Enhedslisten: En meningsfuld oprustning

Dette indlæg er en lidt forsinket reaktion på Lise Møller Schilders artikel ”Traumeterapi hos Græsrodsnetværket i Enhedslisten,” der blev bragt i Solidaritet.dk 6. februar.

Som en af de 100 personer, der var til stede på Græsrodsnetværkets møde 28. januar, må jeg konstatere, at hun ikke har fattet årsagen til indkaldelsen til seminaret. Hun skriver, at mødet ”var tænkt som en slags opfølgning på valget for utilfredse medlemmer.” 

Det er en misforståelse. Netværket blev oprettet for to år siden. Det er opstået i frustration over, at medlemsdemokratiet er blevet udvandet af en dominerende folketingsgruppe og en følgagtig hovedbestyrelse. 

Som menige medlemmer har vi oplevet brud på vedtagne princip- og delprogrammer og manglende fastholdelse af nedskrevne politiske og sociale mål. Det har fået betydning for en lavere tilslutning til Enhedslisten ved valgene. 

Derfor mener Netværket, at partiet skal fortsætte med at kæmpe for at fastholde og udvikle Enhedslisten som et antikapitalistisk, basisdemokratisk venstrefløjsparti med vægt på arbejde i bevægelserne.

Det var der bred enighed om på mødet (men alligevel vælger artiklen at fremhæve deltagere, der ikke ville tilslutte sig arrangørernes forslag til en fælles udtalelse.)

Frustration over manglende basisdemokrati

I Lise Møller Schilders forståelse var deltagerne frustrerede over at blive holdt udenfor det gode selskab omkring Christiansborg. 

Men det har hun helt misforstået, for det er slet ikke det, vi er kede af. Vi er kede af, at det basisdemokrati og aktive medlemskab, der var forudsætningen ved dannelsen af partiet, og som fungerede godt i mange år, nu ignoreres af en senere generation. 

Den har som en lille klike sat sig på den politisk definitionsmagt og politikudvikling, som før udgik fra organisationens aktive medlemmer i arbejdsudvalg og faglige netværk samt fra folk i lokalafdelingerne.

Hun henviser i artiklen til talere, som rejser diskussioner, der har interesse for os alle sammen, og som de mener skal tage op af ledelsen i partiet. Nemlig: direkte demokrati, fagbevægelse, bolig- og fredsbevægelsen, antiracisme – samt sikringen en intern debat i form af et medlemsblad. 

Der var også en kritik af fravær af seminarer, hvor socialisme og politisk teori tages op i organisationen som helhed. 

Det bør ses i lyset af, at partiet ifølge sit principprogram, fortsat er en revolutionær kamporganisation, hvis mål er et socialistisk samfund.

De udmærkede bidrag til debatten mindede Lise om et AA-møde. Men det må skyldes, at hun ikke er vant til at deltage i politiske stormøder, hvor man har begrænset taletid. Det kan ikke sammenlignes med personlige misbrugshistorier. 

Alle de nævnte temaer er vigtige for at sikre en fælles organisatorisk politikforståelse og partiudvikling. Det er på grund af manglen på en bred kollektiv debat blandt alle medlemmerne, at ledelsen har fejlet i flere år, mener mange. 

Det parlamentariske fokus er blevet altafgørende, og organisationen kommer i anden række. Det kommer bl.a. til udtryk ved at flytte landskontoret til Christiansborg. Ryger man ud af Folketinget eller mister flere kandidater er det vel, fordi organisationen er gået død i den parlamentariske sump.

Enighed om fokus på organisationen

Lise Møller Schilders indtryk af mødet var, at det virkede ”som om, at de [deltagerne, red.] var i færd med at dissekere et stort traume, der i det mindste gav en fornemmelse af at være fælles om noget”. 

Sagen er og var, at vi netop står fælles om noget. Noget essentielt: nemlig at fastholde organisationen som en basisdemokratisk bastion for mennesker, der aktivt ønsker at bidrage til kampen for socialismen. Ligesom den har været det tidligere.

Som tilskuer fik hun ikke indtryk af, at de fremmødte var enige i alt – nærmest omvendt. Det skyldtes nok de uenigheder, der kom frem i analysen af krigen mellem Ukraine og Rusland.  Det vil sige i spørgsmålet om nedrustning, oprustning og NATO, som vi historisk har set som USA-imperialismens forlængede arm.

Det var ikke de uenigheder, der blev brugt mest tid på. Og de vedrører heller ikke den negative udvikling, der har været med dalende medlemsaktiviteter i partiorganisationen. 

Den dalende medlemsaktivisme var hovedemnet, og det skal netop ses i sammenhæng med medlemmernes manglende politiske indflydelse på den førte politik.  

At få en konkret centralisering formaliseret, kræver vel, at vi på et årsmøde vedtager DKP’s gamle ledelsesform – kaldet demokratisk centralisme. Men som det fremgår af vores vedtægter, har vi principielt fortsat et basisdemokrati, som åbenlyst trænger til at blive styrket.

For de fleste af os, der deltog, var det opløftende at mødes med næsten 100 andre, der er enige om at partiets sjæl og ånd skal styrkes med fokus på organisationen. Det er her, der skal ske en meningsfyldt oprustning.