Et fascistisk spøgelse går gennem Italien

‘Fascismekortet’ er ofte blevet trukket efter valget i marts 2018, der bragte Matteo Salvinis Lega og Luigi Di Maios Femstjernebevægelse til magten, og påførte centrum-venstre fløjen et stor nederlag. Det er den første populistiske regering i et af de store europæiske kernelande.

Af Gert Sørensen

Tyngdepunktet i Italiens regering har flyttet sig til den mere højredrejede Salvinis fordel. Sammenlignet med den uprøvede Femstjerne-regeringspartner, har Lega da også en langt større regeringserfaring, som går tilbage til Berlusconi-årene. I dag kan partiet mønstre næsten en tredjedel af vælgerne, mens Femstjernebevægelsen er gået stærkt tilbage i meningsmålingerne. Men kan det begrunde en sammenligning med Mussolinis fascisme?  

Arven efter den historiske fascisme

Historiske paralleller kræver selvsagt en vis forsigtighed. Lad os se på, hvad der ligger bag, her i 100-året for dannelsen af den første fascistiske fascio di combattimento i Milano. Ingen havde rigtigt forestillet sig konsekvenserne af den begivenhed tilbage i marts 1919, der blev kimen til en bred mobilisering af uhørt brutale tæskehold. Hvordan de fik tævet sig igennem politiske modstandere blandt midterpartierne og på venstrefløjen kan man læse om i Antonio Scuratis foruroligende tidsdiagnose i sidste års bestseller ’M’ om Mussolini som barn af det 20. århundrede. Antallet af drab var overvældende. Selv om Det Socialistiske Parti – det største af partierne – og fagforeningerne var forankret i det italienske samfund, var det ikke nok til at modstå den systematiske vold. Tværtimod banede den vejen for ‘Marchen mod Rom’ i oktober 1922, som bragte Mussolini i spidsen for en fascistisk-ledet regering. I 1925-26 tog styret en drejning mod totalitarismen, der henviste enhver opposition til tavshed. Tilbage var et nationalistisk og racistisk voldsregime.

Fascismens vej til magten blev hurtigt et laboratorium for lignende bevægelser, ikke mindst i Tyskland, der skulle underløbe den eksisterende forfatningsorden og føre til endnu en verdenskrig, før en slags besindelse indfandt sig. I sit Ventotene-Manifest for fremtidens Europa fra 1941, opkaldt efter en af Mussolinis mange fangeøer, gjorde Altiero Spinelli og hans antifascistiske medfanger op med fascismens helliggørelse af nationen. Det var en opfattelse, der tildelte særligt udvalgte nationer en hellig pligt til at erobre andre nationer. Resultatet af den tilgang stod lysende klart i 1945 og blev den altafgørende baggrund for de første skridt til et europæisk samarbejde.

Første demokratiske forfatning

Italien fik selv en ny forfatning i 1948, den første demokratiske forfatning i landets historie, hvis mål var at forhindre et tilbagefald til den fascistiske katastrofe. Bag den stod de tre store folkepartier: Det Kristelige Demokrati, Det Socialistiske Parti og Det Kommunistiske Parti.

Suveræniteten var nu endegyldigt forankret i det italienske folk. Samtidig indeholdt forfatningen en række modvægte: Magtens tredeling, en præsident som øverste garant, og en forfatningsdomstol der skulle afværge lovgivning i strid med forfatningens principper. Menneskerettighederne blev bygget ind i formuleringerne for definitivt at lægge afstand til 1930ernes racelove. På det udenrigspolitiske område blev krige afvist som et middel til at løse internationale konflikter. Italien skulle leve i fred og fordragelighed med sine naboer. På det grundlag gik den nye politiske klasse i efterkrigstidens Italien omkring Alcide De Gasperi og De Kristelige Demokrater aktivt ind i arbejdet for et nyt Europa. Først i 1970erne bakkede Det Kommunistiske Parti helhjertet op om den pro-europæiske linje, der i dag er afløst af en betydelig euro-skepticisme.

Nyfascistisk parti trods forbud

Forfatningen havde også en tillægsparagraf, der forbød enhver form for fascistisk parti. Det forhindrede dog ikke dannelsen i 1946 af et nyfascistisk parti, Den Italienske Sociale Bevægelse (MSI, Movimento Sociale Italiano). Partiet, hvis ledende medlemmer havde en fortid i det fascistiske regime, blev dog først grundlagt i december, efter at der i juni samme år havde været valg til den grundlovgivende forsamling. Det havde derfor ingen andel i den nye forfatning og var de første årtier henvist til udkanten af det officielle politiske system.

