EU-forsvar er en blodig by i Afrika

Folkeafstemningen om Danmarks EU-forbehold på forsvarsområdet onsdag 1. juni har givet et fornyet fokus på de europæiske landes militære engagement i Afrika. Årsagen er, at afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil åbne for, at danske soldater kan deltage i EU’s militære operationer.

Seks ud af syv af EU’s igangværende militærmissioner finder i dag sted på eller omkring det uroplagede kontinent. Og ifølge EU’s nyligt vedtagne militærdoktrin, det såkaldte ”strategiske kompas”, vil Afrika også fremadrettet være et helt centralt indsatsområde i kampen mod terror, pirateri og ulovlig migration.

Det officielle mål er at skabe og opretholde fred og stabilitet i samarbejde med medlemslandene i Den Afrikanske Union, som på et topmøde i februar i år blev stillet EU-investeringer og lån til ny infrastruktur, klimaomstilling og sundhed på 1.000 milliarder kroner i udsigt.

EU hytter eget skind

Men ifølge den garvede Afrika-kender og solidaritetsaktivist, Morten Nielsen fra græsrodsbevægelsen Global Aktion, så skyldes EU’s militære involvering hovedsageligt, at man vil pleje egne økonomiske interesser.

Læs også: ”Militariseringen af EU kører på højtryk”

– EU’s politik i Afrika handler grundlæggende om adgang til naturressourcer, og at skabe nye markeder for europæiske virksomheder. Man er parat til at bruge militær magt for at opretholde denne adgang, som går helt tilbage til kolonitiden, siger Morten Nielsen til Solidaritet. 

Nielsen peger desuden på, at det militære engagement i stigende grad finansieres med penge fra udviklingsbistanden, som ellers er tiltænkt de allerfattigste, ligesom EU via deres fredsskabende missioner sælger våben til regimer, som krænker menneskerettighederne.

Borgerkrig i Mozambique

EU’s militære missioner omfatter træning, bevæbning og uddannelse af soldater i Somalia, Den Centralafrikanske Republik, Mozambique og Mali. Dertil kommer piratbekæmpelse ud for Afrikas Horn og håndhævelse af en våbenembargo mod Libyen.

“Spørger man menneskerettighedsorganisationer, forskere og undersøgende journalister, er der god grund til at kaste et kritisk blik på EU’s rolle i de ofte komplicerede, lokale og regionale stridigheder i Afrika.”

Et arbejde, som ofte foregår udenfor mediernes radar. Men spørger man menneskerettighedsorganisationer, forskere og undersøgende journalister, er der god grund til at kaste et kritisk blik på EU’s rolle i de ofte komplicerede lokale og regionale stridigheder i Afrika.

Situationen i Mozambique er et eksempel på sammenblandingen af interesser. I november 2021 gav EU’s Fredsfacilitet 300 millioner kroner til at støtte de mozambiquiske militære enheder, der er uddannet via EU’s militære uddannelsesmission i Mozambique. Formålet er at sætte dem i stand til at gennemføre ”sikkerhedsoperationer” i landets nordlige provins Cabo Delgado.

Mozambique er en tidligere portugisisk koloni, der ligger i det Sydøstlige Afrika, og er rig på naturressourcer, som olie, gas og ædelsten. Men korruption har medført, at den økonomiske udvikling i landet er meget skævt fordelt. Det rammer særligt områder med etniske og religiøse minoriteter, som mangler infrastruktur, uddannelse og adgang til sundhed.

Det gælder især i Cabo Delgado-provinsen, som er et underudviklede område med et muslimsk befolkningsflertal. Provinsen har været ramt af flere naturkatastrofer, hvilket har ført til store interne flygtningestrømme. FN’s flygtningeorganisation UNHCR advarer om ”kronisk underfinansiering” af den humanitære hjælp.

Dele af lokalbefolkningen har tilsluttet sig den fundamentalistiske oprørsgruppe Al-Shabaab, og der er opstået en konflikt med landets centralregering, som har allieret sig med den paramilitære Dyck Advisory Group fra Sydafrika.

Ifølge en rapport fra Amnesty International begår begge parter i konflikten alvorlige krigsforbrydelser, og situationen har fået karakter af regulær borgerkrig.

– Indbyggerne i Cabo Delgado er fanget mellem sikkerhedsstyrker og private militser, som kæmper sammen med regeringen, og så de væbnede oppositionsgrupper fra Al-Shabaab. Ingen af dem respekterer retten til menneskeliv eller krigens regler, fortæller Deprose Muchena, som er Amnesty Internationals regionaldirektør for det østlige og sydlige Afrika. Organisationen udgav for nylig en rapport, som viser, at civile bliver dræbt af alle tre parter i konflikten.

