Europæisk venstrefløj – hvad nu?

For så vidt kunne valget til EU-parlamentet være gået meget værre for den europæiske venstrefløj. Faktisk ser det ud til, at gruppen ”The Left” – Venstrefløjen – vil blive på samme størrelse eller endda gå lidt frem til 38-40 mandater.

Men det er fra et meget svagt startpunkt, da gruppen var og er den mindste i EU-Parlamentet. Ovenikøbet står den yderste højrefløj meget styrket – især i store lande som Tyskland, Frankrig og Italien.

Centrum-højre (Liberale, Socialdemokrater, Konservative) beholder ganske vist flertallet uden om det ekstreme højre og kan fortsætte med at udpege kommissionsformanden, hvis de ellers kan blive enige. Men presset fra det yderste højre vokser, og venstrefløjen er blevet marginaliseret og nem at ignorere.

Internt i European Left er styrkeforholdet ændret, og efter valget har to partier – Bloco de Esquerda fra Portugal og det finske Vänsteralliancen – allerede forladt partiet.

Dystert bestyrelsesmøde i European Left

Lørdag 22. juni var jeg til møde i European Left i Bruxelles. Jeg repræsenterer Enhedslisten i partiet, sammen med Vibeke Syppli Enrum (men hun var til møde i Enhedslistens hovedbestyrelse). Inger V. Johansen var der også, da hun er vicepræsident i European Left.

Mødet blev indledt med en rapport om valget fra tænketanken Transform og derefter indlæg fra østrigske Walter Baier, som er formand for partiet. Situationen var dyster.

Hvad er European Left?

Venstrefløjen i EU er som alle andre politiske strømninger hovedsageligt organiseret på nationalt niveau. De nationale partier er de vigtigste – Die Linke, det franske kommunistparti, Enhedslisten i Danmark osv.

Omkring årtusindskiftet ønskede EU at skabe en fælles europæisk politisk virkelighed, og derfor indførte man et system, hvor EU støtter europæiske partier.

Partierne kan få støtte, dels efter hvor mange medlemmer af EU-Parlamentet de kan få til at skrive under på, at de vil støtte partiet – dels efter hvor mange penge de selv kan skaffe.

Det førte i 2004 til dannelsen af ”European Left” eller på dansk ”Europæisk Venstreparti”. Men selv om det er et parti af navn, så er det i praksis et samarbejde mellem nationale partier. Man samarbejder om det, man er enige om. Der har altid været partier på venstrefløjen, som ikke var medlemmer af European Left – men nogle af deres parlamentarikere valgte alligevel at skrive under på, at de ville støtte partiet.

Når et valg til EU-parlamentet er overstået, danner de medlemmer af Europaparlamentet, der er blevet valgt for venstrefløjen så også en gruppe – som historisk har haft den ikke helt mundrette forkortelse ”GUE-NGL”, men nu har skiftet navn til ”Left”. Navnet betyder venstre, men har den også lidt uheldige betydning, være blevet forladt. Det europæiske parti European Left har altså et samarbejde med gruppen The Left i EU-Parlamentet.

Der er i øvrigt også andre nationale venstrefløjspartier, som holder sig fuldstændigt ude af begge samarbejder. Det gælder bl.a. KKE – det græske kommunistparti, der fik 9,25 procent af stemmerne til valget i Grækenland og har en stabil vælgerbase. SF er heller ikke med i European Left eller ”The Left” – men i den grønne gruppe.

Ændret balance i styrkeforholdet

Ved det første valg til Europa-Parlamentet i 1979 fik partier fra det, der senere blev European Left, 43 mandater ud af de 44, som venstrefløjen fik valgt. Men procenten er gradvist faldet, og i 2024 fik partier, der er medlemmer af European Left, kun 8 mandater – ud af venstrefløjens ca. 40.

Det fremgår af en statistik, som tænketanken Transform fremlagde på mødet. Det er katastrofalt lidt – og vil formentlig føre til en ændring af den organisatoriske struktur.

Valget var knap overstået, før det portugisiske parti Bloco de Esquerda meddelte, at de forlod European Left, og de blev hurtigt fulgt af Vänsteralliancen fra Finland. De to partier har henholdsvis et og tre mandater i EU-Parlamentet.

Tilbage i European Left er tre partier, nemlig Syriza fra Grækenland med fire mandater, Die Linke fra Tyskland med tre mandater og Enhedslisten med et mandat.

Det hører med til historien, at både Die Linke og Syriza netop har været udsat for splittelser i deres partier. For Die Linke var valget katastrofalt, da partiet kun fik 2,7 procent af stemmerne, mens det populistiske anti-indvandringsparti ”Bundnis Sahra Wagenknecht” fik hele 6,2 procent af stemmerne og 6 mandater.

Die Linke valgte at føre en valgkamp, hvor man koncentrerede sig om sociale spørgsmål og ikke sagde noget om Ukraine. Partiets linje er, at man fordømmer den russiske invasion, men er imod at sende våben til Ukraine. Det var ikke en position, der vakte den store begejstring blandt nogen.

Sahra Wagenknect angreb partiet for at ”svigte fredssagen”, og andre angreb partiet for at svigte Ukraine. For Syriza betød splittelsen mindre, da det nye parti Nea Aristea (Nyt Venstre) kun fik 2,45 procent og ikke noget mandat.

