Ernaux, Eribon og Édouard – nye klassefortællinger

Den franske trio Annie Ernaux, Didier Eribon – der som eneste endnu ikke er blevet oversat til dansk – og Édouard Louis (med dansk pendant i Glenn Bech) er nogle af dem, der haft succes med at skrive klasse tilbage ind i den offentlige samtale. Det har både begejstret og forarget.

Deres bøger er blevet anklaget for at forherlige fattigdom og for at se ned på den, for at være for dogmatiske og ikke dogmatiske nok. Samtidig er de blevet litterære landeplager – ikke mindst herhjemme, hvor deres bøger oversættes hurtigere, end en ellers vældig hurtig væddeløbshest kan rende.

Senest modtog Annie Ernaux i 2022 Nobelprisen i litteratur, hvilket i Frankrig vakte opstand i dele af det litterære etablissement, der mente, at hendes bøger ikke var »litterære« nok til en Nobelpris i litteratur.

I nogen tid har man næsten kunnet få indtryk af, at kapitalismen havde sejret, men klassesamfundet tabt. Mange har i al fald vægret sig ved at snakke om klasser i Europa, eftersom de arbejdsforhold, vores varer bliver produceret under andre steder i verden, er usammenlignelige med snart sagt den mest beskidte europæiske fabrik.

Vi kan godt tale om klasse og klasseskel, men kun hvis det handler om respekt og ikke om retfærdighed. Diskussionen om klasse bliver med andre ord hurtigt æstetiseret, og klasse bliver et spørgsmål om smag.

Og når det handler om smag, så bliver spørgsmålet om, hvilken klasse, det er mest fordelagtigt at være en del af, lige pludselig til et spørgsmål om, hvad man er værd som menneske. Kommer man for skade at sige, at det eksempelvis skulle være bedre at være bankdirektør end at være lastbilchauffør, bliver man let anklaget for at se ned på arbejderklassen.

Flere tusind siders litterær følelsesporno og en nyttig idiot

Den franske sociolog Gérald Bronner er en af dem, der netop har kritiseret den nye bølge af klasselitteratur for at være nedladende over for dem, den hævder at være solidarisk med. I sin kritik beskylder Bronner forfattere som Annie Ernaux og Édouard Louis (der er to af de mest fremtrædende repræsentanter for den litterære strømning i Frankrig) for »dolorisme«.

Dolorisme refererer til, at de ifølge Bronner svælger i arbejderklassens lidelse. I stedet for at hævne sig på deres klasses vegne, som Ernaux engang erklærede, at hun ville, ydmyger de den ved at gentage alle overklassens fordomme om den.

Spørger man Édouard Louis, er det i stedet kritikere som Bronner, der går overklassens ærinde, fordi de overtager en præmis om, at kun den dydige arbejder skulle være værd at kæmpe for. Hvis hans skildring af opvæksten i en arbejderfamilie i den nordfranske landsby Hallencourt virker ydmygende, er det fordi, den – på nogle punkter – var ydmygende. Ikke, understreger han et andet sted, fordi menneskene var onde, eller fordi arbejderklassen i særlig grad skulle mangle moral, men på grund af en række objektive forhold, der tegner deres livsvilkår, og som får vold til at gentage sig i vold.

Hvor Annie Ernaux og Édouard Louis anklages for at være medskyldige i den vold mod den arbejderklasse, som de skulle hævne, er deres danske modstykke, Glenn Bech, til gengæld under anklage for at være en nyttig idiot for socialdemokratismen.

Matthias Dressler-Bredsdorff og Dominique Routhier kritiserer hans manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet (2022) for at forskyde klassekonflikten fra at være mellem arbejdere og kapitalister til at være mellem faglærte i stationsbyen, der køber tøj i supermarkedet og drikker cola zero som sundhedsforsikring, og en højtuddannet, kulturel elite, der har til huse i København, staver sodavand som »San Pellegrino« og aldrig kunne drømme om at røre en makrelmad.

Glenn Bech indvender, at han ikke er forpligtet til at give en teoretisk udtømmende beskrivelse af klassesamfundets dynamikker, bare fordi han skriver en bog om sin opvækst i arbejderklassen (altså den del af arbejderklassen, som alle er enige om er arbejderklasse). Han forbeholder sig i stedet retten til at følge sin vrede derhen, hvor den selv vil.

