Fagligt aktiv betonarbejder: Debatten om EU-mindsteløn er fuld af myter

Lad det være sagt med det samme: En lovfastsat mindsteløn vil være dødsensfarlig for vores overenskomster. Men når det er sagt, er der mange misforståelser og overdrivelser i debatten om kommissionens forslag til et direktiv “om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union”. Lad mig derfor starte med at rydde de værste af vejen.

Fælles mindsteløn er en myte

Det er ikke rigtigt, at forslaget vil indføre én fælles EU-mindsteløn. Det står der intet om i forslaget eller de ændringsforslag, som ligger på bordet. Det er heller ikke rigtigt, at forslaget fastslår, at et medlemsland som Danmark skal indføre en lovfastsat, national mindsteløn. Det står der intet om i forslaget eller ændringsforslag. Og det er heller ikke rigtigt, at et medlemsland som Danmark skal indføre en lovfastsat mindsteløn, hvis vi kommer under 70 eller 80 % overenskomstdækning. Det står der intet om i forslaget eller ændringsforslag.

Det er slet ikke rigtigt, at Danmark skal indføre en lovfastsat mindsteløn, hvis vi kommer under 70 – 80% organisationsgrad. Den misforståelse er tilsyneladende opstået fordi folk ikke kender forskel på organisationsgrad og overenskomstdækning. 

“I den specifikke debat har vi ovenikøbet råbt NEJ! så højt og så skingert, at det har været helt umuligt at høre andet end os selv.”

I forslagets første artikel står der derimod følgende: “Intet i dette direktiv gælder som en forpligtelse for de medlemsstater, hvor lønfastsættelsen udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til at indføre en lovbestemt mindsteløn eller til at gøre de kollektive overenskomster alment gældende”.

Forslaget er altså langt fra det frontalangreb på den danske overenskomstmodel, som debatten på de sociale medier og i dagspressen har udråbt det til at være. Dét, man – med rette – kan være bange for er, at forslaget til trods for den meget klare tekst, alligevel vil åbne en kattelem, der enten via yderligere lovgivning eller en aktivistisk dom fra EU-domstolen, vil tvinge os til at indføre en lovfastsat mindsteløn. Alle eksperter er enige om, at det er en reel risiko, selvom de er uenige om, hvor stor risikoen er.

Mit spørgsmål er, om risikoen er så stor, at den retfærdiggør vores totale ligegyldighed over for, at det store flertal af fagforeningerne i den europæiske sammenslutning af fagforeninger, ETUC, ønsker dette direktiv? De kæmper rent faktisk for, at direktivet bliver mere vidtrækkende under parolen: “Fair mindsteløn og mere overenskomstdækning”. Jeg synes det er vigtigt, at vi i det mindste lytter til, hvad vores søster-fagforeninger i resten af EU mener om forslaget.

Konkrete resultater i Irland

Når man kun hører den danske debat, vil det sikkert undre, at de fleste af fagforeningerne i de andre EU-lande, forventer at få flere overenskomster på baggrund af direktivet. Men en stor del af direktivet handler faktisk om at styrke fagforeningerne og overenskomstdækningen. I artikel 4 i kommissionens forslag står der følgende:

“Fremme af kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse. 1. Med henblik på at øge den kollektive overenskomstdækning skal medlemsstaterne i samråd med arbejdsmarkedets parter som minimum træffe følgende foranstaltninger:  a) fremme af opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters evne til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse på sektorplan eller tværfagligt plan. b) tilskyndelse til konstruktive, meningsfulde og informerede forhandlinger om lønninger blandt arbejdsmarkedets parter.

Medlemsstater, hvor den kollektive overenskomstdækning er på under 70 % af arbejdstagerne som defineret i henhold til artikel 2, sørger desuden for en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og udarbejder en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Handlingsplanen offentliggøres og meddeles Europa-Kommissionen.”

“Vi kan ikke bare overlade det internationale samarbejde til et par højtbetalte rejsesekretærer i toppen af vores organisationer.”

Denne del af forslaget har tilsyneladende allerede skabt resultater i Irland. Her har den irske udgave af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Irish Congress of Trade Unions (ICTU) igennem lang tid forsøgt at få regeringen til at hjælpe med at fremme overenskomstdækningenpå arbejdsmarkedet. Den dialog kom ikke nogen vegne, før EU-kommissionen fremlagde dens forslag med den ovennævnte tekst. Derefter kom der ifølge generalsekretær i ICTU, Patricia King, gang i forhandlingerne.

I oktober 2021 udtalte King følgende til den irske udgave af DR: “Jeg tror, at fagbevægelsen får mulighed for at forhandle med regeringen på højt niveau, (..) fordi Europa er på vej til at udarbejde et direktiv, (..) der vil forpligte sig til 70 % overenskomstdækning for arbejdere i hele Irland og i hele EU. Fra vores perspektiv er det virkelig nyttigt.”

