Et kig over skulderen på det organisatoriske arbejde i Enhedslisten
Enhedslisten står over for nogle svære organisatoriske valg til deres årsmøde. Pernille Frahm har selv været med til svære organisatoriske beslutninger i SF, og på den baggrund kommer hun med en række betragtninger forud for Enhedslistens årsmøde
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Lad mig starte med at ønske Enhedslisten alt godt til deres kommende årsmøde i pinsen 27.-29. maj.
Som så mange andre mærker partiet i disse tider, at økonomien strammer, og at kravene om hurtige beslutninger presser sig på.
Jeg har siddet i SFs tidligere magtfulde HB fra 1988, til man ændrede strukturen – jeg tror, det var omkring 2007. De fleste af årene sad jeg desuden i FU – forretningsudvalget og en kort periode var jeg i FUS – forretningsudvalgets sekretariat. Jeg har med andre ord brugt flere år af mit liv på at sidde til møder – 24/7 – og arbejde med organisatoriske og politiske spørgsmål.
Jeg var med til at indføre kønskvotering i SF
Og jeg forsøgte at forhindre, at den interne kønskvotering blev afskaffet – i øvrigt sammen med Gert Petersen, SFs mangeårige formand. Vi afskaffede den eksterne kønskvotering – altså den til parlamentariske valg – efter en grundig analyse. Vi kunne konstatere, at den kun havde haft effekt en eneste gang, nemlig ved opstillingen til Europa-Parlamentet.
Desværre var der en gruppe af tidligere SFU’ere, som mente at kønskvotering var at vælge efter køn fremfor kompetencer. Måske er de klogere i dag, hvem ved. Min erfaring er i alle fald, at køn altid har været en vigtig faktor, når poster skulle besættes. Og hvis man ikke er bevidst om det, er køn noget kvinder har, og mænd er jo bare … mænd, som altså ikke er et køn.
Uden kønskvotering går urgamle magtinstinkter i gang, og mændene får de prestigefulde poster, mens kvinder bliver sat til at lave referater og ”te til revolutionen”.
En anden erfaring er, at vores vedtægter havde en tendens til knopskydning. Alle ønskede enkle klare regler, men især omkring opstillinger til Folketinget eller kommunalvalg viste det sig hvert år, at et eller andet gav anledning til lokale konflikter.
Og selvom konflikterne ofte havde baggrund i personlige uoverensstemmelser eller frustrationer, hvis man ikke blev opstillet eller fik ”sin” kandidat på en god placering, valgte HB og FU ofte at konstruere sig ud af konflikterne gennem endnu en tilføjelse til reglerne.
Der er og vil altid være modsætninger mellem det enkle og det retfærdige. Alle hensyn man ønsker at tage – fx i retning af at sikre en afbalanceret fordeling mellem køn, etnicitet, sociale tilhørsforhold, geografi osv. – føjer endnu et lag til vedtægterne og i værste fald kan man ende ovre i noget, der ligner beskæftigelseslovgivningen eller skattelovgivningen. Bare for at tage nogle grimme eksempler frem.
Vil vi have det enkle, må vi være villige til at gå på kompromis
Så vil man have det enkle, må man være villig til at gå på kompromis med en automatisk afbalancering – og så enten lade tingene gå sin gang eller kæmpe for sine ønsker og holdninger i forbindelse med afstemningerne.
Det kan så til gengæld medføre en række andre uhensigtsmæssige udfordringer. Intriger, hemmelige afstemningsaftaler, hviske-kampagner og så videre.
Jeg siger ikke, at dette vil ske i Enhedslisten. Jeg ved bare, at det kom til at fylde meget i SF i perioder. Vi forsøgte os med mange modeller. Vi havde spontane opstillinger til HB. Folk kunne melde sig på selve landsmødet, og alle anbefalinger skulle foregå på åbne opstillingslister, som blev sat op på væggene i Landsmødesalen op til afstemningen.
Vægaviserne er desværre ikke bevaret for eftertiden. Det kunne ellers være sjovt at læse, hvad der rørte sig i folk dengang.
Vi udviklede os videre til en ganske lang procedure, hvor man skulle indsende foto og en nøje afgrænset tekst til et opstillingshæfte. Derudover skulle man deltage i en valg-cafe på selve landsmødet, hvor folk så kunne gå rundt mellem kandidaterne og stille dem spørgsmål.
Må partiansatte blive valgt?
I SF blev det på et tidspunkt forbudt for ansatte at sidde i HB eller opstille til valg til Folketinget eller lokale valg. Det var et oprør fra græsrødderne, der i nogle tilfælde oplevede, at partiet havde udviklet sit eget kleresi af medlemmer med en særlig betydning, som altid sad på eller nær magten i partiet.
Omvendt afskar det nogle af partiets allerdygtigste medlemmer fra at deltage på parlamentarisk niveau eller i ledelsen og udviklingen af SF. Og det satte en klar skillelinje mellem ansatte og valgte. På godt og ondt.
Jeg kan se, at Enhedslisten arbejder med en række temaer af ovennævnte karakter.
En ting, jeg har studset over i Enhedslistens vedtægter, er, at man åbenbart afholder valg på hvert årsmøde. Det betyder, at Folketingskandidater, partiledelse, arbejdsgrupper osv. har et år til at få noget fra hånden. Det giver efter min opfattelse meget stor indflydelse til Enhedslistens Folketingsgruppe og de fuldtidsansatte medarbejdere.
En ny HB skal bruge tid på at lære hinanden at kende, at få en forretningsorden vedtaget og få overblik over hvilke arbejdsopgaver, de selv vil prioritere – ud over de akutte, som jo kommer af sig selv.
En folketingskandidat får knap sat sig ind i sin kreds’ forhold – lært folkene at kende og taget fat i, hvordan man skal føre en kampagne, før en ny afstemning kan sætte hende fra bestillingen. Kontinuiteten og erfaringen ligger hos Folketingsgruppen og hos de faste medarbejdere.
Sammensætningen af partiets ledelse fylder af indlysende grunde en del i vedtægterne. Når man prioriterer, at HB skal have stor magt, bliver det selvfølgelig også afgørende, hvem der får pladserne. Regler om mindretalsbeskyttelse kan gøre meget, men skal man sammensætte en ledelse, som medlemmerne synes, de er repræsenteret af, skal der gøres andet og mere.
Enhedslistens 1/25-dels regel er et virkelig godt bud på at lade særlige grupper få indflydelse. Men det forudsætter naturligvis, at det ikke tager overhånd. Et netværk af særinteresser, som ikke er optaget af helheden i den politiske retning, gavner ingen.
Vi har brug for en stærk venstrefløj
Som sagt kommer alt dette fra en, der ikke har fulgt med i Enhedslistens daglige arbejde under de vedtægter, der gælder.
Det kommer fra en, der er af den overbevisning, at dette land har brug for en stærk venstrefløj, som vil bruge sine kræfter på at kæmpe mod racisme, kapitalisme og ødelæggelse af vores klode og dens ressourcer – og ikke på interne magtkampe.
Så jeg vil slutte, som jeg begyndte, med at ønske Enhedslisten et rigtig godt årsmøde.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER