EU ind ad bagvejen

Kun to lande holdt folkeafstemninger om euroen. Begge lande valgte euroen fra og beholdt deres egen valuta. De to lande – Danmark og Sverige – er nu blevet sat til at være med til at redde euroen. EU udnytter coronakrisen til at sætte turbo på centraliseringen – og selvom vi danskere aldrig har ønsket en stadig snævrere union, skal vi nu betale for gildet.

Af Susanna Dyre-Greensite, formand for Folkebevægelsen mod EU

EU er ret dårlig til det med penge. Allerede inden COVID-19 havde EU-Kommissionen foreslået et budget, som Mette Frederiksen med rette kaldte for ”gakket”. Det holdt fast i en stor, klimaskadelig landbrugsstøtte. Det udvidede forsvarsfonden, som støtter virksomheder, der eksporterer til diktaturer. Og så indeholdt budgettet frås og spild for milliarder.

Folkebevægelsen mod EU afdækkede i maj, hvordan milliarder af kroner allerede i dag bruges på unødvendige – og ja, gakkede – projekter. Et gakket eksempel er, at EU har givet 8,1 millioner kroner i landbrugsstøtte til statsministeren for de Forenede Arabiske Emiraters luksus-hestestutterier i Storbritannien. Et mere alvorligt eksempel er, at EU har brugt 89 milliarder kroner på landbrugsstøtte, der i teorien skulle gå til klimarettede tiltag, men som i praksis, ifølge EU’s egen revisionsret, ikke indebar nogen markante klimaforbedringer.

Også når EU her til foråret begyndte at dele ud af ubrugte midler fra det nuværende budget, som følge af coronakrisen, virkede der til at være mangel på sund økonomisk fornuft. I stedet for at give flest penge til de hårdest ramte lande – Spanien og Italien – bliver de helt store vindere af omfordelingen Polen og Ungarn. Mens Italien fik 17 milliarder kroner, fik Ungarn, som har 1/6 så mange indbyggere og færre coronatilfælde, hele 42 milliarder kroner. Polen fik 55 milliarder kroner. Ungarn fik allokeret pengene samme dag som den udemokratiske nødretslov, der gav premierministeren nær ubegrænset magt, blev vedtaget.

Gamle uduelige ideer i det nye, større budget

Nu vil EU have markant flere penge. Afhængigt af størrelsen på Danmarks eventuelle rabat, den reelle vækst i BNI, og hvor meget af budgettet der rent faktisk bliver brugt, kan Danmark ende med at betale 6-7 milliarder kroner om året mere til EU. Det er oveni de næsten 20 milliarder kroner, vi i gennemsnit årligt har givet til EU i denne 7 års budgetperiode. Danmark får nogle af pengene tilbage gennem forskellige støtteordninger. De penge, vi får tilbage, kan vi ikke bestemme over – de går til de projekter, EU har besluttet. Desuden giver Danmark langt mere, end vi får tilbage.

“Resten af Kommissionens budgetforslag er også fyldt med flere penge til gamle kendinge: En stor udvidelse af EU’s forsvarsdimension (som Danmark også trods vores forbehold betaler til), mere end tusind flere bevæbnede grænsevagter, tårnhøje lønninger og overdådige frynsegoder til EU-eliten … og anden gammel vin på nye flasker.”

Det nye budgetforslag holder fast i den gammeldags landbrugsstøtte. Godt nok bliver lidt flere af midlerne afsat til ”grønne” projekter, men den såkaldte grønne landbrugsstøtte har dog ikke haft den store klimavenlige effekt. Størstedelen af landbrugsstøtten forsætter desuden som tidligere, og det vil sige til stor skade for klimaet.

Resten af Kommissionens budgetforslag er også fyldt med flere penge til gamle kendinge: En stor udvidelse af EU’s forsvarsdimension (som Danmark også trods vores forbehold betaler til), mere end tusind flere bevæbnede grænsevagter, tårnhøje lønninger og overdådige frynsegoder til EU-eliten … og anden gammel vin på nye flasker. EU siger, at budgettet skal være grønt og moderne, men det er desværre luftige ord mere end konkrete planer.

Fra EU-fællesskab til en decideret føderation?

Ud over et større budget skal Danmark efter planen hæfte for fælles gæld med EU-landene. For at hjælpe med at betale af på gælden vil EU-Kommissionen desuden indføre nye ”egenindtægter” i form af en slags EU-skatter. Der bliver talt om, at coronakrisen vil føre til EU’s Hamilton-øjeblik. Begrebet Hamilton-øjeblik refererer til det tidspunkt i amerikansk historie, da det blev besluttet, at den føderale regering skulle optage staternes gæld. Den fælles gæld betalte man senere delvist af med fælles skatter. Det var starten på en føderation. Mange forudsiger nu, at EU er ved at forme en lignende føderation.

