade, hvor jeg bor. Her kan jeg tydeligt høre de caribiske rytmer og se, hvordan det brogede og mangfoldige folkefærd har samlet sig i grupper. Alle etniciteter er repræsenteret. De ryger, snakker og ler, under de for en gang skyld tændte, ufolignende kabellamper, der hænger som guirlander mellem husblokkene.

Der er liv i gaden, børn på løbehjul, hoppebolde flyver rundt – mellem grupper af unge musikere med cigaretter mellem læberne, med alle mulige forskellige smykker i næse og ører er de på vej til fest. Ned ad de glatte marmorbelagte fliser gennem Paseo del Prado, hvor skatere, kammerater og forelskede hænger ud. Nogle stykker sidder foran gadedørene på små træskamler med nedadvendte ansigter, som lyses op af de blålige mobilskærme. En mor ammer sit spædbarn, ældre mænd spiller skak og sidder og nulrer peso-sedler mellem fingrene.

Duften af boblende fritureolie siver mig i møde. Jeg ved med det samme, at husansvarlige mødre er i gang med at knække æg ud i skåle og piske dem sammen med salt og lidt peber, for efterfølgende at hælde den gule blanding ned på glohede pander, så det sprutter ud på komfuret. De skræller yuccarødder og rører dem rundt i gryden. De serverer hele måltidet med ris og stegte løg, ledsaget af et enkelt kyllingelår for hele familien – og måske er underboen, overboen, genboen inviteret til at spise med.

Alle er samlet. Maden damper, snakken går og mundene smasker. Larm af motor er erstattet med lyden af elektricitet, der endelig strømmer denne aften gennem de cylinderformede wire-kabler. Det gik, og bekymringer dukker først op igen i morgen.

På mit værelse slukker jeg for den nøgne pære i loftet, lægger mig i den hårde fjederfyldte seng, og trækker et tæppe over mig. Billeder dukker op af både skønhed og elendighed, som har brændt sig fast i nethinden: frygtelige og fantastiske Havana.