Er civilsamfundet nødvendigvis så godt?

Civilsamfundet fremhæves ofte som noget godt, værdifuldt og progressivt. Siden 1970erne og 80erne har det dog også været brugt til at argumentere for og legitimere ændringer i den danske velfærdsstat. Det er ikke nødvendigvis så progressivt, som man tror.

---

Af Mathias Hein Jessen

Civilsamfundet. Siden finanskrisen i 2008 har særligt de borgerlige regeringer omfavnet begrebet som en model til at ændre velfærdssamfundet. I øjeblikket fylder forestillingen om civilsamfundet også en del i den socialdemokratiske regerings forslag til en ’Nærhedsreform’. Denne artikel kigger nærmere på, hvordan de borgerlige regeringer har brugt begrebet, hvordan civilsamfund og frivillighed har været brugt i danske politiske debatter siden 1970erne, og argumenterer for at man skal passe på med, hvordan man bruger begrebet om civilsamfund. Det er ikke nødvendigvis så progressivt som man tror.

I juni 2017 nedsatte den daværende VKLA-regering, og mere specifikt Børne- og Socialminister Mai Mercado og minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, en såkaldt ’civilsamfunds taskforce.’ Taskforcen bestod af 10 medlemmer af civilsamfunds-organisationer, kommuner, erhvervslivet, fagforeninger og interesseorganisationer, og formålet var at udforme en ny civilsamfunds-strategi. I pressemeddelelsen i forbindelse med oprettelsen af taskforcen står der således, at ”civilsamfundet rummer potentialet til at udfordre silo- og vane-tænkningen i den offentlige sektor.” Og den daværende formand for Frivilligrådet – oprettet af VK-regeringen i 2008 for at bidrage til den offentlige debat om, hvilken rolle den frivillige sektor og frivillige organisationer kunne spille i velfærdssamfundet – udtalte, at ”civilsamfundet rummer potentialet til at udfordre silo- og vane-tænkningen i den offentlige sektor.”

I oktober 2017 blev Strategi for et stærkere civilsamfund så udgivet. Den nye civilsamfunds-strategi var på den ene side en opdatering og relancering af regeringens National Civilsamfundsstrategi – En styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige organisationer i den sociale indsats. På den anden side udtalte Sophie Løhde i pressemeddelelsen om lanceringen af civilsamfunds taskforcen også, at den nye civilsamfunds-strategi skulle ses som en del af den stort anlagte Sammenhængsreform, som regeringen præsenterede i efteråret 2017. Sammenhængsreformen skulle strømline og gøre den offentlige sektor mere effektiv gennem en øget inddragelse af civilsamfundet og erhvervslivet. I Strategi for et stærkere civilsamfund står der f.eks., at regeringen med Sammenhængsreformen har ”et målrettet fokus på at styrke civilsamfundets rolle i velfærdssamfundet.”

“Her kan man allerede se, hvordan civilsamfundet (i sammenhæng med markedet) fremstilles som innovativt og levende, hvorimod staten og det offentlige fremstilles som grundlæggende ineffektiv, ude af stand til at udvikle sig, opdelt i selvcentrerede siloer og blot interesseret i at beholde og udvide sin egen magt.”

Som nævnt står der i pressemeddelelsen for civilsamfunds taksforcen, at ”civilsamfundet kan være med til at løse de udfordringer, vi står overfor.” Ifølge det dokument, der præsenterede Sammenhængsreformen, er disse udfordringer, at den offentlige sektor er for ”stor og kompleks,” at ”opgaveløsningen i for høj grad er siloopdelt efter strukturer og myndighedsgrænser,” og at den offentlige sektor ikke er ”tidssvarende.” Det hævdes derfor, at hvis der fortsat skal leveres velfærd af høj kvalitet, kræver det ”fornyelse og innovation.” Denne fornyelse og innovation kan ikke komme fra staten eller det offentlige selv, men skal komme gennem et øget samspil, samarbejde og partnerskaber mellem det offentlige, det private erhvervsliv og civilsamfundet. Her kan man allerede se, hvordan civilsamfundet (i sammenhæng med markedet) fremstilles som innovativt og levende, hvorimod staten og det offentlige fremstilles som grundlæggende ineffektiv, ude af stand til at udvikle sig, opdelt i selvcentrerede siloer og blot interesseret i at beholde og udvide sin egen magt.

