Enhedslisten – Med den ene fod fastsømmet

Enhedslisten: Med den ene fod fastsømmet

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion.

Hvis man kan tale om centre i Enhedslisten, altså steder, hvor partiets politiske tyngde er stor og omkring hvilke, der samtidig er en koncentration af aktivitet og medlemmer, er det uden tvivl Christiansborg og Københavns rådhus. Christiansborg er landets politiske magtcentrum med parlament, regering og vigtige dele af statsadministrationen og København er landets hovedstad. Mellem disse centre har der i alle årene, partiet har eksisteret, hersket en vis rivalisering. Folketingsgruppen med dens i EL-sammenhænge store sekretariat har over årene i takt med, at det parlamentaristiske arbejde fylder mere og mere, udviklet sig til at være partiets egentlige politikudviklende organ og magtcentrum. Hovedbestyrelsen, der ellers traditionelt og formelt er partiets centrum mellem årsmøderne, er kørt ud på et sidespor.

Eller måske er der snarere tale om et samspil mellem en meget synlig folketingsgruppe og en hovedbestyrelse, der ikke er i stand til eller ikke vil sætte sig i respekt overfor folketingsgruppen. For selvom denne for første gang i lang, lang tid for nylig blev indkaldt til en kammeratlig samtale i anledning af, at man åbenbart uden først at have konsulteret hovedbestyrelsen, indgik det meget kritiserede affaldsforlig med regeringen, hører det efterhånden til de sjældne undtagelser. Statsfinansieringen af partiernes arbejde giver et ekstra skub i retning af selvstændiggørelsen af folketingsgruppen og dens sekretariat, fordi den frigør partiapparaterne fra afhængigheden af medlemmernes kontingenter.

Dette er naturligt nok en følge af partiets ’normalisering’, altså dets udvikling henimod at udvise duelighed i parlamentariske manøvrer, funktionen som støtteparti for socialdemokratiske regeringer og den nedtoning af radikale, antikapitalistiske holdninger, der generelt har præget partiet i den periode, hvor personligheder som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted udadtil har tegnet partiet. Forandringen aftegner sig også i partiets sprogbrug, hvor interesse- og modsætningsfrie udtryk som ’danskerne’ i partiets officielle lingo mere og mere træder i stedet for klasseudtryk som ’arbejderklasse’.

EL København, ’Christiansborg’-fløjen og kommunalvalget 2021

EL København er den politiske arbejdsgiver for ELs borgerrepræsentantgruppe på samme måde som partiets hovedbestyrelse formelt, men knapt så reelt, er det for folketingsgruppen. I forhold til partiets 15 afdelinger i byen har denne bestyrelse kun en koordinerende funktion. En del af bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling og en del vælges i afdelingerne som deres repræsentanter.

Efter at partiets københavnske aktivistbagland under en del af de forudgående EL-borgmestre har haft svært ved at komme til orde, har de mere radikale dele af EL været fremtrædende i EL i København i den seneste periode, især på bestyrelsesplanet. Efter valget af Ninna Hedeager som ELs borgmester, opstod der en anden kultur mellem borgmester, bestyrelse og til dels også BR-gruppen. Baglandet opfattede det som om, der blev mere lydhørhed og samarbejde mellem de forskellige komponenter, end der havde været under ELs foregående borgmester på posten.

Den foregående EL-borgmester, Morten Kabells afløser på Teknik- & Miljøborgmesterposten, Ninna Hedeager blev overraskende valgt fremfor den kandidat, som den fløj, der i nogle EL-kredse går under betegnelsen ’Christiansborg-fløjen’, helst havde set. Så selvom Ninna Hedeager på mange måder ikke har haft samme gennemslagskraft som f.eks. Morten Kabell som borgmester og har været ramt af en række møgsager, har hun til gengæld fået ry for at være lydhør og samarbejdende i forhold til bestyrelse og bagland på en helt anden måde, end baglandet havde erfaring med flere tidligere EL-borgmestre.

