Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
5. februar. 2022

EU-debat: Svar på 15 spørgsmål – og et ekstra til Søren Søndergaard

“Danmark er indflettet i, hvad der foregår i EU, om vi er medlem eller ej.” Tre medlemmer af Enhedslistens EU-politiske netværk svarer Tobias Clausen og Finn Sørensen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Tobias Clausen og Finn Sørensen (TC & FS) har stillet det EU-politiske netværk 15 spørgsmål. Tonen er lettere forhørsagtig, og får det til at se ud, som om Enhedslistens nuværende politik altid hænger smukt og formfuldendt sammen. Men vi tager det i bedste mening, da det selvfølgelig er godt at få redet ud, hvor der er reel uenighed, og hvor der bare er fordomme og misforståelser.

Relevant diskussion for både Enhedslisten og den bredere venstrefløj

I og for sig er nogle af spørgsmålene allerede besvaret i andre artikler fra netværkets hånd. Eksempelvis kan nævnes vores forslag til nyt delprogram, vores svar til de over 70 medlemmer, der kritiserede os, endvidere i en række indlæg fra enkeltpersoner. Vi gentager dog gerne gode pointer. I nedenstående punktform besvarer vi først Clausen og Sørensens 15 spørgsmål. Spørgsmål 16 er stillet af Søren Søndergaard.

Replikken her er dermed et led i den politiske debat, der foregår i Enhedslisten om partiets EU-delprogram, som skal behandles på forårets årsmøde. Men diskussionen bør have interesse bredt på venstrefløjen.

Baggrunden for debatten er uoverensstemmelser om Enhedslistens nuværende EU-program, der dybest set bygger på forskellige opfattelser af, hvad EU er og hvordan det udvikler sig. Forenklet mener TC&FS og et flertal af ELs hovedbestyrelse, at EU er en selvstændig og samlet aktør, der systematisk og velovervejet handler imod alt, der peger i rød og grøn retning. I det EU-politiske netværk i Enhedslisten mener vi snarere, at EU i sine aktioner ganske vist har en klart markedsliberal linje og logik, men at der også kan vedtages fornuftige ting i kraft af kriser, politiske kampe og nye tendenser. Således vil historien ikke køre baglæns, og en bevægelse fremad kan ses. Det udelukker ikke tilbageslag, for EU er også stadigvæk et produkt af nationalstaternes politik og politiske strømninger. Hvis nationalismen tager til, er det ikke med EU’s gode vilje.

Spørgsmål og svar

1. Hvilke konsekvenser ville det have for Enhedslistens politik og afstemningspraksis, ikke mindst i Folketingets Europaudvalg, hvis netværkets program blev vedtaget?

Indholdsmæssigt vil vi ikke ændre Enhedslistens politik, som vi grundlæggende er enige i, ikke mindst med hensyn til den grønne og røde dagsorden. Men vi vil væk fra at se udmeldelse som et mål i sig selv og ønsker samtidig en langt mere direkte orientering mod at sikre arbejderklassen bedst mulige vilkår på tværs af Europa og ikke kun i Danmark. I netværket har vi ikke en samlet holdning til EU-forslaget om mindsteløn, men vi kan konstatere, at forslaget har klar støtte fra europæisk fagbevægelse og venstrefløj, og at der samtidig er givet indrømmelser til den danske model (jf. Jakob Mathiassen: https://solidaritet.dk/vi-horer-kun-os-selv-rabe-nej/). Alligevel har EL valgt at følge FH og regeringen i deres afvisning, mens det faktisk er en sag, der er kæmpet frem af en bred bevægelse. Her kunne Enhedslisten godt have stillet sig anderledes og smidigt budt ind med en vinkel, der både anerkender behovet for en undtagelse fra lovbestemt mindsteløn i lande som Danmark med overenskomstsystemer og som klart solidariserer sig med den øvrige del af arbejderklassen i EU, der kan få glæde af forslaget.

