Enhedslisten skal være rød og grøn – på én gang

Hvis Enhedslisten skal tage det næste skridt i udviklingen og indfri sit nuværende potentiale, skal partiet bygge en alliance mellem de røde og de grønne. Ikke bare i parolerne, men i praksis, skriver en række ansatte og medlemmer af partiets ledelse.

Af Simon Nyborg, Finn Sørensen, Aida Ammary, Louis Jacobsen og Esben Bøgh Sørensen (Enhedslisten)

Efter seneste valg stillede Enhedslisten for første gang krav til regeringsdannelsen og skabte med forståelsespapiret noget nyt i dansk politik. Sammen med folkelige bevægelser har det været med til at sikre Enhedslisten indflydelse og resultater: En klimalov med et reduktionsmål, der giver os en langt bedre platform at kæmpe fra. Et egentligt løft i velfærden for første gang i 10 år. Og en håndtering af coronakrisen, der har været anderledes socialt afbalanceret end højrefløjens svar på finanskrisen.

Vi er ikke i mål med klimakampen, med at skabe en retfærdig økonomi eller et trygt arbejdsliv for alle. Men retningen er en anden, end den har været i et par årtier. Der er også meget, der kører godt for Enhedslisten, vi er blevet et landsdækkende parti, og de tre seneste folketingsvalg har været de tre bedste i partiets historie. Alligevel er det også rigtigt, at Enhedslisten er stagneret både i antallet af medlemmer og vælgere, og at vi ved de seneste to folketingsvalg har fået færre stemmer, end meningsmålingerne og egne forventninger har lagt op til.

Der foregår nu i partiet diskussioner om, hvad de næste strategiske pejlemærker skal være politisk og organisatorisk. Det er vigtigt, for Enhedslisten skal have flere sympatisører, flere medlemmer, flere aktive og flere vælgere, hvis vi vil blive i stand til at sætte en ny politisk kurs, forhindre klimaforandringer og skabe bedre vilkår for almindelige lønmodtagere – og i sidste ende skabe et socialistisk demokrati.

Splittet vælgerkorps

Som vi ser det, står Enhedslisten med den samme grundlæggende udfordring, som venstrefløjen gør i det meste af Vesteuropa og USA. Højborgene er i de største byer, hvor fortrinsvis yngre med længere uddannelser går meget op i klimaet, international solidaritet og alle mulige forskellige former for progressive opgør med racisme og patriarkalske strukturer. Imens har venstrefløjen i nogen grad mistet sin oprindelige vælgerbase blandt kortuddannede arbejdervælgere i forstæderne og provinsen. De er presset af globaliseringen – lønkonkurrence, udflytning af arbejdspladser og social dumping, hvor arbejdsgivere udnytter udenlandsk arbejdskraft til at underminere løn og ansættelsesvilkår – og er i stigende grad blevet fanget ind af højrepopulismen.

Venstrefløjens vælgere er splittede i to forskellige segmenter, et grønt og et rødt, der ikke bare lever meget forskellige liv, men også er uenige på en række politiske spørgsmål som udlændinge, retspolitik, EU, de identitetspolitiske kulturkrige og om, hvorvidt den grønne omstilling skal betyde farvel til arbejdspladser, bilen og ferien til Thailand.

Venstrefløjens forsøg på at bygge bro mellem de to segmenter udfordres af, at de veluddannede i byerne umiddelbart har en lang række gevinster ved globaliseringen, mens de kortuddannede uden for de største byer er pressede af den.

Fra københavnerparti til rød-grønt gennembrud på landsplan

Egentlig står Enhedslisten i en gunstig situation, når det drejer sig om at overkomme denne splittelse. Vi er født som parti, der både er rødt og grønt: Vi talte om såvel økologi som økonomisk lighed i 1990’erne, og var med i de store bevægelser mod globaliseringens skyggesider i 00’erne. I 10’erne fik Enhedslisten sit gennembrud på landsplan, og tog et godt skridt væk fra altovervejende at være et københavnerparti.

Det er altså ikke en helt ny splittelse eller en helt ny opgave. Enhedslisten har faktisk også haft succes med at appellere til både de røde og de grønne vælgersegmenter de seneste år. Ved folketingsvalget i 2015 mobiliserede Enhedslisten mange nye vælgere i de store provinsbyer, der var kendetegnet ved at have kortere uddannelser, bo i lavindkomstområder og typisk i lejeboliger, og være utrygge ved social dumping og en uværdig afsked med arbejdsmarkedet. Når valget i 2015 ikke gav en større fremgang, så skyldes det hovedsageligt, at der var blevet plads til et ultragrønt parti som Alternativet, der vandt frem i Enhedslistens traditionelle højborge i København og Århus.

