EP-valget bekræfter venstrefløjens nye kurs. Vælgerne vil have en venstrefløj, der søger indflydelse

Valget til EU-Parlamentet søndag 9.juni varsler en ny tid for den danske venstrefløj.

Socialdemokratiet mistede sin position som Danmarks største røde parti til Socialistisk Folkeparti som med 17,4 procent af stemmerne overgik Socialdemokratiet med 1,8 procentpoint, hvilket svarer til 11,5 procent flere stemmer. Resultatet er så dramatisk, at det formentligt vil få konsekvenser for dansk indenrigspolitik.

Politisk kommentator Hans Engell vurderer, at resultatet vil lægge SVM-regeringen i graven, og Socialdemokratiets spidskandidat ved valget Christel Schaldemose vurderede, at utilfredshed med SVM-regeringen var skyld i det dårlige resultat. Statsminister Mette Frederiksen udtaler mere beskedent, at resultatet har sat gang i tanker i regeringen.

Venstrefløjens fremgang skyldes venstrefløjens egen politik

For partierne til venstre for Socialdemokratiet er der dog en vigtigere erfaring, end at vælgerne er trætte af SVM-regeringen.

SF og Enhedslisten får tilsammen 24,4 procent af stemmerne imod 18,7 procent ved seneste EP-valg i 2019. Det svarer til en fremgang på ikke mindre end 30 procent. En lille del af denne fremgang vil kunne forklares med, at de to partier har en højere mobiliseringsgrad af deres vælgere end de øvrige partier, og da valgdeltagelsen i år var lidt lavere end i 2019, vil tilslutningen til SF og Ø automatisk stige en smule. Men ligegyldigt hvad er der tale om en bemærkelsesværdig stigning til de to socialistiske partier.

Den traditionelle (og letteste) forklaring på venstrefløjens fremgang skal findes i ”Socialdemokratiets højredrejning”. Denne forklaring bliver hevet frem, hver gang venstrefløjen går frem, og den har for længst mistet seriøs forklaringskraft. Hvis vælgerne protesterer imod ”Socialdemokratiets højredrejning”, hvorfor går de så tilbage til Socialdemokratiet (eller længere til højre) ved de efterfølgende valg?

Vi bør kigge på venstrefløjens egen politik – i stedet for at give æren for venstrefløjens frem- og tilbagegang til en ekstern aktør i form af Socialdemokratiet.

Vælgerne vil have en venstrefløj, der søger indflydelse

Det er svært ikke at tilskrive Pia Olsen Dyhrs person og troværdighed som partileder for SF en del af forklaringen. Det er ikke en traditionel venstrefløjsanalyse at fokusere på én person på denne måde. Men netop det at fravige fra den traditionelle venstrefløjs samfundsforståelse er en stor del af forklaringen på partiernes fremgang.

Socialistisk Folkeparti har siden 2010 været under massiv kritik for at være i gang med en dramatisk højredrejning. Socialistisk Information skrev i 2018 en analyse af Socialistisk Folkepartis uendelige højredrejning, og der er løbende stemmer i den offentlige debat, som oplever, at SF ikke længere opfylder deres ide om et socialistisk parti.

Det nye er, at også Enhedslisten har påbegyndt en rejse væk fra de traditionelle venstrefløjsanalyser og positioner.

Det gælder i høj grad beslutningen om de facto at lægge ”Folkebevægelsen mod EU” i graven ved at opstille på egen liste til EP-valget. Det gælder Enhedslistens støtte til Ukraine i krigen mod Rusland. Det gælder det mislykkede forsøg på at afskaffe mindretalsbeskyttelsen i Hovedbestyrelsen. Og det gælder i allerhøjeste grad Enhedslistens beslutning om at opgive kravet om udmeldelse af NATO.

Enhedslistens angivelige højredrejning medførte dels, at ”Internationale Socialister” i 2015 kollektivt meldte sig ud af Enhedslisten med en opfordring til at organisere til et nyt venstrefløjsparti. Ligeledes har Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) i årevis forsøgt at organisere til modstand mod flertallet i partiet.

Ud med sekterisme og frygt for “højredrejning”

Det netop overståede EP-valg viser, at Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har set rigtigt, når de afviser den sekteriske venstrefløjs forsøg på at fastlåse partierne i et fortidigt verdensbillede. Et massivt flertal af SF og Ø’s vælgere har for længst frigjort sig fra fortidens principper om NATO som et absolut onde og EU som en udemokratisk konstruktion.

Det store flertal af befolkningen – og ikke mindst det store flertal af venstrefløjens vælgere – forholder sig til den eksisterende geopolitiske struktur. De forventer, at et socialistisk parti skal forholde sig konkret til den politik, der føres.

Det gælder også for dansk indenrigspolitik, hvor venstrefløjens sekter er fastfrosset i en ide om, at den evige opposition uundgåeligt vil føre til et bedre og mere socialistisk samfund. Vælgerne kræver engagement og deltagelse, og frygten for ”højredrejning” er primært et fantasifoster, som burde være aflivet med sammenbruddet af Sovjetunionen.

Venstrefløjens vælgere frygter ikke en højredrejning. De frygter en venstrefløj, som ikke bruger alle kræfter på forbedringer, og som kun accepterer oppositions-rollen, når det i dag står klart og tydeligt, at det er nødvendigt at arbejde for konkrete forbedringer.

Erfaringen fra EP-valget 2024 er, at de socialistiske partier og venstrefløjen som helhed har brug for at frigøre sig fra en reaktionær ide om, at der findes en videnskabelig og rigtig læsning af samfundet, og at alle afvigelser fra denne læsning er en højredrejning.

EP-valget viser, at befolkningen både belønner SF’s forsøg på konstruktivt samarbejde og Enhedslistens stærkere oppositionelle rolle, så længe begge dele kan begrundes i konkrete – ikke ideologiske – forhold og analyser.