Den faktiske legalisering af et nyfascistisk parti afspejler flere forhold. For det første, at man aldrig fik et opgør med fascismen. De krigsforbrydelser, der blev begået, forblev ustraffede. For det andet, at der efter den historiske fascismes sammenbrud i 1945 og opløsningen af det gamle fascistparti fortsat fandtes stærke kredse på den yderste højrefløj, som kunne gemme sig bag MSI’s parlamentariske facade. Den fløj havde aldrig anerkendt forfatningen fra 1948 – ikke mindst fordi kommunisterne havde sat deres aftryk – og var fra midten af 1960erne og ind i 1970erne indblandet i diverse kupforsøg for at afmontere landets demokratiske forfatning. I samme periode lod et større antal nyfascister sig indrullere i den sorte terrorisme, der sideløbende med den røde terrorisme (Le Brigate Rosse) kulminerede med bombesprængningen af banegården i Bologna i 1980.

Berlusconi og banaliseringen af fascismen

En ny cyklus tog form i begyndelsen af 1990erne. Berlinmuren var faldet, og samme skæbne led Sovjetunionen. I Italien kollapsede det gamle politiske system i kølvandet på store korruptionsskandaler og nogle blodige mafia-attentater. Det var Berlusconi og hans parti Forza Italia, der bedst forstod at udnytte det opståede magttomrum. Medieejeren Berlusconi havde annonceret sit forehavende på samtlige tv-kanaler. Den massive dækning lagde præmisserne for sejren ved parlamentsvalget i 1994, der på den måde blev båret frem af hans private, reklamefinansierede TV, og hvad det ellers kunne motivere af flygtige stemninger fra forbrugersamfundets overbud af løfter.

Berlusconi kunne dog også sit politiske håndværk, da det var lykkedes ham at etablere en umage centrum-højre koalition, bestående foruden af hans eget parti Forza Italia og Lega Nord, som det fortsat hed dengang, også af MSI. Det var første gang, at nyfascister var med på regeringsplan. I et forsøg på at gøre partiet stuerent ændrede man imidlertid navnet fra MSI til Alleanza Nazionale. Det initiativ udtrykte dog mere en retouchering af den fascistiske fortid, end det var et reelt opgør med fortiden.

For den nye politiske klasse, der tog over efter valget i 1994, blev det snart praksis at miskreditere forfatningens principper, når væsentlige dele af lovgivningen kom til at handle om at skaffe straf-frihed til Berlusconi i de løbende sager mod ham for korruption og skattesvig. En ny medielov sikrede ham noget nær monopolstilling for hans ’Neo-TV’ – med et udtryk fra den kendte medieforsker Umberto Eco – der mere forstod at skabe en ny virkelighed, end det var forpligtet af den. Virkeligheden blev opløst i separate meningsuniverser med hver deres kriterier for sandt og falsk.

Det gav Berlusconi en platform for at redigere virkeligheden og lange ud efter modstanderne, som i enkelte tilfælde blev udsat for åbenlys mediemobning. Den fysiske vold blev her erstattet af målrettede kampagner, som med de sociale medier har fået en eksponentiel vækst. – Berlusconis egne udfordringer af retssamfundet blev forbigået i stilhed eller omskrevet i positive vendinger. Fornægtelsen af realiteterne blev sat i system. Selv om man vidste besked, også blandt hans egne vælgere, forhindrede det ham ikke i at vinde deres gunst. Mediebilledet skærmede af og fik ham til at fremstå med en egen ukrænkelighed, som hans kriminelle og moralsk anløbne adfærd ikke ændrede på. I den henseende tegnede Berlusconi nogle af de første konturer af et dybt og nu langvarigt skred i normsæt for de vestlige samfunds politiske kultur. Donald Trump – der brovtende har hævdet, at folk ville stemme på ham, selv om han skød en mand ned i New Yorks gader – er det foreløbige slutpunkt på en proces, som Berlusconi har været forløber for.     

Postfascisme og revision

Det skabte et politisk klima for en revision af fortiden. Antifascismen, der havde grundlagt efterkrigstidens demokratiske Italien, var nu erstattet af en postfascisme, der udglattede regimets forbrydelser. Banaliseringen af fascismen skinner da også igennem i flere af Berlusconis udtalelser. Til det engelske magasin The Spectator udtalte Berlusconi i september 2003: “Mussolini har ikke dræbt nogen. Det fascistiske regime var ikke så slemt som Saddam Husseins. Il Duce sendte folk på ferie ude på fangeøerne”.