Civilsamfundets historie

Begrebet og forestillingen om civilsamfund eller det civile samfund er lige så gammel som den politiske tænkning selv. Oprindeligt var det civile samfund lig med staten, altså at et civilt samfund kun kunne eksistere i et ordnet, reguleret og lovligt samfund. Men særligt hen mod slutningen af det 18. århundrede bliver ’civilsamfund’ et centralt begreb for de liberale, politiske økonomer, særligt i England og Skotland, som noget forskelligt fra staten. Civilsamfund betyder her netop ’markedet,’ altså de frie bevægelser og interesser hos det enkelte individ, som for alt i verden må beskyttes fra statens overgreb. Civilsamfundet bliver altså noget forskelligt fra staten, som staten først og fremmest er sat i verden for at beskytte. Pointen her er blot, at civilsamfund som noget forskelligt fra staten fundamentalt set er et liberalt begreb, der er lig med markedet. Men i løbet af særligt 1980erne, da civilsamfundet for atter vender tilbage til den politiske dagsorden, er det en forestilling, der omfavnes på alle sider af det politiske spektrum.

Civilsamfundet bliver for alvor et centralt politisk begreb i løbet af 1980erne med kampene mod de anti-autoritære regimer i Østeuropa og Syd- og Mellemamerika. Særligt det polske fagforbund Solidarność (Solidaritet), ledet af Lech Wałęsa blev symbolet på civilsamfundets potentiale og forestillingen om civilsamfund som en særlig sfære for demokratiske bevægelser, frivillighed, fællesskab, samtale, debat og kritik. Civilsamfundet blev hurtigt re-mobiliseret i de vesteuropæiske lande som en vigtig sfære i et levende og velfungerende demokrati. I denne forestilling om civilsamfund blev civilsamfundet set som noget forskelligt fra både staten og markedet, og blev også omfavnet af venstrefløjen, særligt med det store fokus på de nye sociale bevægelser som en kraft, der kunne udfordre de bestående systemer, men som samtidigt netop var kritisk og i opposition til en statscentreret sovjet-forestilling om kommunisme og socialisme.

“Under en række buzzwords som (social) ansvarlighed, (aktivt) medborgerskab, deltagelse, samskabelse, aktivering, (offentlig-private) partnerskaber, (social) sammenhængskraft, social kapital og mange, mange flere, forsøgte forskellige regeringer i stigende grad at uddelegere ansvaret for velfærdsydelser til civilsamfund og frivillige.”

90’ernes fetishering

På samme tidspunkt, og særligt op i gennem 90’erne () blev civilsamfundet og civilsamfundsorganisationer dog også genstand for en massiv interesse både politisk, akademisk og i den offentlige debat. Over hele vesten forsøgte regeringer at mobilisere civilsamfundet til at overtage en lang række velfærdsopgaver. Under en række buzzwords som (social) ansvarlighed, (aktivt) medborgerskab, deltagelse, samskabelse, aktivering, (offentlig-private) partnerskaber, (social) sammenhængskraft, social kapital og mange, mange flere, forsøgte forskellige regeringer i stigende grad at uddelegere ansvaret for velfærdsydelser til civilsamfund og frivillige. Forestillingen om civilsamfund blev fyldt med alle mulige positive værdier og blev set som svaret på de udfordringer, som de vestlige stater stod over for i en periode med øget globalisering og massive forandringer.