2. Er vi enige i, at traktatgrundlaget stadfæster en neoliberalistisk politik som både forhindrer en socialistisk udvikling og blokerer for rød-grønne tiltag.

Spørgsmålet er meget firkantet stillet, som om EU kun er i sort/hvid, mens realiteterne snarere er, at EU er fuld af modsætninger, der kan udnyttes. EU’s fire friheder er ganske vist grundlæggende, men er undervejs blevet modificeret og reguleret på mange måder. EU-systemet har også frembragt progressive politikker og forslag, nogle gange efter lang kamp. Mange rød-grønne tiltag er således vedtaget, endog efter 2019 med Enhedslistens ene stemme i Europa-Parlamentet. Modstand mod progressive tiltag kommer ikke bare fra andre lande, men i mange tilfælde fra den danske regering (neonikotinoider, Roundup, diquat). F.eks. har danske landmænd af Miljøstyrelsen fået lov til at sprøjte to år mere med pesticidet diquat, end EU tillader. Der er mange andre eksempler, ligesom der da også er eksempler på, at Danmarks står for noget mere progressivt end EU’s fremlagte forslag, dog især hvis det samtidig passer landbruget eller erhvervslivets interesser. Vigtigst er det at nævne, at Lissabon-traktaten, der er det samlede traktatgrundlag for EU, eksplicit nævner miljøet og klimaet som noget, der skal kæmpes for og ikke imod.

Unægteligt forhindrer EU en socialistisk udvikling. ’EU’ er dog ikke alt, der er også klassekamp inden for EU, kampe mellem venstre og højre. Meget mere kunne opnås, hvis vi deltog aktivt i og solidariserede os med de svagere landes kamp for bedre lønforhold. Portugal, der ligger midt i spektret af EU-landenes BNP per indbygger, har f.eks. en mindsteløn på 785 euro om måneden, dvs. 5870 kr. Enhedslistens søsterparti Bloco de Esquerda, Venstreblokken, vil hæve den med beskedne 10%. Ville det ikke være en idé at støtte lønforhøjelser med flere procenter?

3. Hvis Danmark kun må bryde med EU i en situation, hvor en række andre EU-lande også gør det, hvad skal der så ske i mellemtiden?

Bizart nok bliver vi altså i netværket spurgt, om Danmark så ’i mellemtiden’ bare skal lade sig påtvinge EU’s neoliberale politikker. Selvfølgelig ikke! Vi skal kæmpe på alle fronter og aktivt støtte folkelige mobiliseringer og solidaritet på tværs for at kunne yde effektiv modstand mod kapitalismen.

4. Hvad mener netværket med at tale for nærhedsprincippet? Skal områder, hvor EU i dag bestemmer, gives tilbage til medlemslandene? Eller skal flere politikområder overdrages til EU?

Vi mener, at der ikke skal pålægges lavere organisatoriske niveauer politikker ovenfra, der bedre vedtages lokalt. Nøjagtigt som EL i dag går ind for, dvs. at lande også skal kunne vedtage minimumsstandarder. Men vi er uenige med den måde, hvorpå TC&FS taler om ’EU’ som en kompakt og urørlig enhed, og som noget uden for os selv. Derudover bør vi konkret udfordre Kommissionens enekompetence over handel, told og konkurrenceregler, f.eks. ved en kommende traktatændring. Kommissionens enekompetence på disse områder bør i det mindste revideres til en delt kompetence med landene. I øvrigt er der delt kompetence om det indre marked, hvis regler og virkemåde overlapper med konkurrencereglerne, så allerede her ligger der muligheder for progressiv politik, hvis man altså vil.

5. Skal EL fortsætte med at stemme imod lovgivning fra EU, som det er uenig i, også selvom de strider mod EU-reglerne.

Ja, det skal vi da. Reglerne ændres gennem konfrontation med virkeligheden.

