Er Socialdemokratiet ved at støde hovedet ind i lønarbejds-betonmuren?

Journalisterne Arne Hardis og Hans Mortensen slog hovedet på sømmet, da de i Weekendavisen (3. februar) gav et interview med Mette Frederiksen titlen: Arbejds-bevægelsen.

For det centrale i forståelsen af Mette Frederiksens politiske position kan ikke kunne fanges i hendes skift som “rød før grøn”, “grøn og rød”, “rødtonet flertal” eller nu med et “lilla flertal”.

Nej, i interviewet indrømmer Mette Frederiksen, at det centrale er, at hun er et pligtmenneske, og at pligten til arbejde altid har været omdrejningspunktet i hendes politik. Det er ikke demokrati, fællesskab eller bæredygtighed, der er centralt i Mette Frederiksens tanker om det danske samfunds fremtid. Det er pligten til lønarbejde.

Det er afslørende, næsten chokerende ærligt, fordi hun dermed også blotlægger sin svaghed og måske kommende nederlag.

Klassesamarbejde og uddannelse

Overordnet er det måske ikke den store overraskelse. Socialdemokratiet har altid på det økonomiske område gået ind i et klassesamarbejde med arbejdsgiverne. Det betyder, at det har været centralt at skabe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, for at arbejdsgiverne giver arbejderne en rimelig løn og accepterer en forholdsvis høj beskatning. Det har været logikken i den højt besungne danske model og i nyere tid den danske flexicurity model.

Den nye, socialdemokratisk ledede regering over midten med Venstre og Moderaterne har overrasket mange, og bliver set som et fundamentalt nybrud. Men den kan også ses som en logisk videreførelse fra klassesamarbejdet på det økonomiske område til det politiske område. Derfor er regeringen også mere eller mindre åbenlyst blevet budt velkommen af arbejdsgiverne og Metals og 3F’s top – når man ser bort fra Store Bededagsindgrebet.

Når Mette Frederiksens monomane lønarbejdsfiksering alligevel kan overraske, skyldes det flere forhold.

Der er sprækker i regeringsgrundlaget. Det ses i formuleringer omkring de mest udsatte på arbejdsmarkedet. Her proklameres det, at de skal mødes med et helt andet menneskesyn, med “værdighed” og skal behandles helt uden for beskæftigelsessystemet.

Stress-epidemi og krav om mindre arbejde

Men mere vigtigt synes Mette Frederiksen at være helt uden fornemmelse for, hvad der rører sig i tiden og ude i verden.

Hele den vestlige verden er ramt af en stress-epidemi – især på grund af tempoet i arbejdslivet. Det er blevet helt tydeligt, efter at flere toppolitikere og elitesportsfolk er blevet ofre for stress-tendensen og har trukket sig midlertidigt tilbage. Generelt regner man med, at cirka hver femte i den erhvervsaktive befolkning er præget af stress hvert år. Samtidig prædiker disse politikere, at der er behov for at arbejde mere og mere effektivt.

Politikernes og systemets krav bliver mødt af modstand fra brede befolkningsgrupper overalt i den vestlige verden. Den grundlæggende årsag til den kraftige modstand mod afskaffelsen af Store Bededag er ønsket om mere frihed i forhold til arbejde.

Det ses også i den stigende tendens til at forkorte arbejdstiden med forsøg med 30 timers arbejdsuge, som hurtigt er blevet meget populære. Man vil arbejde for at kunne leve – og ikke leve for at arbejde.

Tendensen til ønsket om mere fritid og frihed før lønarbejdet er en generel tendens i hele verden. En strømning, der er blevet kaldt “quiet quitting” – man gør kun det, der lige er nødvendigt på arbejdet. Man yder ikke det ypperste.

Økologiske problemer

En anden side af den monomane lønarbejdsfiksering er, at det er motoren for den økonomiske vækst, der i stigende grad er baggrunden for de voksende økologiske problemer. Samtidig med, at den nye regering erklærer, at den grønne omstilling stadig er væsentlig, intensiverer den økonomisk vækstpolitik gennem arbejdsudbuds-reformer og udskyder det nødvendige opgør med den industrielle landbrugsproduktion.