Civilsamfundet blev brugt som redskab og argument til store forandringer i de vestlige velfærdsstater, særligt under den tredje vejs socialdemokratiske banner. I 1998 blev den danske servicelov ændret af den socialdemokratiske regering (interessant nok med Karen Jespersen som socialminister, der jo i 2010 – da Venstre overtog civilsamfundsdebatten – netop var i det parti). Her blev det bl.a. påbudt kommunerne at samarbejde med og give økonomisk støtte til frivillige organisationer i forbindelse med velfærdsarbejde. Siden da har alle regeringer på en eller anden måde i deres politiske programmer understreget vigtigheden af den frivillige, sociale indsats. Man skal også huske på, at den østeuropæiske civilsamfundsbevægelse og Sovjetunionens fald betød en massiv privatiserings- og markedsgørelses-bølge.

Civilsamfundets genkomst

I Danmark har det altid særligt været frivillighed og frivillige sociale organisationer, der har haft størst interesse og bevågenhed fra politikerne. Debatten om øget inddragelse af civilsamfund og frivillige i den sociale indsats starter i Danmark allerede i 1970erne. Her blev de frivillige organisationer genopdaget som centrale til at levere sociale serviceydelser, og denne udvikling skal ses i lyset af velfærdsstatens både økonomi- og legitimitets-krise. Der blev argumenteret for, at de frivillige var tættere på dem med behovene, og blev på mange måder mobiliseret som en kritik af bureaukratiseringen af den offentlige sektor. Kritikken af velfærdsstaten var selvfølgelig til stede på begge sider af det politiske spektrum. På (dele af) venstrefløjen blev velfærdsstaten set som pacificerende, og på højrefløjen, særligt blandt de nye liberale, blev velfærdsstaten set som både ineffektiv og dyr, men også som repressiv og udemokratisk; og svaret var her at gøre den offentlige sektor mere effektiv ved at skære den ned  gennem markedsgørelse og privatisering.

I løbet af 1970erne begyndte der også at opstå en vis utilfredshed, eller i hvert fald kritik af, velfærdsstaten fra Socialdemokratiet. I starten af 1980erne advarede Ritt Bjerregaard, der på det tidspunkt var socialminister, om at velfærdsstaten på grund af dens voksende bureaukrati, var ved at blive en del af problemet i at sikre velfærdsydelser, hvorfor civilsamfundet og den frivillige sektor i stigende grad skulle inddrages for at hjælpe, støtte og revitalisere de sociale ydelser. Denne udvikling fortsatte i 1980erne under den konservativt ledede regering. I løbet af 1980erne (også en periode med økonomisk recession) var der skiftende initiativer for at øge inklusionen af den tredje sektor med mange tilskud og bevillinger til social udvikling fra staten til frivillige organisationer. Ligesom en række organisationer, der skulle repræsentere det frivillige sociale arbejde, blev oprettet.

“Altså er det ikke længere kun staten, der er ansvarlig for at levere velfærd, men i stigende grad også civilsamfundet og det private erhvervsliv. Siden 1970erne har civilsamfund og frivillighed således været en del af en diskurs, der har været til stede på alle sider af det politiske spektrum om, at staten er sløv, langsom, kold, bureaukratisk og langt væk fra borgerne, mens civilsamfundet er varmt, innovativt og tæt på menneskene i det danske samfund.”

Den øgede debat om inkluderingen af frivillighed og civilsamfund i velfærdsarbejdet har gået hånd i hånd med den generelle, internationale udvikling, som Danmark har været en del af siden 1980erne, hvor man ideologisk er gået fra at være en velfærdsstat til at være et velfærdssamfund. Altså er det ikke længere kun staten, der er ansvarlig for at levere velfærd, men i stigende grad også civilsamfundet og det private erhvervsliv. Siden 1970erne har civilsamfund og frivillighed således været en del af en diskurs, der har været til stede på alle sider af det politiske spektrum om, at staten er sløv, langsom, kold, bureaukratisk og langt væk fra borgerne, mens civilsamfundet er varmt, innovativt og tæt på menneskene i det danske samfund.