Den store klasseflugt

En anden kritik, der er blevet rejst mod særligt Édouard Louis (se eksempelvis Kjartan Fløgstads essaysamling Etter i saumane, 2016), men som man kunne rejse mod forfatterne i flæng, er, at de i stedet for at skrive for klassekamp synes at skrive for klasseflugt. De har således alle foretaget en social og økonomisk opstigning gennem uddannelsessystemet og skriver med baggrund i deres forskudte samfundsstilling.

Det lyder dramatisk at forlade sin klasse, men i virkeligheden er der for flere af forfatterne tale om en relativt afmålt social opstigning. Annie Ernaux forlader sine forældres café/købmandsbutik i Normandiet for at blive gymnasielærer, og Glenn Bech flytter til København for at blive psykolog. Velbetalte jobs, der giver en mulighed for at gå til frisøren ofte og låne penge til en lejlighed med central beliggenhed, men ikke ligefrem jobs, der placerer dig i toppen af indkomstpyramiden.

Anderledes radikal i sin beslutning om at forlade arbejderklassen, er Édouard Louis, der i sine bøger beskriver, hvordan han skiftede navn, fik lavet nye tænder og foretaget plastikkirurgi for at skjule de firkantede fjernsynsøjne og colaplettede tænder, som en opvækst i et fransk fabriksarbejderhjem havde givet ham.

I Forvandlingens metode (2022) beskriver han, hvordan han opsøgte mænd fra overklassen med det erklærede formål at få del i deres klassestatus. Her taler vi vel at mærke ikke om fransklærere fra det lokale gymnasium, men om efterkommere af gamle og store erhvervsdynastier. Målet var, at de skulle kunne »føre mig [Louis, red.] med ind i sit liv og blive den, der kunne give mig revanche i forhold til min fortid«.

Social mobilitet eller klasseforræderi?

Det kan være konfliktfyldt at tage rejsen op gennem socialklasserne. Der opstår det, Annie Ernaux i Min far (1983) kalder »En klasseafstand, men af en særlig art, der ikke har noget navn«. Pludselig taler man to forskellige sprog, som man ikke kan oversætte imellem, uden at det bliver forceret.  I nogle tilfælde skaber det en afgrund så dyb, at man må opgive at krydse den. I andre tilfælde lykkes det at bygge en bro. Men selv en bro kan ikke få afstanden til at forsvinde.

At skifte klasse hedder også at forråde sin klasse. Hvis det er klasseforræderi at tage en videregående uddannelse og flytte ind til byen, stiller det ønsket om at øge den sociale mobilitet et underligt sted. Tager man velfærdsstaten på ordet og gennemfører en videregående uddannelse, forråder man sin klasse og bliver en del af den akademiske elite, der hos Glenn Bech undertrykker arbejderklassen.

Om det så reelt er den akademiske elite, der undertrykker arbejderklassen eller ej, ændrer ikke meget ved, hvordan man bliver modtaget, når man som en anden Erasmus Montanus kommer hjem fra København med hovedet fuld af mærkelige idéer.

Dette er klassemobilitetens grundlæggende spænding og noget, der optager den nye klasselitteratur bredt i kraft af, at dens forfattere har oplevet den på egen krop. Det handler om, hvad den sociale mobilitet gør ved os.

Og det handler om, hvordan det, der for den samlede arbejderklasse må være et ubetinget gode – muligheden for at uddanne sig til en højere løn og mindre belastende arbejdsvilkår – for den enkelte kan være en bittersød fornøjelse.

Overvejelser om uddannelse

Man kommer ikke uden om, at uddannelse har været afgørende for samtlige af forfatternes klasserejser. Det er ved hjælp af uddannelsessystemet, at de forlader den klasse, de er født ind i. Det er takket være uddannelsessystemet, at de opnår et liv med større økonomisk sikkerhed og bragende litterær succes.

Det har konsekvenser for deres klasseforståelse, i den forstand at det at tilhøre arbejderklassen for flere af forfatterne lader til at være defineret ved, at man er ufaglært – eller har taget en erhvervsuddannelse – og har et repetitivt, nedslidende arbejde, såsom at gøre rent eller arbejde på en fabrik, til en lav løn.

Det kan godt være, at personer, der har gennemført en gymnasial uddannelse eller endda en videregående uddannelse, også er afhængige af at sælge deres arbejdskraft. Men forskellen i leveforhold mellem de to klasser er så radikal, at forfatterne over en bred kam holder dem ganske ude af definitionen af arbejderklassen.