– Alle tre parter begår krigsforbrydelser, som har medført drab på flere hundrede civile. Det internationale samfund har fejlet i tilgangen til denne krise, som har udviklet sig til en fuldtonet væbnet konflikt i de seneste tre år.

Franske og danske forbindelser

Konflikten i Cabo Delgado går tilbage til 2005, hvor der blev fundet rubiner og naturgas i området. Et fund der måske også kan være med til at forklare EU’s interesse.

Joseph Hanlon, der er Senior Fellow i International Udviklingsstudier på London School of Economics og redaktør på Mozambique News Reports, peger i hvert fald på, at det franske energiselskab Total og italienske ENI skal stå for udvindingen af de lukrative ressourcer i undergrunden. Virksomhederne har altså en klar interesse i at oprørsgrupperne nedkæmpes og ikke kommer i vejen for de økonomiske muligheder.

”Gassen og mineralerne har bragt velstand til en lille elite med flotte biler og huse, men skabt ganske få lokale job, hvorfor fattigdommen er vokset. Samtidig er tusindvis af mennesker blevet forflyttet fra deres land af mine- og gas-selskaberne,” skriver Joseph Hanlon i en analyse hos tænketanken Friends of Europe. 

”Den lokale utilfredshed er reel. Den eneste vej frem for EU er at lægge pres på deres egne mine- og energi-selskaber og på Frelimo (regeringspartiet, red.) – for at fordele velstanden og være med til at afhjælpe fattigdommen i Cabo Delgado. Alt for mange unge mænd føler, at deres eneste valg er, at gå i krig. EU burde bruge al dens magt til at skabe økonomiske alternativer for de unge mennesker. Ikke bevæbne og træne dem til at eskalere krigen,” konkluderer Joseph Hanlon. 

Morten Nielsen fra Global Aktion deler bekymringen.

– Officielt vil EU hjælpe med at bekæmpe terrorisme, men der sker en sammenblanding, fordi særligt Frankrig vil bestemme, hvem der skal have adgang til ressourcerne. Fundet af naturgas har betydet, at lokalbefolkningen oplever tvangsforflyttelser, hvilket er dybt skadeligt for de fiskere, der lever af adgang til vandet, fortæller Morten Nielsen til Solidaritet.    

Han henviser samtidig til en rapport, som Global Aktion lavede i 2020. Den afslører, at de største danske pensionsselskaber og banker har investeret direkte i de franske selskaber, der står for gasudvindingen i Cabo Delgado-provinsen i Mozambique.

”Rapporten fortæller også om, hvordan gasprojektet og de danske investeringer heri medfører voldsomme krænkelser af menneskerettighederne med tvangsfjernelser og hundredvis af dræbte civile”, siger Morten Nielsen.

Massakren i Moura 

I Mali, der ligger i Sahel-regionen og er en tidligere fransk koloni, hedder de primære råstoffer guld og lithium. Også her er landets befolkning blandt de allerfattigste i hele verden. Man er stadig økonomisk tæt knyttet til Frankrig, som også har haft tropper i landet i adskillige år siden selvstændigheden i 1960.

90 procent af befolkningen er muslimer, men består samtidig af mange forskellige etniciteter, stammer og nomader, der historisk har interageret uden de store gnidninger. Det sluttede i 2012, da separatister fra tuareger-folket gjorde oprør, og løsrev sig i den nordlige del landet. De slog sig sammen med religiøse fundamentalister, udenlandske jihadistgrupper og krigsveteraner fra Libyen, og indførte sharia-lovgivning i området.

Da oprørerne begyndte at angribe hovedstaden, tilkaldte Malis regering udenlandske tropper – herunder fra USA, Danmark og EU. En fredsaftale blev besluttet, men har vist sig svær at opretholde i praksis.

En vigtig drivkraft i konflikten er kontrollen over handelsruter, hvor store mængder narkotika, migranter og våben smugles igennem. Dele af statsmagten er involveret i den ulovlige handel, hvilket undergraver fredsbestræbelserne, skaber korruption og øger utilfredshed i lokalsamfundene.

FN’s sikkerhedsråd gav i 2013 mandat til, at en fredsbevarende styrker kunne sendes til Mali med soldater for at støtte den politiske proces omkring fredsaftalen. Men siden dengang har konflikten kun udviklet sig til det værre og spredt sig over grænserne til nabolandede Niger og Burkina Faso.

I 2020 blev Malis præsident kuppet og en militærjunta har siden haft magten i landet. Trods løfter om at gennemføre demokratiske valg, er det endnu ikke sket.