6. Hvis udenrigs- og skattepolitikken i fremtiden skal afgøres ved flertalsafgørelser, og Danmark kan blive påtvunget en politik, der strider mod befolkningens ønsker, skal EL så støtte en suverænitetsafgivelse?  

Hvis der skulle ændres ved disse regler, ville det først og fremmest kræve traktatændringer. Men lad os undersøge ideen.

“Resultatet af den sendrægtige holdning i Danmark er bl.a., at virksomheder, der har fået støtte under corona-pandemien kan sende skattepligtige overskud i skattely”

Der er ganske vist vedtaget en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med Lissabon-traktaten fra 2009 (TEU par. 42), men spørgsmålet er, hvad det realistisk vil føre til. Ministerrådet og Det Europæiske Råd vedtager politikker og kommer med udtalelser og advarsler, men de enkelte lande har i høj grad stadig egne udenrigspolitiske engagementer og linjer, jf. f.eks. den aktuelle situation i Ukraine. Vi har svært ved at se dette ændre sig i overskuelig fremtid.

Når det gælder skattepolitikken, er den ikke en del af EU’s kompetencer i modsætning til f.eks. konkurrencereglerne. De to områder kan imidlertid godt være i konflikt, hvad der kan berettige et eftersyn. Vi går i den forbindelse ud fra, at TC&FS er tilfredse med, at EU’s konkurrencekommissær rejste sagen om Apples manglende skattebetaling i Irland netop med begrundelse i reglerne om statsstøtte, og at det også vil være en glimrende idé med fælles regler om skatteunddragelse. Der kan tænkes adskillige grænseoverskridende spørgsmål, hvor EU er uomgængelig, og hvor det snarere er nationalstaterne, der er problemet. Vi læste f.eks. med interesse Rune Lund og Søren Søndergaards indlæg i Information, hvor de påpeger, at regeringen fejlagtigt bruger EU som undskyldning for ikke at udvide den sorte liste over skattelylande. Resultatet af den sendrægtige holdning i Danmark er bl.a., at virksomheder, der har fået støtte under corona-pandemien kan sende skattepligtige overskud i skattely, fordi den nuværende landeliste er uendelig kort og består af lande, der ingen rolle spiller.

Vi noterer os, at TC&FS her argumenterer imod flertalsafgørelser, mens de vel er enige i HB- flertallets kritik – i andre sammenhæng – af, at traktatændringer kun kan ske ved enstemmighed?

7. Skal Danmark bevare forbeholdene på retsområdet, euroen og forsvaret?.

Vi ser ingen grund til at ændre dem. Vi ønsker heller ikke at indføre flere forbehold som f.eks. foreslået af EL’s hovedbestyrelse, om at arbejdsmarkedsområdet og velfærdspolitikken ikke skal underlægges markedets tvang. Hvordan kan det spørgsmål overhovedet afgøres? Desværre vil arbejdsmarkedet, der netop er defineret ved at være et ’marked’, under alle omstændigheder være underlagt en form for markedstvang – EU eller ej – så længe vi lever i et kapitalistisk samfund. At stater ikke skal skære ned i velfærd på grund af en krise på finansmarkedet, går vi selvfølgelig ind for. EU er så meget og så meget modsatrettet, at der er masser af regler til at støtte en god sag. Det afgørende er de politiske styrkeforhold frem for juraen.

8. Er vi enige i, at den danske overenskomstmodel skal beskyttes?

Som socialister ser vi den danske model som et middel og ikke et mål. Den danske model er desuden langt fra perfekt. Når det er sagt, ser vi bestemt fordele ved at beskytte den. Mulige redskaber kan være en social protokol til Lisssabon-traktaten, som både den danske og europæiske fagbevægelse går ind for, og som vil beskytte faglige rettigheder i forhold til konkurrencereglerne. Derimod er der uenighed i fagforeningskredse og visse regeringer om dele af  den Europæiske Søjle for Sociale Rettigheder, der blev vedtaget i 2017. Søjlens sjette princip (ud af 20) dækker lønninger, herunder indførelsen af passende mindstelønninger. Kommissionens nuværende forslag til opfyldelse af dette princip er en forhandlingsløsning, der vil give eksisterende nationale overenskomstmodeller forrang over en lovbaseret minimumsløn. Uanset hvad, er Danmark ikke med i forhandlingerne om mindstelønnen, i modsætning til Sverige, der også først var modstander. Dermed bliver det sværere her og nu at foreslå ekstra beskyttelse af den danske model.

