En varm fortælling om cirkusartister og transkøn. Anmeldelse af Elizabeth Japsen: “Smukke Herman”

I Elizabeth Japsens historiske roman fra 2020 følger vi roma-drengen Herman, fra han som 6-årig bliver forældreløs og placeres som arbejdsdreng på en sydsjællandsk bondegård af 1870’ernes socialforsorg, til han som godt 30-årig finder rødder i 1890’ernes hastigt voksende København præget af Hungerkrigen (en omfattende arbejdskonflikt i 1899, red.).

Undervejs er han ko-røgter, skolebarn, bortløben arbejdsdreng, meget sulten, bandetyv, cirkusmedhjælper, forfrossen opvasker, sørgmodig elsker, ihærdig cirkusartist og en loyal ven. Og langt omkring i et Europa under social omvæltning.

Socialrealisme og magisk cirkuskultur

Fortællingen er inspireret af Japsens oldefar, der som stærk mand i cirkus fik tilnavnet Smukke Herman. Dens formidling af socialrealisme gennem et barns øjne er beundringsværdig, særligt i udfoldelsen af lille Hermans forhold til dyr, natur og voksne. Historisk særviden om 1800-tallets teknologi, infrastruktur, uddannelse og socialforsorg samt levevilkår i by og på land, er med elegance flettet ind i det forældreløse romabarns naive iagttagelser, følelser og refleksioner.

Bogen melder ikke noget om, hvor meget der er overleveret gennem forfatterens bedstemors fortællinger, og hvor meget er frit opdigtet. Men man fængsles af den realistiske åre i den fattige landdrengs usædvanlige levnedsforløb. Held og uheld, der hænder undervejs, er jordnære og folkelige, selvom Herman befinder sig i en magisk cirkusverden.

Netop cirkusverdenen giver anledning til en vis virkelighedsforvrængning i romanens socialrealistiske miljø: Leg med køn, artistroller, og ikke mindst en karnevalsk tvetydig plads i samfundsordenen, som fortælles gennem klovnen Robertos poetiske talestrøm.

Skriften i vejen for fortællingen

En væsentlig anke er, at romanen savner en strammere redaktion. For det første lider flere passager under en ’tell it, don’t show it’ -skrivestil, der bærer præg af manuskriptnoter, som ingen huskede at vende tilbage til og udfolde i scenens rette sammenhæng. I min optik er Hermans bevidsthed og følelser i barndommen den bærende og interessante fortællekanal, som med fordel kunne føres endnu stærkere igennem i bogens start- og midterfaser.

For det andet har forlaget i styg grad forsømt at giver Sætternissen grød – øjensynligt flere år i træk: Punktum og komma bytter roller på næsten hver side, og mangler af og til helt, når en ny sætning begynder.

Det er synd, da det river læseren ud af læseoplevelsen. Selv med respekt for et kreativt forhold til retskrivning, er tegnsætningen urimelig, og det får den ærgerlige konsekvens, at skriften ikke bærer sin gode og vigtige fortælling frem på det sølvfad, den fortjener.

Transkøn er eksemplarisk indflettet

En særlig cadeau skal gives til romanens leg med maskuliniteter og transkøn, samt med ikke-normative voksen-barn tilknytninger og familieformer:

Anne fra gården, som læser højt med Herman i køkkenet, mens hun passer sine pligter. Lasse den stærke mand og Roberto den ældre klovn, som begge inspirerer Herman og viser ham muligheder for at finde tilhør i både sit artisteri og i cirkus’ brogede menneskeflok og ældgamle traditioner.

Smukke Herman er en eksemplarisk progressiv litterær fremstilling af trans- og ikke-normative køn. Hermans nære ven, cirkus-trans-prinsessen Miss Ella, springer ind og ud af fortællingen, som hun springer igennem sine kulørte ringe. Hun fremstår både empatisk og som en hel karakter, uden at hendes tilstedeværelse eller hendes kønnede friktioner gøres til omdrejningspunktet eller til et feltstudie. I Smukke Herman er transkøn en del af tapetet, som det må og skal kunne skrives i en tidsalder, der forsøger at være trans-inkluderende.

Alt i alt er Smukke Herman en varm og anbefalelsesværdig fortælling, som kan nydes af store som små. Måske begyndelsen på en slægtskrønike?