På et pressemøde i Paris i 2010 henviste han til Mussolinis falske dagbøger, som han tog for ægte. Berlusconi mente, at han som regeringsleder praktisk talt ingen magt havde: “Jeg tillader mig her at citere en stor og mægtig diktator, nemlig Benito Mussolini. I hans dagbøger har jeg fornylig læst følgende: ‘De siger, at jeg har magt. Det er ikke sandt. […] Jeg kan kun beordre min hest til at gå til højre eller til venstre’”. Den sidste del var formentlig ment som en vittighed af den slags, der allerede var integreret som et afvæbnende islæt i hans politiske retorik.

I 2004 fik Italien sin egen nationale Erindringsdag, der skulle afholdes den 10. februar. Det var et særligt italiensk supplement til den internationale mindedag for Holocaust og andre folkedrab den 27. januar. Med det initiativ blev der sat fokus på de massakrer, som Titos jugoslaviske partisaner og efterretningsfolk begik i krigens sidste år mod de italienske befolkningsgrupper i grænseområdet mellem Trieste, Slovenien og Kroatien. Flere tusinde italienere forsvandt i det stedlige karstlandskabs mange klippeskakter. Lige så retfærdigt det er at bringe dette stykke blodige historie frem, ligeså misvisende er det, at Erindringsdagen glemmer, at Italien forinden selv havde været en besættelsesmagt, og at de fascistiske myndigheder havde ansvar for overgreb mod den jugoslaviske civilbefolkning. Det har da også vakt opsigt, at formodede italienske krigsforbrydere er blevet dekoreret post morten ved Erindringsdagens årlige ceremoni.

I sidste måned var det så Antonio Tajani, der blev fanget af sin egen lemfældige omgang med historien. Tajani er formand for Europa-Parlamentet og den ny frontfigur i Berlusconis gamle parti, Forza Italia. Desuagtet fandt han det opportunt at hævde, at Mussolini også havde gjort noget godt for Italien i hvert fald indtil racelovene og alliancen med Hitler i slutningen af 1930erne. Glemt var den vold, som bragte regimet til magten, og den racisme der var udbredt i de italienske kolonier … allerede inden den blev en integreret del af regimet i moderlandet.

Salvini og ‘den evige fascisme’

Holdningsændringen til den fascistiske fortid skal derfor med i vurderingen af den nuværende populistiske regering – ikke mindst når den underminerer den forfatning, som var det direkte resultat af kampen mod fascismen. Flere af de grundtræk, der karakteriserede den historiske fascisme, vender her tilbage til overfladen, omend i ny klædning, og definerer nu centrale dele af den politiske retorik og praksis. I en lille pamflet om ‘den evige fascisme’ opregner Umberto Eco en liste over de træk, som under de rette vilkår kan gen-aktiveres, hvis samfundets modvægte svigter: 1. Dyrkelsen af den nationale suverænitet; 2. Afvisningen af oplysningstraditionen og det repræsentative demokrati; 3. Foragten for eliterne og de svage (mindretallene); 4. Den direkte og aggressive handling; 5. Folket er altid i ental; 6. Komplot-teorier og fjendebilleder.

Salvini – der foruden at være vicestatsminister også har den vigtige post som indenrigsminister – har gjort sig mest bemærket med sine stramninger på migrationsområdet. Her finder man da også flere af de regeringstiltag, der kan sige noget om, hvad der er på færde i forhold til gældende demokratiske orden. Italiens geografiske placering gør selvsagt landet særligt sårbart for indvandring fra Nordafrika. Det er dog en kendsgerning, at den forrige centrum-venstre regering allerede havde bragt de forrige års høje tal ned. Ikke desto mindre har Salvini haft stor succes hos vælgerne med sin hårde linje over for de NGO’er, der opererede i Middelhavet. Salvini lukkede ganske enkelt de italienske havne i strid med indgåede internationale konventioner og aftaler.

Salvini over domstolene

I efteråret 2018 spidsede situationen til, da et fartøj fra den italienske kystvagt lagde til i Catania på Sicilien, men af indenrigsministeren fik forbud mod at sætte de mere end hundrede skibbrudne i land. Det fik anklagemyndigheden i Catania til at åbne en sag mod Salvini for ulovlig tilbageholdelse af personer. I et retssamfund må en sådan indsigelse betragtes som obligatorisk. Men sådan så Salvini ikke på det. Han kastede sig straks over sin twitter-konto fra ministerstolen, og henvendte sig direkte til sit ‘folk’ uden om institutionerne for at få støtte til sin delegitimering af domstolene. Ligesom for Trump, er de sociale medier blevet Salvinis foretrukne platform.

