Er EU-modstand stadig relevant for venstrefløjen?

I 1970’ernes Danmark var det i høj grad venstrefløjen, der stod for EF-modstanden. Nej’et til EF var størst blandt kvinder, i byerne og blandt unge. Billedet var heller ikke entydigt dengang – EF- og EU-modstand har aldrig været et klassisk venstre/højre spørgsmål – men der var en klar tendens til, at de venstreorienterede var modstandere af projektet.

Billedet ser som bekendt noget anderledes ud i dag. Enhedslisten er det eneste folketingsparti på venstrefløjen med et udmeldelseskrav, og det krav er blevet nedtonet noget siden Brexit. På den yderste højrefløj har Dansk Folkeparti i løbet af det seneste år meldt ud, at de også ønsker Danmark ud af EU, formentlig presset af den endnu mere yderligtgående højrefløj i Nye Borgerlige.

Det er helt fair at spørge, om EU-modstand stadig er relevant for venstrefløjen i dagens Danmark. Flere politikområder er grænseoverskridende, EU ser helt anderledes ud i dag, og flere EU-modstandere er højreorienterede. EU-modstandere bør byde den debat velkommen. Nu får vi nemlig chancen for at forklare, at ikke alene er EU-modstand fortsat relevant for venstrefløjen. Den er blevet stadigt mere essentiel.

Når rød-grøn politik møder traktat-grundlaget

De fleste partier i Danmark har noget politik, de ikke må gennemføre på grund af EU. Venstrefløjen har meget af slagsen. Nogle gange skyldes barrieren i noget EU-lovgivning, der i princippet kunne ændres af Kommissionen og et flertal i EU-parlamentet. Ofte vil det dog kræve en traktatændring.

Det gælder f.eks. for landbrugsstøtten, at ny lovgivning kunne gøre den grønnere. Det er muligt, at der en dag vil komme en EU-Kommission, som trodser flertallet af lobbyister, og fremlægger et forslag om en landbrugsstøtte, der ikke primært går til stort, konventionelt landbrug, og som ikke bruger milliarder af kroner på annoncer for kød og mejeriprodukter. Det er også muligt, at et flertal i EU-Parlamentet ville stemme det igennem. Det er dog vigtigt her at huske på, at selvom flertallet i EU-Parlamentet faktisk var til stede, skal det vente på, at den ikke-folkevalgte EU-Kommission fremsætter forslaget. Vi er altså ude i, at en Landbrugskommissær skal være i det rette humør – og at nok af de store delegationer i EU-Parlamentet støtter forslaget – inden at det bliver til noget. Det er dog i princippet muligt at gennemføre egentlig grøn landbrugsstøtte, som EU ser ud i dag.

“De fleste partier i Danmark har noget politik, de ikke må gennemføre på grund af EU. Venstrefløjen har meget af slagsen.”

Ifølge traktaten skal der være en fælles landbrugspolitik, men den kunne hypotetisk set se anderledes ud end den gør. I stedet har Kommissionen i sit seneste udspil greenwashet landbrugsstøtten lidt. Den er stadig katastrofal for klimaet, og det endda til trods for et “historisk grønt EU-parlament”. Det er her relevant at bemærke, at Danmark kunne omlægge landbruget helt, hvis vi stod uden for EU.

Der er et hav af andre røde og grønne forslag, som er uforenelige med EU’s traktatgrundlag. Helt generelt er det værd at notere sig, at en “ekspansiv finanspolitik”, hvor staten sætter gang i den økonomiske aktivitet i samfundet, ikke er i overensstemmelse med traktaterne. EU’s traktater giver nemlig specifikke rammer for, hvor stort det offentlige underskud i landene må være, ligesom der er meget stramme rammer for statsstøtte. Corona-hjælpepakkerne er kun mulige, fordi EU-Kommissionen har lavet særlige undtagelser fra reglerne det sidste år.

Traktatens snævre ambitioner

EU blokerer også for vigtige tiltag mod social dumping, udfasning af diesel- og benzin-biler og en stor del af udenrigspolitikken – for blot at nævne nogle eksempler. Vi kan ikke stille samme krav til udenlandske virksomheder som til danske virksomheder, da det strider mod traktaternes principper om fri bevægelighed. Dermed kan vi ikke med det nuværende traktatgrundlag udrydde social dumping. Ligeledes kan vi ikke forbyde salget af diesel- og benzinbiler, da det hindrer varernes frie bevægelighed. Endelig fastlægger traktaterne, at dansk handelspolitik styres af EU, og at dansk udenrigspolitik underordnes EU. Det betyder, at Danmark f.eks. ikke kan boykotte varer fra Israel eller Marokkos besættelser – og at Danmark ikke kan agere fredsmægler i internationale konflikter, hvis den ene part i en konflikt optræder på EU’s meget omfattende terrorliste.

Heldigvis kan traktaterne ændres. Det er bare enormt svært. Traktaterne er aldrig blevet ændret i retning af at give mere magt til de lokale og nationale demokratier, men har derimod altid forfulgt målet om en ”stadig snævrere union”, som det udtrykkes i artikel 1 i Traktaten om den Europæiske Union. Desuden kan traktatændringer kun gennemføres ved enstemmighed. Det er voldsomt urealistisk at forestille sig, at samtlige EU-lande ville være enige om at gøre bedre plads til f.eks. ekspansiv finanspolitik. EU kan i princippet godt ændres indefra, men det er direkte naivt at forestille sig, at EU nogensinde bliver rød, grøn eller demokratisk.