Også socialdemokraterne

I 1998, under den Socialdemokratiske regering, blev Serviceloven ændret, og det blev indskrevet i loven, at kommunerne skulle samarbejde med og støtte lokale frivillige organisationer. Siden da har alle regeringer understreget vigtigheden af det frivillige sociale arbejde i deres regeringsprogrammer og diverse politiske initiativer. I både Kvalitetsreformen og Strukturreformen (2007) var der fokus på frivilligt arbejde og i Kvalitetsreformen blev det understreget, at alle kommuner skulle have en politik for den lokale frivillige sektor. Men selvom debatten om inddragelse af frivillige og civilsamfund i velfærdssamfundet, som vi kan se, har været til stede længe, er debatten intensiveret siden år 2000.

Denne udvikling er yderligere intensiveret, eller kan siges at have fået endnu bedre eksistensbetingelser som følge af finanskrisen i 2007-8, hvor øgede nedskæringer på det offentlige område, øget privatisering og øget arbejdsløshed har resulteret i et ændret forhold mellem det offentlige, det private og civilsamfundet. Følgelig har involveringen af civilsamfundsorganisationer – særligt frivillige organisationer i Danmark – fået endnu større bevågenhed.

Involvering af civilsamfund og øgede partnerskaber mellem den offentlige sektor, private virksomheder og civilsamfundet bliver set som løsningen på de komplekse problemer, der er i et samfund med komplekse samfundsmæssige udfordringer såsom økonomisk vækst, ændrede betingelser for det offentlige, arbejdsløshed og øget indvandring. Denne debat er ikke kun dansk, men kan ses afspejlet internationalt f.eks. med David Camerons ’Big Society’ i England og ’Doe-Democratie’ i Holland, FNs Sustainable Development Goals og i rapporter fra World Economic Forum og OECD. Derfor er det nok ikke tilfældigt, at de borgerlige regeringer fra 2010 aktivt begynder at udgive civilsamfundsstrategier og sætte øget fokus på partnerskaber mellem stat, marked og civilsamfund.     

De borgerlige civilsamfundsstrategier og Sammenhængsreformen

Som nævnt fremlagde VK-regeringen allerede i 2010 en National civilsamfundsstrategi – En styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige organisationer i den sociale indsats. Strategien starter med at udlægge, at ”Vi er alle en del af civilsamfundet. Civilsamfund bruges som fællesbetegnelse for de aktører og grupperinger, som eksisterer imellem og uafhængigt af privatsfæren, markedet og det offentlige i et demokratisk samfund.” Civilsamfundet fremstilles altså som noget forskelligt fra, og uafhængigt af, både staten og markedet. Og civilsamfund er noget, der kendetegner et demokratisk samfund. Det er fordi, civilsamfundet knytter os sammen som samfund, fordi civilsamfundet bærer nogle grundlæggende værdier i det danske samfund. Værdier som demokrati, personligt ansvar og samfundssind trives og udvikles i civilsamfundet. Civilsamfundet er med andre ord grundlaget for aktivt medborgerskab og sammenhængskraft i samfundet. Civilsamfundet er altså bærer af centrale værdier for det danske samfund, og knyttes sammen med noget udelukkende godt og positivt. Samtidig understreges det, hvordan civilsamfundet har ”banet vejen for det velfærdssamfund, vi kender i dag.”

Det er altså civilsamfundet – og ikke staten – der har skabt velfærdssamfundet. Den samme pointe kan man f.eks. finde i bogen Menneskekærlighedens værk – det danske civilsamfund før velfærdsstaten af Anders Gade Jensen og udgivet af CEPOS i 2012. Her argumenteres der for, at civilsamfundet netop eksistererede før velfærdssamfundet, og at der var en række af (civilsamfunds)arrangementer, der hjalp de svageste borgere, men at dette levende og menneskekærlige civilsamfund er blevet undertrykt af velfærdsstaten.

Et originalt samfund før staten

Centralt i de borgerlige civilsamfundsstrategier er derfor at fremstille civilsamfundet som det originale samfund før staten, før velfærdssamfundet og som velfærdssamfundets grundlag. Dermed er det også nemmere at argumentere for, at det er det, vi skal tilbage til. Civilsamfundsstrategien fra 2010 skal derfor netop ”sætte fokus på civilsamfundet som en væsentlig del af velfærdssamfundet.” Det skal det, fordi civilsamfundet ”kan nemlig noget, som det offentlige ikke kan. Civilsamfundet og særligt den frivillige sektor har for det første en rummelighed og bredde, som det offentlige ikke kan tilbyde.” Derfor er civilsamfundet ikke bare ”en samfundsmæssig værdi, som regeringen ønsker at værne om og udvikle,” men også ”en stor samfundsmæssig ressource.” Det samme argument tages op igen i den nye civilsamfundsstrategi Strategi for et stærkere civilsamfund fra 2017. Her understreges det, at civilsamfundet ”udgør fundamentet for et samfund, som er kendetegnet ved frivillige fællesskaber, personligt ansvar og sammenhængskraft.” Bagved disse forblommede ord er der naturligvis en helt anden virkelighed, der gælder. Pointen er, at staten skal trække sig væk og lade civilsamfundet (læs: markedet) komme til.

Væk fra den kolde stat, hen mod den varme konkurrence

Civilsamfundet bliver fremstillet som det oprindelige danske samfund, hvor særligt danske værdier har hjemme, og hvor der også findes innovativ udfoldelse og innovativ skaberkraft i modsætning til den bureaukratiske stat. Det er svært ikke at tænke, at sådanne civilsamfundsstrategier hænger tæt sammen med de borgerlige regeringers mål om at øge konkurrencen i den offentlige sektors opgaver og sende flere opgaver i udbud, så staten og det offentlige kan koncentrere sig om det, de kalder dens ’kerneopgaver.’ Staten skal så at sige holde sig for sig selv, så den naturlige skaberkraft ude i samfundet frit kan udfolde sig.

“Når man fremstiller civilsamfundet som noget særligt godt, naturligt og varmt, fremstiller man samtidig også staten som ond, unaturlig, kold og bureaukratisk, og som hele tiden er i fare for at kvæle og undertrykke det potentiale, der er i civilsamfundet.”

Når man fremstiller civilsamfundet som noget særligt godt, naturligt og varmt, fremstiller man samtidig også staten som ond, unaturlig, kold og bureaukratisk, og som hele tiden er i fare for at kvæle og undertrykke det potentiale, der er i civilsamfundet. Den første del af Sammenhængsreformen var således også en Af-bureaukratiseringsreform (med titlen Færre regler og mindre bureaukrati), der startede med ordene: ”Det er ude i virkeligheden, at de bedste idéer opstår.” Underforstået at staten eller det offentlige i hvert fald ikke er virkeligheden, og det er ikke her, at der kan opstå gode idéer.

Et af de eksplicitte mål for Sammenhængsreformen (der har undertitlen Borgeren først – en mere sammenhængende offentlig sektor) er, at den skal gøre den offentlige sektor mere ’tidssvarende,’ hvilket betyder, som undertitlen siger, at sætte ’borgeren først.’ Problemet med den nuværende offentlige sektor er, ”at opgaveløsningen i for høj grad er siloopdelt efter strukturer og myndighedsgrænser – frem for borgernes og virksomhedernes behov.” Det samme understreges i Strategi for et stærkere civilsamfund, hvor målet med Sammenhængsreformen er ”at skabe en offentlig sektor, der tager udgangspunkt i borgernes, erhvervslivets og civilsamfundets behov.” Igen fremstilles den offentlige sektor som en, der blot er interesseret i sig selv, og som ikke tager udgangspunkt i erhvervslivets, civilsamfundets og borgernes behov, men i sine egne. Den er optaget af sine egne myndighedsgrænser, og er dermed mest til for sin egen skyld og ikke til for dem, den burde være til for.

Civilsamfundet (og markedet for den sags skyld) er det originale, det rigtige, fundamentet for staten, velfærdssamfundet og den offentlige sektor, og den offentlige sektor burde kun være sat i verden for at hjælpe det. Den offentlige sektor burde varetage deres interesser, sørge for de bedste eksistensmuligheder og fri udfoldelse i stedet for at være optaget af regler, bureaukrati og myndighedsgrænser. Statens og den offentlige sektors eksistensberettigelse er at sørge for optimale eksistensbetingelser for markeds- og civilsamfundsaktører.

David Cameron’s Big Society

I den Nationale civilsamfundsstrategi fra 2010 nævnes eksplicit inspiration fra David Camerons Big Society-projekt som en inspiration, hvor, som det står i strategien, ”staten skal trække sig tilbage og lade folket komme til” og hvor ”målet er en kulturændring, hvor borgerne i deres hverdagsliv, husholdninger, lokalområder og på deres arbejde ikke altid vender blikket mod det offentlige, de lokale myndigheder eller regeringen for at finde svar på deres problemer.”

Altså: Civilsamfundet kan sagtens selv, uden hjælp fra staten. Og staten kvæler det lokale initiativ ved at blande sig. Hvis man lader staten træde tilbage, giver det derimod mere mulighed for, at civilsamfundet og private virksomheder kan tage ”medansvar” for udviklingen af velfærdssamfundet, at der kan være mere ”samskabelse” mellem dem, så det ikke kun er det offentlige, der leverer velfærdsydelser, og det giver bedre muligheder for ”aktivt medborgerskab” for individer, civilsamfundsorganisationer og virksomheder, som det hedder rundt omkring i de forskellige civilsamfundsstrategier i diverse nysproglige vendinger.

Er civilsamfundet nødvendigvis så godt?

I denne artikel har jeg fokuseret på de borgerlige regeringers civilsamfundsstrategier. Det er, fordi() det siden finanskrisen er dem, der har været mest offensive med brugen af civilsamfundet gennem udgivelsen af de forskellige civilsamfundsstrategier og Sammenhængsreformen. Men Socialdemokratiet har også været aktive på den front. Det var Socialdemokratiet, der for alvor bragte de frivillige ind i velfærdsstaten gennem ændringen af Serviceloven i 1998. Og generelt har reformer af den offentlige sektor og afbureaukratiseringsreformer været en fast bestanddel af dansk politik siden starten af 1980erne på tværs af politiske skel. Og det samme har brugen af – og fokus på – frivillige og civilsamfund som leverandører af velfærdsydelser.

“Generelt kan man sige, at frivillighed og civilsamfund lyder meget bedre end markedsgørelse og privatisering, men i praksis har det været det samme.”

Generelt kan man sige, at frivillighed og civilsamfund lyder meget bedre end markedsgørelse og privatisering, men i praksis har det været det samme. Offentlige opgaver sendes i udbud, så både private aktører og civilsamfundsorganisationer kan byde på opgaven. Det betyder også, at civilsamfundsorganisationer er blevet meget mere professionaliserede og på mange måder begynder at fungere som private virksomheder. Hele diskursen om frivillighed, civilsamfund, aktivt medborgerskab, samskabelse og medansvar lyder jo fint og godt, men det lægger ansvaret for at sikre et godt velfærdssamfund over på individer, private virksomheder og civilsamfund og væk fra staten og det offentlige.

Diskursen om civilsamfundet (og dens relaterede forestillinger) passer derfor godt ind i en (særligt borgerlig) logik om at ophæve marked og civilsamfund til det originale, primære og vitale – mens staten bliver det langsomme, kolde og bureaukratiske monster, der æder sig ind og blander sig i almindelige menneskers liv og livsprocesser. Dette passer ind i en neoliberal styringslogik, hvor alle dele af samfundet (og privatlivet) skal underlægges markedets, konkurrencens og effektivitetens logik. Og her passer diskursen om civilsamfund perfekt ind. Så diskursen om civilsamfund passer fint med Løkke-regeringernes generelle korstog mod det offentlige, hvor en del af Sammenhængsreformen f.eks. også var et initiativ om Bedre ledelse, som naturligvis betød flere principper fra den private sektor ind i den offentlige, og også deres shaming af det påståede øgede sygdomsfravær (altså dovenskab) i den offentlige sektor.

