Europæisk skæbnestund: Frankrigs venstrefløj samler sig for at hindre højreekstrem magtovertagelse

Præsident Emmanuel Macrons beslutning om at opløse Nationalforsamlingen i kølvandet på hans centrumhøjre-partis katastroferesultat ved EU-valget har udløst chok på såvel venstrefløjen som blandt præsidentens støtter. Står højreekstremister for første gang siden den nazistiske besættelse 1940-1944 ved porten til magten i Frankrig?

Venstrefløjens reaktion på opløsningen af Nationalforsamlingen var stik modsat, hvad præsidenten kalkulerede med. Frem for at fortsætte de voldsomme indbyrdes skænderier, der nu i månedsvis har slidt på den franske venstrefløjs troværdighed, valgte mange venstrefløjstilhængere straks efter nyheden om nyvalg at gå på gaden i Paris med krav om et stop for den højreekstremistiske sejrsmarch mod magten – og samling på venstrefløjen.

Dagen efter mødtes venstrefløjsledere, som ikke havde været på talefod i månedsvis, og varslede dannelse af en Ny Folkefront (”Le Nouveau Front Populaire”, NFP). ”Vi vil regere sammen for at ændre folks liv”, sagde Marine Tondelier, lederen af det grønne parti Europa Økologi De Grønne (Europe Écologie Les Verts, EELV).

Med vanlig gallisk historiebevidsthed henviste man med navnet på alliancen til Folkefronten, som i 1936 var en venstrefløjssamling mod den dengang tiltagende europæiske fascisme. Folkefronten gennemførte historiske reformer som 14 dages ferie og 40 timers arbejdsuge.

En ambitiøs venstrefløj samler sig på fire dage

Hvor der i trediverne var brug for to år til at samle sig, kunne venstrefløjslederne denne gang efter fire dages forhandlinger stille op til pressefoto torsdag 13. juni med et regeringsprogram med 150 punkter.

Forslagene omfatter skelsættende tiltag som 32 timers arbejdsuge (i første omgang dog kun for folk med natarbejde og særligt vanskelige job), en forøgelse af mindstelønnen til 12.000 kr., en øjeblikkelig tilbagevenden til en tilbagetrækningsalder på 62 år og siden ”som målsætning” til 60 år, genindførelse af formueskat, et indgreb mod brug af pesticider, men også på sigt et opgør med Frankrigs udemokratiske forfatning, dets ”præsidentielle monarki”.

Allerede inden for de første 15 dage skal der gøres op med Macrons repressive kurs med opløsning af det særlige politikorps BRAV-M og forbud mod politiets brug af LBD (”Lanceurs de balles de défense”, såkaldte flashballs) og ødelæggende granater, der bl.a. har kostet 23 Gule Veste-demonstranter synet på et eller begge øjne.

Kontroverser, der siden massakren i Israel 7. oktober har redet venstrefløjen som en mare, er ikke fejet ind under gulvtæppet. En anerkendelse af Palæstina, våbenembargo mod Israel og fastfrysning af EU’s associeringsaftale med Israel er på programmet.

Der tages både afstand fra Israels ”suprematistiske” regering og Hamas’ ”teokratiske projekt”, ligesom massakren i Israel d. oktober betegnes som ”terroristisk”, og såvel racisme som antisemitisme fordømmes. Den Ny Folkefront lover våbenleverancer til Ukraine – en mærkesag for socialdemokraten Raphaël Glucksmann, hvis liste blev nr. 3 ved EU-valget med 13,8 procent af stemmerne.

Mere radikale forslag som en nationalisering af den farmaceutiske gruppe Sanofi blev angiveligt taget af bordet i sidste øjeblik. Som udtryk for bredden i støtten til NFP tog ikke kun de fire partirepræsentanter, men også en fagforeningsrepræsentant og lederen af fransk Greenpeace ordet ved det historiske møde.

Overraskende nyvalg

Intet tvang Frankrigs centrum-højre præsident Emmanuel Macron til at udskrive parlamentsvalg, efter hans parti led sviende nederlag ved EU-parlamentsvalget 9. juni. Endnu har han tre år tilbage som præsident, da præsidentvalg i Frankrig finder sted hver femte år, og han opnåede genvalg i 2022. EU-valg tillægges ydermere normalt ikke afgørende national betydning.