9. Skal vi forberede befolkningen på en udmeldelse?

Det mener TC & FS åbenbart, at ’vi’ skal. EU skal da være til debat hele tiden, både de beslutninger der træffes og dets eksistensgrundlag. Men vi synes, at det i øjeblikket drejer sig om mere samarbejde med venstrefløjen i EU, gennem institutionerne og tværnationalt. Så for os er udmeldelse ikke på den aktuelle dagsorden. Uanset hvad, så kender vi jo ikke de omstændigheder under hvilke en sådan udmeldelse kan komme på tale, og dermed heller ikke, hvilke muligheder der vil være.

10. Er vi enige i, at EU-Domstolen er den højeste myndighed?

Det er da vist lidt overdrevet, men det er rigtigt, at den fortolker EU’s beslutninger og endog kan sætte Kommissionen på plads. Men hvad Parlamentet vedtager af reguleringer og direktiver med Ministerrådet, kan den kun anfægte, hvis de ikke harmonerer med traktatgrundlaget. Der er uendelig mange fortolkningsmuligheder i lige netop de sager, der forelægges domstolen, og det er ikke altid nemt at forstå eller forsvare dens afgørelser. Så der er bestemt grund til at se på domstolens kompetencer og funktionsmåde.

11. Hvis det EU-politiske netværk mener, at national enegang er en illusion, betyder det, at Danmark ikke kan være klimaforegangsland?

Med illusionen om national enegang mener vi, at Danmark er indflettet i, hvad der foregår i EU, om vi er medlem eller ej.

Igen er der gemt en tvivlsom præmis i spørgsmålet, der går ud fra, at Danmark er et grønt foregangsland. Snarere har vi profiteret økonomisk af at have udviklet udnyttelsen af vindkraft samt mange andre grønne teknologier på kommerciel basis på et gunstigt tidspunkt. Engang i fortiden var vi progressive på miljøområdet. Det er vi ikke mere. Uden for og inden for EU kan Danmark udmærket være klimaforegangsland, hvis vi vil. Ingen i EU har anfægtet det danske 70%-reduktionsmål. Desværre bliver det nok ikke gennemført, men det er ikke EU’s skyld.

Det vigtige er ikke at være foregangsland, men hvilken grøn omstilling der bliver gennemført, om overhovedet, i Europa og verden. Der er beslutninger i EU, som både den danske regering, vi i netværket og den øvrige Enhedsliste er imod, såsom atomkraft. Selvom vi ikke i Danmark behøver eksekvere vedtagelserne, vil udbygning med atomkraftværker påvirke os alle. Kampene er langt bredere end national selvpromovering.

12. Netværket har skrevet, at i EU ligger kimen til ”multinationalt og grænseoverskridende demokrati”, refererer TC&FS og spørger, hvordan vi ser dette potentiale i EU?

At der findes en institution, om end uperfekt, der formår at formidle et internationalt samarbejde, er da et klart multinationalt og grænseoverskridende potentiale. EU er selvfølgelig alt for toptungt, men i stigende grad ser vi samarbejde mellem modkræfterne, der kæmper for forandringer og for konkrete politikker. Altså omridset af en offentlighed, som vi ser som et klart fremskridt.

