Et stadig mere højrevendt USA står over for et eksistentielt valg

Danske journalister fremfører jævnligt to påstande om valget i USA. For det første, at Det republikanske parti engang var et moderat parti. For det andet, at der er foregået en polarisering af USA.

Her er det god tone, alene måske fordi det forlener journalisten med et skær af uangribelig neutralitet at skynde sig at udråbe begge partier til medskyldige i denne polarisering.

Forskere ved Georgias universitet har dog systematisk gennemgået stemmeafgivelsen i Kongressen igennem flere årtier. Konklusionen er, at Republikanerne har bevæget sig stadig mere mod højre, uden at Demokraterne tilsvarende har bevæget sig mod venstre.

Baggrunden er den enkle, at mange fattige indbyggere – som ikke har interesse i skattenedsættelse for de rigeste, republikanernes slagnummer – ofte ikke stemmer.

Det gælder 10 mio. indbyggere uden opholdstilladelse, som betaler skat og i gennemsnit har boet 15 år i USA. Men også mange stemmeberettigede fra latino- og afrikaneramerikaner-mindretallene er uden adgang til at stemme fordi Republikanerne rundt i landet lægger hindringer i vejen ved fx at lukke vælgerregistreringssteder og valgsteder, så de få tilbageværende ofte er svære at komme til, hvis man ikke har bil.

Det Republikanske Parti – verdens farligste organisation

Noam Chomsky kaldte allerede for flere år siden det republikanske parti for ”den farligste organisation i verden”. Her tænkte han på såvel partiets mangeårige benægtelse af klimaforandringerne som på partiets udenrigspolitik, der i flere tilfælde har bragt verden på randen af atomkrig.

Danske højreorienterede fælder gerne en tåre for afdøde Ronald Reagan, som angiveligt besejrede ”ondskabens imperium”. Men Reagan var manden, som i 1984 i en tale erklærede Sovjetunionen ulovlig med ordene ”Om fem minutter starter bombningen”. Det var en joke, men hans aggressive kurs overfor det atombevæbnede Sovjetunionen var en dødsensfarlig leg med ilden. Det kunne være gået grueligt galt.

Det var under selvsamme Reagan, at USA støttede contra’erne – de nicaraguanske terrorister – og anbragte miner i Nicaraguas havne, fordi sandinisterne havde væltet en USA-støttet diktator. Mineringen førte til en uhørt fordømmelse af USA ved Den Internationale Domstol i Haag.

Fortjener en anden republikansk præsident George W. Bush at fremstå i et nostalgisk lys? Manden trak USA ud i ”de endeløse krige” mod Afghanistan og Irak mv., som ifølge Brown University kostede 3,2 millioner mennesker livet?

Chomsky sagde videre, at Demokraterne og Republikanerne var to fløje i samme parti. Det ville han ikke sige i dag, hvor Republikanerne ledes af Trump og hans familie (hans svigerdatter leder partiet) og åbenlyst undsiger demokratiske spilleregler. På den måde har stormen mod kongressen 6. januar 2021 og Donald Trumps afvisning af at acceptere sit valgnederlag i 2020 ændret præmissen ved amerikanske valg. Nu er det selve USA’s demokrati, som er på spil.

Ingen plads til progressive ideer

Det betyder dog så lige nu mindre spillerum for progressive ideer. Joe Biden var ved det demokratiske primærvalg i 2020 under pres fra den progressive demokrat Bernie Sanders. Som præsident var hans administration allieret med de progressive. Hans største reform, The Inflation Reduction Act, var et første større træk i USA i retning af en omstilling til en mere bæredygtig økonomi.

Men med truslen om en ny præsidentperiode med en nu mere indædt og højreradikal Donald Trump har de progressive kræfter hos Demokraterne stukket piben ind.

Eftersom Joe Biden trak sig som kandidat til genvalg så tæt på valget, var der ikke et egentligt primærvalg i Det demokratiske parti, hvor en progressiv kandidat kunne have profileret sig og vundet nomineringen til præsidentkandidat ved partikonventet.

Det betød, at stafetten som præsidentkandidat blev overdraget til Kamala Harris – en meget kompetent kandidat. Som vicepræsident var hun et naturligt valg, men hun indtog kun den rolle takket være en eneste mand: Joe Biden.