Overvejelser om uddannelse fylder særligt meget hos den franske forfatter og sociolog Didier Eribon. I en anekdote i Retour à Reims (2009) kommer han hjem fra skole, hvor hans mor venter. Han går på det tidspunkt i sjette klasse og har op til juleferien lært et kort julerim på engelsk, som han glæder sig til at fremføre for sin mor. I stedet for at blive stolt, bliver hans mor vred og forlanger, at han øjeblikkeligt oversætter digtet for hende. Hun føler sig ydmyget over, at en elleveårig taler et sprog, hun selv gerne ville have lært, hvis hun havde fået muligheden.

Eribons mor drømte om at studere, men gang på gang gik de drømme i vasken. Anderledes forholdt det sig med hans far, for hvem tanken om en uddannelse ud over et lovpåkrævet minimum var for fjern til nogensinde at strejfe ham. I hans verden gik man i skole, til man var 14 år, fordi det var foreskrevet af loven, og stoppede så, fordi det ikke længere var foreskrevet.

Da skolepligten blev udvidet til 16 år, udløste det stor vrede i Eribons familie – hvorfor skal man tvinge børn til at gå i skole, hvis de hellere ville ud at arbejde? Den gradvise eliminering af arbejderklassebørn i skolesystemet blev opfattet, som var det alene et resultat af folks frie valg.

Ingen spurgte nogensinde sig selv, hvordan det kunne være, at det tilfældigvis var dem, der havde bedst råd til og mulighed for at tage en længere uddannelse, der også havde lyst til det.

Siden begrebet om falsk bevidsthed først fik populær udbredelse og siden lige så populært kollapsede, er det blevet erstattet af den sande bevidsthed. Den sande bevidsthed vil det, den vil, ganske enkelt fordi den vil det.

Hvis arbejderklassens børn i mindre grad trives på de almene gymnasier, og hvis de klarer sig bedre i håndværksfag og erhvervspraktik end i de boglige discipliner i folkeskolen, skyldes det ikke samfundsmæssige træk, men at det er det, de har lyst til. Med andre ord er arbejderklassen fri til at reproducere sig selv.

Klassekosmetik – at sminke sig rigere

Noget andet, der virkelig samler de tre forfattere, er deres beskrivelser af, hvad klassesamfundet gør ved den klasse eller del af en klasse, hvis arbejde sætter dybere mærker i kroppen, end alderen gør. Édouard Louis skriver i Hvem slog min far ihjel? til sin far, at han »tilhører den kategori af mennesker, som politik forbeholder en tidlig død«.

Det, der kendetegner og udmærker den nye klasselitteratur, er med andre ord, at den beskæftiger sig med nogle leve- og arbejdsvilkår, som ellers i lang tid er blevet talt om som noget, der tilhørte den fjerne fortid eller det endnu fjernere østen.

At Édouard Louis har foretaget en række kosmetiske ændringer af sin egen krop for at lette sin klasseopstigning, vidner om, at han er mere end almindeligt opmærksom på, hvad klasse har af konsekvenser for vores krop. Det er et velkendt faktum, at folk fra højere socialklasser lever længere, ligesom de generelt bliver mindre – og mindre alvorligt – syge.

Også herhjemme er kroppen omdrejningspunkt for klassekonflikter. Det kommer for tiden til udtryk i debatten om, hvor nedslidt man skal være, før man bør have ret til at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er nemt nok at sige, at det er lige så fint at være bådebygger som at være lektor i Balkan-studier, men stiller man de to op ved siden af hinanden som 80-årige, taler deres kroppe et tydeligt sprog.

Hvad klasse gør ved kroppen er noget, der bliver tematiseret meget hos de franske forfattere. Didier Eribon skriver i Retour à Reims at »arbejderens krop, som den ældes, fortæller sandheden om klassernes eksistens«. Édouard Louis giver udtryk for noget lignende, når han i Hvem slog min far ihjel? (2018) skriver, at »historien om din krop [faderens, red.] er en anklage mod den politiske historie«. Det kropslige tema findes også, skønt i mindre grad, hos Annie Ernaux, der i Hændelsen (2008) skriver om, hvordan den uønskede graviditet bliver et symbol på den sociale baggrund, hun troede, hun havde forladt.

Ens klassetilhørsforhold påvirker ikke bare ens egen krop, men øger også forskellen mellem dem, der foretager en social opstigning, og dem, der bliver tilbage. I En kvindes forvandling beskriver Édouard Louis, hvordan lægevidenskab og hyppige besøg hos lægen i hans hjemby bliver opfattet som en måde, de bedrestillede kan føle sig vigtigere end arbejderne ved at passe omhyggeligt på sig selv.