EU’s træningsmission

EU har været militært tilstede i Mali siden 2013. Der er tale om EU’s største militære mission og alene i 2022 er budgettet for denne indsats 59 millioner euro, svarende til 442 millioner kroner. Om pengene vil blive brugt, er dog usikkert, da EU-missionen blev sat på pause i marts i år.

Det skete efter det kom frem, at de regeringsstyrker, man har trænet og bevæbnet, er sat i forbindelse med en massakre på civile i byen Moura. Massedrabene skulle være udført sammen med den russiske lejehær Wagner Gruppen, som er på EU’s sanktionsliste. Nu frygter man, at de soldater, som EU har uddannet, kommer under Wagner Gruppens kommando.

Dette er ifølge BBC allerede sket i Den Demokratiske Republik Congo, hvilket i december sidste år fik EU til at indstille al militærtræning af dette landet regeringstropper.

Problemet med krænkelser af menneskerettigheder kan dog ikke isoleres til samarbejdet med russiske lejesoldater. Ifølge FN begår regeringssoldaterne i Mali ”omfattende og systematiske” overgreb på civile. Det samme dokumenteres af det undersøgende medie Investigate Europe i en artikel om EU’s rolle i konflikten.

– Der har været mange situationer, hvor soldater er blevet trænet af EU og efterfølgende har begået menneskerettigheds-krænkelser, fortæller en tidligere ansat ved en af EU’s missioner til mediet.  

Tænketanken Centre for European Reform er også stærk kritisk overfor EU’s rolle i regionen. Her mener man, at EU’s militærstøtte til regimer i Sahelregionen mangler folkelig legitimitet og risikerer, at skubbe civilbefolkningen i hænderne på yderliggående separatister. 

”Problemet med denne tilgang er, at ofte så vil den selvsamme stat – der har modtaget millioner af euro i sikkerhedsassistance hvert år – have en hær, der begår ulovlige drab, tortur og andre overgreb på deres egen befolknings rettigheder. For mange lokalsamfund i Sahel ikke alene fejler statsmagtens tropper i forhold til at beskytte dem imod vold, men udgør en aktiv trussel imod deres sikkerhed.

Den samme hær i Mali, der modtog træning i menneskerettigheder fra EUTM (EU militærmission, red.), var involveret i både kuppet i august 2020 og menneskerettighedskrænkelser i hjertet af landet. Desto mere staten opfattes som en part i stedet for en mediator i inter-etniske stridigheder om land – eller en garant for sikkerhed – så vil de civile søge beskyttelse hos militante, islamistiske grupper eller etnisk funderede militser, hvilket vil skabe en cyklus for fortsat vold,” skriver tænketanken i rapporten THE SAHEL: EUROPE’S FOREVER WAR? udgivet i 2021. 

De store udfordringer i forhold til EU’s indsats i blandt andet Mali er også baggrunden for, at Dansk Institut for Internationaler Studier (DIIS) de kommende tre år skal forske i EU’s indsats i Sahel-regionen.

Om baggrunden for forskningsprojektet skriver DIIS på deres hjemmeside: ”Både de civile og de militære indsatser i Sahel møder (…) stor lokal modstand. Både fordi der er en dominerende forståelse af, at EU og EU’s medlemsstater mest er til stede for at sikre deres egne interesser. Men også fordi lokalbefolkningen ikke altid får tilstrækkeligt udbytte af EU’s hjælpeprogrammer, som ofte lander i hænderne på eliten.”

Libyen og migranterne

Mens fokus i Mozambique og Mali er på naturressourcer og terrorbekæmpelse, så er Libyen et illustrativt eksempel på problemerne i det sidste ben i EU’s militære indsats: Kontrol med migrationen fra Afrika.

Siden 2015 har EU haft først skibe og siden fly sat ind ved Middelhavet, ligesom man har uddannet kystmyndigheder og flåden i Libyen. Formålet er at sætte en stopper for menneskesmugling til Europa og opretholde en våbenembargo imod landet.

Strategien er at give Libyens kystvagter ansvaret for at forhindre bådflygtninge i at nå frem til EU, hvor de kan søge om asyl og få ret til opholdstilladelse. Konsekvensen af samarbejdet er, at tusindvis af migranter sendes tilbage til Libyen, hvor de fængsles og udsættes for umenneskelig behandling.   

Det fremgår af rapporten ”Italy-Libya agreement: Five years of EU-sponsored abuse in Libya and the central Mediterranean”, som Læger Uden Grænser udgav i februar 2022. Her kan man læse hjerteskærende vidnesbyrd om forholdene i Libyens fængsler.