Det er sædvane, at franskmændene – som ved et amerikansk midtvejsvalg – bruger EU-valg til at vise utilfredshed med den siddende regering. At udskrive valg lige efter, at National Samling (Rassemblement National, RN) helt uhørt havde fået 31,4 procent af stemmerne til EU-valget mod præsidentpartiets 14,6 procent lignede en ren foræring til det højreekstreme parti. Det kunne forvente at ride på en popularitetsbølge hele vejen til Matignon, premierministerpalæet.

Spekulationer om årsagerne til det overraskende skridt er mange. Ifølge præsidenten selv ville hans premierminister Gabriel Attal sandsynligvis alligevel blive stemt ned ved en mistillidsafstemning til efteråret. Den meget selvbevidste præsident foretrak at bevare kontrollen over situationen.

Han undervurderer formentlig, hvor upopulær han selv egentlig er. Han forestiller sig måske, at han med sit maniske aktivitetsniveau og sin skarptslebne tunge på få uger kan vende stemningen.

En højreekstrem premierminister?

Dagbladet Le Monde vurderer, at det på nogle måder ville passe Macron fint med en højreekstrem premierminister. Kombinationen med en præsident og en premierminister med forskellige politiske orienteringer er ikke uhørt. Det er sket tre gange tidligere under den femte republik, som begyndte med Frankrigs forfatning i 1958. Det er dog aldrig sket med højreekstreme ved magten.

Fordelen for præsidenten ved denne såkaldte ”cohabitation” (”politisk samliv”) er, at premierministeren må tage imod øretæverne for befolkningens dagligdagsfrustrationer, mens præsidenten kan kommentere fra sidelinjen og tørre kritikken af på premierministeren.

Hertil kommer, at præsidentposten på nogle måder er mere afgørende i Frankrig end i USA. Præsidenten er i Frankrig garant for institutionerne og har kontrol med udenrigs- og forsvarspolitik, herunder atombomben.

Kalkulen skulle være den, at Le Pens protestparti RN hurtigt ville sætte sin popularitet over styr, når dens løfter om bedring af almindelige franskmænds kår, større fransk selvbestemmelse og skarp opbremsning af indvandring skulle omsættes til realpolitik og forenes med stort fransk budgetunderskud, internationale forpligtelser – herunder EU-regler om fri konkurrence – og mangel på arbejdskraft.

Herved skulle drømmen om nøglerne til Élyséepalæet (præsidentboligen) ved præsidentvalget i 2027 endegyldigt fortone sig for RN. Macron kan ganske vist ikke selv stille op i 2027, idet man kun kan sidde i to perioder i træk. Men en arvtager som Gabriel Attal eller den tidligere premierminister Édouard Philippe kunne følge efter og sikre Macrons eftermæle og kontinuiteten i hans reformer.

Først og fremmest har Macron nok troet, at hans centrumhøjre-fløj kunne nyde godt af en splittet venstrefløj. En meget kort valgkamp ville ikke give venstrefløjen mulighed for at hele sårene efter opslidende fløjkrige. Venstrefløjen ville herved gå til valg i spredte formationer, hver især med ringe chancer for at nå op på de 12,5 procent af de registrerede vælgere, som kræves for at komme med i anden valgrunde.

Det franske valgsystem er nemlig ikke proportionelt som det danske. Der er tale om flertalsvalg i enkeltmandskredse med to valgrunder. Det udelukker herved mindre partier fra repræsentation. Rationalet kunne være, at kun Le Pens RN og macronisterne ville klare sig til valgets anden runde i de fleste valgkredse, hvor macronisterne så ville kunne regne med støtte fra venstrefløjsvælgere.

Alt tyder dog på, at Macron har forregnet sig, og at det omvendt er Renaissance, som vil blive klemt af RN og NFP.

Højt spil

Macron har siden parlamentsvalget i juni 2022 været dybt frustreret over, at han ikke som i sin første embedsperiode 2017-2022 nød godt af absolut flertal i Nationalforsamlingen.

For første gang under den femte republik har der siden parlamentsvalget i juni 2022 ikke været et klart parlamentarisk flertal, og præsidentens støtter i Nationalforsamlingen har måttet søge forhandling med oppositionen om hvert eneste lovforslag. Det er for danskere helt normal demokratisk eksercits, men det er en uvant øvelse i fransk politik.