“I 2019 gik Enhedslisten tilbage og endte på niveau med 2011-resultatet, fordi SF og Socialdemokratiet vandt mange af de røde vælgere tilbage ved på vigtige punkter at indrømme, at de var gået for langt til højre under henholdsvis Søvndal og Thorning. Til gengæld gik Enhedslisten faktisk frem i København og Århus”

I 2019 gik Enhedslisten tilbage og endte på niveau med 2011-resultatet, fordi SF og Socialdemokratiet vandt mange af de røde vælgere tilbage ved på vigtige punkter at indrømme, at de var gået for langt til højre under henholdsvis Søvndal og Thorning. Til gengæld gik Enhedslisten faktisk frem i København og Århus, hvor vi med klimaplanen og alliancen omkring 70 pct. målet spillede en hovedrolle i at gøre valget til et klimavalg, og vandt grønne vælgere tilbage fra Alternativet, der i mellemtiden var imploderet i personkonflikter.

Vi har meget politik på plads. En klimapolitik, der fungerer også for folk med jævne indkomster og for dem, der bor uden for de store byer. En lang række politikker, der adresserer den øgede utryghed blandt lønmodtagerne og den stigende ulighed. Velfærdspolitik, som sikrer gratis og god velfærd til den brede befolkning og stiller sig på de ansattes side. Og politik mod centralisering af arbejdspladser og uddannelser i de største byer og affolkning i landdistrikterne.

I tørre tal har vi et potentiale på i alt 12 pct. af vælgerne, og fire ud af fem af vores potentielle vælgere stemte sidst på SF eller Socialdemokratiet. Men det dækker altså over, at vi senest har vundet mange grønne vælgere over.

Udfordringen er, at vi endnu ikke har knækket koden til, hvordan vi appellerer til de røde og de grønne på én gang. At finde ud af, hvordan vi gør det, er hovedopgaven, hvis vi skal lykkes med vores politiske projekt.

S spiller på splittelsen

At vælge de sager og kommunikerer dem på en måde, der mobiliserer to så forskellige vælgersegmenter som de røde og de grønne, er ingen let sag. Det er noget venstrefløjen bakser med i hele vores del af verden.

Herhjemme står vi i den specielle situation, at Socialdemokratiet meget aktivt spiller på den splittelse. Det gælder f.eks. på det grønne område, hvor vi sammen med de grønne bevægelser og de unge vælgere presser på for mere ambitiøs klimahandling, mens regeringen prøver at udvande målsætningen og meget aktivt tegner en splittelse op mellem velfærd og arbejdspladser på den ene side og grøn omstilling på den anden – og hvor de grønne partier bliver framet som dem, der er ligeglade med, hvor lønmodtageren i provinsen skal arbejde, og hvordan han skal komme på job.

På samme måde med udlændingepolitikken, hvor Socialdemokratiet i det store og hele har overtaget højrefløjens politik over for udlændinge: Stramninger over for flygtninge og indvandrere, ghettopakken, statsministerens forsøg på at hænge unge, brune danskere ud som ballademagere osv. osv. Denne strategi har sammen med meget snak om lidt mere velfærd og en lille lap på den konstant stigende pensionsalder vundet tusindvis af arbejdervælgere tilbage fra DF.

I denne situation kan det hurtigt være os, der ender i frugtesløs splittelse mellem det nationale og det internationale, mellem det røde og det grønne.

Systematisk arbejde med kommunikationen

Som parti er der plads til forbedring på to områder. Den ene handler om kommunikationen af vores politik for at overkomme splittelsen blandt vælgerne. Vi ved allerede meget om de forskellige vælgergrupper fra flere undersøgelser. Men vi mangler en mere dybdegående undersøgelse af målgruppernes holdninger og nærmere bestemt, hvor de er lydhøre, og hvor de lukker i på forhånd over for vores budskaber.

“Socialdemokratiet spiller aktivt på den splittelse… der er mellem forskellige vælgersegmenter.”

Vi foreslår at gå systematisk og videnskabeligt til værks for at få et bedre indtryk af, hvem vi kommunikerer til, og finde ud af, hvordan de hører, hvad vi siger. Det handler ikke om at ændre et komma i vores politik, men dét, vi tror, vi siger. Det er særligt vigtigt i en situation, hvor vores budskaber skal ramme to vidt forskellige målgrupper. Folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og valgkampsledelsen bør gøre det til en hovedprioritet at bruge de nødvendige ressourcer på at løse denne problemstilling.