Men nu er det valgtid og kommunalvalget i 2021 venter forude. Det betyder i et parti som Enhedslisten, at de dele af partiet, der ser det parlamentariske arbejde som det centrale, vågner til kamp. Her får man hjælp fra partiets anden og nye ungdomsorganisation Rød-Grøn Ungdom (RGU), der som en hovedopgave har sat sig for at hjælpe EL med at udbygge og befæste det parlamentariske arbejde. Af en del aktivister i SUF (Socialistisk Ungdomsfront) – ELs oprindelige ungdomsorganisation - opfattes RGU som en slags trojansk hest for partiets parlamentsorientering og betragtes også med en vis skepsis af partiets venstrefløj. RGU ligger i åben strid med SUF, der huser de mere aktivistiske unge. Striden drejer sig bl.a. om forholdet mellem parlamentarisk arbejde og aktivismen. Der er formentligt også andre politiske forskelle som f.eks. i opfattelsen af kapitalismens natur og overgangen til socialisme.

På den nylige generalforsamling i EL København blev der efter forudgående vejledende afstemning blandt partimedlemmerne valgt to borgmesterkandidater, det tidligere folketingsmedlem Line Barfoed og som nummer to Karina Vestergaard, der er gruppeformand for ELs borgerrepræsentationsgruppe og som trådte til på borgmesterposten under Ninna Hedegaards sygeorlov. Den nye bestyrelses sammensætning afspejler i høj grad de politiske fløje i partiet med en overvægt af repræsentanter for ’Christiansborg’-fløjen. Det kan betyde en nedtoning af offentlig kritik af folketingsgruppens arbejde og samtidig et forsøg på at centralisere magten i hænderne på en valgkampsledelse - noget der efter manges mening ville betyde, at Københavns-bestyrelsen og dens forretningsudvalg de facto ville blive sat ud af spillet op til valgets afslutning. ​​ 

’Christiansborg’-fløjen konsoliderer magten

At ’Christiansborg’-fløjen i partiet har konsolideret sin magt i partiet, fremgår også af den netop overståede udskiftning af Pernille Skipper med Mai Villadsen som politisk ordfører.Selve det, at en udskiftning blev nødvendig, blev fremtvunget af årsmødets afvisning af – ganske vist med et knebent flertal - at forlænge rotationsperioden og det ramte altså Pernille Skipper. Og netop spørgsmålet om rotationsprincippet er et af de centrale kampområder mellem ELs forskellige fløje. ’Christiansborg’-fløjen har i denne forbindelse i flere omgange stået for forslag om en udvanding af princippet, noget der i en snæver parlamentaristisk logik giver god mening, men som underminerer det, som andre fløje opfatter som en kerneværdi i partiet og som et forsvar mod levebrødspolitik. Et princip, der i hvert fald indtil nu har betydet, at nye talenter konstant har kunnet komme til – man slår billedligt talt græsset for at holde det grønt. Derfor fungerer denne kamp også ofte som dække for uenigheder på andre områder, hvor modsætningerne er mindre klart formuleret, og har derfor stor signalværdi.

Læser man dagbladet Informations tiltrædelsesinterview med Villadsen, er der i det ingen forsøg på at koble det parlamentariske arbejde med Enhedslistens langsigtede perspektiver, socialismen og den radikale samfundsforandring, der jo ifølge partiets principprogram er partiets grundlag og eksistensberettigelse. Det samme gælder forholdet mellem det parlamentariske og det udenomsparlamentariske arbejde – i ELs folklore er partiet ellers ligesom SF bevægelsernes parti – herunder, at partiets hovedbestyrelse og ikke folketingsgruppen faktisk er partiets øverste politiske myndighed mellem årsmøderne.

Alt i alt fremtræder skiftet af politisk ordfører som betinget af det ønskværdige i at få kørt Skippers afløser i stilling i god tid før valgkampen op til det næste folketingsvalg – et valg, der, hvis den socialdemokratiske regering vælger at slå mønt af den opbakning, som socialdemokratiet i kraft af Mette Frederiksens coronakrise-håndtering indtil videre har, kan komme, før end man aner.