Der er en scene i bogen, hvor Louis tager hjem fra gymnasiet på grund af en jagende smerte i maven. Derhjemme sidder moderen og ser fjernsyn og rører sig ikke, når han kommer hjem. Da han beder hende ringe til lægevagten, nægter hun, og tager bare et hiv af sin cigaret.

Det går op for ham, at hun opfatter hans insisteren på, at han har brug for lægehjælp, som en måde at gøre sig vigtig på ved at indføre et klasseskel mellem dem, ja, nærmest som et angreb på sig selv. At gå til lægen bliver et symbol på at skifte klasse.

Reformer, der kan mærkes

Louis erklærer i Hvem slog min far ihjel?, at han vil tage revanche over klassesamfundet ved at skrive de politikere ind i litteraturhistorien, der har vedtaget de sundheds- og arbejdsmarkedsreformer, som har forværret hans fars liv. Det gør han meget bogstaveligt ved i tredje del af bogen at notere deres fulde navn og stilling sammen med de reformer, de har vedtaget, og hvordan de en efter en forkrøblede hans fars krop.

Vi hører blandt andet om Jacques Chirac og Xavier Bertrand, der i 2006 afskaffede det statslige tilskud til flere hundrede lægemidler. Herunder dem, Louis’ far tog mod fordøjelsesproblemer. Han skriver om Nicolas Sarkozy og Martin Hirsch, som i 2009 indførte en arbejdsmarkedsreform, der pressede den ellers nedslidte far med ødelagt ryg tilbage på arbejdsmarkedet som gadefejer for at beholde sin socialhjælp.

For Louis handler klasselitteraturen om at hævne sig på dem, der er ansvarlige for den politik, som gør skade på arbejdernes tarme og rygge.

Her støder vi på en afgørende forskel mellem den klassekamp, der føres af Édouard Louis, og den, der føres af Glenn Bech – hvor Bech retter sit klassehad mod storbyakademikerne, retter Louis det mod sit lands politikere. Påfaldende er det, at ingen af dem for alvor retter hadet mod den økonomiske overklasse.

En fortælling om kroppe og skam

Det springer i øjnene, at forfatternes fortællinger om klasse er utrolig kropslige. Når forfatterne skriver om at skifte (social) klasse, handler det ikke bare om at tage en videregående uddannelse og tjene flere penge. For dem, der som Édouard Louis’ mor bliver tilbage, handler det i høj grad også om at skifte krop. Kroppen går fra at være et instrument, man bruger og forbruger i arbejdet, til at være en transportkasse, der bærer én rundt, mens man arbejder.

Skellet mellem dem, der arbejder med kroppen og dem, der arbejder med hovedet, synes at være så stort, at Didier Eribon fortæller, at det kom som et chok for ham at opdage, at mange intellektuelle nød at se sport og havde gør-det-selv-projekter, akkurat ligesom hans far gjorde.

For ham var det to uforenelige sfærer, som ikke havde – ikke kunne have – noget med hinanden at gøre. Denne iagttagelse er naturligvis også en erkendelse af, at samfundet ikke rent faktisk er opdelt i hånd og ånd. Ikke desto mindre er det en dualisme, der dominerer, og som bliver en overtone i alt, der siges mellem de tre forfattere og deres familier, indtil der bare siges mindre og mindre.

Den afstand, social opstigning skaber, er et andet tema, der går igen i litteraturen. Det er ikke en afstand, der er ligeglad, men en afstand, der er intrigant. Den er ikke kun et resultat af geografiske distancer og travle arbejdsdage. Den udgøres af uoverskuelige sletter af skam og selvfølelse.

Annie Ernaux tager som en selvfølgelighed ikke sin mand med hjem til sine forældre, fordi hun ikke kan forestille sig, hvad han skulle få ud af at omgive sig med folk som hendes forældre. Didier Eribon krymper sig, når han skal vise sit fødselscertifikat, hvorpå man kan læse, at hans far er ufaglært arbejder og hans mor rengøringskone. De både skammer sig og skammer sig over skammen.

Gérald Bronner anklager forfatterne for at dvæle ved arbejderklassens pinsler for længe, som var litteraturen en slags ydmygelsernes teater opført for at opfylde overklassens masochistiske fantasier. Han mener ikke, at det gavner noget at udpensle, hvilke slagsmål der var i hjemmet, hvor mange timer fjernsynet var tændt, eller de homofobiske skældsord der fløj i luften. Hvorfor ikke skrive om glæden og livslysten, spørger han.

Det er dog svært at se, hvordan det skulle udfri arbejderklassen at glorificere den. Udbytning holder som bekendt ikke op, fordi man svøber den i anerkendende vendinger.