Et organiserende parti

Den anden del, hvor vi som parti kan blive bedre, handler om organiseringen af medlemmer og sympatisører. Folk bliver flyttet holdningsmæssigt og mobiliseret på valgdagen af deres nære omgivelser og netværk – familie, venner, kollegaer, naboer osv. Det er ikke personlighedstræk, der gør folk til enhedsliste-vælgere og –medlemmer. Det er heller ikke uddannelse, indkomst eller andre socio-økonomiske forhold. Der er boligområder i flere provinsbyer over hele landet, hvor beboerne minder om dem i Enhedslistens højborge. Men hvor vi alligevel får langt lavere andel af stemmerne. At vi har valgte politikere, der optræder i medierne gør tydeligvis heller ikke forskellen.

Vi skal simpelt hen i langt højere grad være til stede der, hvor almindelige mennesker bor, arbejder og uddanner sig, i idrætsforeninger og andre fritidsaktiviteter, hvor mennesker mødes. Det er også forudsætningen for at få overbevist flere om, at vi faktisk har politik på alle hylder, som er det store flertals interesse, og få nedbrudt fordommene om, at vi ikke er et parti for dem, men kun for det veluddannede cafelatte-segment.

Alt i vores organisation bør understøtte, at lokalafdelingerne, udvalgene og faglige og andre netværk bliver organiserende grupper, der åbner sig mod deres lokalsamfund, bevægelser og kolleger på arbejdspladserne og får kontakt med medlemmer og sympatisører, så flest muligt kan lære rigtigt levende Enhedslisten-mennesker at kende personligt. Vi bør fra centralt hold hjælpe, støtte og uddanne flest muligt i, hvordan man møder, organiserer og aktiverer medlemmer og interesserede.

Vi har ikke et højt medlemstal ift. stemmetallet sammenlignet med andre partier. Vi har ikke mange aktive ift. medlemstallet. Det strider nogle gange mod selvopfattelsen af Enhedslisten som et aktivistisk parti, men det er realiteterne. Samtidig er der mange og store barrierer for at komme ind i partiet. Vi har en høj kontingentsats. Vi har årsmøde med flere store partidiskussioner og store mængder papir hvert eneste år, som fylder meget i afdelingernes arbejde, og som let kan virke afskrækkende for folk, der ikke er opdraget i venstrefløjsorganisationer eller har en akademisk baggrund.

Vi bør fjerne og sænke flest mulige barrierer, så det bliver så nemt og attraktivt som muligt at blive støtte, medlem og aktiv i partiet. Til gengæld bør vi skære mest muligt ned på den slags aktiviteter, hvor lokalafdelingerne og udvalgene bruger deres tid og energi på partiinterne anliggender, som alt andet lige fjerner fokus fra det organiserende og udadvendte arbejde.

De præcise tiltag kan laves på mange måder, og der er brug for mange både små og store beslutninger. Men vi er ikke i tvivl om, at det er denne overordnede retning, Enhedslisten skal i, hvis vi vil skabe fremgang i medlemstallet og også i vælgerkorpset. De har nogle gode erfaringer og succeshistorier hos vores venner i svenske Vänsterpartiet, både omkring kommunikationen af politikken og udviklingen af organisationen, som vi skal gøre alt for at lære af.

Derfor skal vi vokse

Hvorfor skal vi egentlig udvikle os og vokse, når det langt henad vejen går meget godt, kan man spørge? Alternativet til fremgang og udvikling er ikke stagnation. Det er tilbagegang. For de andre partier udvikler sig hele tiden og lærer af deres fejl og mangler.

Det gør en forskel, om vi har fire eller 13 eller 20 mandater. Om vi har de mandater, der er afgørende for at lave et flertal. Flere mandater giver mere indflydelse og flere muligheder for at skabe bedre vilkår for den brede befolkning og ultimativt for at skabe et demokratisk socialistisk samfund. Flere medlemmer giver bedre muligheder for at komme i kontakt med flere, organisere flere og lave større kampagner mellem valgene.

Hvis Folketinget, regionsrådene og kommunalbestyrelserne ikke bare skal bruges som talerstole, men også til faktisk at få gennemført rød og grøn politik, og hvis vi ikke bare skal være et parti, der korrigerer Socialdemokratiets kurs og trækker den lidt til venstre, men rent faktisk opbygge en alternativ politisk pol til venstre for Socialdemokratiet, ja, så skal vi have organiseret og mobiliseret flere mennesker end i dag.

Det kan vi gøre, hvis vi lykkes med at opfylde Enhedslistens gamle formål og idé om at skabe en slagkraftig alliance mellem de røde og de grønne og får skabt et mere organiserende parti.