Det fremgik af mediernes referater, at ikke alt havde været rosenrødt i ELs folketingsgruppe, da der skulle findes en afløser for Pernille Skipper. Også der er der en vis utilfredshed med, at medlemmer uden særlig megen erfaring med ’onde arbejdsgivere’ og ’rigtige’ arbejdspladser kommer hurtigt til tops. En tendens der gør, at EL i stigende grad kommer til at ligne alle de andre partier med tilhørende fare for at udvikle sig til en rugekasse for partibureaukraters politiske ambitioner uden alt for stærke forbindelser til det ’virkelige’ liv. Bekymringerne menes især at have været udtalt blandt de folketingsmedlemmer, der har en fagforeningsbaggrund og som længe har søgt efter folketingskandidater med denne baggrund. ​​ 

ELs venstrefløj savner et program og en strategi

At der er en ikke ubetydelig, men diffus utilfredshed i partiet, blev øjensynligt på sidste årsmøde, hvor ca. 40% af de delegerede stemte nej eller blankt til hovedbestyrelsens beretning. Gættet er, at man ikke gjorde det, fordi man ønskede at ELs folketingsgruppe blot sad med korslagte arme og ventede på den store, forløsende revolution. Nej, man gjorde det sandsynligvis, fordi man opfattede, at partiet ikke længere gik på to ben: At kæmpe for daglige og praktiske forbedringer her og nu, men samtidig at holde målet, nemlig et radikalt anderledes samfund op så det konstant er synligt og tjener som rettesnor for det daglige, politiske arbejde.

Udover en venstrefløj er der i EL også en betydelig midterfløj, der på mange måder er tilfreds med ’moderniseringen’ af partiet og den såkaldt ’pragmatiske’ linje denne har medført, men som er utilfreds med svækkelsen af basisdemokratiet som f.eks. ’Christiansborg’-fløjens forslag om, at hovedbestyrelsen fremover skal vælges ved urafstemning og ikke som nu af de aktive på årsmødetog top-down eller med at politikudviklingen efterhånden kun går fra toppen til bunden, noget man f.eks. så, da folketingsgruppen i 2018 præsenterede sin plan ”100 dage med Enhedslisten” – noget der kom som en total overraskelse for stort set alle andre end folketingsgruppen (se Lars Houstrup Hansens artikel ”Hvad sker der, hvis festen slutter i Enhedslisten?” for en afspejling af midterfløjens standpunkter).

I et forsøg på at samle den brede utilfredshed har en gruppe, der indtil for nylig kaldte sig ”Mere kant” afholdt en række videokonferencer. Dette er mundet ud i et politisk grundlag for det, der nu hedder ”Græsrodsnetværket”. I grundlaget skriver man, at man vil:

”… fastholde og udvikle ELs oprindelige DNA, som et mangfoldigt kritisk, antikapitalistisk venstrefløjsparti i sin egen ret. Samt at holde partiet fast på den politik og det vedtægtsgrundlag, som er vedtaget på årsmøderne. Dette vil vi gøre på et demokratisk grundlag, ligesom vi vil arbejde for at styrke demokratiet i Enhedslisten …”

​​ 

Og man sammenfatter dette i tre ønsker: Mere basisdemokrati – mindre topstyring, klare politiske markeringer og en opprioritering af bevægelsesarbejdet. ​​ 

”Græsrodnetværket” ligger i forlængelse af tidligere bestræbelser på at samle en opposition mod Christiansborg-linjen som det store møde i 2015 i Tåstrup og senere initiativer som Albertslund- og Mere kant-appellerne.

Selvom der ligger en række gennemgående tanker (radikalt medlemsdemokrati, de parlamentariske repræsentanters underordning under de politiske organer, rotation på partiets poster, synlig anti-kapitalisme og tæt forbundethed med bevægelserne i samfundet) bag disse initiativer, så har de alle lidt af den svaghed, at de er veget tilbage for en decideret organisering omkring et program og for åbent at sige, at det handlede om den politiske magt i partiet. Denne tilbageholdenhed kan måske tilskrives en arv fra de kommunistiske partiers såkaldt ’demokratiske centralisme’ og fraktionsforbud. Måske er det derfor, at Græsrodsnetværkets grundlag har denne passage:

”Netværket bygger ikke på et overordnet strategisk eller teoretisk grundlag, men på ønsket om at fastholde Enhedslistens oprindelige kerneværdier”

I første omgang kan det være klogt at forsøge samle de utilfredse – herunder også midterfløjen - omkring f.eks. kampen mod affaldsforliget eller de forsøg på at ændre ELs kerneværdier, som igen viser sig i en række forslag til partiets nært forestående årsmøde. Og naturligvis er der intet i vejen med at videreføre gode ting, som man sætter pris på, men det kan vel ikke være et mål at fastfryse partiet i en tænkt gylden fortid? Og det er vanskeligt at forestille sig et egentligt politisk gennembrud i partiet uden en eller anden form for klart politisk program og den dermed forbundne overordnede strategi. For det handler jo om politiske uenigheder med afledte organisatoriske konsekvenser.

