Europa skal gøre mere for at støtte Ukraine – forbyd eksport af ammunition til andre lande
Ukrainerne har i mere end to år levet under mareridtsagtige forhold som følge af Vladimir Putins beslutning om at krænke de mest grundlæggende principper i folkeretten og indlede en storstilet ulovlig angrebskrig mod en anden suveræn stat
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Putin er både økonomisk og militært forberedt på en langvarig krig. Ruslands krigsstrategi er at afvente omverdenen og især EU og håbe, at vi bliver trætte af at støtte Ukraine. Det er derfor op til os at bevise det modsatte.
Ukraine har brug for fortsat militær støtte og militært udstyr for at kunne forsvare sig selv og skubbe Ruslands forsøg på at erobre og besætte nye territorier tilbage. EU skal samtidigt stramme sanktionerne, for at forhindre Rusland i at kunne finansiere sin krig gennem energihandel med EU.
Desværre har vi set, at der er sprækker i EU-samarbejdet om støtte til Ukraine. Ungarn har gentagne gange modsat sig økonomiske sanktioner mod Rusland. Landets premierminister, Viktor Orbán, blokerede på egen hånd EU’s hjælpepakke på 50 milliarder euro til Ukraine på EU-ledernes topmøde i december.
Ved at udnytte Ukraines nød lykkedes det for Orbán at afpresse de andre EU-lande til at frigive en betydelig del af Ungarns egne EU-midler, som havde været fastfrosset i over et år på grund af landets problemer med retsstatsprincippet.
For nylig er det lykkedes EU at træffe en beslutning om at bruge afkast på indefrosne russiske aktiver i EU til at finansiere mere bistand til Ukraine. EU-landene har fastfrosset over 200 milliarder euro af den russiske centralbanks aktiver, og de giver et afkast på cirka 3 milliarder euro om året, som nu vil gå til både militær støtte og genopbygningsstøtte til Ukraine. Også denne beslutning forsøger Orbán at forhindre.
Forbyd eksport af ammunition til alle andre end Ukraine
Vi i den nordiske venstrefløj mener, at EU bør gøre mere for at styrke støtten til Ukraine. EU-landene bør i fællesskab beslutte at forbyde eksport af ammunition til andre lande end Ukraine, så vi kan imødekomme ukrainernes presserende behov. Det har de fleste andre partier desværre stemt imod.
Af samme grund skal EU-landene også investere i den europæiske forsvarsindustri, så længe krigen fortsætter. Sanktionerne bør skærpes ved helt at stoppe importen af blandt andet naturgas fra Rusland. Det er uholdbart, at Rusland kan finansiere sin krig mod folkeretten gennem energihandel med EU-lande.
Husk den sociale genopbygning i Ukraine
Ukraine vil have brug for omfattende støtte længe efter, de direkte militære operationer i landet er afsluttet. Genopbygningsarbejdet vil være meget omfattende. For at det skal lykkes Ukraine at opfylde betingelserne for EU-medlemskab, skal landets genopbygning også medføre administrative og sociale reformer.
Venstrefløjen har også rejst spørgsmålet om at afskrive og eftergive Ukraines gæld som led i at støtte landet og lette dets genopbygning. Ukraine er et stærkt gældsat land, og en omstrukturering og afskrivning af lån fra internationale institutioner som Den Internationale Valutafond ville være en konkret måde at støtte landets genopbygning på.
At fortsætte med at stå ved Ukraine er en af de vigtigste opgaver for EU i de kommende år. Vi vil arbejde for øget europæisk støtte i kampen for Ukraine, for demokrati og for respekt for folkeretten.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER