Er den amerikanske venstrefløj ved at blive normal?

Den faglige organisering er lavere i USA end i alle sammenlignelige steder, og i mange år har der ikke været noget, der kunne ligne skyggen af et socialistisk masseparti. Det har ændret sig det sidste årti hvor Democratic Socialists of America (DSA) er gået fra at have 5.000 medlemmer – til nu at have mellem 80 og 100.000 medlemmer.

Hyperaktivitetens år

Tidligere eksisterede der ikke en sammenhængende venstrefløj, forklarer Bhaskar Sunkura, som er redaktør på venstrefløjsmagasinet Jacobin.

”Tidligere var der selvfølgelig mindre grupper, som organiserede antikrigsbevægelsen og lavede aktivt arbejde i fagforeningerne. Men en egentlig venstrefløj fandtes ikke.”

Han fortsætter:

”I dag har venstrefløjen nogle medlemmer af parlamentet, sæder i forskellige byråd og stater, og flertallet i bestemte fagforeninger, men uden at være i nærheden af at have flertallet i den samlede fagbevægelse. Den situation minder faktisk meget om den, vi ser i mange europæiske lande.”

Har den amerikanske venstrefløj opbakning fra en større del af vælgerne, er det ikke noget, der viser sig i det amerikanske valgsystem. Havde man ikke flertalsvalg i enkeltmandskredse, ville situationen måske være en anden.

”Venstrefløjen står i en situation, hvor den er stærk nok til at være synligt tilstedeværende på den nationale scene, men ikke stærk nok til at kunne forme den politik, der bliver ført”, siger Sunkura.

Dør-til-dør strategien

En del af opbakningen til venstrefløjen kommer som følge af de valgkampe, DSA har ført. Her har det særligt været den særlige dør-til-dør strategi (canvassing på engelsk), der har fungeret. Aktivister går fra hus til hus og taler med borgerne, om hvilke emner der er vigtige for dem. Det udgør en mulighed for, at almene amerikanere kommer i kontakt med socialistiske tanker i hvert fald hvert andet år.

Ifølge Andreas Günther, der følger udviklingen for Rosa Luxemburg Stiftung i New York, er dør-til-dør strategien særligt afholdt af den amerikanske venstrefløj, fordi det er en af dens få muligheder: ”Det er ikke muligt at komme til orde i den amerikanske presse, og at stå ude foran et supermarked, som vi gør det i Europa, er for det meste forbudt her.” siger han.

Den langsomme organisering

Den faglige organisering i USA er fortsat stagneret. Det er i sig selv ikke et dårligt tegn, når man tænker på, at beskæftigelsen er vokset markant over de seneste år. Antallet af fagforeningsmedlemmer er altså stigende, men ikke relativt i forhold til antallet af arbejdere.

Organiseringen er især stigende blandt lærere, sygeplejersker, lastvognschaufførerne og metalarbejderne i bilindustrien. Meget sigende er det også nogle af de mest venstreorienterede fagforeninger.

At organisere sig i en fagforening er i USA ikke kun noget, der sker på den enkelte arbejdsplads. Det er et medie-event. Kampen om for at få et flertal til at stemme ja til, at arbejdspladsen skal tegne overenskomst, bliver i høj grad ført ved at ændre den generelle folkestemning. Nogle gange i så høj grad, at nyhederne også rammer den danske presse.

Men, siger Bhaskar Sunkura, at ændre den folkelige opbakning er ikke det samme som at have stærke fagforeninger.

De sociale bevægelsers retræte

USA har færre store sociale bevægelser end mange andre lande i verden. De sociale bevægelser, der har været det seneste årti, er for tiden slået tilbage. Det skyldes ifølge Jeb Holtz fra Socialist Freedom Party – en feministisk socialistisk organisation med hovedsæde i Seattle – at bevægelserne har oplevet store tilbageslag og meget få resultater.

I New York, hvor han selv bor, har aktivisterne fra Black Lives Matter f.eks. oplevet, at det mest håndgribelige resultat på alle deres protester har været, at byen ved sidste kommunalvalg valgte en tidligere betjent til borgmester. Borgmester Adams blev valgt på et program om at styrke politiets tilstedeværelse, hvilket er det præcist modsatte af den defunding-kampagne, som Black Lives Matter også havde udviklet sig til.

Også Bhaskar Sunkura oplever, at landet i øjeblikket drejer til højre på afgørende politiske spørgsmål.

Trump som præsident er farligt for venstrefløjen

Både valgsejre og dybere organisering gavner den langsigtede organisering af den amerikanske venstrefløj. At have fået valgte repræsentanter betyder ikke kun, at de har fået tid til at formulere socialistisk politik, men også at de har fået ansatte, der hjælper med at styrke hele bevægelsen.

I forventning om en yderligere periode med Joe Biden som præsident arbejder venstrefløjen med at tænke over, hvordan deres budskaber kan forstås i samfundet. ”Det ser ud som om, man i første omgang har lært af europæerne og forstået, at enhed er vigtigere end ideologisk renhed”, siger Andreas Günther.

Men det kræver, at venstrefløjen også kaster kræfter ind i at få Biden genvalgt. Kommer man til at splitte stemmerne, som det skete, da venstrefløjen støttede den grønne kandidat Ralph Nader i år 2000, er der en reel risiko for, at Donald Trump kan vende tilbage som præsident.

En anden periode med Trump som præsident kan ifølge Günther blive langt farligere for venstrefløjen, end hans første præsidentperiode var: ”Da Trump kom til første gang havde han ingen plan. Nu har de neo-konservative listerne klar. De ved, hvem de vil have indsat, og de ved, hvad de vil have gennemført.”