Og netop sagen om ELs deltagelse i det nylige affaldsforlig kan blive til venstrefløjens fordel. Forligt går kort fortalt ud på, at hvis ikke Kommunernes Landsforening kunne komme med en acceptabel liste over affaldsforbrændingsanlæg, skulle forbrændingen udliciteres. Energistyrelsen underkendte KLs liste og så klappede fælden. Ifølge medierne stemte mindst fire medlemmer af partiets folketingsgruppe imod at deltage i forliget. Men ELs folketingsgruppe har svoret en musketéred, der betyder, at uenigheder i gruppen ikke må komme ud. Den praktiske konsekvens er, at der lægges alvorlige hindringer i vejen for den demokratiske debat i partiet. Men ’Christiansborg’-fløjens forsøg på at neddysse den interne kritik af det politiske fejltrin, man har begået og redde, hvad reddes kan uden at træde ud af forliget, kan blive til venstrefløjens fordel, hvis den forstår at udnytte chancen.

Dilemmaet for denne venstrefløj – hvis man kan tale om en samlet fløj – er, at man på den ene side godt er klar over, at partiet er meget afhængig af stjernepersonligheder, der har vælgernes gunst og som i overvejende grad har tilhørt ’Christiansborg’-fløjen og at man på den anden side indtil nu ikke har været i stand til at udkrystallisere utilfredsheden i et politisk program, som man kunne samle de utilfredse omkring og som kunne være kernen i en intern udvikling i en mere radikal og systemoverskridende politisk retning end tilfældet er nu. Her mangler partiets venstrefløj endnu strategiske talenter, der kan slibe program og holdninger til i en dialog og debat med f.eks. en klarttænkende person som Pelle Dragsted, der uden tvivl er Enhedslistens – og ’Christiansborg’-fløjens - strategiske talent number one.

Med det ene ben fastsømmet

Men måske er vi alle så påvirket af kapitalismen, der jo også sidder på indersiden af vore hoveder, at vi har svært ved at forestille os fremtiden som andet end en forlængelse af den umiddelbare nutid?

Måske gælder dette udsagn af Mikkel Vedby Rasmussen i en omtale af reformismen også for Enhedslisten:

”De små skridts politik betyder, at venstreorienterede reformister hele tiden er optaget af den næste sociale uretfærdighed, som skal ophæves, og den næste rettighed, som skal gives til grupper, der ikke før har haft dem. Det er umuligt at forestille sig, at sociale fremskridt kan give bagslag, eller at tildelingen af nye rettigheder skaber problemer” (”Krisesamfundet”, s. 63)

Omstillingen af Enhedslisten tog sin begyndelse i 2012, og som Pelle Dragsted med sit uomtvistelige strategiske talent af mange anses som hovedarkitekten bag. Omstillingen har som hovedindhold en parlamentarisk pragmatisme, nedtoningen af de langsigtede mål og ændringer, der skulle tjene til at gøre vælgergrundlaget bredere, så det også appellerede til den progressive middelklasse og ikke i så høj grad en skarpere og snævrere klasseprofil. De organisatoriske konsekvenser af denne linje har været afkoblingen mellem top og bund i partiet og tiltagende magt til folketingsgruppen.

Grundlæggende går ’Christiansborg’-fløjens strategi ud på at gøre Socialdemokratiet rangen stridig som Danmarks store centrum-venstre-folkeparti, herfra stammer udtrykket ’et parti i egen ret’. Men det kniber med at realisere dette, for er der plads til tre socialdemokratiske partier i Danmark? Langt henad vejen fungerer jo både SF og EL som Socialdemokratiets eksterne venstrefløj. Det er der også brug for og Enhedslisten er jo alt andet lige stadigvæk mere venstre end centrum og mere social-humanistisk end socialdemokraterne, men er det nok?

Et socialistisk partis eksistensberettigelse er vel netop, at man ønsker at afskaffe det kapitalistiske system og oprette et socialistisk? Går man kun på det pragmatiske ben, svarer det til at have den ene fod sømmet fast og så går man i ring inden for den ramme, kapitalismen har sat for politisk udfoldelse.