Macron har ofte fået opbakning fra det traditionelle højrefløjsparti, Republikanerne. Men tyve gange har han tyet til forfatningens artikel 49.3 og udstedt en slags præsidentielle dekreter, der ganske udemokratisk trumfer modstand i parlamentet. Dette har tæret på det franske politiske systems legitimitet, senest ved pensionsreformen. Denne blev tvunget igennem uden afstemning i parlamentet og med et overvældende flertal af befolkningen imod sig.

Hvor Macron de første år som præsident gennemførte neoliberale reformer med afskaffelse af formueskatten, begunstigelse af de store virksomheder og forringelse af arbejdsløses vilkår – ledsaget af undertrykkelse af sociale protester som De Gule Veste i 2018-2019 og miljøaktivisters aktioner mod forurenende landbrugsvirksomheder – har Macron på det seneste overtaget nogle af det ekstreme højres mærkesager.

Han har således i år fået vedtaget en indvandringslov, der forskelsbehandler ved tildeling af velfærdsgoder ud fra tilknytning til Frankrig. Dette mangeårige krav fra RN er i strid med princippet om universelle rettigheder (og efterfølgende delvist underkendt af Forfatningsrådet). Han har senest forbudt l’abaya, en lang, løstsiddende kjole, i franske skoler.

At satse på et sammenbrud på venstrefløjen for at styrke præsidentens opbakning i parlamentet og samtidig risikere at bane vejen til magten for de højreekstreme var fra starten et hasardspil. Det er også en falliterklæring fra Macrons side.

Han har været medlem af socialistpartiet PS og var økonominister under den socialistiske præsident François Hollande, inden han i 2016 dannede centrumbevægelsen En Marche (I Bevægelse), som siden blev til partiet Renæssance.

Macron blev valgt som præsident i 2017 og genvalgt i 2022 på et løfte om at spærre vejen til magten for det yderste højre, som gennem de seneste 40 år kun har vokset sig større ved hvert valg.

Hvor Jean-Marie Le Pen med sit antisemitiske og højreekstreme parti National Front (Front National) fik 18 procent af stemmerne mod den borgerlige Jacques Chiracs 82 procent ved anden runde af præsidentvalget i maj 2002, fik datteren Marine Le Pens mere stuerene Nationale Samling som sagt 31,4 procent af stemmerne ved EU-valget 9. juni 2024. Hertil skal lægges det endnu mere højreekstreme parti Reconquête (Generobring) med 5,5 procent af stemmerne.

Chokbølger

Det højreekstreme parti RN’s succes ved EU-valget er en belønning til Marine Le Pens mangeårige bestræbelse på at ”normalisere” sit parti. For partiets vælgere kan Frankrigskort i TV-studierne, som nu er dækket af partiets farve, kun bestyrke dem i deres valg af parti, som tidligere ofte regnedes for skamfuldt.

I alle sociale kategorier er RN i fremdrift, også hos pensionisterne som tidligere var Macrons kernevælgere, og blandt de unge, som ellers har hældt til venstrefløjspartiet Det Ukuelige Frankrig (”La France Insoumise”, LFI).

Mens Macron-lejren nu ønsker at fremstå som den forstandige midterposition mellem to ”ekstreme” lejre, har RN de sidste dage travlt med at skrue ned for tidligere valgløfter, som partiet stadig har til gode at forklare finansieringen af. For eksempel vil RN lige så lidt som Renaissance hæve skatterne.

Udsigten til en højreekstrem magtovertagelse har samtidig sendt chokbølger gennem store dele af det franske samfund. Lørdag var 640.000 på gaderne i hele Frankrig (250.000 ifølge politiet) for at udtrykke afsky for RN.

Kvindesammenslutningen NousToutes, der blev dannet i 2022 som reaktion mod overgreb på kvinder, opfordrer til at stemme imod RN, som man frygter vil forringe kvinders og mindretals rettigheder i landet. Frankrigs førende fodboldspiller Kylian Mbappé, som er af blandet algerisk-camerounsk afstamning, har udtrykt håb om, at han også efter 7. juli vil kunne være stolt over at ”bære de franske farver”.

RN har opgivet sit tidligere forslag om forbud mod dobbeltnationalitet. Men frygten for en RN-sejr ved valget til Nationalforsamlingen er udbredt blandt franskmænd af anden etnisk herkomst end fransk.

En netop offentliggjort undersøgelse viser, at tusinder af veluddannede franskmænd af muslimsk tro, typisk med oprindelse i Nordafrika, de senere år har valgt at forlade Frankrig på grund af tiltagende racisme og islamofobi i landet. Der er tale om relativt velstående franskmænd i alderen 25-40 år, som vil sikre, at deres børn ikke skal vokse op i en fjendtlig stemning. De vælger typisk at rejse til et andet, mere tolerant vestligt land som Canada eller New Zealand.