Der har aldrig været flertal i EU-landene for at skabe en føderation. Men hvis lande godkender Kommissionens planer, er det et stort skridt i den retning. Og det virker som sandsynligt, at det er lige præcis det, der vil ske.

EU-solidaritet betyder mindre kontrol og mindre demokrati

EU-Kommissionen siger, at det er nu, landene skal udvise solidaritet. Og det er svært at være uenig. Vores nabolandes økonomier bløder. Vi kan hjælpe. Hvis vi hjælper, sikrer vi også vores egne eksportmarkeder.

Men vi bliver nødt til at forholde os kritisk til, hvordan vi udformer den solidaritet.

Hvis vi gør det gennem EU, bliver midlerne fordelt som det passer EU, ikke på en måde de enkelte lande bestemmer over. Vi behøver ikke at se længere tilbage end til finanskrisen for at huske, hvorfor det ikke er en god ide.

Hvis vi gør det gennem EU, siger vi samtidig ja til et meget større og mere magtfuldt EU. Hvis vi siger ja til et større EU, siger vi også ja til mindre demokrati. Det er på ingen måde en fornuftig handel.

Med budgetforslaget og forslaget om fælles genopretnings-gæld får EU-eliten opfyldt deres drøm om et mere føderalt EU. EU’s borgere får til gengæld mindre kontrol over deres egne penge. Klimaet bliver desuden en stor taber.

”For en gangs skyld har Danmark faktisk en lille smule magt i EU – fordi EU-budgettet kræver enstemmighed. Det vil sige, at Danmark kan true med at vetoe budgettet, hvis budgettet ikke lever op til vores krav. Men i stedet for at kræve en grøn og lidt mere økonomisk forsvarlig omlægning af budgettet, agerer Danmark nikkedue for de store lande i EU.”

Danmark støtter, men kræver ikke noget

Af ovenstående grunde er jeg målløs over, at den danske regering – med støtte fra SF, de Radikale og Konservative – er gået videre med et forhandlingsmandat til budgetforhandlingerne, der i store træk blåstempler Kommissionens planer. For en gang skyld har Danmark faktisk en lille smule magt i EU. Det har vi, fordi EU-budgettet kræver enstemmighed. Det vil sige, at Danmark kan true med at vetoe budgettet, hvis budgettet ikke lever op til vores krav. Men i stedet for at kræve en grøn og lidt mere økonomisk forsvarlig omlægning af budgettet, agerer Danmark nikkedukke for de store lande i EU.

Regeringens forhandlingsmandat udtrykker et ønske om et lavere og grønnere budget – men indeholder ingen trussel om at nedlægge veto, hvis vi ikke får det. Radikale Jens Rohde siger, at der er ”elastik i metermål” i formuleringerne. Jeg er helt enig. Jeg er selvfølgelig uenig med ham i, at det er en god ting. Jeg synes ikke Danmark skal være så fleksibel, at vi ikke kræver noget. Danmark bør bruge vores magt, nu hvor vi for en gangs skyld har den.

Skal vi stadig sidde med ved bordet?

EU-tilhængerne taler ofte om vigtigheden af at sidde med ved bordet i EU. Men hvis de ikke vil bruge vores plads ved bordet til at påvirke noget, hvorfor har vi den så? Og når det er så lidt og så sjældent, at Danmark kan påvirke EU, er det så virkelig værd at acceptere EU’s føderale skridt?

Det står højt og tydeligt, når man slår op på første side af EU’s de-facto grundlov, Lissabontraktaten: EU skal bevæge sig mod en ”stadig snævrere union”. Det gælder åbenbart, om vi vil det eller ej. Det har krisen endeligt tydeliggjort.

I Danmark vil vi ikke euroen. Vi vil gerne bestemme over vores egen finanspolitik. Vi vil også hjælpe vores nabolande. Men vi vil det ikke på EU’s præmisser.

Det er EU’s præmisser om en stadig snævrere union, vi accepterer, når vi siger ja til et større budget. Det er en stadig snævrere union, vi accepterer, når vi forbliver medlemmer af EU.

Vi får mere og mere EU ind ad bagvejen, når vi bliver siddende ved bordet. Det bør vi ikke acceptere mere.

Læs også: Aldrig mere Hvem får hvad i EU’s Budgetballade?