Kamala Harris bevægede sig hurtigt mod højre

Kamala Harris stillede op ved Det Demokratiske Partis primærvalg i 2020 som en progressiv kandidat (hun smed hurtigt håndkædet i ringen), der gik ind for sundhedsordning for alle, et forbud mod den yderst forurenende fracking-metode til at udvinde fossile brændsler og en humanistisk migrationspolitik. I dag er hun vendt på en tallerken i disse spørgsmål.

Hun forsvarede det strammeste indvandringsdekret i USA’s nyere historie, hvor USA vil afvise asylansøgere og migranter, hvis antallet af pågrebne indvandrere ved grænsen i løbet af en uge når op på 2.500 på dagsbasis. Dekretet er sandsynligvis i strid med de internationale forpligtelser, USA har påtaget sig som underskriver af Genève-konventionen.

Kamala Harris praler i dag med alle de olie- og gas projekter, som er igangsat under hendes og Joe Bidens administration. Hun ønsker at annullere amerikaneres sundhedsgæld og mindske pris på bl.a. insulin, men dette er meget langt fra det oprindelige krav om universel sundhedsdækning.

Harris gør nu en dyd ud af at være en stolt våbenejer, hvilket plejer at være en republikansk mærkesag. Og Harris lægger vægt på at være ”kapitalist”. Hun ønsker at forbedre ”investeringsklimaet” og gør nu meget ud af at kurtisere republikanere for at vinde valget. Som tidligere senator fra Californien har Harris forbindelser til tech-industrien i Silicon Valley, og hun vil formentlig indtage en mindre fagforeningsvenlig og monopol-kritisk position end Joe Biden.

Udenrigspolitisk er Harris ikke langt fra en traditionel republikansk aggressiv kurs med fokus på oprustning og svækkelse af Rusland. Det hænger naturligvis sammen med en international kontekst, hvor Rusland i strid med folkeretten har invaderet Ukraine. I forhold til Kina har Demokraterne overtaget Trumps aggressive kurs, som til dels modsvarer Xi Jinpings aggressive kurs overfor Taiwan, men først og fremmest er udtryk for frygt for, at USA mister sit globale hegemoni.

Helt så langt som Trump – som måske vil sætte toldtariffer på kinesiske varer op til svimlende 60 procent – går hun dog ikke. Intet tyder endvidere på, at Harris som præsident vil fravige Joe Bidens støtte til Israel med levering af bl.a. et-kilo-bomber til F-35-fly, som har efterladt Gaza som en ruinhob af lig og murbrokker.

Men kan man sige, at rollerne internationalt er byttet om? Trump selv slår på, at han som den angiveligt første præsident i nyere tid ikke startede en krig, og at han som præsident kan standse krigen i Ukraine på 24 timer.

Trump er farlig – progressive må stemme på Harris

Det sidste tror de færreste på. Donald Trump besmykker sig med stjålne fjer, når han hævder at være ”fredens mand”.

Som præsident satte han de amerikanske forsvarsudgifter, som i forvejen udgjorde 40 procent af verdens militærbudget, drastisk i vejret. Han var stolt af at smide en 11 tons bombe på Afghanistan. Han trak USA ud af Iran-atomaftalen, hvilket har øget faren for, at Iran får en atombombe.

Da han trak nordamerikanske styrker væk fra det nordlige Syrien og eksponerede kurderne for tyrkisk angreb, var det ikke for at sende dem hjem, men for bl.a. at sende dem til de syriske oliefelter. Han har senest kritiseret, at Joe Biden trak USA ud af den 20 år lange krig mod Afghanistan, og han vil endnu mere ukritisk end Joe Biden støtte Israel i etnisk udrensning og i hvad, Den Internationale Domstol har kaldt ”det sandsynlige folkemord” i Gaza.

Som uforudsigelig, narcissistisk leder er Donald Trump en dødsensfarlig mand at have siddende i Det Hvide Hus – med fingeren på atombombeudløseren. Der er derfor al mulig grund for alle progressive i USA til at slå knuder på sig selv på tirsdag og stemme på den ganske konservative Kamala Harris.