De fleste mennesker i de franske indvandrermiljøer tilhører dog mindre velstående lag, som ikke nødvendigvis har samme mulighed for at slå sig ned i et andet, velstående land.

Svært kompromis

For at hindre et højreekstremt flertal og bane vej for et venstreflertal stiller Den Ny Folkefront (NFP) op med én kandidat i hver af Frankrigs 577 valgkredse. Tildelingen af valgkredse er sket for lukkede døre og har givet anledning til tovtrækkeri.

I lyset af Raphaël Glucksmanns hæderlige resultat ved EU-valget fik Socialistpartiet denne gang tildelt 175 valgkredse mod 70 i 2022, mens venstrefløjspartiet La France Insoumise (LFI) kun skal stille op i 229 kredse nu mod 330 i 2022. EELV og kommunistpartiet PCF får henholdsvis tildelt 92 og 50 kredse.

Med kun tre uger til en valgkamp udvikler situationen sig fra dag til dag. Og der har allerede været skærmydsler, som da den tidligere socialistiske præsident Francois Hollande – som er prygelknabe for dele af venstrefløjen – tilsyneladende egenrådigt valgte at stille op som NFP’s kandidat i den første kreds i Corrèze-departementet, der ellers var tildelt PS.

Hollande symboliserer for mange på venstrefløjen et forræderi, idet han i 2012 gik til valg på et opgør med uligheder, men efterfølgende fortsatte en neoliberal politik.

Omvendt kritiseres lederen af LFI, Jean-Luc Mélenchon, for at straffe fem dissidenter i LFI ved ikke at indstille dem til opstilling. Den 72-årige venstrefløjstribun måtte efter voldsom kritik droppe at opstille sin tidligere formodede tronfølger, Adrien Quatennens, da denne har fået en dom for at have givet sin kone en lussing og efter deres separation at have sendt aggressive SMS’er.

De venstreradikale i Nouveau Parti Anticapitaliste (Det Nye Antikapitalistiske Parti, NPA) er ikke en del af NFP, fordi man ikke ønsker at samarbejde med PS, der anses for at være neoliberalt. Men i lyset af truslen fra RN støtter NPA folkefronten NFP, og partilederen Philippe Poutou repræsenterer NFP i Aude-departementet, som ved det seneste valg valgte en Le Pen-kandidat.

I et europæisk perspektiv med vind i sejlene til såkaldt stuerene højreradikale som Giorgia Meloni i Italien er det opløftende, at Frankrigs venstrefløj har formået at samle sig om et program med et klart socialt retfærdigt og grønt perspektiv.

Det giver håb, at venstrefløjen mobiliserer for at standse det yderste højre med et program, der adresserer reelle sociale frustrationer, som højreekstremisterne lukrerer på.

Meningsmålingerne belønner venstrefløjen ved at give NFP 28 procent (et fremskridt på 2 % på få dage) mod RN’s 33 procent. Macrons centrum-højre står kun til 18 procent, og de splittede Republikanerne til 5 procent.

20 dage til at stoppe højrefløjen

En valgkamp på 20 dage er formentlig for kort til at vende en højrevendt stemning i Frankrig og give flertal til venstrefløjen. 90 procent af de nationale dagblade tilhører 10 milliardærer, hvis TV-kanaler også har 55 procent af seerne.

Den højrevendte presse har talt spliden på venstrefløjen op – opmuntret af en regering, der længe har talt om miljøaktivister som ”økoterrorister” og undertiden om venstrefløjsmodstandere som ”terroristsympatisører”, fordi de er modstandere af det, Den Internationale Domstol kalder et sandsynligt folkemord i Gaza. For mange moderate vil det måske på den baggrund være svært at stemme på en grøn eller radikal venstrefløjskandidat ved anden valgrunde.

Men med højreekstremisterne lige ved magtens port i et europæisk kerneland – i de universelle rettigheders moderland – står endnu mere på spil end ellers påtrængende franske sociale, grønne og demokratiske reformer.

I lyset af det yderste højres fremdrift er alene venstrefløjens mobilisering – hvis den kan bidrage til at hindre højreekstrem magtovertagelse – en fantastisk god nyhed for Frankrig og Europa.