Forståelsespapiret har den samme klang

Men hvad med den socialdemokratiske regering? Der blev ikke snakket meget om frivillighed og civilsamfund i det såkaldte ’forståelsespapir,’ men en del af det er at kortlægge og afvikle bureaukratiske byrder for det frivillige foreningsliv og udbrede fritidspas til udsatte og børn og unge, så flere får mulighed for at deltage i foreningslivet. Og i samme papir fremlægges det, at ”Vi skal tage et opgør med centraliseringen af Danmark.”

På mange måder kan man sige, at man kan finde hele civilsamfunds-diskursen genspejlet i debatten om Udkantsdanmark. Det er ude i udkanten, i provinsen, at det sande Danmark skal findes, ikke i den elitære hovedstad, og derfor skal flere jobs og instanser flyttes ud (for den afgåede regering var dette også et naturligt opgør med de styrelser og råd, man ikke kunne lide, som f.eks. indvandrerstyrelsen og miljøstyrelsen, ligesom Anders Fogh Rasmussens opgør med ’smagsdommerne’ også var et opgør mod de råd og nævn, der var særligt kritiske over for hans politiske projekt). I sin åbningstale til Folketinget  1. oktober 2019 fremlagde Mette Frederiksen sin ambition om at gennemføre en såkaldt ’nærhedsreform.’ Nærhedsreformen skal skabe mindre detailstyring, mindre bureaukrati og give mere plads til medarbejderens professionalitet og dømmekraft. Og så skal styringen være mere lokal, nær og tæt på borgerne. Reformen skal således gøre op med det voksende bureaukrati i den offentlige sektor (lyder det bekendt?). Reformer af offentligt bureaukrati har som nævnt været en fast bestanddel af skiftende regeringers valgløfter, skåltaler og politiske programmer siden 1980erne, hvor diverse reformer af den offentlige sektor skiftevis har afløst hinanden.

Det tomme begreb indtager venstrefløjen

Min pointe i denne artikel har i høj grad været at problematisere den forestilling om civilsamfund som noget godt, varmt og dejligt og noget, som vi uproblematisk tager for gode varer, når vi bliver præsenteret for det. Når først man begynder at kigge nærmere på det, finder man ud af, hvor tomt og intetsigende et begreb det er. Og derfor skal vi også være opmærksomme på at bruge det på venstrefløjen.

F.eks. var der et interview med Uffe Elbæk, som dengang var medlem af Alternativet (jeg vil gerne diskutere om man kan kalde det venstrefløjen, men det er en anden sag), hvor han netop ”efterlyser, at mennesker i højere grad bliver ansvarlige for deres handlinger eller mangel på samme.” Som han siger, så handler det ”ikke om at ansætte flere mennesker i Jobcentret. I stedet handler det om at støtte civilsamfundet og understøtte alt det, som kan gøre, at folk begynder at tage ansvar i den situation, de nu engang befinder sig i.” Han fortsætter med at sige, at ”vores tilgang handler om at styrke civilsamfundet,” og at ”hvis vi skal løse dagens udfordringer, så bliver vi alle sammen nødt til at tage et helt andet ansvar end i dag – så vi ikke bare skubber det videre: Det er statens ansvar.”

Selvom Elbæk understreger, at det handler om flere demokratiske virksomheder og decentrale selvforvaltende enheder, kommer han til at reproducere en særlig ansvarligheds-diskurs, som særligt borgerlige og højreorienterede socialdemokrater har fremturet med siden 1990erne, hvor det i højere grad er civilsamfund og marked, der skal tage ansvaret for deres egen og samfundets ve og vel. Dermed kommer han også til at reproducere den generelle stats- og offentlig sektor bashing, som har været en fast bestanddel af dansk politik på alle sider af det politiske spektrum siden 1970erne. Og forestillingen om civilsamfund har været en central del af dette. Og fortsætter med at være det.

Civilsamfund (og særligt i Danmark frivillighed) har været centrale legitimerende forestillinger i skiftende regeringers argumentation for ændringer, omstruktureringer og reformer af velfærdssamfundet. Man skal derfor være påpasselig med at bruge det som en særligt progressiv kategori.

---