Fra Bukarest til Bruxelles

Også den polske fagbevægelse er interesseret i den del af forslaget. Polen har en organiseringsgrad nede omkring de 10 % og en overenskomstdækning omkring de 20-30 %. Arbejdet med at overenskomstdække det polske arbejdsmarked er besværliggjort af en lang række strukturelle, historiske og kulturelle udfordringer, som gør det meget svært at opnå et dansk niveau af overenskomstdækning i den overskuelige fremtid. Altså medmindre den polske fagbevægelse får hjælp – fra for eksempel EU.

Polens fagbevægelse har også forhåbninger til den del af forslaget, der handler om en lovfastsat mindsteløn, men ikke fordi de ønsker at hæve deres egen nationale mindsteløn. Den polske mindsteløn ligger faktisk omkring de 60% af medianindkomsten, som har været bragt frem som en mulig mindstesats for de nationale mindstelønninger. Den polske fagbevægelse håber derimod, at EU-direktivet kan bruges til at bekæmpe social dumping i Polen ved at hæve lønningerne i de lande, der eksporterer arbejdskraft til Polen. Det drejer sig om lande som Bulgarien og Rumænien.

Den rumænske fagbevægelse er da også blandt dem, der sammen med Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (ETUC), kæmper for at udvide og skærpe direktivet. Tilbage i juli 2021 gennemførte en gruppe rumænske fagforeningsfolk en fire-dages “Karavane for sociale rettigheder” mellem Bukarest og Bruxelles. Karavanens formål var at protestere over de lave lønninger, der tvinger deres medborgere til at foretage lignende rejser for at finde anstændigt arbejde.

Den rumænske mindsteløn er lidt over 2.000 kr. pr. måned, og overenskomstdækningen er i frit fald. I 2010 var der 22.000 overenskomster, i dag er kun 800 overenskomster tilbage i Rumænien. For at vende denne udvikling og hæve mindstelønnen, opfordrede delegationen EU-Kommissionen til at levere et stærkt direktiv om rimelige mindsteløns- og overenskomstforhandlinger. “Ellers vil den 2.000 kilometer lange rejse, som rumænske fagforeningsfolk har foretaget i denne uge, blive gentaget af flere millioner arbejdere i løbet af de kommende år,” udtalte Petru Dandea, generalsekretær for den rumænske fagforening CNS Cartel ALFA, der deltog i karavanen.

Vi hører kun os selv råbe NEJ!

En af de største udfordringer for arbejderklassen er, at vi stort set kun taler vores modersmål. Det betyder, at det er meget svært for os at organisere os på tværs af landegrænserne. Vi kan ikke tale sammen, udveksle synspunkter og planlægge klassekampen sammen. Den udfordring har vores modstandere ikke; de multinationale selskaber og de ekstremt rige suser over landegrænserne, og spiller os ud mod hinanden. 

Skal det lykkes os at overvinde den splittelse, bliver vi nødt til at bruge ressourcer på at oversætte hinandens holdninger. Vi kan heller ikke bare overlade det internationale samarbejde til et par højtbetalte rejsesekretærer i toppen af vores organisationer. Vi skal sikre os, at kæmpende arbejdere, der står med begge ben solidt plantet i de daglige kampe, kan komme til orde på tværs af lande og sproggrænser.

“De multinationale selskaber og de ekstremt rige suser over landegrænserne, og spiller os ud mod hinanden.”

Særligt i EU-debatten er det for mig oplagt, at vores kammerater i de andre EU lande skal komme til orde i den danske debat. Det er der nærmest ingen eksempler på i dag. Vi hører stort set kun danskere i den danske EU-debat, og i den specifikke debat har vi oven i købet råbt NEJ! så højt og så skingert, at det har været helt umuligt at høre andet end os selv. Det har ind imellem været tåkrummende at være vidne til, men det har også været ødelæggende for opbygningen af en europæisk arbejderbevægelse, der kan kæmpe sammen. 

Det går selvfølgelig begge veje, og der er heller ikke mange danske arbejdere, der kommer til orde i de andre EU-landes interne debatter. Men hvis man læser ETUC´s udtalelser om direktivet, ser det faktisk ud til, at de i hvert fald har hørt os i denne debat. Ét af ETUC’s hovedkrav til kommissionens forslag er nemlig, at: “​​Direktivet skal ændres, så det omfatter passende sikkerhedsforanstaltninger, således at de skandinaviske arbejdsmarkedsforhold sikres beskyttelse”. 

ETUC har altså hørt os, og de bakker os op. Nu er det vist vores tur til at lytte.