Samlet set har den nye regering sat både mennesker og natur under et øget nedbrydende pres, som frembringer øget modstand.

Venstrefløjen må revidere opfattelsen af Socialdemokratiet 

Betyder det, at klassesamarbejdet er truet, og at Socialdemokratiets dage snart er talte? Ikke umiddelbart. Det kan både tage lang tid, men også ske hurtigere alt efter, hvor stærkt det politiske klassesamarbejde viser sig at være, hvor dygtig oppositionen specielt fra venstre vil være, og hvordan den omgivende verden udvikler sig.

For venstrefløjen må revidere sin opfattelse af, hvorledes man skal forholde sig til Socialdemokratiet, hvilken generel rolle man tillægger partiet i et fremtidigt samarbejde, og om man kan bevæge Socialdemokratiet til venstre.

For mig at se må det betyde, at man opgiver troen på, at man kan bevæge Socialdemokratiet til venstre indenfor det bestående klassesamarbejde, sådan som det har været traditionen for SF helt tilbage til partiets start, og som Enhedslisten også har forfægtet i de seneste år.

Venstrefløjen må lave sit eget reformprojekt

Det indebærer, at venstrefløjen som samlet blok skal stræbe efter parlamentarisk at blive større end Socialdemokratiet og opstille et samlet reformprogram. Det vil så stille Socialdemokratiet i en helt ny situation – idet det så vil stå over for valget at forhandle med en venstrefløj, der er større end partiet – eller mere permanent at gå efter et samarbejde til midten og højre.

Hvad skal sådan et reformprogram så indeholde? Opstilling af nogle klare, markante grænser for udnyttelsen af naturen og den menneskelige arbejdskraft. En kraftig og klar reduktion af det industrielle landbrug og en betydelig styrkelse af naturens plads i samfundet. En reduktion af lønarbejdstiden, 30 timers arbejdsuge, 4 dages-uge, kontanthjælp uden modkrav og eksperimenter med borgerløn.

En sådan vending vil kræve, at både SF, Enhedslisten og Alternativet fornyer deres politik. Det vil kræve mest af SF som partiet, der vil tiltrække flest socialdemokratiske vælgere og medlemmer. Det vil indebære, at SF klart stiller sig i spidsen for en venstreblok, der afskriver den tidligere “katalysator-teori” og udfordrer det socialdemokratiske lederskab i den røde blok. 

Konkret betyder det et opgør med “den grønne vækststrategi” og en mere grundlæggende fornyelse af den danske model. For både SF og Enhedslisten gælder det specielt om at frigøre sig fra den hidtidige socialdemokratiske ret- og pligt filosofi.

Alternativets styrke er visionerne på arbejdsmarkedsområdet med reduktion af arbejdstiden samt begyndende borgerløns-eksperimenter. Derimod kunne partiet uden tvivl lære noget af både SF og Enhedslisten med hensyn til at give den grønne omstilling et bedre økonomisk-socialt fundament.

Fag- og miljøbevægelses støtte er afgørende

Afgørende, for om en ny strategi for venstrefløjen vil lykkes, er, hvordan forholdet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen vil udvikle sig. Vil den nye regerings Store Bededags-indgreb efterfulgt af et eventuelt indgreb i en storkonflikt på arbejdsmarkedet afgørende ryste Socialdemokratiets forhold til fagbevægelsen, vil der måske være muligheder for, at fagbevægelsen også bliver åben for en anden og mere progressiv politik – både på arbejdsmarkedsområdet og det grønne område. 

Hvis forholdet udvikler sig meget mere fredeligt, kan man forvente, at fagbevægelsen vil opføre sig konservativt og blot arbejde for at genetablere en lidt mere venstreorienteret politik fra Socialdemokratiets side.

En medvirkende faktor i det politiske spil vil også være, hvorledes de sociale bevægelser og specielt de forskellige dele af miljøbevægelsen vil handle. Den nye venstrestrategi, der kun bygger på en alliance mellem de tre politiske partier, vil ikke være nok. Hertil kræves, at miljøbevægelsen gennem et langt sejt arbejde formår at få dele af fagbevægelsen overbevist om det nye reformprogram.