På den måde bidrager han til at reducere politik til en permanent valgkamp; men han udstiller også en politikers svaghed, når denne er afhængig af hele tiden at blive bekræftet. Statsapparat (the deep state) bliver ikke opfattet som et middel til at reformere det italienske samfund, men alene som en hindring, der skal brydes ned og genbesættes med loyale folk. Det møjsommelige minister-arbejde er blevet udskiftet med hurtige rejser ud i landet og improviserede vælgermøder, der efterlader ham med en flygtig legitimitet. En utrættelig mani med at udsende selfies af sig selv og sine tilhængere lukker Salvini ind i et selvdefineret rum, hvori han er uimodtagelig for enhver kritik. Salvini legemliggør en regering, der i grunden ikke vil regere. I stedet for løsninger udpeges der syndebukke, som frygten og vreden kan rettes imod. Listen af Italiens problemer er ellers til at få øje på: økonomisk recession, høj arbejdsløshed, øget ulighed og fattigdom, kapitalflugt, skatteunddragelse, galopperende statsgæld og mafiakriminalitet.

Det illiberale demokrati

Foreløbig har et flertal i parlamentet sikret Salvinis immunitet mod videre strafforfølgelse. Det er retsstatens principper for checks-and-balances, der her udfordres til fordel for en opfattelse af demokratiet som en styreform, hvori det alene er flertallet, der dikterer kursen – herunder også retten til at ophæve et mindretals rettigheder. Ligeledes har parlamentet vedtaget en lov, der udvider den enkelte borgers ret til at forsvare sig med skydevåben mod personer, der opfattes som en trussel mod én og éns ejendom, men ikke nødvendigvis er det. På den måde bliver retshåndhævelsen privatiseret og op til den enkeltes afgørelse. Salvini befinder sig helt på linje med det, der kaldes det illiberale demokrati. Det giver måske også et klarere fingerpeg om, hvor en ellers diffus populisme er på vej til at føre samfundene hen.

En af den nuværende regerings skrappeste kritikere er forfatteren og journalisten Roberto Saviano, der blev verdenskendt, da han i 2006 offentliggjorde sin bog om mafiaen i Napoli. Lige siden har Saviano levet under politibeskyttelse. Da Saviano begyndte at hæve sin stemme mod Salvini, mente indenrigsministeren, at det måske var på tide at se lidt på den beskyttelse: Det skulle angiveligt være en udgift for skatteyderne. Den skræmmekampagne har en dyb klangbund blandt regeringens støtter og er bare ét vidnesbyrd om den knægtelse af den forfatningssikrede pressefrihed, som er i gang.

I flere tilfælde koketterer Salvini med citater, der tilskrives Mussolini: “Mange fjender, megen ære”. Tager man det udtryk for dets pålydende, kan det meget vel fange Salvini i hans egen fælde, da Mussolini som bekendt fik mange fjender, og til sidst mistede enhver ære. Det er næppe tilfældigt, når Salvini skal have meldt ud, at han ikke deltager i festlighederne den 25. april, der fejrer dagen for Italiens befrielse fra fascismen og den tyske besættelse. I stedet vil han gerne fremstå som frontkæmper i kampen mod mafiaen ved på dagen at tage til Corleone på Sicilien, hjemstedet for en af den nye tids mest blodige klaner. Derfor er det selvsagt meget uheldigt, at retsmyndighederne har indledt nogle undersøgelser af en af Salvinis allernærmeste medarbejdere i en sag med tråde tilbage til netop den sicilianske mafia.

En hævnakt i Macerata

Det er umiddelbart klart, at det postfascistiske klima, der er blevet skabt de seneste årtier, giver et større råderum for de stærkt højredrejede grupperinger, der som Casa Pound og Forza Nuova refererer direkte til den historiske fascisme. Det har også motiveret enkeltpersoner til at handle på egen hånd. Efter et brutalt mord i byen Macerata begået af en nigerianer, der hurtigt blev arresteret, følte en ung mand, Luca Traini, sig kaldet til at begå selvtægt og nedskød og sårede seks tilfældige, sorte personer. Den unge mand blev pågrebet, omsluttet af det italienske flag foran byens mindesmærke for de faldne fra 1. og 2. verdenskrig, mens han markerede sig med den velkendte fascistiske romerhilsen. En isoleret handling eller et symptom? Brenton Tarrant, den australske attentatmand, der stod bag det blodige angreb på to moskéer i New Zealand, havde Traini som forbillede.

Med til denne historie hører imidlertid også, at Traini havde haft tætte kontakter til Lega. Sammenholder man det med en række andre eksempler på, at mange på den yderste nyfascistiske højrefløj faktisk bakker op om Salvini, kan man konstatere, at der ikke længere er vandtætte skotter mellem Lega og denne fløj. Under alle omstændigheder dukker der her en fortid op, som fortsat spøger, men som også gør det tydeligere, at vort kontinent står ved en helt afgørende skillevej her ved valget til EU-Parlamentet.