Men EU er også en institution bestående af flere organer med forskellige beføjelser, der er et kompromis mellem administrativt-faglige hensyn, juridiske regler og klassiske demokratiske principper om magtens tredeling. Hvis der er noget udemokratisk er det ikke domstolens ret til at afgøre, om reguleringer og beslutninger strider mod traktaterne, men at Kommissionen på nogle lovgivningsområder har beføjelser over Parlamentet, se punkt 4. Kommissionen har dog ligesom Ministerrådet en grad af demokratisk legitimitet, ved at være udnævnt af de nationale regeringer, og dens medlemmer skal nu godkendes af Parlamentet.  

13. Går netværket ind for udmeldelse af NATO?

Det har vi ikke diskuteret i netværket, men hvorfor skulle vi ikke gå ind for udmeldelse? NATO og EU er helt forskellige størrelser. Men det er selvfølgelig en pointe, at hvis problemet ligger i selve NATO (eller EU) som konstruktion, vil problemet stadig bestå, også selv om enkeltlande melder sig ud. Hvilket er et argument for, at kampen primært må rettes mod indholdet (militarisme, kapitalisme etc.) og ikke kun formen. Man kan med andre ord sagtens være ude af NATO, og alligevel i lommen på NATO. Derfor ville vi ønske, at EL ville forestå et grundigt arbejde med at analysere den sikkerhedspolitiske situation.

14. Hvordan adskiller EU-netværkets strategi sig fra Syriza-regeringens, hvor Grækenland måtte kapitulere over for troikaen af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og IMF, fordi Syriza udelukkede et brud med EU.

Det er rigtigt, at det var en ondskabsfuld knibe, Grækenland blev bragt i. Men diskussionen drejede sig ikke i første række om et brud med EU som sådan, men om et brud med det monetære system omkring euroen, hvori Grækenland havde optaget størstedelen af sin gæld. Landet blev tvunget til nedskæringer med hjemmel i Stabilitets- og Vækstpagten og senere udbyggende aftaler. Især var den tyske finansminister Schäuble benhård og truede med, at Grækenland måtte ud af EU, hvis det ville ud af eurosamarbejdet eller have undtagelser fra budget- og gældsreglerne.

“Det er rigtigt, at det var en ondskabsfuld knibe Grækenland blev bragt i. Men diskussionen drejede sig ikke i første række om et brud med EU som sådan, men et brud med det monetære system omkring euroen, hvori Grækenland havde optaget størstedelen af sin gæld.”

Formentlig var han og andre hardlinere bange for euroens overlevelse. Vi er enige i, at det var en rædselsfuld behandling og at Grækenland selvfølgelig skulle være blevet hjulpet solidarisk. Yanis Varoufakis, der som finansminister prøvede at finde en løsning med troikaen, var meget kritisk over for den nedladende holdning han – og Grækenland – blev mødt med. Alligevel ønskede han ikke som udgangspunkt at bryde med euroen eller EU som sådan, men snarere at mobilisere bevægelse på tværs af hele Europa for at skabe et andet rammeværk for solidarisk problemløsning og en social finanspolitik, i dag videreført i DiEM25-kampagnen.

Danmark står ikke i samme situation, så det er svært at se parallellen, men vi ville da ønske, at den danske regering havde udvist mere solidaritet, som den jo netop kan unddrage sig, fordi vi ikke er med i eurozonen. EU-systemet har tilsyneladende lært af denne erfaring her i corona-tiden, der ligesom finanskrisen også var en ekstraordinær krise. Genopretningspakken var her et klart skridt frem, også selv om traditionelle EU-modstandere ser det som et forsøg på at presse ”mere union” igennem, nemlig hvis forslaget vedtages om, at EU’s låntagning skal tilbagebetales med finans- og grønne skatter, der går ned i den fælles kasse.

Søren Søndergaard konfronterer os i Solidaritets-artiklen ’Befolkningen skal forberedes på et brud med EU’ også med Grækenlands situation i 2015. Hans pointe er, at Grækenland ikke turde forlade EU, fordi det ikke havde forberedt befolkningen. Som skrevet ovenfor drejede diskussionen om Grexit sig ikke om at forlade EU, men eurozonen. Men nok så vigtigt er, hvilke planer og forestillinger Syriza havde om de konsekvenser det ville have at forlade euroen og hvordan det kunne lade sig gøre at genindføre drachmen. Varoufakis siger han havde planer liggende i skuffen om det, men det øvrige Syriza turde ikke, fordi de varbange for, at finansmarkedet helt ville lukke af for finansiering til Grækenland, hvis det sagde farvel til euroen.

15. Mener EU-netværket, at Enhedslisten skulle opfordre kammerater i Norge til at landet skulle blive medlem?

Kammeraterne i Norge må selv overveje deres holdning, men vi noterer os, at både Rødt og Sosialistisk Venstreparti indtager en anti-EU-position med tilsvarende argumenter som Enhedslistens hovedbestyrelse. Dem deler vi lige så lidt med de norske som med de danske kammerater. Det skal dog indrømmes, at bare fordi det i Danmark, Tyskland, Spanien osv. giver meget lidt mening at tale om udmeldelse, er det ikke ensbetydende med, at netop indmeldelse vil give mening for alt og alle. Derudover er det også en faktor i Norge, at de gennem EØS-aftalen er vitalt påvirket af, hvad der foregår i EU, uden at kunne påvirke det i den ene eller den anden retning. Derfor diskuterer Rødt endog at forlade EØS.

Bjørnar Moxnes og Marie Sneve Martinussen m.fl. fra norske Rødt på besøg i Danmark for at diskutere politik med søsterpartiet Enhedslisten. Når det handler om EU-modstanden, minder det norske partis modstand om den, man møder i Enhedslistens hovedbestyrelse, mener indlæggets skribenter. Foto: Bjørnar Moxnes.

Udmeldelse stadig en mulighed i fremtiden

Søren Søndergaard kritiserer i sin artikel i Solidaritet – ud over det græske perspektiv – det EU-politiske netværk for at komme med selvmodsigende meldinger om udmeldelse. Søndergaard skriver om vores forslag, at det er ’noget overraskende, at netværket pludselig også skriver: ”Vi kan ikke udelukke, at en udmeldelse eller andre former for opbrud sammen med andre kan blive aktuelt i det øjeblik, EU måtte stille sig på tværs af brede folkelige krav om en progressiv rød-grøn politik i en række lande.” ’

I EU-netværket har vi bestræbt os på, at vores politiske budskaber både skulle være dækkende for den personkreds, der står bag forslag 2 til Enhedslistens årsmøde, og være gennemdiskuteret iblandt os.

Der er tale om en demokratisk proces, som flest mulige skulle kunne deltage i. En proces, der samtidig ville respektere, at EL i efteråret stod i en valgkamp i kommuner og regioner. Vi besluttede derfor at vente med at fremsætte vores forslag til først i 2022, et forslag, der rummer en mulighed for udmeldelse i fremtiden, men ikke som et aktuelt krav. Vi medgiver gerne, at visse formuleringer i vores forskellige debatindlæg kunne være mere præcise, men det gælder vel de fleste oplæg til diskussion, der søger at rumme flere mulige veje til en beslutning. Vi har modtaget mange indlæg og kommentarer, og en del af dem har været berigende, fordi udvikling oftest sker når man bliver konfronteret med andre synspunkter eller modstand – også i Enhedslisten.


Om skribenten

Bjarke Friborg

Bjarke Friborg

Cand.mag i komparativ politik, master i socialt entreprenørskab og fagligt aktiv i DM. Skriver om arbejderbevægelsen, venstrefløjen og kollektiv organisering. Arbejder til daglig i PROSA – Forbundet af IT-professionelle.  Læs mere

Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere

Om skribenten

Vibeke Syppli Enrum

Vibeke Syppli Enrum

Sociolog og lektor på UCL Odense. Tidligere medlem af Regionsrådet – Region Syddanmark for Enhedslisten. Læs mere