Også Amnesty International har dokumenteret forholdene. Organisationen beskriver forholdene for migranterne som ”et helvede”.   

– EU-ledernes samarbejde med de libyske myndigheder fastholder desperate mennesker fanget i ubeskrivelige rædsler i Libyen. Over de seneste fem år har Italien, Malta og EU hjulpet med at fange titusindvis af kvinder, mænd og børn på havet, hvoraf mange af dem ender i forfærdelige detentionscentre med tortur, mens utallige andre er forsvundet, udtaler Matteo de Bellis, migrations- og asyl-ekspert hos Amnesty International.

– Italien og EU må stoppe med at finansiere disse frastødende misbrug og starte med at sikre, at mennesker i risiko for at drukne i Middelhavet bliver reddet og behandlet menneskeligt, konkluderer Matteo de Bellis i anledning af Amnesty International-rapporten, der udkom i januar 2022.

Professor: Behov for debat og viden

Ole Wæver er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han har grundlagt forskningscentrene Centre for Advanced Security Theory og Forskningscenter for løsning af internationale konflikter, hvor han også er centerleder.

Han mener, at Afrika er ”ekstremt vigtig” for EU. Og trods de nævnte problematikker, forventer han, at når Ukrainekrigen er afsluttet, så skal vi vænne os til, at kontinentet igen vil være omdrejningspunkt for Europas militære engagement i mange år frem.

“Når danske politikere beslutter noget, så ved folk intet om det. Det kræver en levende demokratisk debat og mere oplysning, så politikerne ikke slipper afsted med alt muligt”

Ole Wæver, professor i international politik

Årsagen er den geografiske placering i vores ”nærområde”, og de aktuelle forskydninger hos de globale stormagter, som betyder, at USA i stigende grad retter fokus mod Asien. Dertil kommer udsigten til voldsomme klimaforandringer, som forventes, at føre til yderligere konflikter og flygtningestrømme, som vil påvirke Europas sikkerhedspolitiske situation.

-Vi kommer helt sikkert til at se flere europæiske tropper i Afrika i fremtiden. Det vil ske via opbygning af regionale træningscentre ligesom der vil være begivenheder, der kalder på internationale operationer. Det mest sandsynlige scenarie er bredere, ikke-militære  fredsopbyggende operationer under FN-mandat i kombination med en stærkere militær komponent, der til tider vil komme fra EU, typisk i samarbejde med AU, den Afrikanske Union, siger Ole Wæver til Solidaritet.

Han understreger, at det bliver ”konstant balancegang” mellem interessekonflikter.

– Der er ingen tvivl om, at alle globale magter, både Kina, Rusland, USA og de tidligere kolonimagter jævnligt laver problematiske aktiviteter i Afrika. Der er tydelige interesser i eksempelvis olie og diamanter, ligesom der er nogle historiske sammenfiltringer, som med Frankrig. Her skal vi virkelig være på vagt. Vi har ikke altid været særligt gode til at gennemskue, hvad der foregik. Vi har været naive i Mali, ligesom der især via USA er indgået anti-terror alliancer med problematiske regimer, siger professoren.

Samtidig gør han opmærksom på, at der blandt de demokratiske ledere i Afrika er et ønske om og behov for at opbygge bedre regionale sikkerhedsstrukturer. Og her er der en tiltro til at EU kan være en del af løsningen, da de trods alt bliver opfattet som mere ærlige og lydhøre end de andre stormagter. 

– –En konstruktiv tilgang er typisk at sende bolden tilbage til afrikanerne selv, og spørge dem, hvad de har brug for. Lade afrikanske fora selv tage mere styring og initiativ, når der indgås forsvarssamarbejder, siger Ole Wæver.  

– Især i forholdet mellem AU(Den Afrikanske Union, red.) og EU sker der en del – både godt og skidt – i disse år. De næste få år kan blive meget afgørende for, om Afrikas sikkerhed bliver et regionalt system med en afrikansk organisation i hovedrollen og EU som den vigtigste hjælper. Eller Afrika bliver en arena, hvor Kina, Rusland, USA, EU og mellemøstlige stater kører hver deres egne dagsordner.

Og i Danmark?

– Vi skal prøve at have mere årvågenhed. Få Afrika højere op på vores politiske dagsorden. Det fylder alt for lidt i medielandskabet. Når danske politikere beslutter noget, så ved folk intet om det. Det kræver en levende demokratisk debat og mere oplysning, så politikerne ikke slipper afsted med alt muligt, konkluderer professoren.

---

---