Folkestyre er ikke et fløj-spørgsmål

En ting er, at rød-grøn politik begrænses voldsomt af EU’s lovgivning, strukturer og traktatgrundlag. Det er et væsentligt argument for at være EU-modstander, hvis man er venstreorienteret. Men der er også et langt mere grundlæggende argument, som er relevant for EU-modstandere af alle farver, og som dermed heller ikke bør overses af røde: EU er udemokratisk.

Al ny lovgivning foreslås af et ikke-folkevalgt organ, og laves på baggrund af et traktatgrundlag, der aldrig har været til folkeafstemning. Folkevalgte politikeres magt i kommuner, regioner og stat begrænses af EU. Jo mere EU bestemmer, desto mindre demokratisk kontrol har borgerne med politikken. Det bør bekymre enhver.

“Alle bør tage EU’s udemokratiske natur seriøst. Folkestyre er ikke et fløj-spørgsmål. Det ville være enormt synd, hvis de eneste der krævede det opretholdt var den yderste højrefløj.”

Det mest grundlæggende princip i et folkestyre er, at folket bestemmer. I et repræsentativt demokrati som det danske, har folket i sidste ende magt over politikken. Vi hyrer og fyrer vores politikere og partier ved hvert valg. I Folketinget har enhver politiker lov til at stille forslag, og Folketinget kan vælte en minister, hvis de vurderer, at vedkommende ikke lever op til sit ansvar. Resultatet er, at den førte politik i store træk reflekterer folkeviljen. Der findes selvsagt også problemer med det danske demokrati, men de grundlæggende strukturer og kontroller er i orden.

Lignende demokratiske kontroller findes slet ikke i EU. Der stemmer befolkningen ikke på dem, der fremsætter lovforslagene. En kommissær kan hverken tilbagekaldes af landet, der har udpeget dem, af EU-Parlamentet eller EU-Kommissionen. Den eneste måde at vælte en EU-kommissær er, hvis Kommissionsformanden fyrer dem, eller hvis EU-Parlamentet vælter hele EU-Kommissionen. Resultatet af det system er tydeligt: Kommissionen lytter ikke til, hvad folket ønsker. De behøver jo ikke at bekymre sig om at blive valgt eller blive siddende. De hører i stedet i alt for høj grad på ønsker fra lobbyorganisationer, som har ressourcer til at gøre sig bemærket i Bruxelles. Det afspejler EU’s lovforslag i den grad.

Alle bør tage EU’s udemokratiske natur seriøst. Folkestyre er ikke et fløj-spørgsmål. Det ville være enormt synd, hvis de eneste der krævede det opretholdt var den yderste højrefløj. Nogle mener, at venstrefløjen i Danmark ikke skal være modstandere af EU, nu hvor højrefløjen også er det, fordi man ikke vil sættes i bås med højrefløjen. En langt større bekymring bør være, at højrefløjen bliver de eneste, der italesætter EU’s demokratiske problemer.

Internationalt samarbejde er for vigtigt til, at vi overlader det til EU

Verden bliver stadig mere globaliseret, og stadig mere politik skal derfor løses på tværs af landegrænser. Det er derfor vigtigere end nogensinde med gode internationale organisationer og samarbejder. Vi bør ikke blive mindre kritiske over for EU, bare fordi behovet for samarbejde vokser – tværtimod. Jo mere magt EU får, desto mere påvirker Unionen borgernes liv, og desto vigtigere er det, hvordan EU fungerer.

I 1970’erne påvirkede EF’s udemokratiske beslutninger handlen. Høje toldmure gjorde det f.eks. svært for afrikanske lande at komme ind og sælge på det europæiske marked. Sådan er det stadig, men på langt flere områder. EU’s udemokratiske beslutninger går ud i dag over alt fra klimaet og miljøet til forsvarspolitikken, retsstaten og velfærden.

Hvis der ikke fandtes alternativer til EU, ville det måske være forståeligt, at venstrefløjen opgav udmeldelseskravet, og alene kastede sig over Sisyfos-arbejdet med at forsøge at ændre små dele af EU. Det er bare ikke tilfældet. Små, åbne økonomier som Norge, Island og Schweitz klarer sig godt med andre tilknytninger til EU end medlemskab. Brexit har desuden vist, at selvom det er besværligt at forlade EU, så kan det lade sig gøre. Der er meget af Brexit-aftalen, der er yderst fornuftig – også set med rød-grønne briller. Uden for EU kunne Danmark melde sig ind i handelsorganisationen EFTA, og vi ville have en selvstændig stemme og dermed mere magt i FN, Europarådet og Nordisk Råd. Danmarks vej ud af EU må vi selv definere, og også her ville det være synd, hvis venstrefløjen meldte sig ud af debatten og visionerne.

Det kræver politisk mod at arbejde for, at Danmark kommer ud af EU. Men det er det eneste rigtige. Også – måske endda især – for venstrefløjen.