Portugisiske Bloco vil have et nyt europæisk venstrefløjsparti

Samtidig med mødet i Bruxelles holdt Bloco de Esquerda også møde i Portugal og vedtog en udtalelse. De skriver bl.a.:

”Det er ingen hemmelighed, at den russiske invasion af Ukraine bragte betydelige modsætninger til parlamentsgruppen, da nogle partier ikke fordømte aggressionen, og andre stadig havde tvetydige og neutrale holdninger, selvom de var forklædt under et påstået fredsflag. Flere af disse repræsentanter blev ikke valgt nu, og disse holdninger er blevet markant svækket. Parlamentsgruppen må ikke tolerere tvetydigheder som gruppeholdninger til solidaritet med Ukraine.”

”Under alle omstændigheder vil vi ikke dele parlamentsgruppe med såkaldte venstrefløjspartier, som er modstandere af indvandring eller benægter klimakrisen og behovet for vacciner eller har sympati med Putins diktatur, som det er tilfældet med Bündniss Sahra Wagenknecht (Tyskland) eller nogle tjekkiske kommunister.”

Bloco har altså en politisk grund til at melde sig ud af European Left, og de har også et nyt politisk projekt:

”Bloco – som ikke længere kan identificere sig med European Lefts måde at fungere på – har besluttet at melde sig ud af partiet og har til hensigt at etablere et nyt europæisk politisk parti på initiativ af Now the People-platformen.”

European Left – hvad nu?

European Left holdt bestyrelsesmøde uden at kende til Bloco de Esquerdas udtalelse.

Partier, som ikke blev valgt til EU-parlamentet, spiller en stor rolle i European Lefts interne liv. Det gælder specielt PCE – Det spanske kommunistparti – Det Franske Kommunistparti og italienske Rifondazione Comunista.

Efterhånden som andre partier er blevet mere passive i forhold til European Left, er disse partier blevet mere aktive. Det spanske parti har fået stor indflydelse bl.a. fordi de er dobbelt repræsenteret. De er nemlig både medlemmer som sig selv – og som Izquierda Unida – en valgfront, som de dominerer fuldstændig. På den måde har de spanske kommunister blandt andet kunnet dominere European Lefts møder og partiets internationale arbejde.

Dette er nu blevet helt uholdbart.

På bestyrelsesmødet blev de politiske konsekvenser af valget til EU-Parlamentet drøftet. På forslag af blandt andre Syriza blev det vedtaget at lave en ”task-group”, som skal holde møder med alle venstrefløjspartier for at finde ud af, om der er basis for at genstarte det europæiske venstrefløjssamarbejde.

European Left håber på den måde at tage initiativet – men om det vil lykkes, er et meget åbent spørgsmål.

Økonomisk katastrofe forude?

European Left har udsigt til en økonomisk krise. Med udgangen af 2023 har European Left udtømt sine økonomiske ressourcer, og valgkampen her i 2024 har også kostet.

Samtidig skal man nu ud at finde nye underskrifter fra EU-parlamentarikere, så partiet kan opnå støtte. Enhedslistens Per Clausen skal således tage stilling til, om han vil støtte European Left. Vil Enhedslisten og andre overhovedet skrive under på at støtte European Left – eller måske følge portugiserne i forsøget på at lave noget nyt?

Blocos udmeldelse koster allerede European Left 8.000 euro – men det reelle tab er langt højere, for EU kræver en vis egen finansiering, så når Bloco ikke sender 8.000 euro, falder tilskuddet fra EU med titusindvis af euro. European Left risikerer dermed reelt at gå fallit.

Fremtiden for et nyt parti

Ved mødet i European Left blev det sagt, at det er meget nemt at rive det gamle ned, men svært at bygge noget nyt. Det er der selvfølgelig meget sandt i.

Bloco de Esquerda lagde i sin udtalelse vægt på, at Now the People-platformen kunne være fundamentet i en ny venstrefløjsstruktur i EU-Parlamentet. Partierne i Now the People udgør størstedelen af venstrefløjens EU-parlamentarikere med deltagere fra mange europæiske lande.

Now the People platformen består af Vänsteralliancen i Finland, Vänsterpartiet i Sverige, Enhedslisten i Danmark, La France Insoumise, Podemos i Spanien, Sinistra Italiana, Die Linke i Tyskland og Bloco de Esquerda i Portugal.

Det er rigtigt at disse partier har et stort flertal i parlamentsgruppen. Men det er også rigtigt, at ”Now the People” indtil nu kun er en valgalliance og endda en svag en. Den opstod op til forrige valg i EU-Parlamentet, hvor den holdt et par møder. Fra 2019, da valget var overstået, til 2023 skete der ikke noget i samarbejdet. I hvert fald ikke hvis man skal dømme efter alliancens hjemmeside.

Samarbejdet blev genoplivet i efteråret 2023, og i foråret 2024 blev der holdt en konference på Christiansborg i København med ca. 100 deltagere. Der blev der så også vedtaget en politisk platform – men den er svagt forankret i fx Enhedslisten, hvor den ikke har været behandlet i Hovedbestyrelsen eller Forretningsudvalget og så vidt vides heller ikke i Folketingsgruppen. Der er altså lang vej til at danne et egentligt europæisk parti.

Det er sikkert, at European Left ikke kan køre videre som hidtil. Det er også sikkert, at portugiserne og andre vil forsøge at opbygge et nyt parti. Om dette kan ske gennem en omformning af det nuværende European Left eller ved at danne noget helt nyt, er derimod usikkert.

Det er endnu mere usikkert, om det faktisk vil lykkes at opbygge et nyt grønt og rødt europæisk venstrefløjsparti, og om det så vil blive forankret i sine rødder eller kun blive et rent parlamentarisk projekt.